Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4902Visninger
AA

19. Grimme mænd

Jeg havde koldsved og rystede over hele kroppen. Jeg kunne mærke kulden fra det hårde gulv, jeg lå på, og da jeg slog øjnene op, kunne jeg ikke holde mig selv fra at udstøde et lille fortabt hulk, og en tåre trillede ned i håret. ”Sssh…” hørte jeg en beroligende og bekendt stemme sige. ”Tag det roligt.” Rakian strøg mig over håret og kiggede ind i mine øjne, men jeg kunne ikke holde op igen. Jeg følte mig så magtesløs og fortabt, og jeg kunne slet ikke overskue at tænke på, hvordan vi skulle komme ud fra de klør vi var havnet mellem.

    Først der opdagede jeg, hvor vi var. Stedet lignede stedet, hvor Luna blev holdt fanget, og jeg blev i tvivl, om det stadig var en drøm, indtil jeg mærkede noget ru jern om mine håndled, og denne gang ikke kunne gå igennem det. Den klamme, kolde, fugtige luft var kvælende, og jeg følte mig beskidt, som jeg lå på det fugtige stengulv med hovedet i Rakians skød. ”Hvad er der sket?”

    Han tørrede noget snavs væk fra min kind med sin tommelfinger. ”Du blev bedøvet, og de var for mange, så vi blev slæbt med herned, fordi de ikke vidste, hvad de skulle gøre ved os. Jeg tror vi er et sted i byens fængsel.” Han så lidt bedrøvet ud. ”Undskyld,” mumlede han.

    ”For hvad?”

    ”Jeg kunne ikke beskytte dig!”

    ”Det kunne du da ikke gøre for. De var for mange.”

    Han trak på skuldrene og begyndte at krølle mit hår om sine fingre.

    ”Hvad gør vi?” spurgte jeg og satte mig op, men jeg blev svimmel og måtte ned at ligge igen. Det var sikkert bedøvelsen, der stadig summede i mit blod.

    ”Jeg ved det ærligt talt ikke,” mumlede han. ”Kan du komme i kontakt med Sansan?”

    ”Jeg kan prøve…” Jeg stirrede ud i luften i et stykke tid, mens jeg forsøgte at finde hoved og hale på mine evner og brugte alle mine kræfter. Det irriterede mig grænseløst, at jeg ikke kunne, og bagefter forsøgte jeg at frembringe en af mine flammer, men ingenting skete. Jeg havde mistet mine evner! ”Jeg kan ikke,” mumlede jeg fortvivlet.

    ”Hvorfor ikke?” Han lagde en hånd på min kind og kørte sin tommelfinger op og ned af kindbenet.

    ”Jeg tror stadig at jeg er bedøvet.” Jeg forsøgte langsomt at sætte mig op uden at besvime og kiggede rundt. Jeg begravede hovedet i hænderne og greb fat i håret. Hvad havde vi dog rodet os ud i? Vi skulle jo bare have redet videre, men nej nej. Sarina var alt for nysgerrig, og nu var vi spæret inde.

    ”Øh… Sarina, hvorfor tror du ikke, du kunne komme i kontakt med Rosa i går?” spurgte han, og jeg kunne fornemme, at det havde gået ham på.

    ”Jeg ved det ikke, og jeg kan jo ikke bekymre mig om hende lige nu!” sagde jeg stift, og den ramte ham lige i ansigtet. ”Undskyld, det var ikke ment sådan.” En kuldegysning løb ned af min ryg, og jeg kunne ikke engang gribe om mig selv på grund af de der dumme lænker.

    ”Kom her.” Han rakte ud efter mig og formede sine arme i en cirkel ud for sig, som jeg kravlede ind under og sad på hans skød med hans varme arme om mig. Det hjalp lidt.

    ”Jeg…” Jeg skulle til at fortælle ham om min drøm og Luna, men jeg vidste, at de overvågede hans tanker, så jeg holdt min mund. ”Vi er nødt til at komme ud her fra.”

    ”Det gør vi… det lover jeg dig.” Han rystede svagt og knugede mig tættere ind til sig. ”Hvor er det koldt,” mumlede han.

    ”Ja, men du er altid varm.” Han kluklo. Jeg kunne langsomt fornemme, at jeg kom lidt mere til mig selv lidt efter lidt. Som om jeg kunne føle, at jeg havde et hoved igen, og det fik mig til at prøve, om jeg kunne kontakte Sansan, men det kunne jeg ikke. Det var som om at der var en usynlig mur omkring os. Som om de havde lavet et skjold, som jeg ikke kunne bryde igennem, så jeg forsøgte i stedet at lave en flamme. ”Jeg prøver lige noget,” mumlede jeg til Rakian og holdte min hånd ud for mig.

    Det gav et gib i Rakian da ilden løb igennem mig, og et lille lys kom frem i min hånd. Som altid følte jeg ikke længere, at jeg frøs fordi ilden varmede hele min krop op. Det var en dejlig følelse. ”Du er brænd varm,” Sagde han forbavset. ”Du brænder.” Det var åbenbart ikke kun mig, der fik varmen af det.

    ”Så får du da varmen.” Jeg smilede.

    ”Dine øjne er så kønne, når du laver ild. De lyser.” Han kiggede på mine øjne.

    ”Lad være med det. Du får mig til at rødme,” sagde jeg og så forlegent ned. Han klukkede, men han stoppede ikke med at kigge på mig. Jeg var sikker på, at jeg var rødere end et kirsebær, men han stoppede stadig ikke. ”Du er uhyggelig,” klukkede jeg.

    ”Du er sød, når du rødmer.” Han grinede.

    ”Jeg kan ikke gøre for det, når du kigger på mig på den måde!” sagde jeg irriteret.

    Jeg beholdt lyset i hånden. Det var ikke stort nok til at kunne kaldes ild, men det lignede næsten en lille sol, der svævede over håndfladen. En stjerne.

    Jeg lagde mit hoved på hans skulder og stirrede ud i luften. ”Har du prøvet Sansan?” spurgte han.

    ”Jeg kan ikke komme udenfor murene. Jeg tror, at de har lavet et skjold.” Han sukkede opgivende. ”Jeg er lidt bekymret for Rosa. Jeg kunne ikke komme i kontakt med hende i går, og Sansan ville ikke fortælle, hvad der var sket.”

    Rakian fik store øjne. ”Tror du, de fandt hende før os? Hvad nu, hvis de har dræ...”

    ”Du skal ikke sige det! Jeg har tænkt tanken, og jeg har slet ikke lyst til at tænke på det. Jeg ved du holder meget af hende, men vi kan ikke spilde vores kræfter på det nu. Det lyder barsk, men der er alligevel ikke noget, vi kan gøre, før vi kommer ud.” Hans øjne blev sørgmodige, men han sukkede og nikkede og lagde sit hoved tilbage på den kolde stenmur.

    ”Jeg er sulten,” mumlede han.

    ”Det er jeg også.” Jeg lagde mit hoved ind mod hans bryst.

    ”Sarina, jeg tror jeg er varm nu.” Jeg dræbte ilden ved at lukke hånden og varmen forlod min krop.

    Han lagde kinden mod mit hår og åndede tungt ud. Efter lidt tid i tavshed, kunne jeg mærke nogle dybe vejrtrækninger ned i mit hår, der fortalte mig at Rakian var faldet i søvn. Jeg var også selv træt, så jeg puttede mig tættere ind mod ham og lukkede øjnene.

 

***

 

Jeg rystede over hele kroppen af kulde og åbnede brat øjnene. Udenfor var det nat, hvilket jeg kunne se ud af et smalt aflangt hul med tremmer øverst på væggen, og Rakian snorkede ned i mit hår. Jeg tændte en flamme og blev straks varm igen. Rakian der havde været helt anspændt af kulde blev helt slap, da min varme begyndte at brede sig i ham også.  

    Gad vide om de også havde et skjold sat op, når det var nat. De havde sikkert en vagt på, men jeg kunne ligeså godt prøve. Jeg forsøgte ihærdigt at finde Sansan, men det var svært, for jeg vidste jo ikke, hvor jeg var i byen, så hvordan skulle jeg, vide hvor han var? Det gik op for mig, at jeg rent faktisk kunne søge udenfor skjoldet, så jeg tog chancen, og så om jeg kunne mærke mændenes sind. Jeg turde ikke gå helt ind, for de kunne sikkert mærke mig, men jeg kunne føle dem tæt på. De måtte befinde sig lige udenfor den kolde kælder, som vi var spæret inde i.

    Der lød stemmer derude, og de kom tættere på. Mit hjerte bankede hurtigere, da jeg lukkede mine fingre om ilden og dræbte den, mens jeg prikkede til Rakian, der brat vågnede og så forskrækket på mig. ”De kommer,” hviskede jeg. Han holdt med det samme lidt tættere om mig, og blev helt anspændt. ”Tag det roligt,” mumlede jeg.

    Lederen viste sig på den anden side af tremmerne og smilede ondskabsfuldt. ”I er vågne,” konkluderede han. To andre kom også frem og smilede på samme måde. De var alle sammen betvingere. Jeg vidste det, for de prøvede alle sammen at læse mine tanker, og jeg fik næsten ondt i hovedet af at de alle angreb mit forsvar på den måde. Jeg fandt det underligt, at den ene af dem havde et lille rør i hånden, og kom i tanker om den lille pil jeg havde haft i min arm. ”Vi skal lige snakke lidt med dig.” Han pegede på mig og gjorde tegn med fingeren til, at jeg skulle komme, men jeg blev, hvor jeg var. Han himlede med øjnene og knipsede til en af de andre, der låste døren op og gik hen mod mig.

    Jeg reagerede hurtigt og skød en kugle af ild mod ham, som han undveg uden problemer, og satte hænderne i siden, mens han rystede langsomt på hovedet. ”Jeg havde håbet, at det ikke ville være nødvendigt,” sagde han så og gjorde tegn til ham der havde et lille rør i hånden. Manden pustede lynhurtigt, og før jeg vidste af det, havde jeg en ny pil i armen, som jeg skyndte mig at trække ud. En form for hvidt slør blev lagt over mine evner, så jeg ikke kunne bruge dem og det snurrede rundt i hovedet, men jeg besvimede ikke denne gang.

    De tog fat i Rakians arme og rev til for at få mig ud under, men han holdte godt fast. ”Hold jer væk,” forsøgte han forgæves. Han sparkede desperat ud efter dem, men de holdte hans ben nede, og den ene tog en kniv frem, som han holdte for min strube.

    ”Giv slip eller vi gør pigen fortræd.” Rakian så nervøst på mig, men jeg nikkede. Jeg kunne ligeså godt hører, hvad de ville. Rakian løftede modvilligt armene, og ham med øjenbrynene greb fat i min arm og rev mig hårdt op at stå. ”Det var godt.” Da han begyndte at trække mig med ud, blev det for meget for Rakian. Han greb et af deres sværd og huggede ud efter den ene og ramte ham på armen. Et støn af smerte rungede i det lille rum, og jeg så mit snit til at sparke ud efter ham der var deres leder. Jeg ramte ham på bagsiden af knæet, så han faldt til jorden, uden han kunne nå et reagere og slog hovedet. Han tog sig til hovedet og rejste sig langsomt op, men jeg sparkede ham ned at ligge igen, så han ramte ansigtet i gulvet og fik næseblod.

    Jeg havde slet ikke styr på, hvad Rakian lavede, men jeg hørte en masse klirrende lyde, som kom fra sværd. Ham med øjenbrynene trillede om på ryggen med vrede i blikket og ild i hænderne. I modsætning til mig, der kun kunne få den til at ligge på håndfladen var begge hans hænder brudt i brænd, der omgav dem fuldstændigt, og han rystede af vrede, da han rejste sig op og så på mig.

    ”Gør som jeg siger, ellers kan jeg ikke garantere, hvad der sker med din ven.” En af de andre holdte en kniv for Rakians strube. Jeg kunne se frygten i Rakians øjne og bakkede mod væggen. Til sidst stødte jeg ind i den med et dunk i mit hoved. Mit hjerte hamrede i brystet, da han hævede en af sine brændende fingre og pegede på mig. Der var ild i hans øjne, ligesom der plejede at være i mine. ”Jeres lille veninde var let nok at klare, men du er vanskeligere. Nu spørger jeg dig, og jeg vil have et svar! Hvor er hun?” Han slukkede ilden og pressede mig op ad væggen.

    ”Hvem? Rosa?” spurgte jeg med skinger stemme. En af de andre var åbenbart også ild-betvingere, for han holdt noget ild foruroligende tæt på Rakian, der var blevet kridhvid i ansigtet. Hvad havde de gjort ved Rosa?

    ”Hvis det er navnet på det lille barn, i havde med jer, så ja.”

    ”Luna!” udbrød jeg.

    ”Det er lige meget, hvad hun hedder!” Han begyndte at blive utålmodig. ”Hvor er hun?” spurgte han igen.

    ”Det. Det. Det ved jeg ikke,” stammede jeg.

    En af de andre, der havde noget halvlangt sort fedtet hår, der gik ned i øjnene, rørte med en brændende finger på Rakians arm, og Rakian udstødte et skrig af smerte. Sveden perlede af ham, og hans ansigt fortrak sig i forpinte panderynker og sammenknebne øjne, da manden stadig holdte den brændende finger på hans arm. Rakian vred sig, og jeg var lige ved at gå i panik. ”Sig det!” Lederen tog hårdt fat i min kæbe og drejede mit hoved mod ham, så jeg var tvunget til at se ind i hans uhyggelige øjne.

    ”Stop! Stop!” skreg jeg. ”Jeg ved ikke hvor hun er! Hun blev bortført fra et par uger siden, og vi ved ikke hvor hun er!” Jeg undlod at fortælle ham, at jeg vidste, hvor hun var, for Rakian vidste det ikke, så jeg vidste, at de ikke kunne få det fra hans tanker.

    ”Så lad mig læse dine tanker, så jeg kan se at du taler sandt.” Han smilede som om, han vidste, at han havde krammet på mig.

    ”Det kan jeg ikke. Det er ikke noget, jeg gør bevidst, og desuden har i bedøvet mig.” løj jeg. Jeg kunne sagtens fjerne det, selvom de havde bedøvet mig, men skjoldet var faktisk ikke noget, jeg gjorde bevidst. Det havde bare altid været der.

    ”Du lyver! Ingen kan lave et skjold uden at være herre over det. Det kræver mange års træning at lave et skjold som dit, og jeg kommer tilbage når bedøvelsen er væk, og så arbejder du sammen med mig. Er du med?” Han så mig vredt i øjnene, og jeg kunne ikke andet end at nikke skrækslagent.

    De trak Rakian med ud. ”NEJ!” skreg jeg.

    Rakian så mig ind i øjnene en sidste gang. ”Du skal ikke tænke på mig,” sagde han, da de skubbede ham ud. Blodet løb ned af hans arm, og jeg mærkede tårerne trille ned af mine kinder. Jeg faldt sammen på gulvet og begravede ansigtet i mine hænder. Jeg greb fat i håret og trak til, mens jeg rokkede frem og tilbage. Jeg vidste ikke, om jeg bare skulle lade ham få det at vide, eller om jeg skulle holde fast i, at jeg ikke kunne fjerne skjoldet. Hvad kunne de finde på at gøre ved Rakian?

    Jeg rystede langsomt på hovedet og tørrede en tårer væk fra kinden. Der lød et skrig af smerte ude fra gange, og jeg sprang op på mine ben. Jeg løb hen og så ud, mens jeg desperat ruskede i tremmerne. Hvad gjorde de ved ham? ”Stop det!” skreg jeg og ruskede igen, velvidende at jeg ikke kunne komme ud. Jeg gled ned og lænede mig op ad dem. 

    Hvad var de for nogle mennesker?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...