Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4922Visninger
AA

20. Redet af fjenden

Jeg klamrede mig til de rustne tremmer og var ved at gå til af skyldfølelse. En gang imellem kunne jeg høre et skrig, som med tiden var blevet svagere for hver gang det skete. Jeg så ikke nogen mening i, at de blev ved. Var det for at se, hvor længe jeg kunne holde det ud? Havde de tænkt sig at gøre det, lige til jeg fortalte dem noget? Eller var de bare sadister?

    Jeg begyndte at kunne mærke mine evner igen, og med det samme hoppede jeg ind i Rakians sind. Er der noget jeg kan gøre? Spurgte jeg frustreret.

    Jeg kunne mærke frustrationen i hans hoved, men jeg kunne også mærke, at de ikke længere tjekkede hans sind, så de vidste ikke, at jeg kontaktede ham. Sarina, jeg kan ikke klare det mere!

    Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre! Jeg var desperat.

Hvad end du ved, skal du ikke fortælle det til dem. Du skal ikke bekymre dig om mig.

    Jeg kan ikke holde det ud!

    Jeg tror du overlever!

    Det er kun fordi... jeg elsker dig. Han blev stille, til jeg igen hørte endnu et hjerteskærende hyl.

    Sarina, jeg kan ikke snakke med dig. Du skal ikke fortælle dem noget! Han ventede lidt. Jeg elsker også dig. Jeg gjorde som han sagde og kappede kontakten.

    Lederen kom gående ned af gangen og hen til tremmerne, jeg sad op ad. ”Rejs dig op,” kommanderede han, og jeg gjorde som han sagde. Jeg tørrede tårerne væk og forsøgte at se stærk ud, selvom jeg fornemmede, at det var uden held. Han smilede skummelt og gik langsomt tættere på. ”Hvordan går det med hukommelsen?” Han åbnede døren og gik hen mod mig. Jeg bed tænderne sammen og bakkede væk fra ham. Den måde han så på mig, som noget han kunne sætte tænderne i mig, skræmte mig.

    De to andre kom gående med en forslået Rakian på slæb og smed ham på jorden. Han rørte sig ikke ud af flækken, og jeg sank en klump. Hans arme var fulde af store brandsår, og der var blod over det hele. Jeg havde mest lyst til at løbe hen og hjælpe ham op, men jeg måtte blive, hvor jeg var. ”Hvad gør vi med ham der?” spurgte den ene, som havde en lys, lettere feminin stemme i forhold til, at han var en stor bredskuldret mand med store overarme. Hans kropsbygning mindede mig om en and. ”Han er besvimet.”

    Lederen der stod overfor mig mumlede noget uforståeligt og så vred ud, da han vendte sig om. ”Så væk ham dog! Jeg sagde jo til jer, at i skulle sørge for, at han i det mindste var vågen.”

    ”Ja herre,” mumlede Anden og vendte Rakian om, så han lå på ryggen. Han begyndte at klappe Rakian på kinderne og ruske i ham, men der skete ikke noget. ”Han vågner ikke!”

    ”Skal jeg da gøre alting selv.” Han gik sin vej, og kom derefter tilbage med en spand vand, som han smed i hovedet på Rakian. Mit hjerte hamrede derudad, for tænk hvis han slet ikke kunne vågne.

    Den tredje var i mellemtiden gået hen til mig, for at sikre at jeg ikke løb min vej. ”Det kan være, at du har noget at fortælle os imens,” sagde han og lagde hovedet let på skrå. Han havde langt hår, og pandehåret buede ned over øjnene så det lagde en skygge over de i forvejen skræmmende smalle øjne. Han så decideret uhyggelig ud, og hans krop så tæt på min fik kuldegysninger til at risle ned af ryggen.

    Jeg kunne ikke få ordene ud over mine læber. ”Jeg… jeg,” stammede jeg, men jeg kunne ikke sige mere. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

    ”Kom nu… du vil jo ikke have, vi gør mere ved din ven,” sagde han skadefro og fugtede sine læber, da han lod et blik glide ned af mig. Jeg fik lyst til at kaste op.

    ”Jeg ved ikke, hvor hun er!” forsøgte jeg desperat.

    ”Må vi ikke lige få et lille kig i dine tanker. Bare for en sikkerhedsskyld,” spurgte han med en alt for kærlig, alt for sød stemme.

    ”Jeg har jo sagt til jer, at det ikke er noget, jeg selv bestemmer over,” løj jeg igen.

    Lederen kom frem. ”Jeg ved du lyver!” sagde han hårdt. Han havde fået Rakian til at vågne og banede sig vej forbi ham, der stod foran mig. Han tog fat i mine skuldre og ruskede mig. ”Fortæl det nu?” Han skubbede mig hårdt ind i væggen, så det slog luften ud af mig. Jeg var svimmel.

    ”Jeg ved det ikke!”

    ”Herre…” begyndte Anden med den lyse stemme, men blev afbrudt.

    ”Jeg tror ikke på dig.” Han ruskede mig en gang til.

    ”Herre!”

    ”Hvad?!” Han øjne lynede, da han så over på ham, der havde våget at sige sin Herre imod.

    ”Jeg tror, hun taler sandt. Man ved aldrig… altså…”

    ”Tager du hende i forsvar!”

    ”Jeg ser bare ikke nogen mening i, at vi prøver igen og igen, hvis hun taler sandt.” Han vendte blikket mod jorden, da han så det lynene blik, deres leder sendte ham. ”Tænk på profetierne vi fik fortalt…”

    ”Jeg tror ikke en pind på de 'profetier'. Hun lyver!”

    ”Tænk lige over det… hvis hun virkelig er prinsessen af Nordlandet, og hvis hun har de evner der fortælles om, så…” Han blev afbrudt af et ordentligt slag i ansigtet, der fik ham til at falde til jorden. Han slog hovedet, men rejste sig hurtigt, og hvis jeg ikke tog meget fejl lyste hans øjne sølvfarvet. Nu jeg tænkte over det, kendte jeg ikke til hans evner endnu, for det var kun de to andre, der kunne betvinge ild, som havde brugt dem.

    Han tørrede arrigt blodet væk fra sin næse, og vreden lyste ud af ham. Jeg var lettet over, hvilken drejning situationen havde taget og brugte nu tiden på at holde øje med Rakian, der igen havde lukket øjnene. Han lod som om, han var besvimet igen. Jeg kunne se det på ham, men jeg kiggede væk og lod som ingenting.

    Anden, hvis øjne lyste sølv, havde rejst en to søjler af vand, som han ventede på at skyde efter nogen. ”Ha!” sagde lederen hånligt. ”Prøver du nu at gøre modstand? Hvad skal det gøre godt for, så er vi jo bare nødt til at slå dig ihjel også.”

    Langsomt forsvandt vandet ud i den blå luft, og hans læber blev til en tynd streg. Jeg kunne se viljestyrken i hans øjne, men han formåede ikke at gøre noget. Han drejede blot om på hælen og skulle til at gå ud, da den anden stillede sig i vejen med et løftet øjenbryn. ”Hvor tror du, du skal hen?” spurgte han.

    ”Jeg vil ikke være med til det her,” sagde han, så bestemt han nu kunne, men jeg bemærkede frygten.

    Jeg lagde mærke til en ulvesnude stikke frem rundt om hjørnet ude ved gangen, men den forsvandt hurtigt igen. Sarina, sagde Sansan. Jeg har gjort det af med de to andre, der holdt vagt udenfor, og jeg er her for at rede jer.

    Gjorde du det helt alene?

    Jeg fik hjælp, men det skal vi ikke snakke om nu. Vi skal have jer ud!

    Hvordan?

    Bare vent her… han sluttede kontakten. De tre mænd var i gang med et stort skænderi, og jeg kunne ud af øjenkrogen se, at Rakian havde taget en kniv, der sad i en rem om en støvle. Interessant sted at gemme en kniv. Han trak den forsigtigt ud og gemte den ind under sig. Jeg fulgte hans eksempel og tog fat om sværdet i lederens bælte. Han opdagede det, men jeg nåede at trække det ud og tog en dyb indånding, mens jeg kneb øjnene sammen, da jeg placerede spidsen på hans bryst og trykkede til. Hans øjne var store, da han faldt på knæ, og tog fat om skaftet på sværdet. Fra hans læber lød kun en gurglende lyd, inden han faldt slapt sammen, og hans øjne blev tomme, udtryksløse, da han lå død for mine fødder.

    Jeg blev overrasket over mig selv, men jeg nåede ikke at spekulere videre, før jeg skyndte mig at trække sværdet ud og bakkede tilbage med den blodige klinge i hånden. De andre var næsten ligeså forskrækkede, men det tog dem ikke lang tid at trække deres også. Ham med den lyse stemme, der havde forsvaret mig, havde et sært smil spillende i mundvigen ved synet af sin leder der var død, men ikke desto mindre pegede han stadig sin klinge mod mig. Rakian havde med besvær rejst sig op og så kort ned på liget, inden han uden tøven stak kniven i ryggen på ham den anden, der også faldt til jorden med et klask. Han gylpede blod op mens han lå og tog sig til brystet med opspilede øjne og trak vejret i små ryk. Han sendte mig et ondskabsfuldt smil, men jeg så et snert af frygt i hans øjne, da han langsomt slappede af i kroppen, og hans øjne blev ligesom den andens, tomme. Der var musestille i rummet, da han tog sit sidste åndedrag.

    Jeg så op på Anden, som kunne betvinge vand. Han stak sit sværd i skeden og bakkede væk. Sansan som var forfulgt af en ukendt mand med et sort fuldskæg og sort, slidt tøj kom løbende ind, men stoppede brat op, da de så, hvad der var sket. De skulle til at springe på Anden, da jeg løb imellem dem. ”Nej,” råbte jeg. Alle, selv ham de skulle til at angribe, så forvirret på mig. ”Du forsvarede mig,” sagde jeg.

    Rakian var faldet sammen på jorden igen, og han klynkede lavmælt. Hans læber var blevet til en smal streg, og hans øjne lynede ved det, jeg sagde. ”Jeg fortjener ikke det der. Bare slå mig ihjel,” sagde manden alvorligt. ”Det tror jeg, din ven giver mig ret i.” Han skævede til Rakian med et forpint udtryk.

    Hvad sker der? Spurgte Sansan. Jeg svarede højt, så de andre kunne høre det, da jeg forklarede ham, hvad der var sket, hvilket resulterede i at Anden så forundret på Sansan.

    ”Kan køteren forstå hvad vi siger?” spurgte han forbavset, og fik Sansan til at snerre.

    ”Han er ikke nogen køter,” sagde jeg bestemt.

    ”Nå ja bevares,” mumlede han. ”Prøv at høre. Kan i ikke bare få det overstået og smutte. Jeg gør ikke modstand.” Han virkede ligefrem utålmodig.

    Jeg tøvede. ”Hvad med, at du lover at stikke af og aldrig genere os igen, så skåner vi dit liv,” sagde jeg så.

    ”Hvad!” udbrød Rakian.

    ”Prøv at høre. Det er meget gavmildt af dig, men jeg fortjener det ikke.” Endnu engang betragtede han Rakian med undskyldende mine. ”Undskyld.” Rakian så ikke ud til at fatte en brik.

    ”Nååå… jamen det er da bare i orden,” svarede Rakian med tyk sarkasme.

    Manden tog nøglerne ud af deres døde leders bælte og gik hen mod mig for at låse håndjernene op. De faldt til jorden, og jeg tog mig lettet til håndleddene, der var blevet lettere hudløse og sved en del. Han gjorde det samme ved Rakian, som lignede jeg ved ikke hvad. Manden tog et par skridt væk fra ham og så på mig. ”Har i besluttet jer?” spurgte han. Jeg kiggede på Rakian, der sukkede og nikkede. Hans kæbemuskler dirrede.

    ”Smut,” sagde Rakian. ”Men hvis du nogensinde kommer på tværs af vores vej igen, så kan jeg ikke svare for følgerne, men jeg har ikke tænkt mig at lade dig slippe godt fra det.”

    Manden nikkede forstående og lod blikket svæve rundt på os andre, der nikkede bekræftende, hvorefter han bukkede dybt. ”Jeg er jer evigt taknemmelig,” sagde han og gik sin vej.

    Jeg tog to skridt og faldt på knæ ved siden af Rakian. En tåre havde formået at undslippe min øjenkrog, som han løftede armen og tørrede væk med sin tommelfinger. Jeg hjalp ham op at sidde og begyndte at undersøge hans sår. Han havde fået adskillige brandsår op ad armene og blå mærker i ansigtet. Der var en flænge i øjenbrynet og en i læben, og jeg selv havde ikke en skramme som ikke var der i forvejen.

    ”Undskyld!” snøftede jeg, men han rystede på hovedet.

    ”Du har ikke noget at undskylde for.” Han lagde armene om mig og trak mig ind til sig. ”Tag det roligt. Det er overstået.” Han strøg mig på ryggen.

    ”Jeg ville anbefale, at vi kom væk. Så kan vi altid snakke om det, når vi er et sted, hvor vi kan slappe af og kigge på sårene.” For første gang snakkede manden, der var med Sansan. ”Tilgiv mig deres højhed. Jeg er Tailo Raimar.” Han rakte hånden frem, og jeg tog den. Jeg stirrede på ham et øjeblik og kom i tanker om, hvor jeg havde hørt det navn før. Vildana havde snakket om ham i brevet.

    ”Kendte du min mor?” spurgte jeg.

    ”Rettelse: jeg kender din mor, men lad os snakke om det senere.” Han trak mig med op at stå, og vi hjalp Rakian op på sine vaklende ben. Han støttede sig til mig med en arm om min skulder, og jeg holdt fast i hans trøje på hans ryg. ”Nej lad mig tage ham.” Tailo tog fat om Rakian, og vi gik op ad stentrappen. Vi kom videre ud, og der blev meget hurtigt meget lyst. Jeg havde vænnet mig til den mørke kælder, der kun var svagt oplyst af det lille hul i væggen, så det virkede underligt at være ude igen, hvor luften var frisk og solen skinnede på min hud. Om ikke andet var det tørt udenfor.

    Tailo satte Rakian af på en stor sten. To mænds lig lå på jorden rundt om et næsten udbrændt bål, og i en bunke lå vores våben. Jeg spændte mit bælte med sværdet om maven og stak min kniv i skeden, hvorefter jeg gik hen og tog mine penge tilbage fra mændene, der lå på jorden. De havde taget dem og sat dem i sit ejet bælte. Jeg tilkaldte Nat og Mikka, og bagefter samlede jeg Rakians ting op. Hvorfor var Rosa ikke med? Jeg kunne huske lederen sige noget med, at hun var nem at klare. ”Hvor er Rosa?” spurgte jeg og brød tavsheden der var opstået

    Hun… er ikke med os mere, svarede Sansan. Jeg er ked af det, men jeg kunne ikke hjælpe hende, og da jeg vidste at det var sket, stak jeg af.

    Jeg fattede det ikke og sparkede frustreret til en trækasse, som stod lige ved siden af ruinerne af et hus. Jeg var stadig i chok fra alt der var sket, og det at Rosa var borte var slet ikke til at holde ud, selvom jeg ikke havde brudt mig om hende. Det var mig, der havde insisteret på at efterlade hende med hestene.

    ”Hvad er der Sarina? Hvad siger Sansan?” Jeg lod Sansan forklare det til Rakian og tørrede arrigt de dumme tårer væk. Jeg ville ikke græde! Jeg hadede at græde, og jeg syntes efterhånden ikke, jeg lavede andet, og det fik mig bare til at se svag ud. ”Nej det passer ikke,” mumlede han. ”Det er ikke rigtigt.” Hans øjne var blanke, og han så ned i jorden.

    Vi hørte hestehove tromme mod jorden, og de andre skulle til at løbe i skjul, men jeg stoppede dem. ”Det er bare Mikka og Nat,” sagde jeg roligt. De kom hen til os, og Nat stoppede trofast op ved min side. Jeg blev så glad for at se ham, for jeg var bange for, at de også havde gjort det af med ham, men Nat var som sagt en intelligent hest. Den vidste, at den kun skulle stole på mig.

    Rakian hoppede op på Mikka, og jeg gav ham sine våben, som han tog på, og tog imod pungen, som han satte i bæltet. ”Tak,” mumlede han. Han prøvede sikkert stadig at komme sig over chokket over Rosas død, så jeg lagde en hånd på hans knæ.

    ”Måske det var bedst sådan,” sagde jeg. Jeg kæmpede mod mig selv, for jeg ville selvfølgelig ikke have at hun døde, men på den anden side, var det også godt, at hun ikke længere skulle med os.

    Rakian nikkede. Han vidste, hvad jeg mente, og jeg tror, han havde det på samme måde. Hun sagde, at hun kunne hjælpe os, men hun havde ikke lavet andet end at lave splid mellem Rakian og jeg. Altså mere end der var i forvejen, og så havde hun heller ikke det mod, der skulle til. Jeg kunne stadig huske, hvor hvid hun var i ansigtet, da vi skulle til at gå ind i byen. Der var ikke noget i vejen med at være bange, men hvis hun skulle med os, ville hun nærmere blive en klods om benet. Men trods det, var det sørgeligt, at hun ligefrem skulle slås ihjel, når hun egentlig ikke ville være en del af det her. Jeg kunne huske hun fortalte mig, at hun hellere ville videre og finde ud af, hvem hun var, og det nåede hun ikke engang.

    Jeg tog tøjlerne på Nat og hoppede op i sadlen. ”Har du ingen hest Tailo,” spurgte Rakian.

    Han rystede på hovedet. Gad vide, hvad der var blevet af Rosas hest. Jeg sagde mentalt ”undskyld” til Rosa, da jeg fandt den. Jeg havde det som om stjal fra hende, da jeg fik den til at komme hen til mig, men vi havde brug for den. Vi stod og ventede, indtil vi hørte nogle hovslag, og henne ved enden af gaden kom den løbende i fuld fart. ”Tag Rosas hest,” sagde jeg, da den kom hen til os. Han nikkede taknemligt til mig og sprang op i sadlen, hvorefter vi satte i galop ud af byen.

    ”Hvor ligger Rosa?” spurgte Rakian roligt.

    Hun ligger inde i skoven, men jeg ville ikke råde jer til at kigge, svarede Sansan.

    ”Vi kan ikke bare efterlade hende,” sagde jeg. 

    ”Sarina, vi kan ikke tage tilbage for at finde hende død. Jeg er ked af, at det må være sådan, men det er bedre, hvis vi kommer væk herfra hurtigst muligt,” sagde Tailo. ”Det gør mig ondt.” Han så trist ud, men jeg rystede på hovedet og sparkede irriteret til Nat som satte i galop. Hvordan kunne de bare gøre det mod hende? Hvis jeg vidste, hvor hun var, havde jeg selv fundet hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...