Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4905Visninger
AA

25. Gamle bekendte

Det er det vel. Solen står højt,” svarede den anden med en hæs stemme. Jeg lænede mig lidt frem for bedre at kunne høre dem.

    ”Tænk at vores bål stadig brænder,” sagde den første.

    ”Ja det er den slags jeg kan.” Han grinede. ”Det er så rart, at jeg ikke længere skal holde mig skjult.”

    ”Ja tænk en gang, hvad der ville have sket, hvis ikke hende prinsessen havde holdt sin mund.” De grinede lidt videre, og jeg sad og spekulerede på, om det var mig, der havde holdt mund med et eller andet. Jeg havde før dækket over nogen, der havde evner, fordi jeg syntes min far var tarvelig.

    ”Hvad tror du egentlig, der skete med hende?”

    ”Hun er sikkert død. Eller også er hun bare for bange til at stå frem. Magen til kongefamilie siger jeg bare.” Jeg var lige ved at få lyst til at løbe hen og slå ham ned for at sige del slags.

    ”Nja… jeg syntes nu ikke, de var så slemme. Specielt ikke tøsen. Hun var flink.” Han grinede hæst, og det gav mig nogle ubehagelige kuldegysninger, fordi jeg lige pludselig godt kunne huske ham.

    ”Det siger du bare, fordi hun hjalp dig… eller hvad? Er der noget du ikke fortæller mig?” Jeg rynkede brynene og håbede på, at han slog det hen, for det var egentlig ikke noget, jeg var specielt stolt af.

    ”Ha! Den lille tøs udfordrede mig til at drikke om kap.” Rakian smilede fjoget til mig, men jeg sendte ham et blik, der ikke kunne misforstås. ”Ja hun var en værre en. Hun drak så meget, at hun knap kunne stå op, fordi hendes lille fine hoved ikke kunne holde til det.”

    ”Hvis kongen bare vidste, hvad hans datter rendte og lavede,” grinede den ene.

    ”Ja det var jo så der, hun opdagede, at jeg har de her evner. Spørg mig ikke hvorfor, jeg gjorde det, men pludselig kom jeg til at hoppe ind i hendes tanker, hvilket jeg ellers ikke plejer. Det var garanteret alkoholen, der lavede tricks med mig. Og så blev hun for det første så forskrækket, at hun var ved at falde ned af stolen, men så overbeviste jeg hende om, at hun ikke skulle fortælle det til sin far, for så fortalte jeg ham om hende. Ja tænk engang, den tøs havde holdt hemmeligt for sin far, at hun kunne læse tanker. Stakkels tøs, siger jeg bare. Nå, men det gav vi hånd på, og vi var ganske vidst begge to lidt berusede på det tidspunkt, men hun holdt det.” Jeg kunne ikke stoppe mig selv fra smile, for jeg kunne sagtens huske det. ”Det var sådan omkring der, hun fik lyst til at udfordre mig, og hvem tror du lige der vandt?”

    ”Ha! Din gamle røver. Jeg var ikke et sekund i tvivl.”

    ”Det var slet ikke så svært. Hun var jo en pige.” Jeg spidsede læberne og surmulede en anelse. En pige! Jeg fnøs. Jo jeg var en pige, men drenge kunne da også af og til være nogle værre kujoner og stikke halen mellem benene, så hvorfor skulle en pige ikke kunne drikke som en mand?

    De blev tavse i nogle minutter, inden en af dem brød stilheden. ”Jeg kunne nu lide at vide, hvad der blev af hende. Så vidt jeg ved, var hun ikke så dum endda. Intelligent. Og ved du egentlig godt, hvad hun rendte rundt og lavede med ham drengen?”

    Den anden fnøs. ”De gik vel og kissemissede, når man ikke så det. Unge mennesker har ingen respekt for den slags mere. Kongen skulle give hende kortere snor.”

    ”Nej. Hun trænede såmænd med sværd.”

    Den anden udstødte en høj latter. ”Tja, det undrer mig ikke. Sikke et pigebarn.”

    ”Piger som hende skulle vi have nogle flere af.”

    ”Nja… jeg kan nu godt lide, at piger kender sin plads. Det er ikke sundt for dem at opføre sig som en dreng.” Igen havde jeg den største lyst til at slå ham, men Rakian rystede langsomt på hovedet. Han kendte mig godt nok til at vide, at det ikke var nogen god ide.

    ”Piger, der ikke laver andet end at rende rundt derhjemme og brokke sig over, hvor meget man drikker, er bare kedelige og sure. Ja ganske vidst er jeg da ked af at min kone døde under besættelsen, men skal jeg være ærlig, så er jeg lettet.”

    ”Det var dog noget frygteligt noget at sige,” sagde den ene forskrækket.

    ”Tja... men jeg kan nu ikke tvinge mig selv til at sørge.”

    Skal vi vise os? Spurgte jeg. Hvad kan der ske? De virker flinke.

    Ja det må du jo vide. Det er dig der kender dem. Han grinede lydløst.

    Jeg himlede med øjnene og rystede på hovedet. Kom.

    Han nikkede, og vi rejste os langsomt for at gå hen til deres sted. Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, hvilket chok de ville få, når de så at det var mig. Den ene gjorde i hvert fald, men den anden tog det lidt pænere.

    ”Når man taler om solen skinner den,” grinede manden, som jeg sagtens genkendte, men dog ikke huskede navnet på. Han lignede på mange punkter Tailo med det mørke fuldskæg, men ham her havde en stor ølvom ligesom Max og sort slidt lædertøj bortset fra skjorten, der var grå/brun og hullet. ”Jamen halløj. Det er længe siden, man har set noget til dem prinsesse. Hvad laver i så på disse kanter?”

    ”Ja det kunne jeg spørge dem selv om. De er vel bare glad for at slippe væk?”

    ”Ja, det var ikke lige et liv for mig. Eventyr skal der til en gang imellem. Hør, hvad skete der egentlig med kongen? Med alt respekt prinsesse, men folk siger, at han blev myrdet.”

    ”Ja det er jeg bange for.” Jeg sank en klump.

    Han rynkede brynene og kløede sig med sine tykke fingre i skægget. ”Det er jeg ked af at høre.” Han rakte hånden ud. ”Tag plads.” Rakian så en smule skeptisk ud, men jeg satte mig ned, og han fulgte efter. ”Sig mig, nåede ham den gamle med kronen på hovedet nogensinde at opdage deres lille hemmelighed? Ja undskyld min måde at udtrykke mig.”

    ”Nej det gjorde han ikke. Det kan jeg måske takke dem for.” Han grinede hæst. ”Nu skal de for resten se.” Jeg rakte hånden ud og lavede en lille flamme.

    ”Ser man det. Jeg var aldrig i tvivl.”­ Han løftede et af sine tykke buskede øjenbryn. ”Så, hvor er i på vej hen? Har i en plan?” Jeg vendte blikket mod Rakian, der sendte mig et hårdt blik, der sagde ”nej”. Han havde ret. Vi vidste jo ikke, om vi kunne stole på dem.

    ”Vi tager bare lidt rundt omkring, og ser hvad der sker.” Manden så en anelse skeptisk ud. ”Det er vel det samme i gør.”

    ”Ja sådan da.” Hans øjne flakkede mellem Rakian og jeg, og mit hjerte begyndte langsomt at banke hurtigere. ”I har en plan. Har jeg ret? I har tænkt jer at vælte Vatokan.” Jeg havde overhovedet ikke nogen anelse om, om vi kunne stole på dem. Som det så ud lige i øjeblikket, skulle vi helst ikke stole på nogen, men når han ligefrem gættede, vidste jeg virkelig ikke, hvad jeg skulle sige. ”Hør her, jeg trænger til noget eventyr, må jeg ikke komme med?”

    ”Nej.” Det var første gang, ham den anden sagde noget, siden vi havde slået os ned hos dem. ”Hvad så med mig? Jeg gider ikke det der.”

    ”Ej kom nu?”

    ”Nej han har ret. Det bliver farligt, og jo flere vi er, jo lettere er vi at få øje på, når vi bevæger os rundt i landet,” svarede jeg. ”Desuden, hvor skulle vi vide fra, om vi kan stole på jer?”

    ”Jeg kan forsikre dig om, prinsesse, at vi er deres allierede, så længe vi lever. Det skylder jeg dem jo, fordi de sørgede for, at jeg ikke blev hængt. Nu jeg tænker over det, har de jo dækket over mig flere gange.” Han smilede et oprigtigt og troværdigt smil, men jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om det var skuespil. Om han bare prøvede at finde oplysninger, han kunne sælge videre for penge til kongen.

    ”Tak for det, men jeg tror, at det er bedst, hvis vi ridder hver for sig indtil videre. Vi kan finde jer, hvis vi en gang får brug for det.” Han så lettere skuffet ud.

    ”Tja… det bestemmer de prinsesse, eller hvad er de egentlig? Dronning? Nej de er vel ikke blevet kronet.”

    ”Indtil videre er jeg bare Sarina, og de behøver altså heller ikke sige de til mig.” Jeg rejste mig. ”Vi skulle også til at videre.”

    ”Det var en sand ære, at møde dig igen Sarina.”

    ”Du er en værre charmetrold,” grinede jeg. ”Jeg kan for resten ikke huske dit navn.”

    ”Jeg hedder Torp, og min kære ven her hedder Valdin. Og din kære ven hedder Rakian, så meget ved jeg.” Han kluklo. ”Er du sikker på, i ikke har brug for hjælp?”

    ”Ja. Find dig et andet eventyr.” Jeg tog Rakian i hånden og trak ham med. ”På gensyn.”

    Han nikkede som svar, og vi begav os endnu engang ind i krattet. Det var svært at vide, om de var til at stole på, og jeg frygtede, at de kiggede efter os, da vi bevægede os væk, så jeg styrede Rakian en helt anden vej, så de ikke vidste, hvor vi holdt til. Desuden skulle vi heller ikke tilbage til de andre, for vi havde jo stadig ikke fundet noget mad. ”Så du render og drikker dig fuld,” kom det fra Rakian, da vi havde gået lidt i stilhed og mærket naturen omfavne os.

    ”Jeg er altså ikke specielt stolt af det.” Rakian grinede. ”Stop med det der. Det er jo ikke fordi du er helt uskyldig.”

    ”Jeg er jo en dreng og…” Længere nåede han ikke, før jeg havde givet ham et mærke for livet på hans overarm med min knyttede næve. ”Hvad skulle det til for?” Han tog sig til armen og ømmede sig. ”Sig mig, hvorfor er du så bange for at blive kaldt pige, når det jo er det, du er?”

    Jeg bed mig i læben. ”Det ved jeg egentlig ikke. Jeg tror vel bare, at jeg i alt for lang tid er blevet tvunget til at være en fin lille pige og nu, hvor jeg kan klare mig selv, så prøver jeg på at holde fast i, at jeg selv kan bestemme.” Jeg trak på skuldrene. ”Men jeg ved godt, at du kun sagde det for at irritere, så du fortjente det altså.”

    ”Jeg glæder mig til at se, hvordan Alia reagere på dit valg af tøj.”

    ”Jeg går med tøj i to dele, for sådan er jeg. Det må hun finde sig i.”

    ”Tænker du slet ikke på, at det måske kunne betale sig at charme sig lidt ind på hende. Jeg tænker, at det taktisk ville være smart.” Han havde en pointe. ”Jeg tænker selvfølgelig på, at vi har brug for hendes hjælp, og så er det vel altid godt at være gode venner, men jeg tænker også på os to.”

    ”Hvad mener du?” Jeg stoppede op og så på ham.

    ”Hvis Tailo har ret, er der altså ikke ret stor chance for, at hun forstår vores forhold til hinanden.” Han rynkede brynene.

    ”Foreslår du, at vi skal holde det hemmeligt?” spurgte jeg. ”Tror du ikke bare, at det ville give hende et chok midt i det hele, hvis vi ikke fortæller det med det samme?” Han tog mine hænder i sine og kiggede ned på dem. Hans øjne udstrålede sørgmodighed, og han bed sig en smule i læben.

    ”Sarina er du sikker på, at det er det her du vil?” Hans blå øjne gled op i mine. ”Hvad betyder mest? Mig eller landet?”

    ”Hvorfor spørger du om det?”

    ”Jeg er med dig, i alle de beslutninger du tager, men jeg vil bare have, at du skal være sikker, for selvfølgelig kan vi prøve at se, hvordan folk reagere, men tænk på alle de problemer, det kunne skabe. Tænker du aldrig på, at det måske ville gøre hele situationen nemmere at komme igennem, hvis vi gjorde som folk forventede.”

    ”Du lyder ligesom Tailo.” Jeg mærkede irritationen boble i mig.

    ”Selvom det gør ondt at sige, er jeg bare bange for, at han har ret. Måske er det på tide, at vi tænker lidt mere realistisk.”

    ”Alia giftede sig med min far, som ikke havde et støvkorn betvinger i sig, og så tror du ikke, hun vil bryde sig om det her?”

    ”Sarina det skal jeg jo ikke kunne sige, og det kan også være, at jeg er helt forkert på den.”

    Jeg sukkede tungt og vendte blikket ned. ”Jeg kan ikke tage stilling til det her lige nu.”

    ”Det behøver du heller ikke. Bare tænk over det.” Han lagde en hånd på min kind.

    ”Hvorfor lader du mig tage valget? Det er jo ligeså meget dig, det går ud over.”

    ”Jeg har taget mit valg.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...