Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4915Visninger
AA

4. Et barn der vokser

Rakian

Skyldfølelsen stak i mig som tortur for informationer. Jeg ville give informationerne, hvis jeg vidste hvad jeg skulle sige, men intet hjalp mod følelserne der gav mig lyst til at grave mig under jorden og aldrig komme op igen. Jeg havde dårlig samvittighed fordi jeg ikke ledte længere efter min familie, og jeg havde dårlig samvittighed overfor Sarina fordi jeg inderst inde godt vidste hvorfor vi var blevet angrebet. Det var min skyld.

    Husene lå tæt sammen inde i byen, og midt i det hele lå et marked med frugt kød og grøntsager som gav stedet glade nuancer. Længere ude så gårdhusende spredt ud mellem markerne, hvor der stod dyr og afgrøder. Et dejligt sted som overhovedet ikke mindede om Thornag, hvor Husene lå mast sammen, hvor markerne var nogle man gik et godt stykke for at komme til og hvor man var holdt øje med af kongens vagter dag og nat.

    Sarina red på sin hest et stykke bag mig med Luna der sad og sov ind mod hende. Luna voksede utroligt hurtigt, og var allerede groet ud af sit tøj. Det passede kun lige stramt omkring hendes mave, og ærmerne på kjolen var blevet trekvart lange. Jeg undrede mig en smule over hendes tydelige vokseværk, men jeg regnede med at finde en syerske et sted i landsbyen.

    Stirrende blikke fulgte os på vejen ned mod det forholdsvist store hus for enden af vejen, hvor Max og Monikka boede. Det var forståeligt. Vi lignede noget jeg ikke turde sætte ord på. Sarinas normalt blanke røde hår var nu brunt og fedtet, men ikke desto mindre så hun ikke ud til at give op. Hun havde også fået et tæt bånd til Luna.

    Sarina var en hård pige. Hun var rædselsslagen for, at folk så hende græde eller være svag på nogen måde. Hun var stædig som et æsel, og alle de gange vi havde kæmpet med hver sin kæp - endda nogen gange med sværd - inde i skoven, gav hun ikke op før hun havde lagt mig ned. At se hende med trætte øjne og mærker efter tårerne der havde blandet sig med støvet fra hendes kinder var ikke rart. Jeg kunne ikke regne ud, hvad jeg skulle gøre, for jeg vidste at hun afskyede folks medlidenhed.

    Da vi nåede huset, hoppede jeg af Mikka og landede tungt på gruset. Jeg bandt hende fast til verandaen og vendte mig om mod Sarina, der stod og hang op ad stolpen på verandaen. Luna sov med hovedet hvilende mod hendes skulder, og jeg misundende hende meget. Jeg var så træt, at jeg kunne sove op af en sten.

    Sarina trak på læben i et forsøg på at smile. ”Endelig!” sagde hun udmattet. Vores energiniveau var på sit laveste af mangel på mad og vand. Luna var for længst holdt op med at græde over det, for der var ikke noget at gøre, og det resulterede i at hun sov det meste af tiden.

    "Kom," sagde jeg roligt og tog dem med op ad trappen der knirkede under mine fødder og ind ad døren til værtshuset. Indenfor var der en tyk lugt af fulde mennesker, men de eneste der sad der var et par halvgamle fordrukne mænd henne i hjørnet. Bag den kvalmende stank kunne jeg dog fornemme en svag luft af krydderier, og vi gik tættere på. Hvad ville jeg ikke gøre for en portion varm mad lige nu...

    ”Hallo?” råbte jeg. ”Monikka, er du der.” Jeg hørte noget skramle inde fra det andet rum og nogle hastige fodtrin. Den lille buttede dame med den grå kjole og hvide forklæde kom frem i dørkarmen, og hun lyste op i et stort smil der fik hendes lettere rynkede ansigt til at se ti år yngre ud.

    ”Rakian er det dig?” udbrød hun glad. Hun løb hen mod mig og gav mig et stort knus. ”Åh hvor er jeg bare glad for at se dig! Det er så længe siden, du sidst har været på besøg,” sagde hun begejstret og vendte blikket mod Sarina og Luna. Hun lavede en underlig grimasse, som lignede noget i retning af et forundret smil. ”Hvem er det? I er vel ikke…” hun pegede skiftevis fra Sarina til mig. ”Hvem er den lille pige i har med?” spurgte hun forvirret.

    ”Nej nej slap af. Hun er bare mig ven, Sarina,” skyndte jeg mig at sige.

    ”Nå da. Hvem er barnet så?”

    ”Hun hedder Luna, men det er en længere historie, som du må få senere. Vi har brug for et værelse at sove i. Vi har ikke sovet ret meget i flere dage, og det ville også være rart med lidt mad.”

    ”… Og et bad,” sagde Monikka så og tog fat i min skjorte. ”Hvad har i lavet?”

    ”Vi skal nok fortælle dig det hele, og vi har penge nok til at betale for mad og husly. Er det i orden?”

    ”Bestemt ja. Bestemt. Max er på jagt, så ham ser i først i morgen. Kom ind og få noget mad. Jeg har lige lavet en hel gryde suppe, som jeg egentlig ville gemme til max. Han kommer senere, så jeg laver bare noget andet til ham.”

    Inde i det andet rum, hang der en gryde under pejsen, med en boblende varm væske der duftede fantastisk. Vi fik hver en skål suppe med en humpel brød til, og vi spiste så meget, at der til sidst ikke var mere i den enorme gryde. Monikka fik store øjne af at se, så få menneske spise så meget mad på så lidt tid. Hun rystede på hovedet og begyndte at samle skålene sammen. ”Hvad har i da levet af?” mumlede hun for sig selv og gik udenfor for at hente noget vand. 

    Luna fik noget af et rus af maden, så pludselig farede hun rundt på sine små ben, mens hun pludrede for sig selv. Sarina var blevet søvnig og hang op ad sin håndfladen, mens jeg tog skålene ud til Monikka, så de kunne blive vasket.

    Monikka ledte os op til et værelse. Der var ganske vidst kun to senge, men det var fint nok, for jeg tror ikke det var hverken min eller Sarinas plan at blive der længe. Da vi var blevet ladt alene satte Sarina sig på den ene seng og sukkede.

    ”Der er noget jeg er nødt til at sige,” sagde hun og så mig alvorligt i øjnene. ”Jeg ved godt at du ikke vil bryde dig om det, men jeg har besluttet mig for at tage tilbage til Thornag, så snart jeg får muligheden. Jeg kan ikke bare flygte som en eller anden kujon, når der sker noget. Jeg har brug for at se, hvordan det står til, og se om der er nogen overlevende. Jeg har ikke fred, før jeg får gjort noget. Du aner ikke hvordan det er.”

    Jeg rystede på hovedet. ”Det er for farligt.”                             

    ”Du ved godt jeg er nødt til det,” sagde hun og jeg satte mig ned foran hende.

    ”Hvad så hvis det er det kong Vatokan venter på?” spurgte jeg.

    ”Det er en chance, jeg er villig til at tage,” sagde hun stift. Jeg vidste, at det ikke ville nytte at diskutere med hende, og desuden var jeg efterhånden så træt at mine øjenlåg blev ved med at glide i. Jeg dumpede ned på den anden seng og lagde mig på ryggen.

    ”Kan vi ikke snakke om det i morgen? Tænk lige over, om det nu også er en god ide.”

    Hun sukkede og pakkede sig ind under tæppet sammen med Luna, der allerede sov. ”Hvor tror du, din familie er?” spurgte hun. Det spørgsmål havde jeg stillet mig selv mange gange, men det eneste jeg kunne huske var at jeg løb ind i huset, og at ingen var til at finde. Fortumlet og kulret oven i hovedet havde jeg løbet rundt mellem husende og råbt efter dem mellem kaosset af mennesker, der skreg efter hjælp og kæmpede mod soldater.

    ”Jeg ved det ikke,” mumlede jeg. ”Jeg ledte efter dem, men jeg kunne ikke finde dem, og da jeg så dig stikke af, vidste jeg at jeg var nødt til at tage med dig.” Det var alt sammen gået så hurtigt.

    ”Hvad hvis de er i live? Vil du så ikke gerne tage til Thornag bare for at finde ud af det? Jeg forstår bare ikke, hvorfor du er så opsat på, at jeg skal holde mig fra det. Du har jo altid sagt, at du ville gøre alt for din familie, men du vil åbenbart ikke tage til Thornag.” Hun havde en god pointe, og jeg forstod sagtens, hvorfor hun ikke forstod mig, men jeg var bare så bange. Jeg var simpelthen bange for hvordan hun ville se mig, efter hun fandt ud af hvad jeg havde gjort. Og jeg vidste, at hun havde brug for mig, og jeg hende.

    ”Jeg tror bare, at det er en stor risiko at løbe.” Jeg sukkede. ”Sov nu. Vi snakker om det i morgen.” Hun nikkede og gabte, hvorefter hun lagde sig til at sove og efterlod mig med hundrede tanker løbende igennem mit hoved. Natten blev til en lang gang tanker, som fortsatte i drømmene.

 

***

 

Næste morgen vågnede jeg med en god fornemmelse i kroppen. Det var længe siden, jeg havde følt mig mæt og udhvilet på samme tid. Det lille værelse duftede af træ og der var omkring ligeså koldt som i skoven. Trods det havde jeg sovet helt fantastisk, men hvem der havde sovet i skoven i flere dage, ville ikke sove himmelsk i en rigtig seng? Jeg rejste mig og gik rundt i rummet. Det var allerede lyst udenfor, og jeg var allerede sulten igen. Jeg puffede blidt til Sarina, og hun drejede hovedet og glippede med øjnene. ”Godmorgen,” sagde jeg og satte mig på kanten af hendes seng.

    Luna rejste sig op og ruskede i Sarina, alt hvad hendes små alt for tynde arme kunne. Hun forsøgte konstant at trække sine ærmer ned og så anstrengt ud i ansigtet fordi tøjet ikke passede. ”Kan du ikke gå ind til markedet og se, om du kan skaffe noget nyt tøj til hende her i dag?” spurgte jeg Sarina.

    Sarina satte sig op og kløede sig i håret. Hun gabte, og så begyndte hun at undersøge Luna.         ”Har hun ikke vokset en hel del på meget kort tid?” spurgte hun forundret.

    ”Muligvis. Jeg ved ikke, om det er helt normalt.”

    ”Jeg skaffer noget nyt i dag,” sagde hun og gabte igen.

    Vi gik ned og så os omkring for at finde Monikka, men hun var ingen steder at se, så vi gik ind i spisekammeret og så os omkring. Vi forsynede os med brød og ost, og vi var så sultne at vi besluttede at købe noget mere mad til Monikka senere. Det at sulte i flere dage satte et overlevelsesinstinkt i gang i kroppen, når man så mad. Jeg havde det som om jeg var nødt til at bygge et lager op.

    Luna fik øje på en krukke med honning, og hun var så opsat på at få fat i den, at hun forsøgte at klatre op ad de lettere vakkelvorne hylder. ”Det er nok ikke en god ide,” grinede jeg og tog hende op til mig. Det gjorde sikkert ikke så meget at snuppe en smule honning, så jeg smurte et tyndt lag på et stykke brød og gav den til hende.

    Hun smilede og løb ud til bordet, da jeg satte hende ned. Hun kravlede op på en stol. Det blev ved med at forbavse mig hvor meget hun var i stand til, når man tænkte på at hun næsten havde været baby, da vi flygtede fra Thornag. Mon hun havde en form for sygdom?

    Sarina tog Luna i hånden da vi havde spist. Hun synes det var vældigt hyggeligt at de skulle gå sammen nede på markedet og finde tøj til Luna, så det lod jeg dem gøre alene. Så kunne jeg sætte Monikka ind i situationen imens. Hun stod omme bag huset og plukkede urter til sin mad, og hun fór sammen da jeg stillede mig lige bag hende.

    ”Rakian din forbistrede unge. Hvis ikke du havde vokset mig over hovedet, så havde du fået dig nogle bag i for det. Hvordan er du blevet så stor? Har du spist godt?” spurgte hun og prikkede mig i maven. ”Et godt arbejde til en ung mand som dig?”

    ”Tjo…” Jeg sukkede. ”Mor gør sit bedste og far… ja ham kender du.”

    ”Nårh ja… den mand.” Hun rystede på hovedet. ”Har i sovet godt?”

    ”Ja. Tak for din gæstfrihed.” Hun smilede. ”Vi har forresten taget noget morgenmad derinde. Vi var vældigt sultne, så du skal ikke undre dig hvis det lager er tømt når vi tager af sted igen.” Jeg grinede af hendes ansigtsudtryk. ”Bare rolig. Vi køber noget mere til dig. Vi har mange penge, så hvis du hellere vil købe ind selv, så kan du bare få nogle flere i husleje. Vi vil ikke være til besvær.”

    ”Godt. Pyha Rakian! Du var lige ved at få mig til at tage et alvorsord med dig." Jeg gøs ved tanken, for det havde jeg prøvet før. ”Jeg er mere interesseret i at vide hvor i har alle de penge fra. Du ved da bedre end at stjæle gør du ikke unge mand?”

    ”Jeg kom faktisk for at fortælle historien, så kom og tag en pause.” Jeg satte mig til rette under blodbøgen og klappede på pladsen ved siden af mig.

    Hun rettede ryggen, så det sagde knæk og satte sig ved siden af mig med et støn. ”Bare vent til du kommer op i årene knægt. Jeg er imponeret over at Max stadig holder til at gå på jagt hele tiden.”

    ”Er du gal! Han elsker at gå på jagt.” Jeg smilede. ”Det er jo Max der har lært mig alt det jeg ved. Hvornår dukker han egentlig op?”

    ”Han kommer ikke hjem i går.” Hun rystede på hovedet. ”Somme tider bliver han lidt længere væk, men det er jo også det eneste han virkelig kan lide. Hvad vil du fortælle?”

    Jeg lænede mig tilbage og krydsede armene. ”Det er en længere historie. Du ved Thornag blev besat. Det fortalte jeg dig, mens vi spiste i går, men der er mere. Kong Astan blev dræbt, og det samme med stort set hele befolkningen. Jeg så mange af dem falde.” Jeg sank en klump ved tanken. ”Mor, far, Elvira og Luka er også væk.” Jeg sukkede og tog en dyb indånding. ”Jeg forlod dem.”

    ”Så så…” sagde hun roligt. ”At de er væk betyder ikke de er gået bort.” Hun kunne se smerten i mit ansigt. ”Kom her.” Hun rakte armene ud omfavnede mig moderligt, så tårerne vældede op i mine øjne.

    ”Jeg skal nok finde dem,” sagde jeg og trak mig væk.

    ”Det skal du min ven og du skal ikke græde. Du er en stærk mand nu.” Hun smilede og klappede mig på hånden. ”Hun er for resten yndig hende du har med. Jeg ved du sagde i er venner, men det er vel altid et godt grundlag for mere.”

    ”Det er kompliceret Monikka. Kong Astan er faktisk Sarinas far. Sarina hun er prinsessen af Nordlandet, så det er derfor vi har alle pengene.”

    ”Jeg vidste der var noget bekendt ved hendes navn. Sarina Gaolari ikke sandt?”

    ”Jo. Jeg tog med hende, fordi jeg så hende flygte. Jeg spørger mig selv om det var det rette at gøre, men der er ikke tid til at fortryde nu. Det er hende jeg passer på nu, og så må vi finde min familie sammen.”

    Monikka nikkede forstående. ”I er meget tætte er i ikke?”

    ”Vi har været venner i mange år,” bekræftede jeg.

    ”Er i kun venner?”

    Jeg lo svagt og trak på skuldrene. ”Jeg er ret sikker på jeg ville ende i en galge hvis der havde været mere end venskab da Kong Astan levede.” Jeg rystede på hovedet. ”Jeg har heller aldrig forestillet mig andet end venskab med hende.” Monikka var tavs. ”Vent... hvorfor trækker du mig ud på et sidespor igen?”

    Hun lo. ”Jeg er nysgerrigt anlagt Rakian.”

    Jeg stødte skulderen mod hendes for sjov. ”Vi regner med at tage af sted igen på et tidspunkt, når vi har lagt en plan, men vi kan ikke have Luna med. Hun er for lille, og jeg tror heller ikke vores tur bliver fri for farer. Sarina har en sjovt evne til at tiltrække ballade.”

    ”Hvad fisker du efter?”

    ”Vil du ikke godt være min yndlingstante og passe på hende?” bad jeg.

    ”Jeg er din eneste tante.” Hun klukkede. ”Det kan vi godt aftale. Hun er sød, og sikke noget at hun mistede sin mor. Man kan jo slet ikke undgå at holde af det pus.”

    ”Nemlig. Jeg er meget taknemlig, og jeg ved nemlig at kun du vil kunne passe på hende. Jeg stoler på dig, men nu ikke noget med at smutte ud til alle sladretanterne og fortælle om Sarina vel?”

    ”Hvad snakker du om?” lo hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...