Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4958Visninger
AA

2. Prolog

Jeg satte mig på hug i det høje græs og fandt en fin blå blomst, som jeg satte i mit hår. Jeg vidste, hvor meget far ønskede, at jeg skulle være en fin lille pige, så jeg havde i dagens anledning ladet Vildana sætte mit hår op. Jeg havde endda ladet hende lave fine slangekrøller i det, som hang ned af siderne og indrammede mit ansigt. Det var yderst rædselsfuldt, når det hele tiden dinglede ned i mine øjne, og jeg savnede mine elskede fletninger. Dem som hun flettede ned af ryggen og fjernede alt håret fra mit ansigt, så den klaustrofobiske fornemmelse forsvandt. Det fik mig til at føle mig fri og klar til at udforske verden.

    Min lyseblå kjole, der passede så fint til blomsten flagrede ind mellem mine tynde ben og gjorde det vildt besværligt at klatre i træer, og lege som jeg plejede. Jeg var vant til at have kjole på, for det ville min far have, at jeg skulle, men dem jeg plejede at lege i var tynde og lette uden blonder og blomster over det hele. 

    ”Kom nu Sarina. Ellers når vi det ikke,” råbte far. Jeg rejste mig for at løbe hen til ham og tog hans hånd i min. Hans hånd, der var så kæmpestor i forhold til min lille barnehånd, men det gav mig en tryghedsfølelse, som jeg elskede, men ikke mærkede ret tit. ”Det var vel nok en fin blomst,” smilede han.

    Det var den dag på året, hvor min far og jeg tog hen til en bakke ikke langt fra slottet og så solnedgangen. En af de eneste dage i året, hvor jeg havde tid sammen med min far og kunne snakke med ham. ”Hvad er det der for en,” spurgte jeg og pegede på et dyr ikke langt derfra.

    ”Det er en ulv Sarina. De er farlige. Nogle værre bæster og dem skal du holde dig fra. Kan du love mig det?” spurgte han og så mig ind i øjnene. Jeg nikkede, men så igen over mod den flotte grå ulv, der betragtede mig med sine intelligente øjne.

    Jeg var fascineret af dens fine næsten sølvagtige pels med de hvide poter, og da jeg kiggede ind i dens dybe øjne, var det som om den talte til mig. Som om den forsøgte at sende mig et budskab, men jeg forstod det ikke. Det kriblede i mig og underlige energier strømmede igennem mig. Og pludselig var det som om, jeg kunne mærke alt. Jeg følte dens, min fars og alle levende væseners tilstedeværelse. Jeg mærkede myrerne, der kravlede rundt og kun havde et ønske, som var at bygge et flot slot til sin dronning. Jeg mærkede fuglene og blomsterne og hver gang der døde et lille liv, stak det i mig.

    Jeg blev overvældet af alle disse nye indtryk og tog mig til hovedet. ”Hvad er der galt lille skat?” spurgte far, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det hele var så mærkeligt, og jeg var bange for om far ville syntes, at jeg var endnu mere underlig, end jeg var i forvejen.

    Og pludselig var det som om, ulven talte direkte til mig. Beskyt din hemmelighed. Du har fået en fantastisk gave, sagde den, men uden at bevæge munden. Dog vidste jeg at det var den, men jeg havde ingen ide om, hvordan jeg kunne være så sikker. Det var jeg bare.

    ”Far? Kan ulve tale?” spurgte jeg og rynkede panden.

    ”Nej lille skat. Det kan de ikke. Hvorfor spørger du om det?” spurgte han, men jeg kunne hører hans rigtige tanker. Hvad har jeg dog gjort for at få sådan et mærkeligt barn? Nu spørger hun gud hjælpe mig, om ulve kan tale! Tænkte han og sukkede. Jeg stoppede op, men han gik videre, indtil han opdagede, at jeg ikke gik med. ”Kom nu! Vi skal til at skynde os.” Han rakte hånden ud, og jeg tog den tøvende, mens jeg grublede over det, ulven havde sagt. Beskyt din hemmelighed. Hvad mente han med det?

    Jeg så op på far, der så meget tænksom ud, men jeg turde ikke læse hans tanker igen, for jeg var bange for, hvad jeg ville få at vide denne gang. Han syntes, at jeg var mærkelig. Jeg havde lidt gættet mig til det, men jeg blev ked af det over at høre det sagt i tankerne. Sagt i tankerne! Jeg rynkede panden lidt af mig selv. Måske var jeg virkelig mærkelig, at jeg lige pludselig kunne høre tanker og mærke myrer.

    Ulven var væk, og vi gik videre mod vores bakke for at se solnedgangen, men jeg opdagede det knap nok, for jeg brugte alt min energi på at udforske mine nye evner. Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig nogensinde ville fortælle til nogen, at jeg havde snakket med en ulv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...