Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4914Visninger
AA

8. Mareridt

Jeg vågnede med et sæt og hev efter vejret, mens Rakian strøg mig over kinden for at berolige mig. Jeg kunne ikke engang huske, hvad jeg drømte, men en følelse af magtesløshed og sorg gav mig kvalme og efterlod billeder af min far med en kniv i brystet i baghovedet. Jeg begravede mit ansigt i mine hænder og forsøgte at trække vejret normalt. Rakian blev ved med at stryge mig over kinden, og det beroligede mig, til jeg trak vejret normalt. Til sidst flyttede han mine hænder fra mit ansigt og kiggede mig ind i øjnene. ”Hvad drømte du?” spurgte han.

    ”Det ved jeg ikke.” Han løftede det ene øjenbryn, men sagde ikke mere, og lænede sig i stedet ind over mig og kyssede mig på panden. Det var rart. Det var den form for 'kærlighed' - hvis man kunne kalde det det - jeg elskede. Jeg var alt for vant til ”Jeg elsker dig, så her er en ny kjole” - kærlighed.

    ”Det var bare en drøm,” svarede han og grinede, da Luna gav sig til at trække i ham for at få ham op at stå.

    Luna sad glad på Rakians skuldre på vej ned, men var nødt til at dukke hovedet hele tiden, under de tykke bjælker, der støttede loftet. Hun rev i hans brune krøller, og han truede hende med at sætte hende ned. Det virkede alt sammen så lykkeligt, som om vi var en lille familie, men det var alt sammen bare en illusion af glæde fra min side. Jeg havde ikke spor lyst til at grine, og det var alt sammen på grund af den drøm, jeg stadig ikke vidste, hvad handlede om.

    Jeg holdt ham i hånden på vej ned, og jeg havde ikke lyst til at slippe ham, da vi satte os for at spise. Luna fik lov til at komme honning på sit brød, og hun åd det hele i en mundfuld. En værre slikmund var hun.

    Bedst som roen havde lagt sig over mig, hørte jeg nogle foruroligende lyde ude fra landsbyen. Luna og Rakian blev helt stille og lyttede opmærksomt med. Det var som om lydene bevægede sig tættere på, som hestehove på grusvejen, og børnene skreg og løb ind til mor eller far. Før jeg vidste af det, var Rakian allerede hoppet ud for at se, hvad der skete, men det varede ikke mange sekunder, inden han løb ind og op ad trappen med to trin af gangen. Hvad var det lige der skete? Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, og mine hænder rystede, da jeg tog Luna op i mine arme og gik hen for at se, hvad der skete.

    En hånd lagde sig på min ryg og skubbede mig hårdt ud af døren. Rakian tog min hånd og trak mig om bag huset, så vi ikke blev set. ”Hvad sker der,” hviskede jeg, da jeg faldt på knæ ved siden af stenmuren med Lunas små arme omkring mig. Hun rystede og min kind blev langsomt våd af hendes lydløse tårer.

    ”Jeg tror det er Vatokans hær der indtager byen. Vi er nødt til at flygte.” Han tog min hånd og pegede mod hestene med den. ”Vi springer op på dem og skynder os væk.” Jeg nikkede en gang. ”Jeg tæller til tre, og så løber du, alt hvad du kan uden at se dig tilbage. De må ikke se os, så det skal gå hurtigt.” Rakian spejdede rundt om hjørnet for at se om der var fri bane. ”En… to… tre… løb!” råbte han.

    Det var svært at løbe med Luna, der græd og skreg, og ikke nok med det, begyndte det at blæse kraftigt. Lille Luna havde ikke styr på sine evner, men lige nu var det virkelig et dårligt tidspunkt. Hun kunne ikke gøre for det, og jeg var sikker på, at vi var opdaget, men jeg løb, alt hvad jeg kunne. Jeg smed sadlen over Nat og spændte den fast med fumlende fingre, hvorefter jeg slyngede Luna op. ”Skynd dig,” råbte Rakian, der allerede sad på Mikka. Mit hjerte slog et slag over, da en pil snittede mit øre og fløj videre nede jorden fem meter væk.

    ”Sarina!” udbrød Rakian, da jeg tog mig til øret i forskrækkelse. Der var ikke tid til at tænke på, hvor tæt på det var, så jeg svang benet over Nat og satte i galop mod skoven, mens adrenalinen pumpede i mine årer og dunkede mod mine trommehinder.

    Jeg kunne høre folk skrige, og jeg fik pludselig følelsen af deja-vu. Det mindede mig alt for meget, om sidst vi flygtede, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske med Monikka og Max, hvis nogen fandt ud af de havde skjult os. Jeg var endnu engang en kujon.

    Jeg pressede Nat til det yderste, mens jeg langsomt begyndte at forstå, hvad der skete. De var efter mig, og panikken greb mig. I baggrunden kunne jeg høre flere hestehove, end der skulle være, og med det samme vidste jeg, at vi var forfulgt. Jeg så mig over skulderen, men blev mødt af en stor knyttet næve lige i ansigtet, og jeg mistede balancen, da Nat stejlede og smed mig af. En voldsom smerte skød igennem min ryg, da jeg ramte jorden og trillede ned at bakken, hvor jeg slog hovedet.

    Jeg åbnede øjnene, da jeg var stoppet med at trille. Det dunkede lige under øjet, hvor jeg var blevet slået, men jeg ignorerede det og kiggede rundt. Hvor var Luna? Jeg skar tænder, da jeg mærkede en lille flænge på kinden, hvorfra der samlede sig en dråbe blod. Jeg bed smerten i mig, og gik op imod nogle lyde, der kom fra toppen af bakken. Mens jeg helt desorienteret forsøgte at finde hoved og hale i situationen, var der en person der slog mig hårdt i baghovedet med en sten, så det sortnede for mig.

 

***

 

Jeg vågnede op med den ondeste hovedpine. Det tog mig et lille øjeblik, før jeg huskede hvad der var sket, og da det gik op for mig, satte jeg mig op så hurtigt at blodet forlod min hjerne. Jeg fik stablet mig på benene. Hvor var Luna? Var de efter hende? Ikke mig? ”Luna!” råbte jeg, men hun var ingen steder. ”Rakian!” Hvor var de? Jeg gik op ad skråningen til grusstien, men der var ingen heste. Hvor var Nat? Jeg faldt på knæ ved siden af Rakian, der lå bevidstløs på jorden med blod over det hele. Jeg vidste ikke, hvordan man stoppede blødninger eller helbredte sår. Jeg kunne ikke engang lægge en ordentlig forbinding. 

    ”Rakian!” Jeg ruskede i ham og fandt min kniv, som jeg lagde den til hans læber, og da duggen lagde sig på bladet sukkede jeg lettet. Han trak i det mindste vejret. Jeg forsøgte at skabe et overblik og gøre noget, men jeg brød hjælpeløst sammen, da jeg indså, at jeg ikke kunne gøre noget. Hvad havde de gjort ved ham? Jeg trak vejret ned i mine lunger og tog om ham med begge arme for at få ham væk fra stien. Jeg kunne ikke bære ham og måtte opgive, da jeg havde rykket ham en meter. Mine rystende fingre forsøgte at finde sårene, men jeg kunne kun finde et i hans ben og et i panden. Der var foruroligende meget blod.

    ”Rakian.” Min stemme rystede. ”Vågn op!” næsten hviskede jeg og klappede ham på kinden.

    Jeg udstødte et lettet suk, da han begyndte at røre på sig og åbnede øjnene langsomt. Han lignede ikke en, der forstod hvad der skete eller, hvem jeg var, men en lille smil viste sig i hans ene mundvig. ”Jeg har det fint,” sagde han og hostede.

    Jeg rystede på hovedet over den gang vrøvl jeg fik serveret. Jeg rev et ærme af hans skjorte og duppede såret i panden. Det var ikke dybt, men der var vokset en stor bule.

    Jeg så kniven i hans hånd. ”Hvad har du lavet?”

    ”Jeg stak ham,” mumlede han.

    ”Stak hvem? Hvor?” Måske forklarede det mængden af blod.

    ”Jeg stak en af de to mænd. Hans ven tog ham med, da han var bevidstløs.” Han ventede lidt. ”De tog Luna med.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...