Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4914Visninger
AA

5. Lille Luna

Sarina

Luna!” udbrød jeg. Luna var en lille møgunge, der blev ved med at trække mig i den forkerte retning, og havde jeg vidst, jeg ville få sådan et hyr med hende, havde jeg fået Rakian til at gå med, så han kunne bære hende. Hvis jeg tog hende, ville hun vride sig ud af mine arme, fordi jeg ikke var ligeså stærk som Rakian. Hun var en lille ballademager med alt for meget krudt bagi. Hun ville meget hellere ud at lege, men jeg turde ikke lade hende løbe rundt alene mellem alle menneskerne, når hun ikke engang kunne tale.

    Da hun satte sig ned for femogtyvende gang, fordi hun ikke ville gå mere, overvejede jeg at give hende en endefuld. Jeg lod være, for jeg kunne ikke helt få mig selv til det. Jeg følte ikke, at jeg var Lunas mor, men Luna så mig helt klart som sin bedste pæl at prøve grænser af på. Jeg gik og tænkte på, hvorfor hun ikke kunne tale, når hun var ligeså stor som en på tre. Hun lignede en på tre, men da jeg havde taget hende med mig under besættelse af Thornag, havde hun ikke engang lignet en på to. Der var noget ændret ved hendes kæber; ikke så runde kinder og heller ikke så babybuttet omkring arme og mave. Men var det et tegn på underernæring? Vi havde kun sultet i omkring tre dage...

    Tordenskyer begyndte at bevæge sig inder over os med lynene hast, og da jeg så op i himlen landede en regndråbe på min næse så jeg blinkede af refleks. Luna virkede ikke synderligt overrasket over det besynderlige vejrskifte, men stirrede blot trodsigt på mig i stedet. Hun var ikke noget almindeligt barn.

    ”Vi må gå i læ,” sagde jeg og tog hende op til mig, men med det samme begyndte hun at skrige og slå, og i takt med at hun blev vredere og vredere tog stormen til. Jeg stivnede og trak hende ud, så jeg kunne se hende i øjnene. ”Er det dig?” spurgte jeg. Det forekom mig usandsynligt at et lille barn kunne have så stor magt over vejret, men på den anden side, så kunne ingenting overraske mig mere, efter jeg selv havde fået mine evner og begyndte at opdage, at det ikke kun var mig, der havde dem. Flere i Thornag havde hemmeligt gemt på evner som mine i flere år.

    Hun svarede ikke, men hun var usikker. Hun bed sig i læben og afslørede et perfekt lille hvidt tandsæt på en perlerække. Endnu engang slog det mig, hvor kønt et barn hun egentlig var.

    ”Luna, få det til at gå væk,” sagde jeg lavmælt. ”Du tiltrækker opmærksomhed.”

    Hun rystede på hovedet, som om hun var ligeså forvirret som mig.

    Jeg måtte tage andre metoder i brug. "Kan du lave solskin? Vil du ikke gerne have solskin i stedet for?" spurgte jeg med kærlig stemme. Hun så op, og med det samme begyndte en skarp sol at skille tordenskyerne ad. ”Det var godt,” sukkede jeg og tørrede nogle regndråber af Lunas kind. ”Det var godt Luna.” Folk lod ikke til at have opdaget, at det var Luna, men stimede blot sammen for at drøfte det mærkværdige vejrskifte. Jeg satte Luna ned, og vi blandede os med mængden.

    Vi gik ned igennem diverse boder, der solgte alt lige fra små snittede træmænd til stearinlys, ost, kød, krukker og endelig fandt jeg en bod med en ældre dame, der sad og syede et par bukser. Forskellige stoffer lå på bordet, og en færdiglavet kjole hang på et kors af træ for at udstille varen. Luna kiggede nysgerrigt på det og tog fat i et stykke stof med lyseblå og hvide tern.

    ”Se Sarina,” sagde hun og hev i min skjorte for at få min opmærksomhed. Jeg åbnede munden i chok og så Luna ind i øjnene.

    ”Kan du tale?” spurgte jeg en kende forvirret.

    ”Det tror jeg,” sagde hun flydende, som om hun altid havde kunnet det. Det barn var virkelig ikke normalt!

    Damen havde set os, og betragtede mig skeptisk. ”Hvad kan jeg gøre for jer?” spurgte hun, og lavede en grimasse, da hun så, at jeg havde bukser og skjorte på i stedet for kjole. ”Måske en kjole?” tilføjede hun.

    ”Nej vi leder efter noget tøj til hende her,” svarede jeg og trak Luna om foran mig. ”Som de kan se, er det ved at være på tide, at hun får noget nyt tøj, så jeg tænkte på, om de eventuelt havde noget der allerede var syet til et barn på omkring tre år.”

    ”Nej det har jeg bestemt ikke. Jeg handler ikke med færdigsyet tøj, men jeg kan være færdig om to dage,” svarede hun kort. ”Kunne det slet ikke friste med en til dem selv? Det der kluns er da ikke noget for dem,” sagde hun og pegede på mit tøj. Jeg kunne allerede mærke hvor lidt jeg brød mig om damen. Hun havde tydeligvis ikke mange manere, og så var der et eller andet over hendes rynkede, sure ansigt der gav mig kuldegysninger.

    ”Nej ellers tak. For resten skulle jeg også have en kappe til hende,” tilføjede jeg. Jeg tror, at det var ved at gå op for hende, at jeg rent faktisk ville handle med hende, for pludselig virkede hun meget mere medgørlig.

    ”Åh ja, men det vil heller ikke tage så lang tid. Jeg er hurtig, og når det nu drejer sig om en lille dame, skal det nok gå endnu hurtigere. Har i fundet ud af hvilke farver, i kunne tænke jer?”

    Jeg fandt det ternede stof, som Luna havde haft fat i og noget kraftigt mørkeblåt stof til en kappe. Jeg fandt også et lille sødt spænde til kappens lukning, og damen begyndte at tage nogle mål ved at lægge en snor omkring Luna og sætte et mærke, hvor det passede. Luna var henrykt over at få så meget opmærksomhed, så hun gjorde sig rigtigt til, og vi havde et hyr med at få hende til at stå stille. Jeg smilede undskyldende til damen, men i mit stille sind frydede jeg mig over hendes irritation. Hun havde heller ikke selv for gode manere.

    Damen sukkede meget demonstrativt af mig, men da jeg fandt pengene frem, så hun meget venligere ud. ”Det var mange penge at få i forskud,” sagde hun.

    ”Jeg regner med at få et godt produkt,” svarede jeg. Hun så en anelse skeptisk ud men skyndte sig at lægge mynterne i sin lomme.

    ”Jamen selvfølgelig. De kan komme om et par dage, så skal de se.”

    Alt glæden og energien var langsomt prellet af Luna, og hun gabte stort, mens hun hang i min arm. Jeg klukkede og tog om hende under armene, så jeg kunne bære hende hjem. Jeg skulle aldrig have børn. Ikke at jeg ikke holdt af Luna, men hold da op en mundfuld det var at skaffe en kjole på et marked. Men det var vel heller ikke et helt normalt barn, jeg havde med at gøre...

    Da jeg kom tilbage til huset var Rakian ikke til at se, så jeg smed mig på ryggen på græsset og slappede af et øjeblik i varmen. Luna havde sørget for, at verden snart ville tørre ud med den sol hun havde fremmanet efter tordenvejret, og jeg lod min håndflade glide om i nakken og tørrede nogle sveddråber af. Gad vide om Luna selv styrede det, eller om hun bare gjorde det efter humør. Jeg lå og betragtede hende, da hun besluttede at falde i søvn med hovedet på min arm. Hendes læber formede sig til et lille o, da hun begyndte at trække vejret tungt og snart sov. Jeg kunne selv sove lidt.

 

***

 

Jeg vågnede ved en kildende fornemmelse på kinden og lidt efter inde i øret, og da jeg åbnede øjnene så jeg, at det var Rakian der sad med et lettere udspekuleret smil på læben. ”Hård dag?” spurgte han, og jeg nikkede energiforladt.

    ”Har jeg sovet længe?” spurgte jeg og børstede noget græs væk fra ansigtet. Rakian det fjols havde plukket græs og stukket det i ørene på mig!

    ”Nej ikke specielt.” Han flyttede en hårlok væk fra mine øjne og lavede en underlig grimasse.     ”Er det ikke besværligt at have langt hår?” spurgte han, og jeg kunne se i hans øjne, at han virkelig undrede sig over det. Det var da også et godt spørgsmål. Jeg havde somme tider irriteret mig over, hvor svært det kunne være at rede det ud, men faktisk havde jeg aldrig tænkt videre over det. Det havde piger bare.

    ”Næ…” svarede jeg og så ind i hans øjne. Rakians mørkebrune krøller faldt ned i panden på ham, når han bukkede sig ind over mig, men han insisterede på, at det skulle være langt, selvom han gik det meste af tiden og strøg det tilbage. Jeg forstod ikke, hvorfor han ikke bare klippede sig, når han tydeligvis synes, det var irriterende. Dog kunne jeg selv bedst lide, når hans hår var langt - spørg mig ikke hvorfor...

    ”Du plejer at flette det,” sagde han.

    ”Du skulle nødigt snakke hr. skæg. Hvornår har du tænkt dig at barbere dig?” Han mærkede på sine lidt for lange skægstubbe. Jeg tror stadig ikke helt det var gået op for ham, at han rent faktisk var ved at være en mand. ”Og hvornår har du tænkt dig at få styr på dine krøller?” Jeg løftede det ene øjenbryn.

    ”Nu ikke alle de sidespring. Vi snakkede om dit hår,” rettede han. ”Forresten sagde du en gang til mig, at du godt kunne lide mit hår langt.” Han lagde hovedet på skrå.

    ”Det erindre jeg ikke, og siden hvornår er du begyndt at gå op i min mening krøltop?”

    ”Hvorfor alle de øgenavne?” Han begyndte at prikke til mig. ”Hvad har jeg gjort dig i dag?”

    Jeg grinede, hvilket jeg opdagede var første gang i noget tid. ”Du er en mand. Du kan tage det.” Jeg klappede ham på kinden.

    ”Så! Det var dråben!” Han begyndte at prikke til mig, så jeg vred mig og grinede. Det var et rent held, at Luna var trisset hen for at plukke blomster, for Rakians og mine slåskampe var altid lidt voldsommere, end de behøvede.

    Jeg endte med at sidde på hans mave og krydsede armene. ”Jeg er endnu engang den stærkeste. Hvornår lære du det?” hoverede jeg.

    Hans læber blev til en smal streg, men før jeg vidste af det blev jeg slynget ned på ryggen, mens han holdt mine armene nede med sin vægt. ”Når du kan holde mig nede i mere end to sekunder.” Jeg vred mig, men jeg vidste godt, at jeg sad i suppedasen, når han holdt mig nede på den måde. Han var en mand, og jeg måtte nok indse, at jeg aldrig blev stærkere end Rakian.

    ”Fjols,” mumlede jeg.

    ”Tøs,” svarede han igen.

    ”Svans...”

    Han sukkede. ”Skal virkelig til den diskussion nu?”

    Jeg bed mig i læben og sukkede.

    ”Det tænkte jeg nok.” Han lænede sig tilbage, så jeg kunne sætte mig op.

    Jeg rystede græs ud af mit hår og lagede armene rundt om mine underben, så jeg kunne hvile hagen på knæene. ”Har du lagt mærke til vejret i dag?” spurgte jeg.

    ”Ja det var ret besynderligt.”

    Jeg pegede over mod Luna der gik og duftede til blomster. Hun elskede græs og blomster. ”Det var Luna,” sagde jeg lavmælt.

    ”Luna?”

    ”Hun er skræmmende Rakian. Pludselig lavede hun torden og regn, og da jeg overbeviste hende om, at hun hellere skulle lave solskin, så stod solen ud i fede stråler.” Jeg rystede på hovedet. ”Hun må have nogle specielle evner. I morges kunne hun ikke tale, men senere snakkede hun flydende som om det var normalt.”

    Han betragtede hende. ”Jeg spurgte Monikka om hun ville tage sig af Luna, men jeg tror jeg tog fejl. Vi er nødt til at finde ud af, hvad hun er før andre gør. Jeg har aldrig hørt om noget lignende.”

    ”Heller ikke jeg.” Jeg tav.

    ”Jeg tror nu heller ikke jeg ville nænne at efterlade hende.” Han smilede skævt. ”Man kan jo ikke lade være med at holde af ungen. Hun ligner min søster.” Han så ned.

    ”Elvira er køn, men jeg tror aldrig, jeg har set så kønt et barn som Luna. Hun har virkelig de skønneste øjne, og jeg bliver ved med at tænke på hendes mor.” Jeg så Rakian ind i øjnene. ”Ser hende give mig Luna og bede mig om at passe på hende. Det køre i mine tanker hele tiden, for jeg bliver ved med at spørge mig selv, hvordan hun kunne få sig selv til at give sit barn væk til en fremmed.”

    ”Hun ville nok bare beskytte hende. Hun vidste sikkert, at det var ved at være slut.”

    ”Jeg spekulerede bare. Det er også, fordi jeg aldrig selv har haft en mor, så forestiller jeg mig bare Luna, når hun vokser op og mangler det.”

    ”Hvilket ikke kommer til at vare ret længe. Det barn vokser jo helt abnormt hurtigt!” sagde Rakian pludselig. ”Jeg kan næsten se hendes hår være længere siden i morges.”

    ”Jeg ved, hvad du mener.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...