Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4922Visninger
AA

7. I lysningen

Jeg vågnede før Rakian, der lå og snorkede ind i mit øre. Hans arme lå både under og over mig, så jeg ikke kunne bevæge mig i hans greb. Jeg forsøgte at slange mig ud, men han vågnede med et stort grynt, og så spørgende på mig. ”Hvor var du på vej hen?” spurgte han.

    ”Du snorker!” svarede jeg. Luna stod og grinede, mens hun hoppede og slog på Rakian med sine tynde arme. Rakian sukkede udmattet. ”Er det lyst udenfor?” spurgte jeg dumt, selvom solens stråler stod ind ad vinduet

    ”Ja det vil jeg mene,” svarede han og fniste lidt over det dumme spørgsmål. ”Hvad skal vi lave i dag?”

    Om natten havde jeg spekuleret over, om vi kunne tage en tur til Thornag, men jeg vidste godt, at det ville ende i en længere diskussion, så jeg svarede blot med et simpelt: ”Hvad har du lyst til at lave?”

    ”Jeg kom i tanker om, at jeg stadig ikke har lært dig at skyde med bue og pil. Jeg synes du skal tage med mig på jagt, så du kan lære det.”

    ”Skal vi skyde dyr?” Jeg væmmedes ved tanken. En del af mine evner var at jeg kunne mærke andres tilstedeværelse og følelser, og jeg elskede at lytte til Nat. Faktisk var dens tanker mest baseret på billeder og følelser, men Nats sind havde fået mig til at forstå et dyr på en anden måde. Derfor havde jeg svært ved tanken om at skulle slå et dyr ihjel. 

    ”Vi kunne øve på nogle af træerne først.” Jeg kunne godt fornemme, at jeg ikke så overbevist ud. ”Jeg syntes, at du skal lære det. Det bliver sjovt.” tilføjede han.

    Jeg overvejede det, og blev enig med mig selv om, at det nok skulle blive sjovt og sikkert nyttigt. Så da vi endelig fik os rejst op, gik jeg ned og spurgte Monikka, om hun kunne passe Luna. Det var faktisk lettere, end jeg havde troet, for Monikka var henrykt over at få lov til det. Hun elskede Luna, men det kunne jeg også godt forstå. Jeg måtte blot sikre mig at Luna ikke lavede flere underlige ting, mens vi var væk.

    Vi lånte en bue og pile af Max og begav os ind i skoven. Min kærlighed til skoven havde altid være stor, mest fordi der var roligt og frit for enhver tanke. Hvor stille der var, ud over fuglene der kvidrede, og den knasende lyd når man trådte på kvaset. Jeg elskede hvordan den friske duft af skov fik mig til at føle mig i live, og et smil prydede mine læber.

    Vi kom til en lysning med en lille mark som var omringet af høje nåletræer og lagde os i solen. Det var en varm forårsdag. Jeg mærkede, hvordan solens stråler prikkede på min hud, og jeg måtte knibe øjnene sammen. Det var længe siden, vi havde ligget på en lun græsplæne og snakket om løst og fast uden bekymringer, så det føltes vidunderligt. Man kunne vel ikke ligefrem sige, at vi ikke havde nogen bekymringer, men det var rart at lade som om. Bare for en kort stund.

    Efter lang tids tavshed spurgte Rakian: ”Har du egentlig nogen sinde tænkt på mig som andet end en ven?”

    ”Hvad mener du?” spurgte jeg, men jeg vidste udmærket, hvad han mente.

    ”Du ved… Som lidt mere end venner,” sagde han næsten uden lyd, men han hævede sig nysgerrigt op på albuen, så han kunne se mig i øjnene.

    Jeg tænkte mig om. ”Jo det har jeg. For længe siden, men... jeg kunne ikke gøre det mod min far.” Jeg tav. ”Jeg mener... Jeg ved ikke...”

    Far! Jeg havde skudt tanken fra mig, fordi jeg godt vidste, at det ikke kunne betale sig at tænke på ham. Jeg ville komme til at græde, og det ville der ikke komme noget godt ud af, men nu begyndte tårerne at presse sig på. 

    ”Hvad er der?” spurgte han.

    ”Jeg kom bare til at tænke på min far,” mumlede jeg og sank en klump.

    ”Sarina det er altså i orden at græde en gang imellem,” sagde han roligt. Det var nok ikke så svært at se det på mig, men jeg ignorerede ham og tørrede arrigt en tårer væk. For mig var det ikke i orden; det var et tegn på svaghed, og var der noget, jeg ikke var, så var det svag.

    ”Jeg græder ikke,” sagde jeg med grødet stemme og blinkede tårerne væk. Med et flød et væld af tårer ned af mine kinder, og jeg satte mig op for an undgå, at de trillede ned i mit hår. Rakian var helt tavs, og nøjedes med at stryge sin hånd op og ned af min ryg for at få mig til at slappe af. Det var kun fordi det var Rakian, at jeg lod mig selv græde på den måde, for han kendte mig, og han vidste, at jeg ikke var svag.

    ”Somme tider er jeg imponeret over, at du kan være så stædig,” sagde han og lagde armen om mig.

    Vi blev tavse igen. Jeg kom til at undre mig over hans spørgsmål tidligere. ”Hvorfor spurgte du mig om det tidligere?” Han sagde ikke noget med det samme, men rømmede sig og lod til at have svært ved at finde de rigtige ord. Kunne han have følelser for mig? Nej vel? ”Ha… har du… er du?” Ordene turde ikke våge sig ud over mine læber. Han nikkede stadig uden at kigge på mig. ”Mig?” spurgte jeg.

    ”Ja. Altså, det var Monikka der fik mig til at tænke på det, men…” Han trak ligegyldigt på skuldrene og åbnede munden for at sige mere, men jeg stoppede ham.

    ”Du er min bedste ven. Det ved du.” Det føltes så absurd, at jeg slet ikke overvejede om der kunne være noget om at Rakian faktisk aldrig bare havde været en ven.

    ”Glem det,” sagde han. ”Jeg ved godt det er tåbeligt.”

    Jeg rystede på hovedet. ”Det er ikke tåbeligt men...” Jeg kunne ikke finde ord. ”Det er... Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig, og hvis det ikke gik, ville det så ikke være bedre, hvis vi bare forblev venner nu?”

    Han så ikke ud til at forstå mig. ”Så du har det på samme måde?”

    ”Jeg ved ikke, hvad din måde er.” Jeg tog mig forvirret til panden. ”Er du sikker på, du virkelig mener det?”

    Rakian tog min hånd i sin. Han havde holdt min hånd før, men det var kun hvis jeg havde været ked af det, eller hvis han skulle hjælpe mig op i et træ. Det her var enormt mærkeligt. Han så usikker ud, da jeg sad og så ham tavst i øjnene. Han tøvede, men før jeg vidste af det, kunne jeg mærke hans læber mod mine. Hans bløde varme læber. Det varede ikke mere end to sekunder, men det var nok til at gøre mig helt rundtosset, og jeg anede ikke om jeg skulle åbne eller lukke øjnene, smile eller ikke smile. Jeg kunne jo ikke ligefrem prale med, at det var noget, jeg havde prøvet før.

    Jeg følte endda, jeg forrådte min far. ”Jeg...”

    ”Vi to har altid været mere end venner, og du ved det Sarina.”

    ”Min far...”

    ”Lever ikke mere.” Hans øjne blev angrende da han så mit sårede ansigtsudtryk. ”Tilgiv mig. Du ved, hvad jeg mener Sarina. Du kan selv bestemme over dit liv nu."

    ”Hvad tror du egentlig, der sker nu?” spurgte jeg. ”Altså hvor lang tid tror du der går, inden Vatokan har samlet nok soldater til at kunne indtage Nordlandet?”

    Han svarede ikke lige med det samme. ”Jeg ved det ikke, men nogen må stoppe ham.” Jeg fnøs. Hvad havde han tænkt sig, at man skulle stille op? ”Måske kunne du gøre noget?” spurgte han.

    ”Mig? Hvad skulle jeg kunne gøre?”

    ”Har du ikke en form for ansvar? Teknisk set er du dronning nu.”

    ”Vel er jeg ej, og det bliver jeg aldrig!” Jeg ville i hvert fald aldrig være særligt god til det.

    ”Hvis du ikke gør noget, hvem skal så. Du kan få folk til at lytte, fordi de kender dig. De regner med dig, og du kan ikke bare forsvinde, når folk har brug for dig.” Han havde ret, men det ville aldrig fungere, og det havde jeg indset for længe siden.

    ”Jeg ved ikke, hvad det er, du vil have mig til. Jeg troede, at vi var enige om, at jeg aldrig…”

    ”Det har vi aldrig været enige om. Jeg synes, at du er perfekt til opgaven. Kan du ikke se det? Du er stærk, og du ved hvad du snakker om…”

    ”Nej jeg gør ikke,” afbrød jeg ham. ”Jeg ved ikke noget som helst om, hvad der sker. Jeg kan ikke regne ud, hvad Vatokan har gang i, og jeg kan ikke finde ud af, hvad du har gang i lige nu.” Jeg kunne ikke holde det ud. Hvorfor kunne han ikke bare forstå det?

    ”Men du har viljestyrken. Du er det mest stædige menneske, jeg kender.” Han sukkede. ”Du vælger selv. Jeg mener bare, at du skal overveje det. Jeg tror godt du kan… hvis du vil.” Jeg var rimeligt sikker på, at mig som dronning ikke var en realitet, men han troede på mig. Det skabte et lille håb i mig - kun et lille et.

    ”Du tror jeg kan?” sagde jeg og så ned på vores hænder.

    ”Altid.” Hans kærlige øjne fik mig til at smile skævt. ”Hvorfor tror du jeg tog med dig?”

    Jeg rystede på hovedet. ”Jeg ved ikke hvordan jeg har fortjent en... ven som dig.”

    ”Hvad følte du da jeg kyssede dig?”

    ”Forvirring!” røg det ud af mig.

    Han nikkede. ”Jeg forstår.”

    ”Jeg håber ikke jeg har såret dig,” forsøgte jeg.

    ”Der skal mere til at såre mig. Skulle jeg ikke lære dig at skyde?” spurgte han og trak mig op at stå.

    ”Jo,” sagde jeg og samlede koggeret med pile og buen op.

    ”Prøv at lægge en pil på,” sagde han.

    ”Javel læremester Rakian.” Det kunne da ikke være så svært. Jeg trak en pil fra koggeret, jeg havde spændt på ryggen, og lagde den på buen. Jeg forsøgte at se ud som om, jeg havde helt styr på det, og trak pilen tilbage så jeg kunne skyde et træ, jeg havde udvalgt. Jeg hørte et lille grin, og jeg drejede irriteret øjnene mod ham. ”Hvad er det jeg gør galt?” spurgte jeg med en skarp tone. Han rettede på den måde, jeg holdte på buen og skubbede min højre albue op.

    ”Din hånd skal højere op, for ellers kan du ikke sigte ordentligt. Hvil hånden mod læben.” Jeg kunne overhovedet ikke finde ud af det, og det så helt sikkert ret akavet ud. ”Når du har taget sigte, slipper du den uden at ryste for meget med buen.” Mit øje kunne ikke holdes fast på både pilespidsen og målet på samme tid, fordi min hånd rystede, og fordi jeg følte en sær trang til at overbevise Rakian om, at jeg sagtens kunne skyde en pil. Jeg ramte selvfølgelig ikke. ”Du skal bare lige lære det,” sagde han og gav mig en ny pil.

    Hele eftermiddagen gik med at få styr på det. Det gik så langsomt, at jeg overvejede om jeg overhovedet gjorde fremskridt. Jeg havde altid været god til det fysiske som løb og kamp, men når der skulle tages sigte med en lille spids pil, så var det hele pludselig ikke så let, som det så ud.

    Endnu en gang skød jeg den ned i jorden. ”Det går så godt.” Jeg grinede over min sarkasme, og kiggede ned, hvor Rakian var kollapset på jorden.

    ”Hvornår skal vi hjem?” klynkede han.

    ”Det var dig der ville have, at jeg skulle lære det her!” Jeg skubbede lidt til ham med foden.

    ”Tror du ikke snart, du har lært det?” spurgte han.

    Jeg grinede og satte mig ned ved siden af ham. ”Jeg gider heller ikke mere,” svarede jeg. ”Jeg er også sulten.” Han lyste op og før jeg vidste af det, var han hoppet op på benene fuld af ny energi.

 

***

 

Luna var helt tilfreds med at have en hel seng for sig selv, så der var ikke så meget bøvl med hende, da jeg puttede hende om aftenen. Jeg kyssede hende kærligt på panden og lagde mig ved siden af Rakian ligesom natten før. Selvfølgelig havde noget ændret sig, for det var ikke på grund af kulde, jeg lagde mig hos ham. Vi lukkede øjnene, men jeg havde ikke glemt far. Uanset hvad jeg gjorde for at skyde tanken fra mig, blev han ved med at snige sig ind på mig, og det gjorde ondt at tænke på ham, men jeg lod tankerne løbe, og huskede tilbage på alle de gode minder vi havde haft sammen for at glemme synet af hans døde krop for fødderne ad mig.

    Jeg kom til at smile, da jeg tænkte på, hvordan han plejede at kilde mig, når jeg ikke opførte mig ordentligt. Jeg kunne huske, at jeg af og til listede mig ned i køkkenet hos Vildana - der var ansat til at sørge for maden på slottet - fordi jeg ikke kunne vente, til vi skulle spise. Det var så hyggeligt fordi Vildana altid fyldte mig med historier om, den gang hun var ung. Jeg kunne stadig dufte det nybagte brød, som jeg fik lov til at prøvesmage, mens jeg drak en tår af hendes søde skovbærte, og det var først gået op for mig, da jeg blev ældre, at alle historierne hun havde fortalt mig nok ikke alle sammen var sande. Jeg kom tit til at smile over, hvor naiv jeg var den gang.

    Da vi havde siddet der i et stykke tid, kom far ned til os, fordi han godt vidste, hvad jeg havde gang i, når han ikke kunne finde mig. Han tog mig op og begyndte at kilde mig, til jeg var lige ved at tisse af grin, og så lod han mig smutte ud at lege, for at lade Vildana gøre sit arbejde.

    Det var først, når han tog fat i min arm og så mig ind i øjnene, til jeg straks fik dårlig samvittighed, at jeg vidste, at jeg aldrig skulle gøre sådan noget igen. Det skete heldigvis ikke så tit, men da jeg begyndte at få former og udvikle mig, voksede der en beslutsomhed i mig, som fars øjne ikke kunne hamle op med. Jeg kunne huske, hvordan jeg kunne begynde at skrige ad ham, og en gang slog jeg ham i maven, så han vaklede, og der gik det op for mig, hvad jeg havde gang i.

    Jeg kunne huske, hvor forskrækket jeg blev over mig selv. Jeg besluttede, at jeg aldrig ville gøre det igen, og jeg begyndte at blive den lille engel, som jeg havde været førhen. Jeg havde svært ved at være sammen med far, efter det jeg havde gjort, enten fordi jeg skammede mig, over det jeg havde gjort, eller fordi jeg skammede mig over ikke at fortryde det.

    Jeg begyndte at smutte ud og gå rundt for mig selv mellem husene, og det var der jeg mødte Rakian. Faktisk havde jeg af og til set ham, når han skulle hjælpe sin mor med at tilse syge mennesker, og jeg havde altid haft et godt øje til ham. Rakian var højere end mig, kraftigt bygget med brunt krøllet hår, men ikke nær så høj og muskuløs som nu. Han havde altid læderbukser med støvler snøret stramt sammen udenpå. Under Den brune læderjakke havde han en grå skjorte og bælte om maven, hvor han havde sin gamle kniv stukket i en ret tvivlsom skede, der var ved at falde fra hinanden.

    Jeg gik ofte op og ned ad markedet midt i byen for at have noget at give mig til, men en dag stødte jeg ind i Rakian, og vi begyndte at snakke sammen. Sjovt nok stødte vi oftere og oftere ind i hinanden, og så begyndte vi at gå ture sammen op og ned ad gaden. Men til sidst gik vi ind i skoven, og så introducerede han mig til et sværd, som jeg efter ikke ret lang tid blev ret så god til at håndtere. Han lærte mig kampsport og viste mig, hvordan man tændte et bål med to sten. Ting som jeg ikke havde kunnet lære på slottet, hvor jeg havde haft tjenere til at gøre det for mig.

    Jeg kan indrømme, at jeg fik følelser for ham. Jeg så op til ham, fordi han måtte og kunne alt det, jeg ikke selv fik lov til ret tit, nemlig at opføre sig som en dreng. Jeg kunne lide ham, fordi han ikke behandlede mig som alle andre gjorde, og elskede når han ville diskutere med mig. Problemet var at jeg vidste min far ville have mig gift med en rig mand, der led under presset af at have for mange penge. Jeg overvejede at lade være med at være sammen med Rakian, men jeg kunne ikke få mig selv til det, for jeg havde brug for ham. Han var mit trygge sted. Min klippe. Han passede på mig og lærte mig mere, end min far nogen sinde havde gjort. Jeg kunne snakke med ham om alt, og i hans selskab behøvede jeg ikke at vise mig, som noget jeg ikke var.

    Ikke mange forstod, hvor meget præs der var på mig, fordi jeg skulle være forbillede for alle kvinder i byen, og folk antog som det første, at jeg var en forkælet møgunge, der bare levede i luksus, og jo jeg levede i luksus, men alt har en pris. Kun Rakian forsøgte at forstå mig, og det var en rar følelse. Han var det der gjorde, at jeg ikke blev langsomt sindssyg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...