Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4902Visninger
AA

23. Landet for længe siden del 2

Jeg satte mig på hug i det høje græs og fandt en fin blå blomst, som jeg satte i mit hår. Jeg vidste, hvor meget far ønskede, at jeg skulle være en fin lille pige, så jeg havde i dagens anledning ladet Vildana sætte mit hår op. Jeg havde endda ladet hende lave fine slangekrøller i det, som hang ned af siderne og indrammede mit ansigt. Det var yderst rædselsfuldt, når det hele tiden dinglede ned i mine øjne, og jeg savnede mine elskede fletninger ned af ryggen, der fjernede alt håret fra mit ansigt og lod den klaustrofobiske fornemmelse forsvinde, så jeg følte mig fri og klar til at udforske verden.

    Min lyseblå kjole, der passede så fint til blomsten flagrede ind mellem mine tynde ben og gjorde det vildt besværligt at klatre i træer, og lege som jeg plejede. Jeg var vant til at have kjole på, for det ville min far have, at jeg skulle, men dem jeg plejede at lege i var tynde og lette uden blonder og blomster over det hele. 

    ”Kom nu Sarina. Ellers når vi det ikke,” råbte far. Jeg rejste mig for at løbe hen til ham og tog hans hånd i min. Hans hånd, der var så kæmpestor i forhold til min lille barnehånd, men det gav mig en tryghedsfølelse, som jeg elskede, men ikke mærkede ret tit. ”Det var vel nok en fin blomst,” smilede han.

    Det var den dag på året, hvor min far og jeg tog hen til en bakke ikke langt fra slottet og så solnedgangen. En af de eneste dage i året, hvor jeg havde tid sammen med min far og kunne snakke med ham. ”Hvad er det der for en,” spurgte jeg og pegede på et dyr ikke langt derfra.

    ”Det er en ulv Sarina. De er farlige. Nogle værre bæster og dem skal du holde dig fra. Kan du love mig det?” spurgte han og så mig ind i øjnene. Jeg nikkede, men så igen over mod den flotte grå ulv, der betragtede mig med sine intelligente øjne.

    Jeg var fascineret af dens fine næsten sølvagtige pels med de hvide poter, og da jeg kiggede ind i dens dybe øjne, var det som om den talte til mig. Som om den forsøgte at sende mig et budskab, men jeg forstod det ikke. Det kriblede i mig og underlige energier strømmede igennem mig. Og pludselig var det som om, jeg kunne mærke alt. Jeg følte dens, min fars og alle levende væseners tilstedeværelse. Jeg mærkede myrerne, der kravlede rundt og kun havde et ønske, som var at bygge et flot slot til sin dronning. Jeg mærkede fuglene og blomsterne og hver gang der døde et lille liv, stak det i mig.

    Jeg blev overvældet af alle disse nye indtryk og tog mig til hovedet. ”Hvad er der galt lille skat?” spurgte far, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det hele var så mærkeligt, og jeg var bange for om far ville syntes, at jeg var endnu mere underlig, end jeg var i forvejen.

    Og pludselig var det som om, ulven talte direkte til mig. Beskyt din hemmelighed. Du har fået en fantastisk gave, sagde den, men uden at bevæge munden. Dog vidste jeg at det var den, men jeg havde ingen ide om, hvordan jeg kunne være så sikker. Det var jeg bare.

    ”Far? Kan ulve tale?” spurgte jeg og rynkede panden.

    ”Nej lille skat. Det kan de ikke. Hvorfor spørger du om det?” spurgte han, men jeg kunne hører hans rigtige tanker. Hvad har jeg dog gjort for at få sådan et mærkeligt barn? Nu spørger hun gud hjælpe mig, om ulve kan tale! Tænkte han og sukkede. Jeg stoppede op, men han gik videre, indtil han opdagede, at jeg ikke gik med. ”Kom nu! Vi skal til at skynde os.” Han rakte hånden ud, og jeg tog den tøvende, mens jeg grublede over det, ulven havde sagt. Beskyt din hemmelighed. Hvad mente han med det?

    Jeg så op på far, der så meget tænksom ud, men jeg turde ikke læse hans tanker igen, for jeg var bange for, hvad jeg ville få at vide denne gang. Han syntes, at jeg var mærkelig. Jeg havde lidt gættet mig til det, men jeg blev ked af det over at høre det sagt i tankerne. Sagt i tankerne! Jeg rynkede panden lidt af mig selv. Måske var jeg virkelig mærkelig, at jeg lige pludselig kunne høre tanker og mærke myrer.

    Ulven var væk, og vi gik videre mod vores bakke for at se solnedgangen, men jeg opdagede det knap nok, for jeg brugte alt min energi på at udforske mine nye evner. Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig nogensinde ville fortælle til nogen, at jeg havde snakket med en ulv.

    Jeg kom ud af min dagdrøm, da nogen knipsede for mine øjne. ”Sarina?” spurgte Rakian.

    Sansan! Tænkte jeg. Den ulv var ikke bare en tilfældig ulv. Det var Sansan. Var det dig? Spurgte jeg Sansan og han nikkede. Hvorfor sagde du det ikke? spurgte jeg frustreret.

    Jeg har holdt øje med dig hele dit liv, men det ved du sikkert godt. Jeg troede faktisk, at du havde regnet ud, at det var mig, du så den dag, sagde han og lagde hovedet på skrå, men jeg rystede på hovedet. Nu har du fået løst gåden i hvert fald. Han smilede sit ulvesmil, men jeg smilede ikke tilbage. Det var alt for mange informationer at kapere på en gang.

    Jeg lukkede øjnene og gned mine tindinger med pegefingeren og langfingeren. Stemningen var akavet, og det virkede som om at folk omkring mig havde svært ved at finde ud af, hvad de skulle sige eller gøre. Men for mit vedkommende, skulle de ikke gøre eller sige noget. Min hjerne skulle bruge noget tid på at samle alle informationerne, og jeg havde det som om, at den arbejdede på højtryk for at lægge det hele i orden som et slags arkiv i mit hoved. Tænk at jeg havde levet hele mit liv uden at vide noget som helst om alt dette. Tænk at jeg havde levet i min egen lille egoistiske verden så længe og gemt mig væk fra min far og alle hans planer for at kapere mit eget liv, uden at vide noget som helst om verden omkring mig. Tænk at mit syn på verden kunne forandre sig så brat.

    ”Jeg forstår godt, at det er meget overvældende for dig Sarina, men jeg synes nu ikke, at du skal tænke så meget over det. Nu ved du det, og det er godt, men der er så mange ting, der er meget vigtigere i nutiden,” sagde Tailo roligt.

    Jeg nikkede. ”Det var rart at få på det rene,” svarede jeg.

    ”Jeg ved, i har snakket om at tage direkte til Sydlandet og rede Luna, men jeg tror lige, at i skal overveje en ekstra gang, hvad i går ind til. Det er meget sandsynligt at I begge bliver dræbt, specielt dig Rakian.” Tailo nikkede til Rakian. ”De er ikke så glade for evneløse mennesker derinde, men måske Sarina kan komme ind, hvis vi laver en plan, der kommer til at fungere. I hvert fald syntes jeg, at I skulle overveje at tage til Alias folk inden, så de kan hjælpe jer.” Jeg så over på Rakian og ledte efter et svar, men han så ligeså blank ud som jeg følte mig.

    Tailo havde nok ret, men på den anden side, ville det også være bedre, hvis vi redede Luna med det samme, inden det blev for sent. ”Kan vi ikke lige tænke lidt over det, og så kan vi snakke om det igen i morgen?” spurgte Rakian.

    ”Jo det kan vi, men det skal snart besluttes, for hvis vi skal til Safir Bismara, skal vi til at ændre kurs.” Tailo begyndte at smide noget at kvaset fra en bunke ved siden af bålet ind i ilden og gjorde klar til at lave noget mad.

    ”Tailo du siger, at du er ildbetvinger, men i dag kunne du ikke lave ild, og lige nu sidder du og forsøger at få gang i bålet uden at bruge dine evner, hvorfor?” spurgte jeg nysgerrigt.

    Tailo undgik omhyggeligt mit blik, mens han satte gryden ned i ilden. ”Jeg bruger ikke mine evner,” svarede han bare.

    ”Aldrig nogen sinde?” Han rystede på hovedet. ”Hvorfor?” spurgte jeg.

    ”Jeg har mine grunde.” Han trak på skuldrene og rejste sig for at gå hen mod skoven. ”Jeg finder noget brande.” Og han var væk.

    Tailo skammer sig lidt over sine evner, men jeg ved ikke præcist, hvorfor han aldrig bruger dem, sagde Sansan og Luntede med ham. Sansan og Tailo var lettere uadskillelige. De elskede at diskutere, og de kunne gøre det længe, hvor de bare sad og stirrede på hinanden. Indimellem var der en, der kom med et støn eller i Sansans tilfælde et bjæf. Men stort set aldrig, kom de til en overensstemmelse, fordi de begge to var så stædige, at de ikke ville rokke sig overhovedet.

    Igen var det kun Rakian og jeg, der sad tilbage. Rakian med et tænksomt udtryk i ansigtet. ”Hvad tænker du på?” spurgte jeg og vendte mig rundt, så jeg sad med fronten mod ham.

    ”Rosa,” mumlede han. ”Jeg er ked af det. Er det så underligt.” Jeg rystede på hovedet.

    ”Det er jeg også. Rosa var noget specielt. En sød pige, der var nem at holde af.” Han så ned på vores fingre, der havde flettet sig sammen perfekt som et puzzlespil. Han havde fået en rynke mellem øjenbrynene, og hans læber var blevet til en smal streg. ”Hvad er der?” spurgte jeg og søgte hans blik.

    ”Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der var sket, hvis jeg ikke havde insisteret på, at hun skulle med.” Han sukkede. ”Jeg føler mig så dum!” Han tog en sten og kylede den langt ind i skoven med en arrig bevægelse.

    Jeg sad og grublede over, hvad jeg skulle sige, for jeg havde jo advaret ham den gang. Jeg havde jo allerede forudset, hvad der ville ske, og Rakian ville stadig have hende med. På det anden side skulle jeg også lige tage højde for, at Rosa selv var kommet til mig og havde sagt, at hun gerne ville med.

    ”Hvorfor skulle det være din skyld?” spurgte jeg. ”Rosa ville jo gerne med.”

    ”Det var mig, der spurgte hende i første omgang, og hun sagde ja. Jeg skulle bare aldrig have sagt noget!” Han var hård ved sig selv. Muligvis hårdere end han burde, for det var virkelig ikke hans skyld.

    Rosa fik valget.

    ”Du skal ikke være så hård ved dig selv.”   

    ”Hvorfor ikke? Det var jo min skyld, at hun kom med til at starte med!”

    ”Men du kunne jo ikke gøre for, at hun valgte at tage med, og du kunne i hvert fald heller ikke gøre for, at de fandt hende.” Jeg så indtrængende i hans øjne.

    ”Du forstår det ikke,” sagde han lidt hårdere, end det måske var ment.

    ”Nej det gør jeg ikke, for du har intet at have skyldfølelse over!”

    ”Du er vel bare glad for, at hun er væk!” kom det som et slag i ansigtet.

    ”Og hvad mener du så med det?” Jeg slap hans hænder og krydsede i stedet armene.

    ”Da vi skulle til at forlade Sall, sagde du, at det nok var bedst sådan, men jeg forstår det ikke helt. Hvorfor skulle det være bedst sådan? Hun behøvede da ikke ligefrem at dø.” Pludselig blev det hele vendt til at være min skyld, og det gjorde mig sur. Desuden troede jeg, at han havde det på sammen måde, men måske havde jeg bare taget fejl af, hvor tætte de egentlig var blevet.

    ”Rakian tro mig, når jeg siger, at jeg oprigtigt er ked af, at Rosa er borte, og jeg mente bare, at det nok var bedst, at hun ikke længere var med på vores tur, for hun ville bare komme i vejen.” Rakians læber blev igen til et smal streg, og han rejste sig hurtigt op. ”Hvad skal du?”

    ”Jeg går en tur,” mumlede han og spændte sit bælte med sværdet om maven for en sikkerhedsskyld, hvorefter han forsvandt ind i skoven og efterlod mig alene tilbage.

    I en irriteret bevægelse fik jeg rejst mig selv op og vandrede frem og tilbage for mig selv. Satte den ene fod foran den anden igen og igen, til det gik hurtigere og hurtigere. Jeg var oprevet, fordi Rakian ikke forstod, hvad det var jeg mente og pludselig lagde skylden på mine skuldre.

    Ilden skød igennem mig som en kuldegysning ned af ryggen, og uden at tænke hamrede jeg min hånd lige ind i et træ med alle mine kræfter. Først bagefter opdagede jeg, at min hånd var i flammer. Jeg havde godt mærket ilden i mig, men min hånd brændte, og jeg havde ikke engang gjort det med vilje. Men mere uhyggeligt var det, at det ikke kun var en lille flamme i håndfladen, som jeg plejede. Den var brudt ud i ild og hele hånden var blevet til flammer, der bevægede sig lystigt og flettede sig ind i hinanden.

    Jeg gloede forundret på min hånd og grublede over, om jeg kunne få hele min krop til at bryde i brand. Dog havde jeg ikke lige tænkt mig at forsøge, for jeg havde ikke ret meget energi i forvejen.

    Jeg var egentlig ikke sur på Rakian. Han var bare ked af det, og når man er ked af det og har en smule skyldfølelse, er man tilbøjelig til at lade det gå ud over andre. Det kendte jeg om nogen til, så derfor kunne jeg også sagtens sætte mig ind i hans følelser. Jeg måtte bare vente på at han blødte lidt op, så vi kunne snakke om det.

    Jeg betragtede min hånd, og jeg kunne simpelthen ikke dy mig, da jeg igen forsøgte at få hele hånden til at brænde. Med den anden hånd tog jeg fat i skjorteærmet og begyndte at trække det op, men tøvede lidt. Var det nu en god ide? Jeg kørte blikket en gang rundt omkring på vores lille lejr, inden jeg alligevel besluttede at trække ærmet helt op og lod ilden bevæge sig hele vejen op ad armen. Jeg kunne næsten ikke stoppe det, da den nåede skjortekanten. Jeg skulle stoppe! Ellers ville den brænde mit tøj i stykker, og det var jeg bestemt ikke begejstret for, at den gjorde.

    ”Sluk det! Sarina! Hvad har du gang i?” Tailo stod nogle skridt fra mig og så forfærdet på mig. Jeg vendte blikket mod ham, men måtte skynde mig at vende blikket mod min arm igen, som brændte faretruende tæt på skjortekanten. Jeg kunne ikke slukke den. Den havde fået magten over mig, og sved begyndte at perle frem på panden.

    ”Jeg kan ikke!” Jeg gik ligeså stille i panik, og forsøgte igen forgæves at dæmpe det, men det virkede ikke.

    Tailo satte sig på hug ved siden af mig. ”Du må ikke gå i panik. Tag det roligt og tag en dyb indånding. Fokuser i stedet for at gå i panik.” Jeg forsøgte virkelig, at gøre som han sagde, mens sveden stadig trillede som tårer ned af mine kinder. Jeg forbandede at jeg skulle være så nysgerrig. Forbandede at jeg ikke ventede, til jeg havde nogen hos mig, som kunne lære mig at bruge mine evner ordentligt.

    Det var ikke ligesom den lille flamme i min håndflade, som jeg bare kunne slukke ved at lukke fingrene om den. Jeg måtte bruge kræfter, som jeg ikke kendte til, og det slog mig pludselig, at jeg jo stoppede det første gang jeg gjorde det, men hvordan? Jeg havde slet ikke brugt hovedet, men bare gjort det, og nu hvor jeg tænkte for meget over det, kunne jeg ikke.

    ”Kom nu Sarina! Du kan godt!” Jeg lukkede øjnene og tænkte kun på at slukke ilden i min krop. Ilden der brændte i mine årer skulle slukkes, for når den døde, døde den også på overfladen. ”Det er godt. Få det ud af dit system,” sagde Tailo roligt og satte sig overfor mig i skrædderstilling.

    Langsomt forsvandt det. Den boblende, sydende… fantastiske varme fornemmelse forsvandt fra min krop og efterlod en skrækkelig hovedpine. Jeg var nødt til at lægge mig ned i græsset, for at samle energi nok til bare at sidde op. Jeg følte nærmest, at mit lager af energi var brugt fuldstændig op, og jeg kunne mærke, som jeg lå der med lukkede øjne og sundede mig til den beroligende lyd af træerne der bevægede sig i vinden, følte mig en smule dum. Jeg var ikke rigtig klog at gøre sådan noget, uden at vide om jeg rent faktisk kunne.

    ”Er du godt klar over, hvor meget du kan ødelægge din krop ved at gøre den slags?” spurgte Tailo hårdt. ”At gøre noget så dumt og overilet uden at tænke sig om eller i det mindste sikre sig, at nogen er der til at hjælpe dig. Det er simpelthen uansvarligt!” Jeg havde stadig lukkede øjne, så jeg kunne kun forestille mig hans ansigtsudtryk, men jeg vidste ved hans tonefald, at han var vred på mig.

    ”Undskyld,” mumlede jeg.

    ”Du skal ikke ligge der og sige undskyld til mig. Du skal passe på dig selv, og du er simpelthen nødt til at tænke dig om. En eller anden gang, vil jeg ikke være der til at hjælpe dig, og så kan det gå galt. Specielt når man har kræfter som dine.”

    ”Hvad mener du?”

    ”Dine kræfter er meget stærke, og jeg kan stadig ikke forstå, hvordan du kan opretholde det der skjold der. Ikke engang jeg har mestret det endnu.”

    ”Luna fortalte mig noget om en spådom, der åbenbart skulle passe om mig. Noget med at jeg skulle være den stærkeste der findes.”

    ”Ja det bliver du da i hvert fald ikke, når du opfører dig sådan der!” Han fnøs.

    ”Så lær mig det.” Jeg åbnede øjnene og så op på ham.

    ”Hvad?”

    ”Lær mig at kontrollere det. Vis mig, hvordan jeg skal holde igen, hvis jeg ikke kan styre det.” Jeg vidste, at han ikke brugte sine evner, men derfor kunne han da godt lære mig det.

    ”Nej,” svarede han bestemt og rejste sig for at begynde at lave mad.

    ”Jamen hvis du ved så meget om det, må du jo være den perfekte til at lære mig det.”

    ”Jeg sagde nej!” Jeg vidste ikke hvorfor han var så hård, men han skulle ikke slippe så let.

    ”Er du bange?” Jeg forsøgte at virke udfordrende, men det virkede nærmere til at gøre ham vred. Hans bevægelser blev hurtigere og mere arrige, mens han knækkede grene, som han lagde på ilden. ”Hvorfor er du så opsat på at leve uden dine evner? Du kunne jo sagtens bare få ilden til at blusse mere op uden mere træ, hvis du gad.” Han kneb øjnene sammen og stoppede sine bevægelser.

    ”Hvis du vil lære at kontrollere det, så ilden kan brænde udenpå huden, skal du øve dig i at meditere. Du er nødt til at øve dig i at finde den indre ro, der skal til, for at kunne få ilden til at forlade din krop, uden du behøver at dræbe ilden fysisk. Det er det eneste råd, jeg kan give dig. Ellers er du nødt til at vente til vi kommer til Safir Bismara. Der er nogen få andre ildbetvingere, som kan hjælpe dig bedre end jeg.” Han gik i gang med at arbejde igen. ”Og så gider jeg ikke snakke mere om det,” afsluttede han.

    Jeg vidste at jeg ikke kunne lokke mere ud af ham, men jeg havde ikke tænkt mig at lade ham slippe. Jeg ville vide, hvorfor han nægtede at bruge sine evner, men indtil videre lagde jeg bare hovedet ned igen og slappede af i kroppen. Jeg var helt drænet for kræfter og overvejede, om jeg overhovedet orkede at sidde op, mens jeg skulle spise. Udover det havde jeg en dunkende hovedpine, så jeg følte egentlig ikke nogen trang til mad. Så jeg lukkede øjnene og forsvandt for en kort stund.

    Det varede dog ikke længe, for jeg vågnede igen ved at nogen strøg mit hår væk fra ansigtet. ”Hej,” sagde Rakian, hvilket jeg fandt en smule besynderligt, da jeg jo troede at han var sur på mig. ”Er du vågen?” spurgte han, og jeg glippede med øjnene for at kunne se at det virkelig var ham.

    ”Jeg troede at du var sur på mig,” mumlede jeg søvndrukkent.

    ”Hmm… ja. Det var jeg vidst også, men det var nok ikke helt fair. Undskyld.” Han sukkede. ”Jeg var bare…”

    ”Du er ked af det,” færdiggjorde jeg hans sætning. Han nikkede. ”Det er i orden. Jeg har selv haft det sådan, så det skal du ikke tænke på.” Jeg smilede skævt og begyndte rykke på mig for at komme op at sidde, men jeg stønnede anstrengt da jeg knap kunne bevæge mig af udmattelse.

    ”Skal du have en hånd?” spurgte han og tog fat om mig for at trække mig op til sig. ”Tailo fortalte om dit lille nummer.” Han kluklo og trak mig op i hans skød, så jeg kunne sidde op ad ham. Jeg gabte og nikkede, mens jeg lukkede øjnene og lod mig synke ind i hans favn. Jeg mærkede hans læber mod siden af mit hoved, inden jeg igen var væk i søvnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...