Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4925Visninger
AA

13. Et svært dilemma

Jeg spærrede øjnene op efter endnu et af de ubærlige mareridt, jeg havde haft de sidste ti dage, vi havde tilbragt sammen med Vildana. Jeg endte hver gang med at sidde med ansigtet ned i knæene, og neglene boret ned i hovedbunden, hvilket var præcist hvad jeg gjorde nu. Hvad der irriterede mig mest var Rakian, der bare kunne sove fra alting og snorke for sig selv, mens jeg måtte gennemleve min største frygt hver nat. Jeg frygtede for mit eget liv, jeg frygtede for Rakians, og jeg frygtede for alle andre jeg holdt af. Jeg var bange for Kong Vatokan og så ham ofte bevæge sig hen mod mig med en kniv i hånden. Jeg vidste ikke hvordan han så ud, så indtil videre var det manden der dræbte min far, som jeg så for mit indre blik.

    Jeg kunne ikke sige, jeg var sur på Rakian, jeg kunne bare ikke tilgive ham. Jeg undgik ham, hvis jeg kunne komme til det, og når vi snakkede sammen var det for det meste korte samtaler, fordi jeg altid endte med at diskutere med ham.

    Jeg lænede mig tilbage og gav mig til at tegne cirkler med pegefingeren på gulvet.

    ”Hvad laver du?” stemmen kom fra Rakian, der stadig lå med ryggen til. Jeg trak på skuldrende.

    ”Jeg danser,” svarede jeg sarkastisk. Han fnøs og vendte sig om, så han kunne se på mig.

    ”Hvorfor sover du ikke?” spurgte han, og ignorerede det jeg sagde. De blå krystaller i hans øjne borede sig ind i mig og fastholdte mit blik.

    ”Jeg kan ikke sove.” Jeg lagde mig på ryggen, så jeg kunne kigge op i loftet. Fulgte en ensom edderkop med øjnene, til den forsvandt ind mellem en sprække på væggen. ”Jeg får bare mareridt igen.”

    ”Hvad drømmer du om?” En kuldegysning løb ned af ryggen, og jeg bed tænderne sammen for ikke at vise det. ”Hvad er der galt?” Hans øjenbryn løftede sig.

    ”Ikke noget. Bare glem det.” Jeg vendte ryggen til ham og lod en lille tårer slippe ud af øjenkrogen, som jeg hurtigt tørrede væk med pegefingeren.

    ”Græder du?” Jeg kneb øjnene sammen og tørrede tårerne væk, så jeg ikke lignede en der græd, og vendte mig om så han kunne se mig.

    ”Nej jeg gør ej,” svarede jeg med den skarpeste tone, jeg kunne mønstre.

    Han grinede kort over mit svar. ”Det kan jeg da se du gør.”

    ”Jeg har det fint.”

    ”Hvorfor afviser du folk, der viser bare lidt medfølelse?”

    ”Jeg har ikke brug for medfølelse… specielt ikke fra dig.” Jeg havde lyst til at tage det i mig, med det samme jeg sagde det. Han blev såret.

    Solstråler banede sig vej ind ad vinduet og lyste rummet op. Jeg satte mig op og flettede mit hår i en lang fletning ned af ryggen. Jeg tog min kappe over armen og spændte pungen fast i bæltet, hvorefter jeg hældte tingene ud af min taske, så jeg kunne bruge den til at bære, de ting jeg skulle købe, i.

    ”Jeg tager ind og køber de ting, vi skal bruge til turen.” Jeg åbnede døren ud til køkkenet. ”Jeg regner med, at din fod er ved at være rask nok.” Og med det lukkede jeg døren bag mig og snuppede et stykke brød i forbifarten ud mod markedet. Jeg tog en bid af det tørre brød og irriterede mig over, at jeg ikke havde taget en tår vand inden jeg gik. Min hals var så tør så det nær knasede når jeg sank, og det gjorde det ikke bedre, at jeg måtte bruge alt mit mundvand til at bløde brødet op.

    Jeg købte lidt af hvert. Krydderier så vores mad ikke var så kedeligt, ekstra vanddunke, nål og tråd til at lappe huller med, hvide bandager til skader og en bue med pile til mig selv. Tanken om at skulle forlade byen gjorde mig trist. Jeg ville komme til at savne den, og jeg ville helt sikkert komme til at savne Vildana der bekymrede sig så meget om mig. En kærlig dame var hun.

    Jeg blev hurtigt revet ud af mine tanker, da jeg lugtede røg. Jeg så op og mit blik frøs fast ved en stor røgsky der tårnede sig op over nogle bygninger fremfor mit blik. Jeg satte i løb mod ilden, for at finde ud af, hvad der brændte og opdagede at det var et hus. Store stikflammer stak op ad hullet i stråtaget og brændte foruroligende tæt på de andre huse.

    Det tog ikke lang tid at finde ud af, at jeg var nødt til at gøre noget, så jeg smed tasken og lod den velkendte ild opfylde mig fra top til tå. Jeg forsøgte at lægge et form for skjold over ilden for ligeså langsomt at dræbe den, men min energi var ikke kraftfuld nok endnu, og efter lidt begyndte jeg at ryste over hele kroppen af anstrengelse. Sveden perlede i rige strømme ned af kinderne og rundede hagen, og jeg vidste, jeg sikkert ville ende med at besvime ligesom sidst.

    Mennesker strømmede frem, nogen skreg og nogen græd, men ingen forsøgte at hjælpe mig. Før jeg vidste af det, spang Rakian frem ud af det blå og løb hen mod huset. Jeg tabte koncentrationen og mærkede med det samme svimmelheden opfylde mig og gøre mit syn sløret, men jeg tog mig sammen og forsøgte igen. ”Rakian! Hvad laver du!” skreg jeg, men han hørte ikke efter og dækkede sin næse og mund med noget af hans bluse. Han sparkede døren op, og store skyer af sort røg fossede ud. Da det meste var væk, bevægede han sig langsomt ind, mens jeg desperat forsøgte at lægge ilden ned.

    Folk forsøgte at smide vand på og råbte til hinanden: ”Vand! Vi skal bruge mere vand!” mens en sky af panik kredsede om os og satte sig på vores evne til at handle rationelt. Ilden var næsten væk, men den kvælende røg blev fortsat værre og omsluttede næsten hele huset i en kvælende grå sæk. Ville han kunne komme ud igen? Hvorfor gik han overhovedet ind?

    En skikkelse kom til syne i døråbningen med en krop i armene. Rakian hostede kraftigt, da han humpede hen mod græsset og lagde pigen på jorden. Folk samlede sig omkring ham for at hjælpe, men jeg kunne kun lige få et glimt af ham. Han var helt sort på kinderne, og et stort hul i skjorten afslørede et brændemærke på størrelse med min knyttede hånd. Det var modigt af ham at springe ind i et hus med ild i for at rede en eller anden fremmed pige. Det gav ikke helt mening i mit hoved, som i forvejen snurrede rundt og gjorde mig rundt på gulvet.

    Jeg faldt sammen på jorden og tog mig til hovedet. Det dunkede kraftigt og gav mig kvalme på samme tid. ”Hun er besvimet!” var der en der råbte. Jeg ænsede det knap nok og lukkede øjnene for at få det til at stoppe med at snurre rundt. Jeg mærkede den behagelige afslappede følelse, jeg altid fik, lige inden jeg besvimede.

 

***                               

 

Jeg tog mig til hovedet der dunkede endnu kraftigere, end jeg huskede det havde gjort. Hele episoden kørte igennem mine tanker, og igen poppede spørgsmålet op. Hvem var den pige?

Jeg så mig omkring, og opdagede at jeg lå i Vildanas seng. Den var blød og rar i forhold til, at jeg i over en uge havde sovet på gulvet, og før det havde jeg sovet på jorden i skoven. Selvom jeg virkelig ikke havde lyst, stod jeg op og gik hen mod døren, men mit hoved var overhovedet ikke tilfreds med den ide, og jeg måtte lige et kort øjeblik holde fast i dørkarmen for at holde balancen. Jeg var simpelthen nødt til at vide, hvad der var sket, og hvem den pige var.

    Ude i køkkenet sad de alle sammen rundt om bordet, Vildana, Rakian og den fremmede pige. Underligt nok sad hun med et tæppe omkring sig og hendes hånd lå i Rakians, mens hun med den anden hånd tørrede tårer væk fra ansigtet. Hun var en smuk pige. Hun havde langt, glat, blondt hår og et perfekt, kønt ansigt med få fregner over næsen. Hun havde en rød kjole på, med et hvidt forklæde om maven som var fyldt med sorte pletter fra asken. Jeg måtte indrømme, at jeg var misundelig. Jeg havde aldrig haft et problem med mit udseende, men hun var virkelig smuk i forhold til mig. Hun lignede den pige, min far altid havde forsøgt at få mig til at være. Altid havde han forsøgt at skrue mig ned i kjoler og sat Vildana til at sætte mit hår, men der gik aldrig ret lang tid, før jeg rev hårbåndene ud, fordi det var for bøvlet, når jeg ville ud at lege.

    Rakian så mig og smilede, da jeg gik hen og satte mig på en stol. Jeg hvilede mit hoved i håndfladen, fordi jeg ikke kunne holde ud at holde det oppe. Det var den følelse man havde, når man havde tømmermænd, hvilket fik mig til at mindes alle de gange, hvor Rakian og jeg havde sneget os ind på et værtshus bare for sjov.

    ”Det skal nok gå. Du kan blive her hos os, indtil du finder ud af, hvor du kan bo,” sagde han og smilede til pigen. Jeg så forvirret op.

    ”Jamen vi skal jo snart af sted,” sagde jeg.

    Han sendte mig et irriteret blik. Hvad havde jeg sagt? ”Vi kan da godt lige vente lidt. Hun har lige mistet sin familie i en ildebrand, og hun har ikke noget sted at bo. Vi er nødt til at hjælpe hende.” Af en eller anden grund nagede det mig, at han ligefrem sad og holdte hende i hånden. Jeg var ikke jaloux, men det var som om mit hjerte isnede, da han gav hendes hånd et klem.  

    ”Det kunne jeg da ikke vide,” sagde jeg stille. Jeg vidste kun alt for godt, hvordan hun havde det, så selvfølgelig ville jeg hjælpe hende, men jeg havde jo også Luna at tænke på, og Vatokan holdt heller ikke ligefrem pause i sin besættelse af Nordlandet. ”Hvad hedder du egentlig?” Jeg kiggede på pigen der sad og græd. Hun virkede forvirret og nervøs, men jeg sendte hende et opmuntrende smil, der fik hende til at slappe af.

    ”Rosa,” nærmest hviskede hun og vendte blikket mod bordet igen. Hendes navn passede så godt med hendes naturlige skønhed og søde stemme, da hun sagde det, og jeg blev helt forbavset over hvordan nogen kunne være så perfekt.

    ”Hvad var det, der skete?” spurgte jeg.

    Rakian rømmede sig og begyndte at fortælle, selvom det var Rosa jeg spurgte. ”Efter du gik, besluttede jeg mig for at gå mig en tur, og så stødte vi ind i hinanden og faldt i snak. Jeg fulgte Rosa hjem og gik videre mod markedspladsen, indtil jeg så røg og gik tilbage for at se, hvad der skete, og så så jeg dig, der stod og forsøgte at dæmpe ilden. Da jeg indså, at det var Rosas hus, gik jeg ind og fik hende ud, men jeg nåede ikke at rede hendes forældre.” Han tav og så medfølende på Rosa der var brudt sammen og hulkede endnu mere end før.

    ”Det er jeg ked af,” sagde jeg, men hun rystede på hovedet.

    ”Du skal ikke tænke på mig.”

    ”Sarina?” Rakian fik øjenkontakt med mig og nikkede mod vores værelse. ”Må jeg ikke lige snakke med dig?” spurgte han og rejste sig.

    ”Øh jo.” Jeg gik med ham ind og satte mig på sengen, hvor han satte sig ved min side.

    ”Jeg har fortalt hende om dig og vores tur…” Jeg åbnede munden for at afbryde ham.” Lad mig lige tale færdig. Hun vil gerne med, men jeg sagde, at jeg ville snakke med dig om det først.”

    ”God ide! Du har kendt hende i hvad? En dag og så skal hun lige pludselig med os. Prøv at tænk på hvor farligt det bliver, ikke bare for hende, men også for os.” udbrød jeg.

    ”Jeg ved det, jeg ved det. Jeg ville bare så gerne hjælpe hende.” Han fik et sørgmodigt blik i øjnene. ”Vi har så mange ting til fælles, og…”

    ”Mange ting til fælles! Du hjælper hende bedre ved at lade hende blive her,” afbrød jeg ham. Selvfølgelig skulle hun ikke med. Det ville være for farligt, og det vidste Rakian godt.

    ”Jeg siger bare, at det måske kunne være rart at have en at snakke med.”

    ”Kan jeg da ikke snakke?” Jeg spyttede ordene ud, så hårdt jeg kunne.

    ”Jo, men du gider aldrig snakke med mig mere! Det er sjovt hvordan jeg kan føle, jeg bliver skældt ud bare du ser på mig.” Han rejste sig op og så mig vredt ind i øjnene. ”Hver gang vi snakker sammen, ender det med, at du bliver sur over et eller andet. Jeg ved, at du stadig er sur på mig. Jeg er ikke dum, men du kan ikke bestemme over, hvem jeg må og må ikke snakke med. Rosa kan muligvis være meget nyttig at have med, og hun kan håndtere et sværd.” Han så en smule skræmmende ud, da han stod og så ned på mig på den måde. Forbandet at han var så høj.

    Jeg rejste mig og gik hen mod døren. ”Gør som du vil. Du gør det jo alligevel, så hvorfor spørger du mig egentlig?” Jeg tog fat i dørhåndtaget og skulle til at gå ud, da han holdt hånden for døren, så jeg ikke kunne komme videre. Jeg gad slet ikke se på ham, så jeg fæstnede mine øjne på døren. ”Gider du fjerne dig?”

    ”Sarina, jeg tager med dig, fordi jeg gerne vil rede Luna og bekæmpe kongen og så videre, men jeg er også din ven, og lige nu gør du det lidt svært for mig at være det, men du har brug for mig.” Han søgte mine øjne, men jeg fastholdte mit blik på døren. ”Men det her går ikke, hvis du bliver ved med at være sur på mig. Jeg ved, at du ikke kan tilgive mig, og det forlanger jeg heller ikke, men det her kommer aldrig til at gå, hvis vi ikke kan enes.” Han gjorde som om, det var min tur til at sige noget.

    ”Du har ret. Det går ikke.” Jeg kneb øjnene sammen. ”Jeg rejser alene.” Jeg åbnede døren og efterlod Rakian tavs på værelset og gik min vej.

 

***

 

Jeg endte ude ved Nat, der stod sammen med Mikka ude foran huset. Jeg lod min hånd glide ned af halsen og klappede den blidt. Jeg havde brug for at holde mig beskæftiget, mens jeg tænkte det hele igennem, så jeg greb en børste og startede med at strigle den ned langs ryggen. Jeg havde muligvis lige taget den dårligste beslutning i mit liv. Hvordan i min vildeste fantasi, havde jeg tænkt at gøre det her på egen hånd? Hvad havde jeg tænkt på? Rakian havde ret i, at det ikke kunne lade sig gøre, hvis vi ikke kunne enes, men jeg kunne heller ikke klare det selv. Mit ønske og håb om nogen sinde at kunne rede Luna forsvandt som dug for solen, og efterlod mig frustreret med panden mod Nats hals.

    Jeg fik et chok, da noget bevægede sig i buskene, og mærkede det velkendte sind ulme i baghovedet. Jeg trådte væk fra nat og over mod buskene for at finde ingenting. Jeg funderede over, om jeg var ved at blive skør, fordi jeg mærkede tilstedeværelser som ikke fandtes. Ligeså havde jeg følelsen af, at nogen læste mine tanker eller i det mindste prøvede på det.

    Var det i virkeligheden mig, der var noget galt med? Var det mig der var kold, fordi jeg ikke kunne tilgive ham? ”Er det min skyld?” hviskede jeg ind mod Nats hals og snøftede. Jeg vidste, at det ikke alt sammen var min skyld, men jeg kunne heller ikke blive ved med at skyde skylden på Rakian.

    ”Nej. Det må du aldrig tro,” sagde en stemme bag mig og fik mig til at stivne. En knude formede sig i min mave ved lyden af hans stemme, og fik mig til at bide tænderne sammen.

    ”Bare gå,” sagde jeg stadig uden at kigge på ham.

    ”Sarina jeg…”

    ”Rakian, jeg har brug for at tænke nogle ting igennem, og jeg har brug for at gøre det alene, så bare lad mig være.” Jeg sukkede da vores blikke mødtes. ”Du har selv sagt det. Vi kan ikke enes, så måske du bare skulle blive her og passe på Rosa.” Jeg kunne se, hvordan mine ord ramte ham, og det gjorde ondt. Selv på mig der sagde det, men jeg var nødt til at sige det.

    ”Sarina…”

    ”Du kan ikke tale mig fra det. Jeg har taget mit valg.” Jeg kunne ikke længere forhindre tårerne i at løbe ned af mine kinder. Det var en af de sværeste ting, jeg nogensinde havde været nødt til at sige, og det gjorde det ikke bedre, at hans triste øjne var våde og gav mig dårlig samvittighed.

    ”Du kan ikke tage af sted alene!” Han stemme var hård og kold. Fuldstændig ligeglad med, hvad jeg lige havde sagt, stod han der med knyttede næver.

    ”Rakian…” Nu var det åbenbart min tur til at blive afbrudt.

    ”Nej Sarina. Det her er vanvid.” Han så indtrængende i mine øjne. ”Hvad tror du ikke, der ville ske? Du kunne blive fanget, du kunne blive dræbt.” Der var ikke længere sorg i hans blik, men irritation og måske en form for vrede. ”Det er fuldstændig ligesom i skoven, da du blev vred, fordi jeg hentede mad til os alene.”

    ”Jeg kan forsvare mig med mine evner.”

    ”Dine evner, som du knap nok har lært at bruge!” Han tog et skridt tættere på. ”Hør, jeg gav et løfte til din far, og jeg har tænkt mig at holde det. Jeg tager med.” Jeg kunne se en beslutsomhed i hans øjne, som jeg aldrig havde set før. ”Og Rosa kommer også!”

    Jeg var så vred, at jeg var lige ved at ryste. Jeg kørte langsomt en hånd gennem mit hår for at få mig selv ned på jorden, inden jeg sagde noget. ”Hvem tror du lige, du er?” Jeg knyttede mine næver af ren og skær vrede. ”Hvad giver dig grund til at tro, at du kan bestemme over mig på den måde? Hvad er det, du ikke forstår, når jeg siger, at jeg ikke vil have dig med? Tror du, at du kan forråde mig på det groveste, og så komme tilbage og tro, at jeg tilgiver dig for alt?”

    ”Sarina det er jo det, jeg hele tiden siger, at jeg ikke gør.” Han lød lettere irriteret.

    ”Jeg kan ikke engang se på dig lige nu!” råbte jeg. Jeg havde brug for at få det hele ud. ”Når jeg ser dig ind i øjnene, bliver jeg konstant mindet om, hvad du er skyld i. Hvad jeg har mistet.” Jeg snøftede.

    Jeg vidste, jeg havde ramt ham hårdt. Jeg havde såret ham. ”Undskyld,” mumlede han. ”Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige andet end undskyld. Bare… pas på dig selv.” Han drejede om på hælen og gik sin vej tilbage mod huset. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...