Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4921Visninger
AA

10. Forrådt

Vi red i endnu et par dage og nåede endelig frem. Turen tilbage havde været lang, men det var fordi vi bevægede os i snegletempo på grund af Rakians skader, så da jeg kunne se tårnene på slottet i Thornag, gav det sommerfugle i maven. Jeg kunne ikke beslutte om det var en god eller dårlig følelse, for hvem vidste, hvad vi ville møde derinde. Det føltes underligt at skulle se det hele igen. Underligt at gå igennem ruiner af en by man engang kendte og elskede, men jeg bed tænderne sammen og ignorerede følelsen. Jeg var nødt til at se, hvordan det stod til.

    Vi satte i galop, og håbede at vi kunne nå det, inden det blev aften. Det viste sig at være en nem sag, for solen var ikke engang gået ned, da vi nåede hen til udkanten af byen. Vi stod ved vejen som førte ind mellem husene og op til slotspladsen, hvor porten stod åben på hvid gab. Nat og Mikka fik lov til at stå og spise græs, så jeg snuppede min taske og tog Rakian i hånden. Jeg måtte støtte ham, for hans ene fod havde det stadig ikke for godt.

    Næsten alle husende var brændt og nogen helt ned til grunden. Et halvbrændt stråtag faldt sammen, så en stor sky af aske rejste sig fra jorden. Jeg sprang til siden lige ind i Rakian og slog luften ud af ham. ”Undskyld!” sagde jeg hurtigt og greb ham, da han fik overbalance.

    Jeg forestillede mig små beskidte drenge med huller i bukserne der løb rundt og legede på vejen, og pigerne der sad og flettede blomster i vejkanten. Jeg kunne se koner der stod og solgte alverdens urter og hjemmelavede genstande, mens mændene sad på værtshus og drak mjød eller arbejde for at kunne forsørge sine familier. Det var svært at forstille sig midt i alt det her, og tanken om alle de familier, hvis liv var blevet ødelagt, gav mig kuldegysninger. Jeg gav Rakians hånd et klem, og gik så tæt op ad ham så muligt

    Rakian drejede til venstre ned af en anden gade. Han søgte hen mod et af de huse, som ikke var brændt helt ned og gik ind i et lille et med hvidkalkede vægge. Huset så ikke sammenstyrtende ud lige foreløbig, så jeg fulgte efter. Han slap min hånd og så sig omkring i noget der så ud til at have været et køkken, og det gik pludselig op for mig, hvad det var for et hus. Det var Rakians families hus, hvor han havde boet hele sit liv. Det var svært at se for alle tingene som lå rundt på gulvet; potter der var slået i stykker og stole med knækkede ben lå så man knap kunne se gulvet.

    Rakian var tavs og sammenbidt, da han åbnede døren til et lille værelse og stivnede. Han stod der et øjeblik helt stille, og jeg ville ønske jeg kunne se hvad han havde opdaget, men han stod i vejen. Rakian faldt på knæ og hans fingre rystede voldsomt, da han kørte dem igennem håret og greb fat ved roden i nakken. Der lå en dreng på gulvet, og jeg vidste godt, hvem han var. Det var Rakians bror - Luka, tror jeg nok han hed. Hans mor og søster var ikke til at finde, og heller ikke hans far, men han var alligevel aldrig hjemme. Jeg havde ofte set ham gå rundt i beruset tilstand og ødelagde sige omgivelser, når han befandt sig i sit særlige ubehagelige lune.

    ”Han lovede… Jeg… Det er… Det er min skyld. Min skyld. Undskyld. Undskyld. Undskyld,” stammede Rakian og græd så inderlig, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle reagere. Jeg havde aldrig set ham græde på den måde, og jeg faldt på knæ ved siden af ham.

    ”Det er ikke din skyld. Hvorfor skulle det være det?” spurgte jeg, men han rystede min hånd af sin skulder.

    ”Du forstår det ikke! Det var mig. Det var min skyld.” Blev han ved. ”Lad mig være!” råbte han så det gav et sæt i mig. Jeg rejste mig og bakkede væk. Jeg kunne mærke, at tårerne var ved at presse sig på igen, men jeg tog mig sammen og gik ud. Jeg kunne ikke undgå at blive såret, men jeg blev ikke vred på ham. Jeg valgte bare at gå min vej, for jeg kendte ham, og vidste at han selv kom, når han havde brug for mig.

    Jeg traskede op ad vejen mod slottet, gik over broen til voldgraven og ind på slotspladsen, hvor skræmmende blodige lig var ved at gå i forrådnelse over det hele. Mennesker jeg havde kendt var kridhvide i deres skræmte ansigter, og flere af dem lå i en pøl af størknet blod. Jeg havde trang til at kaste op af væmmelse og sorg. En hvis vrede var endda til at spore.

    Jeg fortsatte op ad marmortrappen og ind i bygningen, som jeg aldrig før havde oplevet mere øde og stille. Jeg passerede døren til kongens sal, hvor min far var blevet dræbt og løftede hånden mod håndtaget. Var jeg klar til at se det? Nej, men kunne jeg efterlade ham der? Nej jeg måtte gøre det som den sidste ting. Jeg havde brug for lidt tid til at tage mod til mig for jeg kunne ikke engang få mig selv til at tænke på det. Jeg satte den ene fod foran den anden og gik op ad trappen. Det var svært ikke at lægge mærke til ansigterne, da jeg gik forbi folk, jeg kendte, så jeg gik hurtigere og hurtigere, til jeg nåede døren til mit værelse. Jeg åbnede døren, smuttede ind og smækkede den bag mig.

    Jeg lod blikket glide hen over mit værelse. Det hele stod urørt, og der var ingen tegn på, at der havde været nogen. Følelsen af at være hjemme overvældede mig. Gardinerne var trukket fra, og lod solen skinne ind på gulvet, og dannede fire lyse firkanter, mens støvet dansede i lyset. Jeg tænkte tilbage på, hvad der skete den dag vi blev angrebet.

    Det var ikke rart at huske på. Jeg var lige kommet herind efter træning inde i skoven sammen med Rakian. Jeg havde haft de samme bukser og skjorte på som nu, og jeg havde gået og gjort klar til at tage en pæn kjole på til aftensmaden, da jeg havde hørt det; skrigene, sværdene der klingede, jubel, brag... Da jeg gik hen og så ud af vinduet, kunne jeg stadig forestille mig de sortklædte mænd kæmpe mod vores riddere for mit indre blik.

    Jeg åbnede mit smykkeskrin og opdagede, at det hele var taget. Det skulle ikke undre mig at folk havde besøgt slottet for at finde noget af værdi siden, men en ting var sikkert, og det var at skattekammeret stadig stod urørt. Jeg havde aldrig fundet ud af, hvor det var, for det var så dybt nede under slottet, og det var kun min far, der havde nøglen. Ingen kunne finde det.

    Det eneste jeg havde tilbage var lædersnoren med den lille fugl af træ, som Rakian havde lavet til mig for et par somre siden. Jeg tog den på og gav mig til at kigge i mit skab efter tøj, men jeg mente ikke, jeg skulle rejse i en fin kjole, så jeg ledte i skufferne efter bukser og skjorter. Der var flere sæt, så jeg skyndte mig at skifte mit eget blodplettede tøj uden ærmer ud med det rene og lagde et ekstra sæt i min taske. Jeg tog også en ny kappe, der var lidt tykkere og ikke hullet med og fik pludselig en brillant ide. Jeg tog et af tæpperne fra min seng og foldede det sammen til en pakke, hvorefter jeg spændte den på tasken med to bælter, så vi havde noget ordentligt at sove på.

    Mit overlevelsesinstinkt satte fuldstændig ind, og med et faldt det mig ind at smide alt det ud af min taske som ikke var praktisk. Jeg lagde nogle hårbånd derned, så jeg kunne holde mit hår i orden med en fletning i stedet for en børste, og jeg sørgede for at have uldne sokker. Jeg tog et par andre støvler på, som virkede mere praktiske og mit sværd, som jeg plejede at træne med sad i skeden rullet sammen i bæltet der lå under min seng. Den tog jeg under armen for en sikkerhedsskyld. Nyttigt, så vi ikke blev slået i jorden igen.

    Da min praktiske pakning var overstået, besluttede jeg at aflægge min fars værelse et besøg. Jeg vidste, hvor han gemte pengene, og dem havde vi i den grad brug for, så jeg så mig rundt en sidste gang og vendte ryggen til for at gå ud. Jeg ville savne det, men lige nu var der ikke tid til at dvæle i fortiden, så jeg løb op til hans værelse, spænede ind og løftede en af gulvbrædderne til side, hvor jeg fandt et hult rum med en kiste. Jeg svor en ed for mig selv, da jeg opdagede, at jeg ingen nøgle havde og gav mig til at gennemsøge hans rum efter den. Jeg var så bange for, at han ville have den på sig, og jeg havde ikke tid til at lede mere, så jeg stak min kniv i revnen og kæmpede en kamp med at få den op. Det lykkedes til sidst, da jeg havde fået sved på panden, og jeg fandt fars gamle læderpengeposer. Jeg fyldte dem alle sammen op, for man kunne vel ikke få for mange, vel?

    Jeg følte mig som en tyv, da jeg lagde gulvet på plads og gjorde klar til at løbe ud af rummet uden at tænke på, hvis rum det var. Jeg ville slet ikke tænke de tanker, før jeg var kommet helt ud af byen, for det ville bare gøre for ondt, og nu gjaldt det ren overlevelse.

    Mine hænder rystede. Jeg havde lyst til at løbe ud på gangen og se, at alt var ved det gamle, men faktum var, at det aldrig ville blive det samme igen. Jeg tørrede en forræderisk tåre væk fra øjenkrogen og spændte en af pungene fast i bæltet. Jeg hørte trin og så mig over skulderen. Jeg rystede over hele kroppen, og mit hjerte bankede, da jeg gemte mig bag døren. Ud af en sprække i døren kunne jeg lige ane Rakian, der gik og ledte efter mig, så jeg åndede lettet ud og gik hen til ham.

    Han stod og så på mig med et tomt blik. Jeg lagde mærke til, at han selv havde skiftet tøj og husket sit sværd. En bue og et kogger med pile hang forsvarligt på hans skulder. Hans øjne var røde og opsvulmede, og jeg kunne se, at han havde svært ved at fastholde sit ansigt i afslappede folder uden at bryde ud i gråd over sin sorg.

    ”Hvorfor blev du ved med at sige, at det var din skyld?” spurgte jeg. Der gik lidt tid, inden han svarede, så jeg gik hen til ham og spændte posen med penge fast i hans bælte.

    ”Det er fordi det er rigtigt,” svarede han sagte. ”Sarina jeg er så ked af det. Jeg kan ikke en gang prøve at fortælle, hvor ked af det jeg er.”

    ”Ked af hvad?”

    ”Det var mig der sagde det. Det var mig der fortalte Vatokan om dine evner og din far. Jeg-jeg fortalte ham ting som... som du havde bedt mig om at holde hemmeligt.”

    Jeg bakkede væk fra ham. ”Nej du gjorde ej,” sagde jeg. Jeg kunne ikke tro på det. ”Laver du sjov? For det er det ikke!” sagde jeg. Han rystede på hovedet. ”Det gjorde du bare ikke!” råbte jeg.

    ”Det er sandt, men... hvis du bare ville give mig en chance for at forklare."

    ”Jeg vidste hele tiden, at du holdte noget hemmeligt.” Jeg var så vred, at jeg ikke engang kunne tude, så jeg drejede om på hælen og gik min vej. Jeg hørte humpende trin bag mig.

    ”Lad mig nu bare forklare, ” råbte han bag mig.

    ”Forsvind!” sagde jeg og gik hurtigere. ”Forsvind ud af mit liv!” Pludselig faldt det hele på plads. Hvorfor han ikke ville tage imod kniven, hvorfor han insisterede på at hente mad, da han var skadet, hvorfor han opførte sig så anderledes.

    ”Sarina vent,” sagde han, men jeg fortsatte ligeud, for jeg vidste, at han ikke kunne følge med. Jeg tænkte mig ikke engang om, da jeg spærrede døren op til kongens sal og stoppede brat. Der lå han. Far der lå i en pøl af størknet blod med lukkede øjne og bleg som et spøgelse. Han var tynd og benet, fordi hans krop var ved at gå naturens gang, og jeg bed tænderne hårdt sammen for ikke at lade tårerne få mig til at bukke under en gang til.

    ”Undskyld far,” hviskede jeg og tog nøglerne ud af bæltet. Aldrig havde jeg følt mig så meget som en kujon, som jeg gjorde, da jeg trak mit sværd og gik hen til gardinerne, hvor jeg skar et stort stykke af det fine stof der var lavet af silke og broderet med guldtråd. ”Jeg kan ikke selv begrave dig,” hviskede jeg gennem tårerne og dækkede ham til med det fine stof. ”Men jeg får hævn. Jeg finder Vatokan.” Jeg rejste mig og tørrede mig på kinderne med ærmet.

    Rakian stod i døren. ”Sar…”

    ”Du holder dig væk!” Jeg havde stadig sværdet i hånden.

    Han holdt begge hænder over sit hoved i overgivelse. ”Du gør mig ikke noget…”

    ”Du skal ikke være så sikker!” Jeg stak sværdet i skeden og fór forbi ham i løb.

    Jeg kunne ikke engang se tilbage. Jeg var vred og ked af det, fordi han var den person i hele landet, jeg stolede mest på, og pludselig var det ødelagt. Uanset hvad han sagde, ville jeg aldrig stole på ham på samme måde igen. Jeg gik så hurtigt, jeg kunne ned af vejen, og fandt Nat der stod og græssede. Jeg spændte tasken fast til sadlen, sprang op og stormede gennem skoven som om vinden bar mig. Jeg red så hurtigt, at jeg fik ondt i benene, men jeg ville så langt væk, jeg kunne. Jeg tænkte slet ikke. Jeg red bare og så ikke tilbage.

    Da jeg var langt nok væk, slog jeg mig ned inde i skoven og tændte et bål med nogle sten jeg fandt. Det tog meget lang tid at få lavet nok gnister til at sætte ild til det, men da jeg var færdig, bredte jeg tæppet ud og satte mig på det. Fortvivlet begravede jeg mit ansigt i hænderne og lod tårerne få frit løb. Jeg hulkede stille og forsøgte at holde kontrollen... uden held. Jeg lagde hovedet tilbage og skreg så det rungede i hele skoven og hysterisk greb jeg fat i mit hår og trak til, mens jeg snøftede.

    I lang tid sad jeg og rokkede frem og tilbage, mens jeg trak i mit hår og skiftevis hulkede og snøftede. "Hvorfor?" mumlede jeg gennem strømmen af tårer. Noget i mig ville ønske det ikke var sandt, og noget i mig fortrød at jeg ikke have hørt hans begrundelse, for det lignede ikke ham. Han ville ikke forråde mig.

    Kunne man sove sorg væk? Kunne jeg falde i søvn og glemme alt, eller ville det fortsætte i mine drømme? Nat var allerede væk, men jeg kunne mærke hans sind tæt på. Jeg lukkede øjnene, men tårerne ville ikke holde inde og det gik op for mig, hvor meget jeg savnede de varme arme, som kunne berolige mig og fortælle, at det hele nok skulle gå. Jeg rev halskæden af og skulle lige til at kyle den væk, da jeg kom på andre tanker og lagde den i min lomme. Jeg savnede min ven, som jeg stolede på og måske elskede. Det skræmte mig, at det eneste jeg havde tilbage at stole på var Nat, men det var ikke fordi, han havde så mange tanker at bidrage med. Så der sad jeg mere alene i verden, end jeg nogensinde havde følt mig. 

 

                                                                         ***                                                    

 

Jeg vågnede med et sæt af et voldsomt hestevrinsk. Jeg spærrede øjnene op og greb sværdet, slog en baglæns kolbøtte og bakkede væk, da jeg så tre mænd brutalt omringe Nat med reb. Løb! tænkte jeg til den. Spark dem væk og løb!

    Det adlød og hævede sig på to ben, så den kunne plante en hestesko lige i fjæset på den ene. Før jeg vidste af det, var den ude af billedet, og jeg stod alene tilbage mod tre grimme muskelbundter. Den ene havde tætsiddende øjne, den anden var skaldet med fuldskæg, og den tredje havde et frygtindgydende ar i ansigtet.

    ”Du behøver ikke slås mod os. Kom med frivilligt, så gør vi dig ikke noget,” sagde ham med arret og trak sit sværd.

    ”Hold jeg fra mig!” Jeg stillede mig i position og overbeviste mig selv om, at jeg kunne klare dem. Yderligere overbeviste jeg mig selv om, at jeg ikke behøvede Rakian.

    ”På hende!” råbte han, og før jeg vidste af det havnede jeg i en drabelig kamp, som allerede var tabt. Jeg kæmpede med alle mine kræfter, og jeg så det komme bag på dem, hvor stærk jeg var, men jeg måtte konstatere, at jeg havde tabt, da mit sværd blev slynget ud af min hånd, og en knyttet næve havnede lige i ansigtet på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...