Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4915Visninger
AA

11. Flyvende ildkugler

Mit hoved dunkede, og jeg kunne smage den metalliske smag af blod i munden. Jeg begyndte langsomt at komme til mig selv efter at have været bevidstløs, men rørte mig ikke ud af flækken, fordi jeg ikke ville have dem til at opdage, at jeg var vågen. Faktisk kunne jeg ikke rigtigt røre mig, fordi mine hænder var bundet så stramt sammen, at jeg for længst havde mistet evnen til at mærke noget. Jeg bad til, at de ikke havde lagt mærke til, at jeg ikke kunne stoppe med at ryste. I mit hoved lagde jeg tons vis af planer, men ingen af dem var specielt gode. Jeg overvejede at sætte mig op og løbe min vej, for de havde ikke bundet mine ben, men tænk hvis jeg ikke kunne komme hurtigt nok op uden brug af hænder? Hvad gjorde jeg så?

    Samtalerne mellem mændene var ubehagelige at lytte til, for det eneste de tydeligvis fandt interessant at snakke om, var alle de mennesker de havde slagtet, hvordan de har gjort det, og hvorfor de gjorde det. At de sad og udvekslede den slags erfaringer gav mig lyst til at kaste op.

    Det gik hurtigt op for mig, at de var fra Thornag, for de diskuterede også, om det kunne være en god ide at tage tilbage og lede efter skatte. Jeg kunne mærke vreden inden i mig stige, og jeg fik lyst til at skrige og råbe, hvilke modbydelige væsener de var, men jeg styrede mine tanker tilbage til flugtplanerne.

    ”Er hun stadig ikke vågen?” spurgte den ene, og mit hjerte begyndte at hamre løs. Jeg holdte mine øjne lukket og forsøgte at se sovende ud. De puslede omkring mig, og jeg kunne mærker alle blikkende der stirrede på mig som nåle der prikkede. Det var svært ikke at røre på sig. En dunk vand blev hældt ned i mit ansigt, og jeg udstødte et tøset hvin. Jeg spyttede vandet ud af munden, selvom jeg var tørstig.

    Jeg kunne i hvert fald ikke styre det mere, så jeg rystede og begyndte at kravle væk fra dem så godt jeg kunne, men det hjalp selvfølgelig ikke. Mændene smilede ondskabsfuldt, og ham arret kiggede på mig med et blik, der fik mig til at gå endnu mere i panik. Han kom tættere på, men jeg blev forbavset, da hans intention var at skære ræbene over. Mine hænder blev løsladt, og jeg kunne øjeblikkeligt mærke blodet strømme ned i fingrene, så det snurrede og dunkede i mine hænder. Det føltes bestemt ikke rart.

    De fik mig op at stå og førte mig hen til deres bål, hvor jeg kom ned at sidde, mens jeg funderede over, hvad de havde gang i. Ikke nok med, at jeg pludselig fik lov til at sidde selv uden nogen reb om hænderne, så fik jeg stukket et stykke brød i hånden, som jeg kastede i munden som om jeg aldrig havde fået mad, og da jeg var færdig, fik jeg mere. Jeg turde ikke sige noget eller se dem i øjnene, men spiste lydigt, mens de koncentreret så til. Den ene kløede sig i håret, og den anden pillede sig i øret, men stadig ingen sagde noget.

    Da tavsheden begyndte at blive akavet, besluttede jeg mig for at sige noget. ”Hvad er det i vil med mig?” fik jeg fremstammet og skævede op under øjenvipperne.

    ”Vi kan ikke helt beslutte os til, om vi har set dig før.” Det var da et underligt svar. Man overfaldt da ikke nogen, fordi man troede, man havde set personen før. Han vendte blikket mod den anden. ”Jeg tror du havde ret du gamle. Jeg tror kongen bliver glad. Tænk hvor mange penge der er i det her, og beviserne er perfekte.” Hvilke beviser? Hvad havde han ret i?

    ”At hun har mange penge, betyder ikke at hun er kongelig,” sagde den anden. Nå så de prøvede altså at finde ud af, om jeg var prinsesse. Der kunne de ligeså godt spare sig. Selvom mit blod sagde det ene, sagde jeg noget andet. Jeg var ikke prinsesse længere, og jeg blev aldrig dronning.

    ”Du glemmer vidst, at der er hundrede guldmønter til den der finder prinsessen i live. Hvordan vil du forklare våbenmærket? Jeg siger dig, det er hende!” Våbenmærket? Hvilket våbenmærke? Ej hvor var jeg dum! Der var selvfølgelig broderet Nordlandets våbenmærke på min kappe. Tænk at kongen ville give hundrede guldmønter for mig! Det var en skam, jeg ikke lige var sådan en man solgte.

    Hvor var mine ting i grunden? Jeg så rundt og opdagede mit tæppe, der pænt var rullet sammen og spændt sammen med bælterne. Mit sværd lå op ad det. Heldigvis var Nat løbet af sted med mine andre ting, så de var sikre, og Nat var en intelligent hest; den vidste, at den ikke skulle stole på andre end mig. Hvis bare jeg kunne få fat på mit sværd!

    ”Hun kunne have stjålet det.”

    ”Det er lige meget, hvis bare kongen tror det er hende.” Men jeg er da meget klogere end dem. Jeg finder da ud af at stikke af, inden vi når til grænsen. Trøstede jeg mig selv, men selvfølgelig var jeg lige ved at tisse i bukserne af skræk. Det eneste jeg kunne se frem til var at få muligheden for at komme tæt nok på kongen til at slå ham ihjel - hvordan jeg skulle gøre det, ville jeg finde ud af til den tid.

    Jeg lagde slet ikke mærke til mændene, der sad og diskutere min skæbne, for jeg havde pludselig fået øje på noget. Mellem nogle buske og kamufleret bag et stort blad, sad Rakian på vagt. Hvad har han gang i? Jeg fik øjenkontakt med ham, og sendte ham det ondeste blik jeg kunne mønstre. Jeg skulle ikke have ham til at rede mig, så ville jeg hellere selv klare det, for det kunne jeg sagtens. Jeg var måske lidt usikker, men jeg havde lært af erfaring, at hvis man troede, man kunne, så kunne man også. Den teori var det eneste jeg kunne trøste mig med. Det var måske mere sandsynligt, at jeg blev slæbt til kongen og dræbt, men Rakian kunne bare smutte, kunne han.

    ”Men så er det jo lagt fast,” var der en der sagde og klappede sig over låret. Hvad er lagt fast? Jeg så forvirret op på dem, og i det samme var der en, der tog min arm. Det føltes næsten som om, de havde planlagt at rive min arm af led, hvilket egentlig ikke var nødvendigt. Jeg fulgte gerne med dem, for jeg turde ikke gøre modstand. Glem det Sarina! Det her kan du ikke klare selv. Sagde jeg til mig selv, men da jeg spejdede efter Rakian i skoven, var han væk. Jeg huskede mig selv på, hvorfor jeg var alene og gik endnu mere i panik. Jeg havde ikke nogen til at rede mig.

    Jeg tog en dyb indånding og lod dem føre mig hen til en hest. De bad mig pænt om at træde op i sadlen, og jeg undrede mig over, hvorfor de behandlede mig som en fin dame. Det værste var, at jeg skulle dele hest med den ene. Da jeg havde sat mig til rette, tog de et reb igen og bandt mine hænder fast til sadlen, så jeg ikke kunne ride min vej. Et lille ondskabsfuldt smil strejfede mine læber, men i en fart fik jeg lagt mit ansigt i fortvivlede folder igen. Jeg var lige kommet i tanker om, at jeg kunne fortælle hesten at den skulle løbe, og så længe den blev ved med at løbe, var det sværere for dem at fange mig. Problemet ved den plan var, at jeg ikke vidste, hvem der skulle skære mine hænder fri. Kunne Nat hjælpe mig?

    For sent. Den ene faldt om med en hyl, da en pil ramte ham lige i brystet, og Rakian sprang frem fra træerne og indtog en drabelig kamp mod de to andre med sit sværd. Han var stort set hele tiden ved at falde, på grund af sin fod, hvilket så en sjovt ud. Jeg rullede med øjnene, men jeg mærkede en smule dårlig samvittighed, fordi jeg ikke kunne hjælpe ham. Jeg besluttede at gå i aktion; brugte tænder og vred mine hænder rundt for at komme fri, men jeg kunne ikke løsne dem selv.

    Jeg vendte mine øjne mod bålet, der var ved at brænde ud, og jeg kunne mærke noget underligt i min krop. Jeg blev nærmest draget af ildens farver, og lod mig forføre af de røde dansere, der tændte ild i mine øjne. En ild der opfyldte hele min krop ligeså stille fra top til tå. Instinkterne tog fat, og der samlede sig en kugle af ild i luften fra de ellers tvivlsomme gløder. Kuglen var ujævn og blafrede vildere og vildere jo mere viljestyrken voksede i min krop. Jeg vidste ikke, hvad jeg lavede, for jeg havde ingen kontrol, men pludselig var det som om en strøm af energi skød igennem mig som et lyn. Blodet pulserede i mine årer, og mine muskler fik mig til at ryste af anstrengelse.

    Et smil bredte sig på mine læber da den dejlige følelse af kontrol overvældede mig med voldsom styrke, mens jeg skød lynhurtige ildkugler mod de to mænd. Den ene blev ramt og faldt død om. Jeg var overvældet af at se, hvad ilden var i stand til, men også skræmt af mine koldblodige drab. Den anden blev så forskrækket, at han ikke så sig for, da Rakian stak ham i hjertet med sit sværd. Jeg skød endnu en ildkugle efter den første, som havde fået slukket ilden i sit tøj. Han nåede ikke engang at samle sit sværd op, før han faldt død om på jorden.

    Ilden forsvandt fra min krop, og det sortnede for mig. Jeg kunne ikke tænke, ikke høre Rakian der desperat råbte efter mig, jeg kunne ikke holde mig oppe. Jeg besvimede.

 

***

 

Lyden af ilden der knitrede i stilheden fik mig til aldrig at ville åbne øjnene igen.  Men nysgerrigheden over ikke at vide, hvor jeg var, overmandede mig og fik mig til at åbne dem på klem. Jeg fik en varm følelse i kroppen, da jeg så Rakian på den anden side af bålet og skulle til at smile til ham, men det dæmrede for mig, og jeg beholdte mit stenansigt. ”Hvorfor redede du mig?” spurgte jeg, og lod som om jeg forsøgte at finde ud af, hvor vi var ved at se mig omkring. Skoven stod tæt omkring mig, og mørket lagde en sær uhygge over stedet.

     Han trak på skuldrene, og jeg kunne se smerten i hans ansigt. Hans evne til at give mig dårlig samvittighed irriterede mig, så jeg valgte ikke at se på ham.

     Da det var gået lidt tid, sagde han alligevel noget. ”Det kan godt være, at du hader mig lige nu, men jeg hader ikke dig.” Han ventede lidt. ”Jeg har brug for, at du ved, hvorfor jeg gjorde det.”

    Jeg var meget nysgerrig efter at finde ud af, hvordan han kunne gøre det mod mig. Hvordan det overhovedet var muligt at han, som var den eneste jeg stolede på, kunne såre mig så meget.

    ”Hvorfor gjorde du det så?”

    Han sank en klump og tog en dyb indånding. ”Kongen af Sydlandet tog min bror til fange, og tvang mig til at sige alt, jeg vidste, hvis jeg ville have ham tilbage.” Det var bare overhovedet ikke det, jeg havde forventet at få at vide, men jeg troede på det han sagde. Hvis Rakian koldblodigt var gået hen til kongen og afsløret mine hemmeligheder, så forstod jeg ingenting af verden mere. At han prøvede at rede sin bror lignede mere den Rakian, jeg kendte.

    ”Det er stadig ikke en undskyldning,” sagde jeg. Måske burde jeg ikke være så hård ved ham, for jeg vidste ikke engang, hvad jeg selv ville have gjort i situationen, og et enkelt øjekast på Rakian gav mig endnu dårligere samvittighed. Han var helt knust. Hans arme lå om knæene, og han havde begravet sit ansigt i skjorteærmet. ”Jeg mener, jeg forstår godt, at du ville rede din bror, men den beslutning sendte hele Nordlandet i Vatokans hænder.”

    Vatokan havde måske i mange år ventet på en grund til at angribe, og pludselig fandt han en dreng, der var villig til at gøre alt for at rede sin bror, og det havde muligvis givet skubbet til en krig, som endte med at vælte kong Astan af Nordlandet. Min far. Alt det vidste Rakian godt, og han vidste udmærket, hvad den information kunne gøre, så måske var jeg hård ved ham, men han var selv skyld i det.

    ”Jeg ved det godt… ved det godt.” Han lignede en der kunne græde, hvornår det skulle være, men det gjorde han ikke. ”Må jeg ikke godt tage med dig?” spurgte han lidt efter. Måske var det en god ide at have ham med, så vi var to hvis der skete noget. ”Kom nu Sarina. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med mig selv ellers.”

    Jeg tænkte mig om. ”Det må du godt,” sagde jeg stift og tavsheden fulgte. Ingen af os havde lyst til at snakke, så i stedet gav jeg mig til at finde noget træ til bålet, og da jeg satte mig igen opdagede jeg brandsår op ad Rakians arm. Jeg kunne ikke bestemme, hvor de kom fra. ”Hvad er der sket?” spurgte jeg.

    Han løftede det ene øjenbryn og ventede på, at jeg skulle regne det ud selv, men jeg kunne ikke huske noget. Jeg kunne - da jeg tænkte over det - ikke engang huske, hvordan jeg var havnet her efter at have været i klørene på den flok klamme mænd. ”Kan du ikke huske det?” spurgte han, og jeg rystede på hovedet. ”Det var dig der gjorde det. Dine øjne blev helt gyldne, som om der var ild i dem, og så rejste der sig en kæmpe ildkugle fra bålet. Hvordan gjorde du det egentlig?”

    ”Hvordan gjorde jeg hvad?” spurgte jeg lidt for hurtigt, før billeder af ildkugler der skød af sted indtog mit sind, og jeg gennemlevede alt hvad der skete. ”Det ved jeg ikke,” hviskede jeg. Jeg havde aldrig gjort noget lignende. Vidste Vatokan hvad det kunne udvikle sig til? Vidste han, at mennesker som mig kunne kontrollere ild?

    Jeg forsøgte at fokusere på ilden, der blafrede foran mig. Jeg gravede fingrene ned i jordmulden og prøvede at forestille mig, at jeg lavede en kugle af ild. Jeg blev irriteret, da jeg ikke kunne og kiggede den anden vej, men ikke længe efter drejede jeg hovedet tilbage og rejste mig op. Jeg stod og så ned i et bål og følte mig ret mærkelig til mode over at prøve at få ild til at flyve, men ikke desto mindre blev jeg fuldt opsat på at gøre det. Den samme ild brød ud i mig som jeg havde oplevet før. Som om den startede i mine øjne og bredte sig i mig som en kuldegysning ned af ryggen og helt ned i tåspidserne. Det føltes som om, jeg rev ud efter en usynlig kraft, og efter et øjeblik fik Rakian store øjne og kom op at stå.

    Da kuglen af ild hævede sig over bålet, trådte han et par skridt tilbage, men så til med nysgerrige øjne. Kuglen stod stille i luften, mens jeg studerede den ned til mindste detalje. Jeg fik den til at svæve hen til mig, og jeg rakte hånden ud, så ilden kunne lægge sig i den. Jeg tøvede ikke engang, for det føltes rigtigt. Den lagde sig i min hånd. Jeg stod med en kugle ild i min hånd. Det underlige var, at jeg ikke kunne mærke at den var varm. Jeg brændte mig ikke. ”Prøv lige at mærke, om den er varm for dig,” sagde jeg fraværende til Rakian. Han stak fingeren langsomt op mod den, men stoppede op og trak den til sig.

    ”Helt bestemt varm!” sagde han stift.

    ”Jeg kan ikke mærke det. Det føltes som om, jeg har et blæsevejr i min hånd.” Jeg lagde den ned i ilden igen, og i et øjeblik fik jeg hånden helt ned i ilden, men jeg brændte mig stadig ikke. Da jeg trak armen til mig og energien forsvandt fra min krop, blev ilden varm igen, da jeg prøvede at stikke fingeren i igen. Jeg følte mig så drænet for energi, at jeg sagtens kunne falde i søvn på stedet, og jeg lagde mig ned.

    ”Det er ret vildt det der!” sagde han, da han satte sig ned igen.

    Jeg var så beruset af glæde og triumf, at jeg ikke engang tog en notits af, hvad han sagde. Det her betød, at vi kunne besejre kongen. Jeg ville have Vatokan skulle lide, ligesom min far led.

    Jeg tog mit tæppe, der var lavet af blødt fint uld og broderet med guld og rød tråd, rundt om mig for at sove. Siden det havde været så tydeligt på mine ting, at jeg var kongelig overvejede jeg om jeg skulle skille mig af med nogle af mine ting, så jeg var knap så genkendelig, men hvor skulle jeg få nye fra?

    Drømmene blev igen til mareridt, og jeg frøs hele natten. Hele tiden vågnede jeg med tør hals og hev efter vejret på grund af den ubehagelige følelse af at nogen kvalte mig. Drømmene var de samme hele tiden. Far der blev dræbt for næsen af mig. Luna der blev kidnappet. De kørte om og om igen, og til sidst droppede jeg at falde i søvn for tiende gang og satte mig op, så jeg kunne varme mig på det udbrændte bål. De glitrende gløder varmede ikke så meget, men jeg fandt ud af at gøre det til ild selvom der ikke var nok træ. Store flammer slangede sig op uden noget træ at stå på, og jeg fik et lille smil på læben.

    Jeg kunne lide følelsen.

 

***

 

Jeg måtte være faldet i søvn alligevel, for da jeg åbnede øjnene kunne jeg ikke forstå, at det allerede var morgen. ”Hvad laver du?” spurgte jeg, da jeg satte mig op.

    ”Mad.” Han så ikke på mig, hvilket passede mig fint. Jeg kunne ikke helt bestemme mig for, om jeg var sur på ham, men det var helt sikkert, at vores venskab var noget helt andet.

    ”Hvor tager vi hen?” spurgte jeg.

    ”Jeg tænker, at vi tager sydpå. Vi kan rejse langs floden og ende ved grænsen til Sydlandet Bolania. Jeg har også overvejet, om vi ikke skulle begynde at lede efter nogen, som har samme evner som dig. Jeg har undersøgt kortet, og udvalgt nogle byer vi kunne besøge. Måske vi kunne finde ud af noget der.” Jeg nikkede. Rakian var altid god til at lægge planer, og jeg gjorde klogt i at have ham med mig.

    ”Så hvad er første stop?”

    ”Jeg syntes, at det ville være bedst, hvis vi følger floden, for jeg ved ikke præcist, hvor vi er. Men hvis jeg har beregnet rigtigt havner vi i Berna som den første,” forklarede han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...