Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4955Visninger
AA

22. Landet for længe siden del 1

Sarina

Sarina?” en hånd strøg mig over kinden og kærtegnede den. ”Nogen vil snakke med dig.” Jeg åbnede det ene øje for at vende mig til lyset og bagefter det andet også. Jeg løftede hovedet og så på ham. ”Har du sovet godt?” spurgte han.

    ”Hmm Ja. Dig?”

    ”Bedre end nogensinde, men Tailo ville lige snakke med os.” Jeg rynkede panden og satte mig op. Rakian så ikke ligefrem begejstret ud, da han sagde Tailos navn. Jeg kunne virkelig også godt forstå, hvis han var lidt sur på ham, hvilket jeg også var. Nej jeg var ikke sur… irriteret.

    ”Du spurgte efter din mor?” spurgte Tailo.

    ”Ja!” sagde jeg ivrigt. ”Ved du, hvor hun er?”

    ”Ja det ved jeg.” Han satte sig i skrædderstilling på græsset og foldede hænderne. ”Jeg tror, at det er bedst, hvis du får hele historien fra begyndelsen.” Han rømmede sig. ”I starten var alle mennesker betvingere. Der findes også i dag jord, vand, luft og ildbetvingere. Og i dag holder de få der er tilbage, sammen. Men i fordums tid, var de opdelt i klaner. Luft og vandbetvingerne slog sig sammen, ikke fordi de var så ens, men de var gode til at holde sammen og fordele arbejdet, så alle parter var glade. Ildbetvingerne holdt sig for sig selv i den sydlige del af Gia Livaria, ligesom Jordbetvingerne isolerede sig i bjergene længst mod øst.

    Vandbetvingerne var snedige, og vidste hvordan de skulle slange sig ud af de fleste problemer, men de var gode mennesker uden fordomme for de andre former for betvingere og kulturer. De holdt af at leve tæt på havet og var fremragende svømmere, men også bedre til sejlads end de fleste. Ja gode mennesker indeni, men de havde også en hvis tendens til at vælge den lette vej. De var meget konfliktsky og holdte sig for det meste udenfor krige. Derfor foretrak de at være i nærheden af luftmestrene.

    De som kunne betvinge luften var knap så snedige, men de levede og åndede for at holde fred i verden. Det skete af og til, at vand og luftmestrene blev uvenner og en gang imellem, kunne der opstå uoverensstemmelser, men de var minimale og varede ikke længe, da vandmestrene let snoede sig ud af problemerne, og luftmestrene brød sig ikke meget om at slås.

    Luftmestrene interesserede sig for kunst og studerede. De var højtudviklede i forhold til de andre og havde måske en tendens til at se ned på de andre, hvis teknologi og klogskab ikke kunne måle sig med deres egen. Endnu en grundt til, at vandbetvingerne holdte sig til dem. Det var, så de kunne få del i deres opfindelser og opdagelser, så de ikke selv behøvede at gøre andet, end at arbejde for at holde tingene kørende, når de andre sad og studerede, blev kloge og lavede nye opfindelser. Luftmestrene nød at have den magt. De nød at have vandbetvingerne i deres hule hånd, men deres samfund levede trygt sammen og begge parter var tilfredse.”

    ”Ham vi mødte i Sall, som redede os var vandbetvinger,” mumlede jeg for mig selv.

    ”Ja det var han. Han var et godt eksempel på en rigtig vandbetvinger, for han fulgte bare med de andre og redede sig selv på samme tid. Men han havde alligevel ikke samvittigheden til at slå jer ihjel. Selvfølgelig er det ikke alle vandbetvingere, der er sådan, for det ville ikke være rationelt at sætte folk i bås med hinanden. Alia Milera er en af de vandbetvingere, som slet ikke ligner sine forfædre, men det kommer vi til. Nu fortæller jeg om dem overordnet.

    Jordbetvingerne også kaldet jordbeskytterne var lidt anderledes. De levede for naturen og havde en hel anden kultur, hvor man mente, at den store gud, der passede på os alle, levede imellem os som et menneske. Og på en eller anden måde fandt de altid ud af at få fat i ham eller hende, der var den udvalgte. Det hed en Abokari, og de passede på den og tilbad den, lige til den døde og der kom en ny, som de var nødt til at opsøge.

    Denne gud findes stadig, og hun er lige nu taget til fange af kongen.

    Abokarien lever som sagt for naturen og har den fulde kontrol over livet på jorden, men den lever også for en anden ting. Abokarien har en mission. En opgave som skal løses, og så snart den opgave er løst, kan han eller hun få fred og dø, hvorefter en anden bliver født med en ny opgave. Det var derfor Luna voksede så hurtigt. Hun skal udvikle sig hurtigst muligt, så hun kan fuldføre sin opgave, til en anden kan træde til. Hvis Luna ikke længere er ved sit fulde fem, så er hun ikke i stand til at fuldføre sin opgave, og det kan i værste fald blive så slemt, at hun misbruger sine evner og ødelægge vores verden.”

    ”Ved vi hvad hendes opgave er?” spurgte jeg.

    ”Det er vi nødt til at spørge hende om, for hun er den eneste der ved det.

    Jordbeskytterne satte som sagt sin lid til at finde Abokarien, og det var fordi, de fandt dem yderst interessante. De nærmest sloges om at være den heldige, der fik lov til at skrive et tidsskrift om Abokariens liv og levned, og hos Alia-folket kan man finde store samlinger af tidsskifter om dem. Det er meget normalt, at man kan finde tre eller fire skriftruller om selv samme Abokari, men der er også fundet samlinger med omkring femten. Nogen af dem er blevet stjålet, så derfor ved man ikke med sikkerhed, hvor mange skriftruller der findes om dem, men man siger, at der eksistere omkring fem til seks hundrede.

    Der opstod mange krige mellem jordbeskytterne og Ildfolket.”

    Nu kom det jeg havde ventet allermest på, men jeg havde bange anelser.

    ”Ildfolket elskede krig, og Jordbeskytterne hadede Ildfolket, for deres ondskabsfulde måder at gøre tingene på. Ildfolket var mestre i at opfinde nye våben og havde ulvene ved deres side. Mange ville sige at Ildfolket er kendt for at være aggressive.”

    Jeg kiggede på Sansan, der havde fået et hårdt udtryk i ansigtet.

    ”Ulvene fandt ud af, at Ildfolket nærmest tilbad dem, hvis bare de kæmpede sammen med dem og stod ved deres side. Ulvene der ulig andre dyrearter har menneskeligt sind og intelligens, var snedige og næsten udnyttede Ildfolket, som de ville, fordi de pludselig havde en slags magt over dem. Ildfolket havde tilpasset de fleste våben og så videre til, at de havde ulvene, og hvis ulvene pludselig besluttede at efterlade dem, så var de fortabte.

    Ildfolket lod sig manipulere af ulvene, og i mange år var det næsten ulvene, der bestemte over Ildfolket, men det vendte hurtigt igen, da Ildfolket begyndte at få nok. De var trætte af at skulle lade sig manipulere af ulvene, så der opstod krig mellem dem. De fandt dog hurtigt ud af, at der ingen nytte var i at slås, når de ikke kunne leve uden hinanden. De var blevet så afhængige af hinanden, at de knap nok kunne føre krig mod hinanden uden hinanden, så de sluttede fred og lavede en ordning, så Ildfolket og ulvenes klan blev regeret af en mand og en ulv sammen, så det stod lige.

    Ildfolket var ikke de bedste folk. De gik alt for meget op i ære, og hvordan de fremstod overfor andre mennesker. De var meget egoistiske og fordomsfulde, hvilket hele tiden skabte optøjer i deres landsbyer. De var også ufatteligt stædige og havde det med at bærer nag, så hvis de tabte en krig, kunne man sagtens være sikker på, at de kom tilbage.”

    Jeg hvilede mit hoved på mine knæ og så ned på græsset. Det var svært at ikke at vise, at jeg allermest havde lyst til at tude. Jeg fattede overhovedet ikke, at mine forfædre havde været sådan, og det gjorde mig ked af det, for hvis folk fandt ud af, hvad jeg var for en slags betvinger, så ville de måske dømme mig til at være en masse ting, jeg ikke var.

    Rakian lagde mærke til, hvor meget jeg var sunket ned og gav min hånd et klem. ”Bare fordi dine forfædre var sådan, betyder det ikke at du er sådan,” sagde han og smilede skævt for at opmuntre mig. ”Men vi ved vidst begge to, at du er ret stædig.” Han grinede, og jeg trak lidt på smilebåndet. Han forsøgte bare at vende det til noget sjovt, men det virkede ikke helt lige nu.

    ”Jeg vil bare ikke risikere, at folk ikke kan lide mig på grund af det,” mumlede jeg.

    Tailo rystede på hovedet. ”Det gør de heller ikke, hvis du beviser det modsatte overfor dem. Hvis du viser, at det her er noget du vil og viser dem, at du tænker på andre end dig selv, så finder de ud af at stole på dig,” svarede han alvorligt, og det lettede lidt. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle vise det, for ærligt talt syntes jeg ikke altid selv, jeg var et helt godt menneske. ”Ved du hvad Sarina? En af de ting jeg synes er mest interessante ved ildfolket, en ting som du har arvet er at kvinder og mænd efter ildfolkets tradition faktisk er stort set ligestillet.”

    Jeg smilede skævt. ”Det kan man vel kalde en god ting… tror jeg.”

    ”Jeg synes da at det er interessant i hvert fald. Skal jeg fortsætte?” spurgte han og vi nikkede. ”Det havde altid været en tradition, at man giftede sig og fik børn inden for de forskellige klaner, men de unge forelskede par gjorde oprør.

    Det startede ved luft og vandbetvingerne, der levede op ad hinanden, og man kunne ikke undgå, at de blandede sig. Og selvom der blev gjort meget ud af at holde det adskilt, så de ikke blandede blod, kunne de alligevel ikke gøre så meget ved det, når først de begyndte at forelske sig. De ældste i klanerne forsøgte at holde dem fra hinanden, men der skete et oprør og pludselig fik man et andet syn på sagen. Det blev mere normalt, at lade folk gifte sig ind i de andre klaner, men der blev også skabt en ny art.

    Når en af luftmestrende og en af vandbetvingerne fik børn sammen, så fik barnet enten faderens eller moderens betvingergener, men pludselig begyndte der at blive skabt en anden slags, som aldrig fandt sine evner. Som om at generne blev forvirrede over, hvad for nogle der skulle slå igennem, og så endte barnet med slet ikke at få nogle evner. Sarina, du opdagede jo først dine rigtige evner sent i attenårs alderen, men du lærte at læse tanker, allerede da du var lille, og det var faktisk meget normalt, at det først skete i femten til tyveårsalderen, men nogen fandt aldrig sin gave. Der var endda nogen, som slet ikke engang havde evnen til at læse tanker.

    Det vi i dag kalder et almindeligt menneske, en evneløs, var noget helt nyt for mange år siden, og jeg siger dig, at de havde det ikke let. De blev set ned på og udstødt, og faktisk var der nogen, der blev smidt helt ud af deres egen familie, fordi de bragte skam over familien. Menneskerne uden evner slog sig sammen og skabte deres egen klan væk fra alle de andre, hvor de boede sammen og havde det rart.

    Snart begyndte det også ved jordbeskytterne og ildfolket, og efter nogle år var alle klanerne blandet. Og der kom flere og flere mennesker uden evner, som stadig boede sammen væk fra betvingerne. Faktisk begyndte der at være så mange mennesker uden evner, at det var lige før, der var flere af dem end betvingere. Men det var også fordi betvingerne var bange for at få børn, af frygt for at få et uden evner, så det skete ikke så tit. Og de evneløse mennesker fik hele tiden børn.

    Denne vending skete ret hurtigt, og der var lige pludselig mange flere evneløse mennesker, end der var betvingere. De evneløse hadede betvingerne for at have udstødt dem, så der opstod en krig mellem dem, men det var svært for de evneløse at fører krig mod dem, og betvingerne var ikke interesseret i krig, fordi de var bange for at miste endnu flere af deres art. Så de sluttede fred og sådan opstod de to riger Nordlandet og Sydlandet.

    Kong Vatokan der lige nu regere i Sydlandet, Bolania, var aldrig tilfreds med at slutte fred, og da han blev udråbt til konge af Sydlandet, gjorde han alt for at få mulighed for at gå i krig mod kongen af Nordlandet, Milenia. Når han så ikke førte krig, styrede han sit land med hård hånd, og lidt efter lidt blev han mere og mere magtsyg, så folk i landet begyndte at gøre oprør.

    En kvinde ved navn Alia Milera , kunne ikke holde det ud. Hun er vandbetvinger, og hun var gift med Vatokan, der er ildbetvinger. Det var ikke et lykkeligt ægteskab, for hun hadede at han var så magtsyg. Det er der navnet Alia-folket kommer fra. Hun startede det, fordi hun ville flygte ud af Bolania sammen med andre der heller ikke kunne udholde Vatokans magtstyre. Hun var ulig sin slægt som vandbetvinger meget viljestærk og var i stand til at stå på egne ben.

    De flygtede ud af landet og startede deres egen klan med Alia som overhoved. Det skal lige tilføjes, at generne som betvingere begyndte at slå igennem igen, og der blev ikke længere født så mange mennesker uden evner. Ikke engang hvis det eksempelvis var en jord og en vandbetvinger der fik børn. Betvingernes gener blev stærke igen, og man skulle ikke længere bekymre sig om det i samme grad.

    Alia søgte tilladelse hos kongen af Nordlandet om at få lov at være i hans land, og hun fik lov at tage sin klan med et sted hen, hvor de kunne leve for sig selv. De slog sig ned imellem nogle bjerge og kaldte det Safir Bismara, men Alia havde set noget i kongen, i de dage hun tilbragte i hans by. Hun blev forelsket, ligesom kongen også viste sig at være forelsket i hende. Hun forlod sin nybagte klan, efter hun havde valgt et nyt overhoved, og hun giftede sig med kongen af Milenia. Hun vidste dog ikke før sent, at hun var gravid, og da de havde været gift i syv måneder, fik de en for tidligt født pige. Det troede de i hvert fald, at hun var, men Alia fandt hurtigt ud af, at det ikke var kong Astans barn. Dog fortalte hun det aldrig til ham og lod ham tro, at det var hans barn. Og i tre år regerede de sammen.

    Alia begyndte at savne sin klan, og hun var træt af kongen, der udover hende, hadede stort set alle betvingere. Han havde nogle gange været i krig mod Vatokan og begyndte at tro, at alle betvingere var sådan. Alia fik nok af hans besættelse, og selvom hun stadig elskede ham, besluttede hun at rejse. Kongen var så vred på hende, at han forbød hende at tage sit barn med, så hun var nødt til at tage af sted uden og tog tilbage til sit folk.”

    Jeg skulle lige opsummere inde i mit hoved, for der var noget der var ved at dæmre. Hvis Alia var betvinger, og havde fået et barn med Vatokan, der var ildbetvinger, så kunne Alias barn jo sagtens være ildbetvinger. Hun havde fået en pige, som hun efterlod hos kongen i Nordlandet, som hadede betvingere… ”Det er løgn,” mumlede jeg. ”Det er simpelthen løgn.” Det var lige gået op for mig, hvad det var, han sad og fortalte mig. Vatokan var min far!

    Rakian så ud til at være ved at forstå sammenhængen og fik pludselig store øjne. ”Vil det sige at Alias datter er Sarina? Er Astan så ikke engang hendes far?” Han var helt lamslået.

    ”Det er jeg bange for,” svarede Tailo.

    ”Vidste du det?” Jeg pegede på Sansan, der sad og nikkede stille. ”Hvorfor sagde du det ikke?” spurgte jeg hårdt.

    Jeg sagde jo til dig, at jeg nok ikke var den rette til at fortælle dig det. Han så undskyldende på mig. Undskyld Sarina.

    ”Men det er lige meget Sarina, for ingen ved det ud over mig og få andre,” prøvede Tailo.

    ”Det er ikke lige meget!” udbrød jeg. ”Tænk at jeg er i familie med den-den… Argh! Jeg fatter det ikke.” Jeg fattede ikke, at ham der lige i øjeblikket var min største fjende, ham der havde gjort de ondeste ting mod sit eget folk, ham der dræbte Astan, rent faktisk var min biologiske far. Han var mit kød og blod og hans blod var det der løb i mine årer og gjorde mig til betvinger af ilden. Hans element. Det var hårdt nok at vide, at jeg var en del af et så egoistisk og barbarisk folk, men at min far var selveste kong Vatokan…

    De så alle på mig med medfølelse i blikket, og der var så stille, at det var lige før man kunne høre en myre kravle i skovbunden. ”Hjælper det, hvis jeg siger, at jeg også er ildbetvinger?” spurgte Tailo forsigtigt, men stilheden varede endnu nogle minutter, før jeg besluttede at sige noget.

    ”Det er rart at vide, at jeg ikke er alene. Hvor mange ildbetvingere lever sammen med Alia- folket nu?”

    ”Ikke ret mange. De feste af Ildfolket valgte at blive hos Vatokan, fordi Vatokan elskede Ildfolket som sin familie og behandlede dem meget bedre, end han behandlede de andre. De fleste af ulvene blev også hos Ildfolket, men mange af dem rejste også med til Nordlandet, for at starte et nyt liv, hvor de kunne få chancen for at blive gode. Men de var alt for egoistiske og forsøgte at få Alia-folket til at arbejde for dem. De manipulerede med Alia-folket, ligesom de havde gjort med Ildfolket. Det var på denne tid at Alia vendte tilbage til Safir Bismara, og så hvad det var blevet til. Hendes folk var ikke meget bedre end Vatokans var, og hun besluttede sig for at lave om på det.

    Hun forviste alle ulvene fra Safir Bismara, og ulvene spredtes rundt over det hele i skovene, hvor de kunne gemme sig, for der var ikke længere nogen mennesker, ud over Vatokan, der ville have noget at gøre med dem, og de fleste ulve var blevet trætte af Vatokan, og hans barbariske måde at styre landet på. Så de var, og er stadig i dag, meget udstødte og gemmer sig, hvor de kan være i sikkerhed uden at blive forstyrret af mennesker, der vil have dem udryddet.”

    Da jeg tænkte over det havde ulvene også altid været den onde i alle de historier og eventyr Vildana og min far altid havde fyldt mig med, og det mindede mig om den gang, jeg opdagede mine evner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...