Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4916Visninger
AA

14. Rosas evner

Jeg rejste mig op og gik hen mod døren. Jeg ville af sted lige nu. Jeg kunne ikke vente en dag mere, hvor jeg skulle se på dem, ham og den dumme by. Jeg åbnede døren og stirrede ligeud, da jeg gik direkte mod værelset og greb min taske. Jeg pakkede den og tog min bue og kogger over skulderen, drejede om på hælen og skulle til at gå ud, da jeg så Rakian sidde med ryggen til. Han så ked du af det. Argh! Sarina du skal ikke ombestemme dig en gang til! Gå ud af den dør, tænkte jeg og fortsatte mod døren.

    Jeg styrede arrigt hen mod hestene, spændte tasken fast til sadlen og tjekkede, at jeg havde alt. Pengene strammede jeg fast til bæltet og skulle til at sætte mig op, da en hånd lagde sig på min skulder. ”Sarina?” spurgte en nervøs pigestemme. Jeg sukkede og vendte mig om til at se Rosa. Hun så på mig med bedende øjne. ”Jeg er her ikke for at bede dig om at tilgive ham,” sagde hun og ventede på min rektion, men jeg var efterhånden træt af at modsige folk, så jeg lod hende tale færdig. ”Må jeg ikke nok tage med?”

    ”Vi du gerne med? Du er ikke herude for at fortælle mig, at jeg skal lade Rakian komme med og så videre?” Hun rystede på hovedet.

    ”Jeg ved, at du allerede ved, at han er ked af det for at sige det mildt. Faktisk er han knust, og det ville være dejligt, hvis du ville lade ham komme med, men det er ikke på grund af ham, jeg vil med. Jeg vil med dig. Må jeg ikke nok komme med?”

    Jeg blev forbavset over den måde, hun sagde det på, og jeg kunne ikke klare presset mere, så bukkede jeg under. Hvem narrede jeg? Jeg kunne ikke gøre det her selv, uanset hvor mange gange jeg sagde til mig selv, at jeg ikke havde brug for nogen. ”Gå ind og hent ham. Vi rejser nu!”

    ”Tusind tak Sarina. Jeg lover dig, at jeg ikke kommer til at være til besvær. Jeg vil hjælpe dig, alt det jeg kan.” Hun tøvede. Det så ud som om, hun ville give mig et kram, men hun tog det i sig og løb tilbage mod huset. Jeg rystede på hovedet af mig selv.

    ”Flot Sarina,” mumlede jeg.

    Lidt efter kom Rakian ud og løb hen til mig. ”Sarina…”

    Jeg stoppede ham. ”Du skal ikke sige noget. Skal du med, er det nu.” Jeg satte mig op i sadlen uden at vente på et svar.

    De hentede deres ting og sprang op på hver sin hest – Rosa havde lånt en hest af Vildana - og jeg skulle til at give tegn til, at vi skulle ride, da Vildana kom hen til os. ”Sarina stop! Jeg vil lige sige farvel, og jeg har noget til jer,” sagde hun. Jeg hoppede ned på jorden, lagde armene om hende og knugede hende ind til mig. Hvordan kunne jeg dog også finde på at være ved at tage af sted uden at sige farvel? ”Jeg kommer til at savne dig prinsesse,” mumlede hun ind i mit hår.

    ”Jeg kommer også til at savne dig. Undskyld jeg har været sådan… du ved,” sagde jeg og smilede et skævt smil til hende. Hun rakte mig en lille tyk pakke.

    ”Her er lidt mad, i kan spise det første stykke tid. Fred være med jer på jeres rejse,” sagde hun og kyssede mig på kinden. ”Der ligger også et brev til dig.” Hun smilede til mig, da hun trak sig væk.

    ”Tak.” Jeg hoppede op i sadlen og smilede til hende. ”Tak for alt. Jeg håber vi ser hinanden snart.” Hun nikkede, og jeg gjorde tegn til, at vi skulle ride.

    Vi satte i galop ud af byen, og jeg mærkede det velkendte sus det gav at mærke vinden i håret, og Nats muskler der spændtes, når han ramte jorden. Lydene der forsvandt i baggrunden, til der kun var naturens hvisken og den trommende lyd af hove mod gruset.

                                                                                                                          

***

 

Jeg tror, de følte sig akavet til mode, fordi jeg ikke kunne lade være med at vise min uvilje mod deres tilstedeværelse. Vi stoppede for at slå os ned for natten. Jeg havde ikke sagt noget på hele turen, og jeg havde omhyggeligt ignoreret deres stille snak og grin. De hyggede sig virkelig, og det skulle de da bare have lov til, men jo... det irriterede mig lidt. Jeg kunne ligeså godt indrømme det. Jeg var såret over, at han valgte hende frem for mig, men hvem var jeg at give skylden til ham? Var det ikke mig der skubbede ham væk? Jo, og jeg forbandede det, men jeg kunne ikke lukke ham ind igen. Sådan var det bare, også selvom jeg vidste, at det var mig der blev såret i sidste ende.

    Jeg samlede brænde til et bål og tændte en flamme, som jeg lagde ned i træet. De brændte smukt, når de dansede over træet som pensler, der malede det sort. Da jeg havde slået mig ned og bredte tæppet ud, tog jeg mine pile og koggeret og rejste mig. ”Jeg finder noget mad. I bliver bare her, så kommer jeg tilbage om lidt.” Jeg ville vise, at jeg sagtens kunne skyde et dyr, hvis det skulle være. Jeg var også blevet hård til det med knivkast.

    ”Men…” Begyndte Rakian.

    ”I skal ikke følge efter mig. Jeg vil gerne være alene.” Det var ikke til diskussion. Og det vidste de. De nikkede og begyndte at småsnakke, da jeg bevægede mig ind i skoven. Jeg lod lydene af fuglene der kvidrede, og vandet der løb et sted ved den lille fos i nærheden omgive mig, og jeg sank lidt efter lidt ind i min koncentration om at finde et bytte. Jeg bevægede mig stille og lydløst gennem skoven og analyserede naturen. Det havde jeg lært af at se, hvordan Rakian gjorde, da vi jagede sammen på grund af hans skade i foden.

    Jeg fik øje på en hare der sad i græsset og hoppede rundt. Jeg fik den velkendte dårlige fornemmelse, når jeg skulle tage et af de små liv. Jeg hadede det, men hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg havde ingen forstand på planter eller bær. Jeg ville bare ende med at slå os ihjel, hvis jeg begyndte at lege klog med den slags.

    Jeg spændte buen og satte mig på hug bag et træ. Jeg tog sigte og lod mig selv holde sigtet lidt tid, til jeg slap pilen. Den ramte, men ikke for godt. Jeg ville helst ramme lige i dens øje, men så god var jeg ikke endnu. Jeg sukkede og gik hen til den, hvor jeg rev pilen ud. ”Undskyld,” mumlede jeg, da jeg kiggede ned på dens døde øjne og slappe krop. Hvor var det barbarisk af os mennesker at tage liv for at få noget at spise, men på den anden side var det vel sådan, det var. Livets kredsløb. Mennesket var et rovdyr.

    Jeg tog den med mig og skød en mere, inden jeg gik tilbage. Rakian og Rosa sad og snakkede dybt sammen. Faktisk var de så dybt begravet i deres samtale, at de slet ikke så, at jeg kom. Jeg begyndte at tilberede kødet og brugte nogle af de krydderier, jeg havde købt. Jeg åbnede pakken, jeg havde fået af Vildana og så et brev sammen med nogle madvare, som et stort rundt brød, ost og en lille smule honning. Jeg kiggede på brevet, hvor der stod Til Sarina og åbnede det for at læse det.

 

Kæreste Sarina.

Da du fortalte mig om dine evner, blev jeg glad. Du gav mig håb. Langt om længe er jeg begyndt at tro på, at det rent faktisk kan lade sig gøre at bekæmpe kongen, og du må love mig at gøre dit bedste for at få det til at lykkes. Du skal ikke tro, at jeg er ked af, at du aldrig fortalte mig det. Jeg forstår dig, og jeg ved hvordan det måtte have været for dig, når din far var som han var, men husk på at trods hans dårlige sider, gjorde han også gode ting for dig og for landet. Jeg ved at han elskede dig af hele sit hjerte, og hvad end han nogensinde havde gjort mod folk som havde fået en fantastisk gave ligesom dig, var det kun for at beskytte sit land og dig.

Du har altid været som en datter for mig, og jeg elsker dig, men jeg ved muligvis hvor du kan finde din rigtige mor. Følg floden i fulgte på vejen herhen, så kommer i til en by der ligger mellem nogle bjerge. Sall, hedder den. Spørg efter Tailo Raimar. Han kan fortælle dig om din mor, og måske ved han, hvor hun befinder sig. Han kan forklare dig, hvem du er, og hvor du skal finde Alia-folket. Du er nødt til at lære, dine evner og dig selv at kende, før du kan rede landet.

 

    Rede landet… skulle jeg det? Indtil videre holdt jeg mine ambitioner nede på to mål. Hævne mig på Vatokan og rede Luna.

 

Jeg ved, at det vil tage dig tid at tilgive Rakian, og jeg forstår dig. Jeg forstår, at når du har mistet stort set alt du elskede, har brug for at give skylden til en, og jo han er skyld i meget, men du er nødt til at kigge på de ting, han også har gjort. Ting han har gjort for dig. De ting der gjorde, at du holdte af ham. Husk på hvad han betød for dig, for han er et godt menneske. Et helt igennem godt menneske, som selvom du lige nu hader ham stadig vil beskytte dig. Jeg siger ikke, at det skal være nu, men på et tidspunkt er du nødt til at tilgive ham og lade ham hjælpe dig, for du har brug for ham.

Det er sidste gang, jeg fortæller dig det, for du ved det, og jeg stoler på at du træffer den rigtige beslutning for dig. Tro på dig selv. Du er født til at lede, og jeg ser frem til en gang at se dig som dronning. De bedste håb og ønsker på din vej. Jeg elsker dig.

Vildana

 

    Mit hjerte slog et slag over. Min mor var i live. Jeg stirrede blot ned i papiret. Læste det om og om igen, for at være sikker på, hvad jeg lige havde læst. Jeg skulle finde min mor! De andre lagde mærke til mit ansigtsudtryk og så på hinanden.

    ”Er du gået i chok eller sådan noget?” spurgte Rosa uroligt. Jeg rystede på hovedet og kiggede ned i papiret en ekstra gang. ”Jamen hvad sker der?”

    ”Min mor er i live,” hviskede jeg. ”Vildana har skrevet, hvor jeg kan finde hende. Vi skal finde min mor.” Det prikkede i mine øjne, og jeg havde lyst til at græde, men jeg kunne ikke. Det var simpelthen for meget. Var min mor så bare stukket af, da jeg var lille? Eller havde far smidt hende ud?

    ”Er det ikke godt?” spurgte Rakian prøvende. Jeg tror ikke helt, han kunne læse mit ansigt. ”Sarina, har du det godt?”

    ”Jeg ved det ikke,” mumlede jeg, og mærkede min hænder begynde at ryste.

    ”Sarina du ryster.” Rosa kom på benene og satte sig ved siden af mig. ”Vil du da ikke gerne finde din mor?” Hun smilede opmuntrende til mig.

    ”Jeg ved det ikke.” Jeg begyndte at gøre maden færdig og gav noget kød og brød til hver. De tog imod det, men betragtede mig stadig med varsomme blikke. Jeg tog langsomt en bid af det varme kød og tyggede på det, mens jeg så ned i jorden. Hvad nu hvis mor havde evner ligesom mig? Hvad hvis det var derfor, hun rejste? Hvad hvis hun slet ikke ville se mig?

    ”Sarina?” Jeg kiggede op på Rakian. ”Har du det helt godt?” Jeg nikkede og spiste videre. Jeg så dem udveksle blikke, og det nagede mig.

    ”Jeg har det fint.” Jeg lød ret overbevisende, men de troede ikke på mig.

    ”Sar…”

    ”Jeg sagde jeg har det fint!” udbrød jeg og drejede hovedet væk.

    ”Vi er her for dig,” sagde han og spiste sin mad.

    Jeg havde alt for mange tanker i hovedet. Tanker om mor. Var hun smuk? Lignede hun mig? Levede hun overhovedet? Gættede Vildana eller, vidste hun at hun var i live? Lige siden jeg var lille, havde jeg altid haft et billede i hovedet af hende. Et billede af en dame med et bredt sørgmodigt smil, som om hun stod og så ned på mig i en vugge. Jeg kan huske en halskæde om hendes hals. En dråbeformet krystal der glitrede i lyset som omkransede hende. Altid havde jeg tænkt på, om det var noget, jeg havde forestillet mig, eller om det rent faktisk var sket. Måske var det et minde, fra da jeg var lille. Kunne det overhovedet lade sig gøre?

    ”Hvis i vil have mere kød, tager i bare. Jeg kan ikke spise mere, men vi gemmer brødet til senere,” sagde jeg og pakkede tæppet omkring mig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde indtaget lederrollen, men jeg syntes selv, jeg besad den ret godt.

    Jeg holdt min hånd op og fokuserede på det lille gule lys, som blev til en flamme, der opførte sig som et blæsevejr i min hånd, og fik mig til at synke ind i min egen verden. Jeg kunne se Rosa, der koncentreret holdt øje med mig imens. Hun så mig ind i øjnene og smilede et smil, jeg ikke havde set før. Noget rørte på sig inden i min hjerne, som om en anden person var til stede. Vil du gerne vide hvorfor jeg ville med dig? Lød en stemme i mit hoved. Jeg så rundt, indtil jeg opdagede, at det var Rosa. Jeg løftede det ene øjenbryn, som for at spørge om det var hende. Hun nikkede og smilede igen.

    Har du evner ligesom mig? spurgte jeg hende, og hun nikkede. Det så ikke ud til, at Rakian opdagede vores lille samtale, for han var optaget af at snitte noget. Han vendte blikket mod Rosa og sagde noget til hende, som jeg ikke hørte, fordi jeg var alt for langt væk. Hun smilede og svarede ham, og i mellemtiden, var vi gledet ud af hinandens tanker. Jeg havde brug for at snakke med hende lige nu. Jeg gled ind i hendes sind igen og lod omhyggeligt være med at læse hendes tanker alt for grundigt. Jeg vil gerne snakke med dig senere, men Rakian skal ikke vide noget endnu. Hun så alvorligt på mig og nikkede en gang, før hun fordybede sig i samtalen med Rakian.

    Jeg vendte opmærksomheden mod flammen i min hånd, som lige nu blafrede helt vildt. Jeg tror den opførte sig alt efter mit humør. Hjemme ved Vildana var jeg blevet irriteret på ham, og så havde den vokset sig større, og nu hvor jeg var ivrig efter at snakke med Rosa, blafrede den. Mine følelser blev udtrykt via den lille ild i min håndflade.

    Det var mørkt, og vi havde alle lagt os, da jeg igen mærkede hendes sind. ”Rosa!” Hviskede jeg. Hun satte sig op og vendte blikket mod Rakian, for at se om han sov. Det gjorde han, så hun rykkede over til mig og satte sig helt tæt ved siden af. ”Hvordan kan vi være sikre på, at han ikke snyder?”

    ”Jeg tjekker hans tanker en gang imellem,” hviskede hun. ”Sarina jeg ville med dig, fordi jeg ville finde ud af, hvad jeg var for en, og da jeg hørte om dig, besluttede jeg mig for, at du var den eneste, der ville forstå mig og hjælpe mig.” Hun ventede lidt. ”Vi er nødt til at finde Alias folk. De kan hjælpe os med at kontrollere vores evner, og så kan vi besejre kongen,” hviskede hun.

    ”Kan du det samme? Du ved med ild?” spurgte jeg så lavt, at kun Rosa kunne høre det.

    ”Nej, prøv at se,” sagde hun og løftede hånden. Jordklumper og sand hævede sig fra jorden og cirklede rundt i luften over hendes hånd. Alle de små sandkorn og støv skiltes og dannede en form for mørk toge og formede sig som en tornado. Det forstøvede jord faldt blidt ned i hendes hånd og lå som pulver, som hun børstede af. Jeg smilede til hende.

    ”Du kan med jord? Tror du også, jeg kan det, eller har vi hver vores ting?”

    ”Jeg tror, vi har hver vores ting. Jeg forsøgte mig med noget ild tidligere og det gik ikke ligefrem som planlagt. Hvor er det rart at møde en med næsten samme evner. Jeg har altid følt jeg var unormal og ikke passede ind, selvom ingen nogensinde vidste det.”

    ”Jeg ved kun alt for godt, hvad du mener,” mumlede jeg. ”Hvad ved du om min far?”

    ”At han var konge. Faktisk ikke andet.”

    ”Min far var bange for alle overnaturlige ting. Han var en god konge og loyal overfor sine borgere, men han kunne ikke tolerere evner som vores. Han slog folk ihjel, som havde bare den mindste smule magi i blodet og udryddede dem alle. Prøv at tænk at have ham som far og se på ham hver dag, velvidende at du kunne blive hængt, hvis han fandt ud af det.”

    ”Det lyder ikke rart,” mumlede hun.

    ”Jeg er glad for, at du fortalte mig det.”

    ”Jeg er glad for, at jeg fandt dig.” Hun smilede og kiggede på Rakian. ”Han er vågen,” hviskede hun.

    ”Læg dig tilbage og sov. Du kan fortælle ham det i morgen, hvis du har lyst.” Jeg smilede og lagde mig selv ned. Rakian og Rosa sov ved siden af hinanden. Ikke tæt, men det var ved siden af hinanden, og jo jeg følte mig udenfor, men jeg ville ikke ligge sammen med Rakian. Desuden følte jeg mig ikke helt så udenfor nu, hvor hun havde fortalt mig sin hemmelighed.

    Jeg lukkede øjnene og døsede hen i mine drømme.

 

***

 

Nogen puffede til mig, og jeg blinkede søvnen ud af øjnene. Det første jeg så var de store blå øjne af Rakians, der stirrede på mig lige ind i ansigtet. ”Vi skal snart af sted, så må jeg låne dit kort?”

    ”Og det vækker du mig for! Du kunne da bare tage det,” brokkede jeg mig.

    ”Du skal bare være taknemlig for, at jeg spurgte, og desuden skal du op, for vi skal til at af sted. Vi har taget en skive brød hver, men vi snakkede om at gemme osten og honning. Jeg har også fyldt vores vanddunke og slukket bålet, så det er kun dig, vi venter på,” sagde han muggent og gik sin vej. Jeg satte mig irriteret op og sukkede over det faktum, at jeg nok ikke havde varetaget lederrollen helt. Det passede mig bestemt ikke at skulle op nu, fordi jeg for en gangs skyld havde sovet godt uden mareridt. Jeg gned mig i øjnene og tog en tår vand af dunken. Jeg havde ikke lyst til at spise noget, så jeg pakkede maden ned i tasken sammen med mine andre ting.

    Jeg spændte tasken fast til Nats saddel og strøg ham op ad halsen. Nat der altid var så trofast prustede genkendende og stak mulen ned i mit hår. En lille brise løftede mit hår op og efterlod en kuldegysning ned af ryggen, så jeg skyndte mig at trække min kappe på. Mens jeg stod og nussede Nat, skævede jeg lidt diskret hen på de to, der sad lidt derfra og snakkede. Rakian hviskede ting i hendes øre, der fik hende til at smile, og de kiggede hinanden ind i øjnene. Jeg fik lyst til at kaste op. Min mave vendte sig bogstaveligt talt. Hvad havde han gang i? Måske skulle jeg blande mig udenom. Altså, det var jo længe siden, der havde været noget mellem Rakian og jeg, så hvis de kunne lide hinanden, var det vel i orden. Jeg bed tænderne sammen og kiggede den anden vej.

    Nå, men jeg skulle finde en mand ved navn Tailo Raimar, som åbenbart kendte noget til min mor. Nu havde jeg noget at glæde mig til, og en grund til at holde mig oppe. Jeg havde haft svært ved at se lyset i noget lige i øjeblikket, men nu havde jeg noget at gå efter, og hvis hun var død, ville jeg blive ked af det, men det ville også lette at få svar på et spørgsmål, som havde gnavet i mig, siden jeg var lille. Hvad skete der med min mor? Hvor blev hun af, og hvorfor ville far aldrig snakke om hende? Bare det, at jeg for en gangs skyld kunne få at vide, hvad der skete, ville lette mit hjerte.

    Jeg stivnede da jeg mærkede noget i mine tanker. Et sind jeg havde mærket nu og da, men først nu blevet bekymret over. Hvem var det, der så desperat forsøgte at læse mine tanker? Somme tider havde jeg det som om, jeg blev beskuet. At noget holdt øje med hvert skridt jeg tog, men så sagde jeg bare til mig selv, at jeg var paranoid og forsøgte at glemme det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...