Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4902Visninger
AA

18. En snak i drømmene

Vi fulgte husene, der lå tæt sammen i forhold til de andre byer, vi havde været i. Vi var konstant på vagt og kiggede ikke ind i de huse, der stadig stod af frygt for, at de skulle styrte sammen. Jeg trak min hånd ud af Rakians greb, der var blevet ubehageligt stramt og trak sværdet ud af skeden, for at være beredt. Man vidste aldrig…

    Selvom jeg prøvede, at gå så stille jeg kunne, knasede gruset stadig under fødderne og ville afsløre os med det samme, hvis nogen viste sig at være lige i nærheden. En forskræmt ged kom løbende i fuld fart rundt om et hjørne og lige mod os, så vi måtte hoppe til hver sin side, da den løb forbi. Jeg fik et chok og måtte bruge et par sekunder på at få vejret igen, da den var væk. Rakian klukkede lavmælt og gik hen til mig igen, så han stod halvt ved siden af mig, halvt bag mig, for at dække min ryg.

    Stemmer brød stilheden, og jeg stivnede. ”Hvor løb det møgdyr hen?” udbrød en mandestemme, og blev efterfulgt af en nervøs kvindestemme, der forsøgte at berolige ham.

    ”Den blev bange. Jeg er sikker på, at vi finder den.”

    ”Ja det håber jeg,” sagde han hårdt. Rakian tog fat i min arm, og jeg så på ham. Han bevægede munden lydløst, så jeg kunne aflæse, at han forsøgte at sige ’denne vej’. Jeg nikkede og listede forsigtigt med ham ind imellem to forholdsvis høje bygninger, hvor vi gemte os i krogen. Der var køligt og fugtigt, og der lugtede af død kat.

    ”Hvad gør vi,” hviskede jeg i øret på ham.

    ”Venter på at de er væk…” Han tøvede. ”Kan du mærke deres sind?” Jeg rakte ud efter deres mentale energi uden at krydse over grænsen og læse deres tanker. Til min overraskelse opdagede jeg, at der var flere længere væk. De kom langsomt tættere på, og jeg tænkte på, om de ville gøre manden og damen noget. Jeg turde ikke gå helt ind og tjekke sindet, for hvis de var ligesom mig, så kunne de mærke det, og opdage at vi var der.

    ”Jeg kan mærke flere. De kommer tættere på,” hviskede jeg.

    ”Hvor mange?”

    ”Jeg ved det ikke præcist. Måske omkring fem eller seks. De kommer på heste.”

    ”Jeg tror, at vi er nødt til at komme ud. Hør Rosa ad, om hun har set noget.” Jeg gjorde som han sagde og forsøgte at finde Rosa. Jeg gennemsøgte alle steder jeg kunne nå, men hendes sind var ikke til at finde. Det gjorde mig urolig, at hun var blevet væk for mig, for det kunne kun betyde to ting: enten var hun stukket af, eller også var hun blevet dræbt.

    ”Jeg kan ikke komme i kontakt med hende,” udbrød jeg lidt for højt. Vi hørte nogle hestehove trampe i jorden som om nogen red i galop. Hørte de mig?

    Jeg ledte og fandt Sansan. Hvor er Rosa? Spurgte jeg.

    Hun er… i skal ikke tænke på det. Hun har det fint.

    Er du sikker? Jeg blev urolig. Fortæl mig det!

    Du skal koncentrere dig om dig selv og Rakian nu.

    Fortæller du, hvis der sker noget?

    Ja ja.

    Jeg stolede ikke på ham, for jeg kunne fornemme at noget var i vejen, men alligevel sluttede jeg kontakten. Lidt efter lød der en masse postyr derude, og to skrig skar igennem luften som en kniv. Det var parret, som havde diskuteret om geden. De var blevet dræbt. Jeg kunne mærke, hvordan jeg begyndte at ryste over hele kroppen: mine vejrtrækninger var så høje, og jeg kunne ikke få styr på dem. Rakian lagde en hånd om min mund for at få mig til at tie stille, men panikken overvældede mig, og jeg forsøgte at få den væk. ”Sssh. Sarina, du er nødt til at tie stille.” Han læber var helt tæt ved mit øre, men det var ikke særligt beroligende.

    Skridt lød i gruset. Menneskeskridt denne gang, og de kom tættere på. Langsomt tog jeg fat om skaftet på mit sværd og var klar, hvis der skulle ske noget. En mand gik forbi og så os slet ikke, da vi sad nede i den mørke krog. Rakian havde stadig en hånd for mine mund, men jeg åndede lettet ud. Det lod til, at manden var væk, og Rakian tog sin hånd til sig.

    Noget rørte ved mit sind. Jeg kunne mærke, at nogen forgæves forsøgte at komme igennem min mur, der var bygget op i mine tanker, og som jeg til tider selv kunne have svært ved at pille ned. Hvis de var inde i mit sind, var de også inde i Rakians. Jeg kiggede på ham, for at finde ud af, om han havde mærket noget, men selvfølgelig havde han ikke det. Han var jo et almindeligt menneske.

    Nye stemmer hørtes. ”Hun gemmer sig her et sted,” lød det, og jeg forsøgte igen at trække vejret og holde hovedet koldt. ”Jeg kan ikke trænge ind i hendes tanker, så forbered jer på, at hun er stærk.”

    ”Er du sikker på, at det er en pige,” lød en anden og lidt dybere stemme.

    ”Helt sikker, for der er også en dreng med nogle ret fantasifulde tanker om hende.” Han grinede skummelt, og skridtene kom tættere på. En sort silhuet viste sig i lyset mellem de to huse, hvor vi gemte os i hjørnet, og med det samme vidste jeg, at vi var blevet opdaget. ”Nej se hvem vi har her.” Han gik tættere på og med et, sprang vi begge på benene med vores sværd i hånden. Manden blev forskrækket og trak også sit, men vi stod bare overfor hinanden og tøvede, mens de andre kom frem, så Rakian og jeg til sidst var omringet.

    ”Hej smukke.” Han smilede smørret, men hans ansigt forvandlede sig til overraskelse. ”Det her er perfekt. Jeg tror, at vi har fået kongeligt besøg.”

    ”Hvad vil i?” spurgte jeg.

    Han havde fedtet sort hår, og et af hans tykke sorte øjenbryn skød i vejret, stadig med et smørret smil på læben. ”Snakke…” Han lagde hovedet på skrå og gik tættere på. Jeg lagde mærke til hans tøj der primært var sort/brunt undtaget en slidt grøn skjorte, som han havde under en mørkebrun lederjakke, og på benene havde han et par lederbukser med sorte støvler på fødderne. Ingen kappe.

    Jeg gik et skridt tilbage. ”I skal ikke tættere på.” Jeg havde lavet en flamme i min hånd, der blev større for at understrege, at jeg mente det, selvom jeg var ved at dø af skræk. De to andre der stod i baggrunden smilede smørret, men jeg vidste, at ham der stod forrest, var lederen.

    ”Rolig nu lille skat.” Han grinede en hæs, uhyggelig latter. Jeg stod så tæt på Rakian, at jeg kunne mærke, hvordan han blev helt anspændt. Han kunne ikke styre sit temperament, og jeg kendte Rakian godt nok til at vide, hvad vi ville få ud af det. Uden jeg kunne nå at reagere, var jeg havnet midt i en drabelig scene med sværd der klingede, og jeg forsøgte ihærdigt at komme ind i kampen.

    Jeg vidste allerede, at vi havde tabt, da de begyndte at bruge ild og en pludselig stikkende smerte nev i min arm. Jeg så ned og opdagede en lille spids pil i min overarm. Jeg ville trække den ud, men nåede det ikke før det svimlede for mine øje, og jeg sank sammen i en døs. Jeg kunne ikke engang mærke jorden under mig, da jeg faldt og besvimede.

 

***

 

Jeg hørte visken, jeg hørte mit navn, ”Sarina… Sarina…” Jeg søgte mod lyden. Jeg løb ned af en lang mørk gang med fakler på væggene der brændte. Jeg kunne kende stemmen, men jeg kunne ikke genkende hvem det var. ”Sarina… Sarina…” Jeg løb rundt om et hjørne og så mig omkring i det fangehul-lignende lange rum. Jeg kunne se mennesker uden ansigter, som sad inde i cellerne lænket fast til væggen.

    Det løb mig koldt ned af ryggen, og jeg skyndte mig videre, og fandt cellen med personen hvis stemme jeg havde hørt. Jeg så en pige, og jeg kunne genkende hende, men jeg kunne ikke sætte navn på. Hun så nu ud til kun at være få år yngre end mig, og jeg kunne ikke komme over, hvor smuk hun var, trods alt skidtet og det grimme tøj. Det gik op for mig, at det var Luna. Hendes kønne træk i ansigtet, som hun havde haft som lille, var ikke til at tage fejl af. Hende lysebrune hår bølgede ned over skuldrene med en glans så smuk, at det ikke passede sammen, at hun sad i en klam kold celle, og på samme tid så så gudelig smuk ud.

    Hendes hænder var lænket sammen med en sort, rusten kæde, som sad fast til gulvet. Hun sad på en lille briks, der var sømmet fast til væggen, og jeg sprang hen til tremmerne, men da jeg rørte ved dem, gik min hånd igennem den. Jeg trådte ind og gik hen til hende, men da jeg rakte ud for at røre hende, gled min hånd igennem hende som Luft. Jeg bakkede væk og rystede på hovedet. Det var en drøm. Jeg måtte vågne. Jeg så forfærdet på Luna.

    ”Hvorfor er jeg her?” spurgte jeg.

    ”Fordi jeg har kaldt på dig,” svarede hun og smilede til mig.

    ”Hvor er jeg?”

    ”Du er i fangekælderen på borgen Caprit, og du må finde mig. Jeg har ikke meget tid, for du vågner snart. Jeg har kaldt dig i dine drømme, for der er noget, jeg er nødt til at fortælle dig. Jeg er ikke et normalt menneske…

    ”Det har jeg fundet ud af,” sagde jeg og smilede svagt.

    ”Nej det er alvorligt. Jeg er noget der hedder Abokari. Jeg ved ikke hvad det er, men jeg er åbenbart bestemt til at klare en eller anden opgave, og de vil have mig til at gøre en masse ting, jeg ikke kan, og når jeg ikke gør som de siger så…” Hun sank en klump. ”Det kan gå frygteligt galt, hvis jeg ikke snart kommer ud. Du må hjælpe mig Sarina! Jeg ved ikke, hvor længe, jeg kan klare det mere.” Først nu kiggede jeg ned på hendes arme, der var fyldt med dybe ar og blå mærker, og jeg turde slet ikke tænke på, hvordan hun så ud inden under tøjet.

    ”Hvordan?” spurgte jeg chokeret.

    ”Du må finde en, der ved, hvor du kan finde Alia-folket. Det er et folk der lever for sig selv i et sted kun meget få mennesker ved noget om, og du skal finde dem, for de kan hjælpe dig. De er udstyret med evner som dine, og de er mestre i at betvinge jordens grundelementer. Jord, ild, luft og vand kan de mestre, men ikke som dig. Dit navn står skrevet i mange bøger. Profetier om den stærkeste betvinger, der findes blev spået allerede mange årtier, før du blev født. Det er din skæbne at forene Nordlandet og Sydlandet til et, og du skal bruge min og deres hjælp til at skabe fred.

    ”Men jeg…”

    ”Sarina, du er nødt til det…”

    "Hvor ved du alt det fra?" spurgte jeg lamslået.

    "Jeg ved det ikke." Hun rynkede fortabt panden. "Der sker så mange ting i mit hoved, som jeg ikke forstår." Hun begyndte ligeså stille at blive sløret og forsvinde. "Find mig!" var det sidste hun fik sagt. Alting omkring mig forsvandt ligeså stille, og Luna vinkede sørgmodigt til mig. Det blev mørkt, og jeg stod tilbage fuldstændig forstenet af chok, længsel, men også fortvivlelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...