Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4905Visninger
AA

26. Mudderleg og svære valg

Du har taget dit valg?” spurgte jeg nervøst.

    ”Jeg tager chancen sammen med dig, hvis du vil, men hvis du hellere vil gøre, hvad folk forventer og bliver dronning, respekterer jeg det. Jeg vil stadig være din ven.”

    ”Hvad mener du? Hvis jeg bliver dronning, vil du så ikke være andet end venner?”

    Han lagde hovedet på skrå. ”Tror du virkelig, at det kommer til at ske? Tror du i det hele taget, at folk vil lade det ske. Bare fordi din far ikke lever mere, betyder det ikke, at det vi har gang i lige nu vil fungere. Det er bare ikke realistisk.” Havde han sagt det for nogle uger siden, så havde jeg nok været fuldstændig sikker på, at jeg ikke ville være dronning, men nu… jeg havde en brændende trang til at gøre en forskel. At skabe Gia Livaria efter mit hoved, var et af mine mål, fordi jeg ikke syntes, at det var retfærdigt hvordan folk behandlede hinanden, fordi man var forskellige.

    ”Jeg kan ikke vælge. Det ved du jo, jeg ikke kan. Kan vi ikke bare prøve at se, hvad folk siger til det?”

    ”Prøv nu at tænk realistisk.” Han sukkede. ”Det her gør ligeså ondt på mig, som det gør på dig, men jeg tror bare ikke, det kan lade sig gøre.” Jeg rystede på hovedet og vendte blikket mod jorden. ”Jeg er ked af det,” sagde han.

    ”Sagde du ikke lige, at du ville tage chancen sammen med mig?”

    ”Jo, men jeg vil have, at du tænker dig ordentligt om. Hvis du virkelig tror, at det kan lade sig gøre, så støtter jeg dig selvfølgelig. Bare du forstår, hvad du sætter på spil.” Det prikkede i øjnene, men jeg forsøgte så vidt så muligt at lade være med at begynde at græde.

    ”Hvorfor skal det være så indviklet?” hviskede jeg. Hvorfor kunne de ting jeg gerne ville ikke hænge sammen? Nogen gange havde jeg tænkt på, hvor meget lettere det havde været, hvis jeg bare havde været en eller anden almindelig borger uden nogen form for indflydelse. Men så kom jeg også i tanker om, hvor stor en chance jeg havde lige nu, for at gøre nogle af alle de ting, jeg ønskede skulle gøres om i vores land.

    Jeg bed mig i læben og så på mine negle. ”Jeg elsker dig Sarina,” sagde han roligt.

    ”Hvad vil du have, at jeg skal sige? At jeg også elsker dig?” Jeg var så frustreret over, hvilket dilemma han satte mig i. Men egentlig havde jeg hele tiden vidst, at jeg på et eller andet tidspunkt skulle tage stilling til det. ”Der er jo ikke nogen mening i det, hvis vi to bare skal glemme det vi har sammen. Jeg kan ikke tage sådan et valg, Rakian, hvorfor kan jeg ikke have begge dele?”

    ”Det ved jeg jo heller ikke om du kan. Måske tager jeg fejl. Måske tager Tailo fejl, men det kan vi jo ikke vide, for vi kender ikke Alias folk. Jeg tror bare, at vi sætter os begge to i fare, hvis vi bliver ved med det her.” Da mine øjne begyndte at løbe i vand, kunne jeg ikke længere stoppe en tåre fra at trille. ”Du må ikke græde.” Han skyndte sig at trække mig ind til sig og hvilede hagen på mit hoved. ”Tag det roligt.”

    Mine fingre greb fat i kanten ved halsen på hans trøje, så han ikke kunne flytte sig, mens min hjerne kørte på højtryk og udtænkte alverdens planer for, hvordan man kunne gøre det lettest. Men faktum var, at der ikke var nogen let måde at gøre det på. Mit liv var dømt til at være indviklet, og jeg forbandede, at jeg denne ene gang ikke bare kunne få lov til at smutte igennem nåleøjet, og få det som jeg ville have det. Jeg forbandede, at jeg havde sådan en gang snobbede forfædre, der besluttede, at de almindelige mennesker ikke var gode nok.

    Men der skulle tages et valg, og lige gyldigt hvilket valg jeg tog, ville det gøre ondt på en eller anden måde. Jeg besluttede at gøre det, som jeg egentlig hele tiden havde været rimelig enig med mig selv om. Jeg besluttede at være fuldkommen ligeglad med, hvad folk tænkte. Det her skulle gøres på min måde, hvis jeg nogensinde skulle kunne fuldføre den her mission. Hvis jeg skulle forestille at være en leder, så skulle det gøres med de folk, jeg havde brug for. Rakian.

    ”Er du med mig, hvis jeg beslutter at være ligeglad?” Jeg løftede blikket. ”Jeg ved, at det er en risiko at tage, men er du med mig?” spurgte jeg.

    ”Ja,” sagde han og strøg en vildfaren hårlok om bag mit øre. ”Det har jeg jo lagt fast en gang.” Han kyssede mig en hurtig gang på læberne og hvilede panden mod min.

 

***

 

Det var i længe om,” bemærkede Tailo, da vi kom frem fra krattet med to hare under armen. ”Og så har i kun formået at skyde to harer.” Han lagde hovedet på skrå og kiggede tænksomt på os.

    ”Vi mødte nogen fra Thornag,” svarede jeg.

    ”Er i kommet noget til? Jeg gætter på, at det ikke bare var en hyggelig snak, de inviterede til.”

    ”Sarina stødte lige ind i nogle bekendte og snakkede om de gamle dage.” Rakian kunne ikke lade være med at udstøde et klukkende grin.

    ”Du opfører dig som et lille barn.” Jeg rystede på hovedet af ham. Han kunne ikke glemme, at det var mig, der havde udfordret Torp til at drikke. ”Vi mødte, nogen jeg kendte, og de spurgte, om de måtte komme med, men jeg sagde nej. Længere er den ikke.”

    ”Og så glemte Sarina lige den detalje, at hun engang fik lyst til at drikke sig fuld sammen med en af dem tilbage i Thornag,” grinede Rakian.

    ”Stop med at opføre dig så barnligt!” udbrød jeg.

    ”Det lyder som om, i har haft en vældig god tur,” grinede Tailo. ”Men jeg vil råde jer til at undgå at snakke med andre, selvom det er gamle bekendte, hvis I kan komme udenom det.” Han tog imod haren og begyndte at gøre den klar.

    ”Ja ja,” mumlede jeg og slog mig ned på græsset. ”Hvor langt er der til Safir Bismara?”

    ”Hmm… jeg er ikke fuldkommen sikker, men jeg vil tro, at vi kan nå det på tre dage, hvis vi ridder hurtigt og holder knap så mange pauser, som vi plejer. Ellers ville jeg måske sige fire dage.” Han kløede sig i skægget. ”Jeg vil bare ønske, jeg ved præcist, hvor vi er.”

    ”Hvis bare du ved, hvilken retning vi skal følge,” svarede jeg.

    ”Hvis du ser til højre, så får du øje på nogle bjerge.” Tailo løftede fingeren, og pegede hvor der ganske rigtigt befandt sig nogle kæmpemæssige bjerge, hvis top ikke var til at se for skyerne på himlen.

    ”Safir Bismara ligger skjult imellem de bjerge, og det er der ikke mange, der ved. Safir Bismara findes heller ikke på kortet, og der er mange bjerge i Gia Livaria, så det er ikke let at finde.”

    ”Hvordan ved du så, at det er der?”

    ”Tro mig, Sarina, jeg har redet ind og ud af de bjerge flere gange, end jeg har tal på. Alia brugte mig som budbringer, men så var det, jeg for et par år siden sagde til hende, at jeg hellere ville gå mine egne veje, og efter nogle år hvor jeg havde rejst rundt, endte jeg i Sall. Min drøm har altid været at slå mig ned og få en familie i en by, hvor jeg kunne leve i fred og ro. Men jeg nåede ikke engang at bo i Sall i to somre, før de også blev angrebet.” Han rystede opgivende på hovedet. ”Jeg forstår virkelig ikke, hvad kongen vil have ud af at ødelægge alle de byer. Det får han da ikke mere magt af. Når alle menneskerne dør eller flygter, hvem er det så, han har magten over?”

    ”Ja det har du nok ret i,” mumlede jeg. ”Hør, Tailo, kan du ikke fortælle mig lidt om min mor? Hvordan er hun? Talte hun nogensinde om mig? Ligner hun mig?”

    ”Tja… hun ligner overhovedet ikke dig. Eller jo måske er der en gang imellem nogle personlige træk, som er lige i Alias ånd, men slet ikke på udseendet. Alia er sin egen. Hun er altid så uforudsigelig, og så har hun altid gang i flere projekter, end hun kan klare på en gang. Hun er helt bestemt et arbejdsmenneske, og hun kan overhovedet ikke klare at sidde og lave ingenting. Et godt menneske indeni, men nogen gange er det svært at forstå, hvor hun vil hen med de ting, hun har for.” Han smilede og rystede på hovedet. ”Alia har kun nævnt dig en gang overfor mig, og det skal ikke undre mig, hvis det er den eneste gang, hun nogensinde har sagt dit navn siden. Jeg kan huske det, som var det i går, at vi sad inde i hendes opholdsstue og snakkede sammen. Hun betroede mig, hvorfor hun rejste, og pludselig sagde hun: ”Jeg håber, at han passer på Sarina, men jeg tilgiver ham aldrig.” Og da jeg forsøgte at få det uddybet, havde hun pludselig, noget hun skulle. Siden har hun bare snakket udenom, når nogen spurgte ind til dig.”

    ”Nå,” mumlede jeg skuffet. ”Tror du, hun ville glemme mig?”

    ”Jeg tror, det var et forsøg på at skjule sin sorg. Hun er en af de der menneske som lider i stilhed. Stædig som et æsel er hun, faktisk lidt ligesom dig.” Jeg trak på smilebåndet. ”Måske var det for at glemme dig, men måske var det også for at glemme sin sorg. Det skal du ikke tage så tungt Sarina. Jeg er sikker på, at hun bliver glad for at se dig.”

    ”Jeg ved bare ikke, om jeg er vred på hende for at efterlade mig, eller om jeg kan tilgive hende,” sagde jeg stille.

    ”Det finder du ud af, når du ser hende."

 

***

 

Solen skinnede mig lige ind i ansigtet, så irriterende at jeg ikke engang kunne blive liggende med lukkede øjne. Med træt mine satte jeg mig op og gned søvnen ud af øjnene, hvorefter jeg gav mig til bare at sidde og glo ud i luften. Alle de andre sov stadig, selvom solen stod højt. Dog lod jeg dem ligge og nød i stedet stilheden. Ikke en vind rørte sig.

    Mit blik faldt ned på Rakian, og et udspekuleret smil gled over mit ansigt, da jeg fik en god ide. Måske var den ondskabsfuld, men vi trængte til noget at grine af. Så jeg gravede noget jord op i min hånd, som jeg fugtede med lidt vand fra dunken. Det var virkelig svært at lade være med at grine, da jeg mosede det sammen til mudder og begyndte at prikke det i ansigtet på ham. Jeg fulgte med i hans tanker, mens jeg gjorde det, for at være sikker på, at han stadig drømte. Egentligt utroligt, at han ikke vågnede af det, men jeg hyggede mig vældigt.

    En brummende latter kom bagfra, og jeg vendte mig om for at se Sansan, der gemte snuden i pelsen, for ikke at grine for højt. ”Tig stille Sansan,” hviskede jeg og genoptog min mudderleg.

    Jeg glæder mig til at se hans ansigt. Han rejste sig på alle fire, for at lægge sig ved siden af mig. Det var rart at kende dig, sagde han dystert.

    Rakian kan tage en spøg. Og jeg blev ved indtil hele hans ansigt var dækket. Pludselig begyndte han at røre på sig. Jeg skyndte mig at tørre det sidste af i græsset, og lade som om jeg var ved at pakke min taske til turen.

    ”Godmorgen,” mumlede han søvndrukkent, og allerede der måtte jeg bide mig selv hårdt i læben for ikke at grine.

    ”Har du sovet godt?” grinede jeg. Han løftede et øjenbryn og fattede tydeligvis ikke en bjælde.

    ”Hvad griner du af?”

    ”Jeg er bare glad. Det er der vel ikke noget galt i.” Jeg trak ligegyldigt på skuldrene og rejste mig, fordi jeg havde en anelse om, hvad der ville ske, når han opdagede det.

    ”Hvad er det?” spurgte han og tørrede noget af kinden. ”Hvad i himlens n…” længere nåede han ikke, før jeg var ved at knække sammen af grin. ”Har du smurt mudder i ansigtet på mig?” Jeg nikkede og bakkede en smule. Jeg vidste, at det snart var en god ide at tage benene på nakken og løbe.

    ”Jeg synes, det ser godt ud,” smilede jeg.

    ”Det var vel nok pænt af dig,” sagde han med et alt for kærligt smil på læben og rejste sig op. ”Det var synd, der ikke var nok til dig selv.” Han lagde hovedet på skrå, mens jeg bakkede lidt mere væk. Uden nogen form for advarsel, satte han i løb mod mig, og jeg spænede den anden vej ind i skoven. Hurtigt fik jeg fat i et godt klatretræ og skulle til at klatre op, men han fik fat rundt om mig og trak mig ned. ”Se jeg deler,” sagde han ondskabsfuldt og tørrede noget af i mit ansigt. ”Nu ser du næsten ligeså godt ud som mig.”

    Jeg vred og skabte mig for at komme fri, selvom jeg vidste, at Rakian var meget stærkere og formåede at holde mig med en hånd, mens han tørrede mudder af på mig med den anden.

    ”Nu er du fin.” Han slap mig, og jeg greb fat i en gren for ikke at falde. ”Hvorfor besluttede du dig for, at jeg skulle mudres til?”

    Jeg trak på skuldrene og trak ham med. Vi skulle finde et sted at vaske os i ansigtet. ”Jeg trængte til at grine lidt. Trængte til at gøre noget som for en gangs skyld ikke handler om hele den her… mission, hvis det er det, vi kalder det.” Jeg sukkede. ”Måske savnede jeg bare at have det sjovt med dig, som vi plejede. Det hele er så alvorligt hele tiden, og folk behandler mig som en voksen.”

    ”Det troede jeg gerne, du ville.” Hans øjne søgte mine. ”Jeg troede, at du ville tage dine beslutninger selv og den slags ligesom en voksen.”

    ”Det vil jeg også, men…” Han så virkelig ikke ud til at forstå, hvad jeg mente. ”Nogen gange har man bare brug for at slippe sig fri.” Han tyggede lidt på den og lagde hovedet på skrå.

    ”Hvis du er frisk, så lad os se hvem der kommer først ned til vandløbet dernede.” Han løftede en finger og pegede mod vandet.

    ”Pas på hvad du siger,” svarede jeg bare og klappede ham på skulderen. Uden at advare ham, satte jeg i løb så hurtigt jeg kunne. Det var en udfordring at løbe inde i skoven, der var spækket med fælder, som huller og rødder der stak op ad jorden. Man kunne sagtens snuble og falde lige ind i et træ, men jeg klarede det fint. Jeg havde altid haft en fantastisk evne til at se ting, samtidigt med, at jeg var lynhurtig på fødderne i forhold til Rakian der var lettere klodset, men til gængæld ejede en del større muskler.

    ”Hvordan kan du være så forbandet hurtig altid,” råbte han, mens han var lige ved at snuble over en rod. Rakian tumlede fremad og lignede ikke ligefrem en, der havde styr på koordinationen af sine fødder.

    ”Kom nu Rakian. Det her er ikke skildpaddeløb,” gav jeg igen med et tilfreds smil på læben.

    Da jeg langt om længe nåede vandløbet, faldt jeg på knæ ved siden af det og tog mig til brystet, mens jeg fik vejret. Mit hjerte bankede derudaf, så man ligefrem kunne høre, hvordan det galoperede i mit bryst. Hvor jeg dog elskede det rus, det gav at konkurrere om noget, hvor adrenalinen bumpede, og man følte sig i fuld kontakt med sin krop.

    ”Åh nej jeg falder,” kom det fra Rakian, og jeg nåede kun at se et glimt af ham, inden han faldt ned over mig og trak mig med sig ned i vandet med et ordentligt plask. Jeg lå ovenpå ham og grinede helt hysterisk, mens han lå og brokkede sig i vandet, der var så lavt, at han sagtens bare kunne ligge der uden at drukne. ”Det er også de forbistrede rødder, der ikke er til at se,” brokkede han sig. ”Og nu er vi helt våde.” Han slog armene ud i frustration så det plaskede, mens jeg stadig lå og skraldgrinede.

    ”Tænk, at jeg er hurtigere end dig,” grinede jeg.

    ”Vi løb i en skov. Hvis det havde været på en eng eller en stig, så havde jeg overhalet dig på ingen tid. Ville du have noget imod at flytte dig?” Jeg rejste mig op og gav ham en hånd. ”Jeg håber, at du har fået tilfredsstillet din trang til at lege, for jeg har ikke tænkt mig at løbe om kap med dig igen lige foreløbig.”

    ”Det var fantastisk!” Jeg satte mig og lænede mig ind over vandet for at skrubbe mudderesterne af med mine fingre, og Rakian gjorde det samme. ”Måske skulle vi gå tilbage, inden de bliver bekymrede,” sagde jeg og smilede skævt. Han nikkede og tog min hånd i sin.

    Da vi kom tilbage til de andre blev vi mødt af bestemte ansigtsudtryk, hvilket gav mig bange anelser. ”Hvordan kan det været, at I to altid bare forsvinder ind i skoven, og så går der en evighed, inden i kommer tilbage? Hvad er det i foretager jer? Og hvorfor er i våde?” spurgte Tailo bestemt.

    ”Hvis I er bekymrede for os, så skal i da bare sende en tanke,” svarede jeg, men det lod ikke til at bløde dem op. ”Er i ligefrem sure på os?”

    ”Nej vi syntes måske bare, at I er uansvarlige. I skulle tage at holde jer lidt mere til os, for hvad ville der ikke ske, hvis I blev overfaldet, og i kun var jer to.”

    ”Det har vi da prøvet før, og der skete ikke noget. Vi har klaret os selv i flere uger, før vi mødte jer,” sagde Rakian roligt.

    ”Ingen af jer har nogle våben med eller noget. Prøv lige at tænk jer om.” Tailo svang irriteret sin kappe om skuldrene. ”Vi er klar til at tage af sted, så vi venter kun på jer.” Selvom Tailo egentlig havde ret, blev jeg alligevel irriteret. Det var vel bare mit stædige jeg, der tog over og skabte de der ”Jeg har ikke brug for andres hjælp” tanker. Nogen gange kunne jeg virkelig ikke se udover min egen lille skal og erkende, at nogen folk virkelig bekymrede sig for mig.

    Med en arrig bevægelse greb jeg min taske og begyndte at fylde ting i. Der var ikke så mange ting, så det tog ingen tid, og før jeg vidste af det, sad jeg på Nat og ventede på, at de andre skulle ride først. Som jeg havde nævnt før, var det ikke fordi jeg havde et indbygget kort i baghovedet, så jeg lod altid de andre styre, hvor vi red hen.

    Tak fordi du legede barn med mig et øjeblik, tænkte jeg til Rakian, der grinede lidt for sig selv.

    Altid til tjeneste, tænkte han tilbage. Men jeg tror, Tailo havde ret.

    Skal du nu også til at fortælle mig, hvad der er rigtigt og forkert? Spurgte jeg og så over på ham.

    Indrøm det nu bare. Han lagde hovedet på skrå.

    Fint! Tailo havde ret, men vi er nødt til at gøre det igen alligevel.

    Det kan vi da godt arrangere. Bare vi ikke ender med at blive gennemblødte. Jeg er bare glad for, at solen skinner, så vi kan tørre.

    Næste gang vi beslutter os for en dukkert, skal vi bare huske tørt tøj.

 

***

 

Intet interessant skete de næste par dage. Vi red, vi spiste, vi sov og så red vi lidt mere. Jeg var begyndt at kede mig helt vildt meget, så da vi endelig stod udenfor porten til Safir Bismara, var jeg bare lettet over at vide, at der snart ville ske noget andet end at se på en kedelig skov.

    Bjergene lå tæt og ind imellem dem var bygget høje murer, der lukkede fuldstændig af omkring byen. Tailo havde fortalt, at der var mange indgange, men kun meget få kendte til andre end den store port, vi stod overfor.

    ”Jeg synes, I skal holde jeres forhold til hinanden hemmeligt indtil videre,” sagde Tailo. ”Jeg kender Alia, og jeg ved at hun ikke vil tage det pænt.” Rakian og jeg nikkede uden indvendinger. Jeg tror vores midlertidige plan var at se, hvad tiden bragte.

    Inden længe var jeg allerede på vej ind i Safir Bismara med sommerfugle i maven over endeligt at skulle møde min mor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...