Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4905Visninger
AA

3. Flugten

Det hele startede den dag for længe siden. Krigen brød løs som et lyn fra en skyfri himmel, som slog ned, hvor det var værst. Jeg havde set det komme, men det eventyr jeg blev kastet ud i og tvang mig selv til at gennemføre, havde jeg aldrig forestillet mig…

    I en trommende rytme galoperede Nat under mig, så hurtigt den kunne bære mig. Af sted drog jeg væk fra kaos. Væk fra død og krig. Væk fra den lille piges mor og væk fra min far.

    Pigens mor havde stukket hende i mine arme. Med grødet stemme og tårer i øjnene havde hun bedt mig om at passe på pigen, der nu sad tæt ind til min mave i et fast greb, under kappen som blafrede i nattekulden. Moderen var forsvundet, ligeså hurtigt som hun var kommet, og tilbage havde jeg stået med et lille barn i mine arme, hvis liv afhang af mig. Jeg måtte ikke svigte hende, og det havde givet mig styrken til at knuge hende ind til mig og sætte Nat i galop. Jeg var redet ud af vejen velvidende, at det måske var sidste gang, jeg ville se dette sted.

    Mørket sænkede sig over skoven, og kulden sneg sig lige så stille ind på mig. I den klare himmel funklede stjernerne, og den lysende fuldmåne hang fredeligt og vågede over mig.  Jeg var øm i alle led og muskler, men jeg kunne ikke stanse. Jeg kunne ikke bære tanken om, at min egen far var blevet brutalt dræbt for næsen af mig. Det føltes som om, at jo mere jeg pressede Nat, jo hurtigere jeg kom væk, ville det være mindre virkeligt, mindre smertefuldt, men sådan fungerede det ikke. Jeg mærkede mine øjne begyndte at svide som for at klemme en sidste tåre ud, hvilket var umuligt. Alle tåre var grædt, men inden i var jeg et stort kaos.

    Far var kongen af Nordlandet, Milenia, hvilket gjorde mig til prinsesse. Jeg vidste ikke meget om landet, udover at hele Gia Livaria var blevet splittet i to, som nu hed Milenia og Bolania – Nordlandet og Sydlandet. Far elskede at føre krig, og hans største fjende var kong Vatokan af Sydlandet. Jeg havde hele tiden vidst at det kun var et spørgsmål om tid, før kong Vatokan ville angribe os, og jeg havde ret. Og tanken om, at det højst sandsynligt var mig, han var ude efter gav mig lyst til at vende om og ride tilbage for at overgive mig. Hvis jeg gjorde det, var der måske en minimal chance for at de måske ville trække angrebet tilbage, men jeg kunne ikke tage chancen. Som den kryster jeg var, stak jeg af.

    Ved min side red min bedste og eneste ven. Rakian havde været der for mig, når min far ikke havde tid til mig. Han havde trænet mig i forsvar med både næver og sværd, og nu og da havde han fået mig til at føle, at jeg var mere end blot en forkælet prinsesse. Han havde stået for stort set alle mine blå mærker og rifter, men det var det hele værd. Jeg havde brug for at afreagere. At slå på noget, så alle mine følelser kunne komme ud gennem min knyttede næve. Slå på alle folks forventninger til mig, så jeg kunne overskue at komme tilbage og opføre mig som den pige, min far altid havde ønsket sig.

    Min fars mani for krig havde altid irriteret mig, men hvad der irriterede mig mest, var hans frygt for alle overnaturlige kræfter, ikke mindst fordi jeg i en alder af seks år opdagede, at jeg besad en evne til at kunne læse folks sind og tanker. Jeg havde altid levet med at skulle se uskyldige mennesker - mennesker som mig - blive halshugget eller hængt for noget, de ikke kunne gøre for. Jeg hadede ham for det. Jeg havde overvejet flere gange at stikke af til et sted, hvor ingen kendte mig, og hvor jeg ikke skulle opføre mig som den prinsesse, jeg ikke havde lyst til at være. Jeg havde altid haft følelsen af, at jeg var født i en forkert krop. Jeg hørte ikke til der hjemme på slottet, men jeg var inderst inde heller ikke parat til at forlade den. Jeg elskede far meget, og jeg vidste, at han kun gjorde det for at beskytte mig. Han kæmpede for det, han troede på, og jeg kunne godt forstå ham.

    Sandheden var, at jeg skammede mig over mine evner, men trods alt hvad far havde gjort, kunne jeg ikke undertrykke den sorg, der buldrede inde i mig som en storm i min mave. Kold og ubarmhjertigt pillede den mig ned som om jeg burde straffes for alle de gange, jeg havde været ham ulydig. Jeg elskede far mere end nogen anden, og jeg var bange for, hvad hans død ville gøre for landet.

    Kong Vatokan af Sydlandet, Bolania ville selvfølgelig overtage Nordlandet, Milenia og genforene Nord og Syd til et land. Han var en mand styret af magtsyge og kendt for at undertrykke sine indbyggere og skabe hungersnød, hvor end han satte sin fod, og jeg kunne ikke engang tænke på, hvad der ville ske, hvis han styrede begge lande på en gang.

 

    Jeg sænkede farten og trak det lille barn ud for at se, om hun havde det godt. Hun var for længst holdt op med at græde, og i stedet var hun stille gledet ind i søvnen. Hendes små lyserøde læber havde formet et lille o, og hendes åndedræt var dybe og tunge. En tårer havde fundet sig vej ud af øjenkrogen og trillede ned af min kind. Det lille barns mor var formentligt død, og jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle kunne passe på hende, når jeg ikke engang kunne finde ud af, hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Jeg tror aldrig før, jeg havde følt mig så alene som nu, også selvom jeg vidste, jeg havde Rakian ved min side.

    Rakian så på mig med bekymring i blikket. ”Sarina, skal vi ikke lige stoppe op et øjeblik og finde ud af, hvor vi er?” spurgte han. Jeg nikkede, men jeg var kunne ikke være mere ligeglad med, hvor vi var.

    Han hjalp mig af hesten og tog barnet, som straks begyndte at skrige, ud af mine arme. Jeg tog et par skridt og så mig omkring. Tårerne piskede ned af mine kinder, og jeg faldt på knæ. Denne gang kunne jeg ikke stoppe. Jeg faldt sammen på den kolde mosbegroede skovbund og begyndte at ryste af kulde og sorg. Jeg følte mig som en kujon og forræder, fordi jeg bare stak af, når folk mest havde brug for mig. Jeg kunne have brugt mine evner eller hjulpet med at kæmpe. Jeg kunne trods alt håndtere et sværd, men jeg havde ikke vidst, hvad jeg skulle stille op andet end at stikke af.

    Rakian pakkede det lille barn ind i sin kappe og lod hende ligge lige ved siden af mig. Hun var allerede faldet i søvn igen.

    Han tog fat om mig og trak mig op til sig. Jeg lænede mig ind mod hans skulder og lod ham trøste mig. Frustreret lod jeg min hånd glide igennem mit hår og gribe hårdt fat, mens jeg kæmpede med at få mig selv til at falde ned. Og efter lang tid, hvor ingen ord var blevet sagt, og kun lyden af mine små ynkelige hulk havde udfyldt stilheden, begyndte jeg at slappe af og lukkede øjnene. De lydløse tårer der flød ned af mine kinder stoppede ikke helt, men jeg kunne ikke længere kæmpe mod den udmattelse, der overtog min krop lidt efter lidt.

    Jeg stod i en stor sal, med vinduer i den ene side der oplyste rummet, med solstråler som næsten blændede mig. Overfor gik en mand uden ansigt hen mod noget ved siden af mig. Jeg så til siden og blev ikke overrasket over, at det var far, som stod der. Manden uden ansigt bar en stor kniv i sin hånd, og målrettet løftede han den og fortsatte mod min far. Mit hjerte bankede og jeg forsøgte at løbe, men jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg forsøgte at rede ham, men jeg kunne ikke gøre andet end at skrige, så det skar igennem luften.

    Jeg vågnede med et chok. Jeg lå ikke længere op ad Rakian. Han sad ved siden af mig og forsøgte at berolige mig. Hans hånd lå om maven på den lille pige, og hun så helt alvorlig ud. Hendes kinder skinnede i striber ned af siderne, og afslørede tårerne hun havde grædt.

    ”Det var bare en drøm,” beroligede han mig.

    Rakian hjalp mig op at sidde, og jeg rakte ud efter pigen som glad satte sig tilrette i mit skød. Den lille pige sad og snakkede for sig selv, og hendes pludrende babysprog gav mig ro i kroppen. Jeg tog mig sammen for ikke at begynde at græde igen, og det var en hård kamp, men jeg følte ikke, at det ville hjælpe mig nogen steder, så jeg bed tænderne sammen.

    ”Hvad skal vi gøre med hende?” spurgte Rakian og nikkede mod pigen. ”Vi kender ikke engang hendes navn.”

    ”Gøre med hende? Hun skal da med os, skal hun ikke? Vi kan da bare give hende et navn, hvis hun ikke selv ved det,” sagde jeg og nulrede i hendes finde lysebrune lokker, der var så utroligt bløde. Jeg fik øjenkontakt med hende. ”Hvad hedder du?” spurgte jeg. Hendes mund var åben, og hun stirrede på mig med store øjne, hvorefter hun drejede hovedet om og begyndte at plukke græs, til hendes fingre havde taget en lys grøn farve.

    ”Spørgsmålet er, hvad vi skal gøre med os selv. Har vi overhovedet en plan?” spurgte han.

    ”Det ved jeg ikke,” sagde jeg grådkvalt.

    Jeg havde et kort i min taske, som jeg altid havde haft, fordi jeg havde en evne til at blive væk i skoven. Jeg var ikke sikker på, hvad vi kunne bruge det til, hvis vi ikke engang vidste, hvor vi ville tage hen, men jeg besluttede mig alligevel for at hente det. Jeg løftede den lille pige op til Rakian, og gik hen til Nat der stod og græssede sammen med Rakians hest, Mikka. Nat havde fået sit navn, fordi han var kulsort bortset fra en kuglerund blis i panden, som lignede en fuldmåne i natten. Han var svedig og beskidt fra dagen før, men jeg nøjedes med at børste det værste skidt af med håndfladen.

    Jeg fandt hurtigt kortet og ledte videre nede i tasken for at se, om der var andet, vi kunne bruge. Jeg mærkede nogle buler formede som mønter inde i foret, og jeg tog min lille kniv fra mit bælte og skar et lille snit i foret. Jeg stak fingrene op under, fik puffet dem fri og skinnende mønter raslede ud. Jeg vidste det var fars værk. Meget kunne man sige om min far, men han passede på mig.

    ”Hvad laver du?” spurgte Rakian.

    ”Se hvad jeg har fundet,” sagde jeg, og tog alle de mønter jeg kunne bære samt kortet. Jeg lagde det på min kappe der lå på jorden, og han fik store øjne og rettede sig op, så han bedre kunne se.

    ”Hvor har du alle dem fra?” spurgte han, men jeg trak blot på skuldrene.  

    ”De lå i min taske.”

    ”Hvordan kan de ligge i din taske, uden at du ved det? Der er penge nok til at købe tyve heste eller flere, er du godt klar over det?”

    ”Der er flere ovre i tasken.”

    Han så meget begejstret ud, men jeg kunne ærligt talt ikke se det store i det. Hvis vi kunne komme ind på slottet, havde jeg da mange flere der. Han tog en op i hånden og vendte den så den glimtede i solen. ”Det er længe siden, jeg har set sådan en før,” sagde han, og det undrede mig.

    ”Det er bare penge,” sagde jeg roligt.

    Han sendte mig et blik, der var svær at misforstå. ”Du er en forkælet prinsesse!” sagde han og så væk igen. ”Jeg tjente ikke engang to sølvmønter om dagen henne ved møllen, og der skal altså mange sølvmønter til at have hvad der svare til en guldmønt.” Det føltes som et slag i ansigtet, at han sagde det på den måde.

    Jeg var slet ikke klar over, hvor meget penge betød. Alle de ting jeg så som en selvfølge i mit liv, var han og de andre i byen nødt til at arbejde hårdt for at opnå. Jeg fik dårlig samvittighed.

    Mit blik fald hen på min mørkeblå kappe med de fine broderier af lyseblå blomster på den ene side. Stoffet var blødt og holdbart, men jeg havde blot valgt den, fordi jeg syntes, at den var dejlig enkel i stedet for alt det glimmer og perler ud over det hele. Men når jeg så rigtigt på den, slog det mig hvor lang tid, det må have taget at lave den, og når jeg så rigtigt på alle mine ting, der var fine med broderier og mønstre i læderet på sadlen, opdagede jeg forskellen mellem Rakian og jeg. Jeg bebrejdede mig selv for at være så egoistisk, at jeg slet ikke havde lagt mærke til det. Selvfølgelig havde jeg set fattige mennesker og tiggere på gaden, men kun få gange, var jeg stoppet op for at give dem en mønt eller noget mad.

    Jeg væmmedes ved mig selv og så op på Rakian. ”Undskyld,” mumlede jeg stille. Han trak på skuldrende og smed mønten tilbage. ”Nej behold den,” sagde jeg. ”Tag nogle stykker med dig, så du har, hvis du for brug for dem.”

    Rakian smilede skævt og lagde et par stykker forsvarligt i lommen, hvorefter han tog kortet op og foldede det ud. Han pegede på et af navnene på byerne. ”Her ligger Dio. Der bor min onkel og tante,” sagde han efter lidt. ”De ejer en kro med værelser, så vi kan tage derhen og låne et værelse. Vi kan jo sagtens betale dem.” Jeg nikkede og pakkede mønterne og kortet ned i tasken igen.

    Den lille pige sad og hyggede sig på græsset. Hun havde en evne til at finde de bedste steder at sidde, for græsset var altid grønnest, der hvor hun sad. Hun havde de sødeste æblekinder og de smukkeste kornblomst blå øjne. Hendes tøj sad stramt, og hendes ærmer lidt for korte, men jeg kunne ikke finde ud af, hvordan vi skulle finde noget tøj til hende midt i en skov hvor vi havde træerne som nærmeste venner, og det slog mig, at vi stadig ikke kendte hendes navn. Jeg tænkte på diverse pigenavne, men jeg kunne ikke finde på nogen, jeg syntes passede hendes lille kønne ansigt. Hvor stolt en mor måtte være over at få så kønt et barn. ”Hvad skal vi kalde hende?” spurgte jeg efter lidt.

    Han kløede sig i sine brune krøller, men så ikke ud til at vide, hvad han skulle sige. ”Vi kunne kalde hende Luna,” sagde han.

    Jeg løftede det ene øjenbryn. Det lød ikke dårligt. Det passede faktisk lige til hende. ”Hvordan kom du på det navn?”

    Han bed sig i læben og smilede lidt forlegent. ”Det hedder min mor.”

    ”Selvfølgelig,” sagde jeg og kvalte mit grin.

    ”Det er da ikke dårligt!” sagde han og forsøgte at lyde fornærmet, men han begyndte at grine, og det føltes dejligt som de gamle dage, hvor vi sad og drillede og grinede uden nogen bekymringer. Jeg smilede over det og svævede kort i minderne, inden jeg kom tilbage til virkeligheden.

    ”Nej nej. Det er fint. Jeg syntes faktisk at det passer meget godt.” Pigen der sad for sig selv, havde fundet ud af, at vi snakkede om hende, for hun sad ihærdigt og prøvede at følge med i vores samtale. ”Skal du hedde Luna?” spurgte jeg hende, og hun nikkede stadig med så åbne øjne, at det næsten var et under at de ikke faldt ud. ”Så er det afgjort.” sagde jeg og løftede hende op på mit skød. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...