Ilden i mig - Første bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Dette er historien om en pige, som går imod ild og vand for dem, hun elsker. Sarina er prinsessen, og hun er sikker på, at der ikke findes noget der hedder spænding på et indlukket slot, men før hun ved af det kollapser alle hendes rammer om ørene på hende, og hun finder sig selv flygte ud af byen efter at have set sin far dø. Hun har sin bedste ven og en lille mystisk pige med sig på en rejse, som hun aldrig havde troet var mulig. Gennem ild og vand og mod alles forventning må hun kæmpe for det, hun tror på, og huske hvem hun selv er, mens hun ser hendes eget syn på verden vendes på hovedet. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - første bog ud af tre.

60Likes
55Kommentarer
4922Visninger
AA

15. En ensom ulv

Jeg sad som sædvanligt i mine egne egoistiske tanker og stirrede på de to turtelduer, der sad under et træ lidt herfra. Måske var det min ensomhed, der var ved at gøre mig sindssyg, eller også var jeg bare i det hele taget frygteligt selvretfærdig. Lige i øjeblikket var ingenting retfærdigt. I hvert fald ikke overfor mig. Jeg kunne sidde der længe og have så ondt af mig selv uden grund, men jeg havde jo selv været skyld i det. Hvis det ikke var på grund af mit stædige sind, der altid gik i forsvarsposition overfor ham, så havde jeg måske tilgivet ham, men nej nej. Hver gang jeg var lige ved at indse, at jeg skulle tilgive ham, fandt jeg på alle mulige grunde til, at jeg ikke skulle gøre det. For at være ærlig hadede jeg mig selv. Jeg vidste ikke hvem, jeg var ved at blive til. Jeg var bange, vred, og jeg var fanget af mit eget åndssvage ego.

    De må ikke miste dem selv, sagde en dyb brummende stemme med dobbeltklang i mine tanker. Jeg mærkede en velkendt tilstedeværelse, der bevægede sig tættere på. Det sind der i flere år havde rørt mine tanker en gang imellem, men som jeg ikke kunne identificere. Mange sind rørte mit af og til, men sjældent genkendte jeg dem. Nat kunne jeg genkende på lang afstand, og det samme med Rakian.

    Jeg ved efterhånden ikke, hvem jeg selv er, tænkte jeg og håbede, at den hørte det. Hvad end den var, dyr eller menneske, kunne jeg virkelig godt bruge en at tale med. Om det så betød, at det blev gennem tankerne, måtte det være sådan. Jeg havde brug for en.

    Jeg forstår. De har mistet alt, de har kært, og det eneste der holder dem oppe er håbet om at finde barnet, og den mor som de ikke har kendt, siden de var lille. Tro mig, jeg forstår dem. Måske endda bedre end de selv gør. Den beroligende stemme fangede mig. Hvad vidste han om Luna?

    Hvem er du? Spurgte jeg og så diskret rundt på den lille plads.

    Mit navn er Sansan. Jeg har holdt øje med dem min dronning. Jeg hørte en stille brummen fra højre side af skoven. Jeg kiggede derhen, men jeg kunne ikke se nogen.

    Undskyld, men hvor er du? Det var godt til at aflede mine dumme tanker.

    Hvis de tillader, så vil jeg træde frem ad min skygge. Jeg rynkede panden.

    Selvfølgelig. Jeg var forvirret over, at han ikke bare trådte frem, hvis han ville snakke med mig. Hvorfor kalder du mig de? Jeg hørte en ny brummen, der lød lidt som en der grinede, men på en ikke så menneskelig måde. Det lød ret besynderligt. Det puslede i buskene, og pludselig tittede en snude og derefter et par dybe, sorte øjne frem. Fra snuden og ned af ryggen var ulven mørkegrå med kridhvid mave og hvide poter. Den betragtede mig med sine intelligente øjne og gik langsom hen mod mig. Jeg kunne genkende dens udseende, men hvor fra var jeg ikke klar over.

    Må jeg komme tættere på? Jeg gør ikke noget.

    Selvfølgelig. Jeg klappede på tæppet ved siden af mig for at indikere, at han skulle sætte sig. Underligt egentlig. Jeg sad og snakkede med en ulv. Jeg rystede langsomt på hovedet. Er jeg ved at blive skør?

    Nej de er ej. Jeg vendte blikket mod ham og løftede øjenbrynet. Jeg var nok kommet til at tænke højt.

    Vil du ikke nok være sød at lade være med at kalde mig de? Spurgte jeg ham, da han satte sig på bagdelen ved siden af mig. Faktisk undrede det mig, at Rosa og Rakian ikke så, at jeg pludselig snakkede med en ulv.

    Hvordan vil de… du ellers have, jeg tiltaler dig min dronning?

    Jeg hedder Sarina.

    Det ved jeg.

    Så det må du godt kalde mig i stedet for dronning, og sig du i stedet for de.

    Det er i orden Sarina. Jeg ville ikke trænge mig på, hvis ikke det var fordi, jeg kunne fornemme, at der var noget der nagede dig voldsomt. Jeg vil spørge dig, om du har brug for at snakke med en ensom ulv?

    Jeg sukkede. Jeg ved det ikke. Jeg tror, at jeg er ved at miste mig selv godt og grundigt. Jeg ved ikke hvor meget, du har gennemrodet mine tanker, men jeg er helt vildt forvirret.

    Jeg har ikke gennemrodet dine tanker. Det kunne jeg aldrig finde på, og hvis jeg ville, kunne jeg heller ikke gøre det. Du har et interessant sind. Helt lukket af, men jeg har holdt øje med dig. Jeg tænkte, at du sikkert helst ville fortælle det selv, hvis du havde brug for at snakke.

    Jeg er ikke sikker på, hvor jeg skal begynde…

    Du kan bare lade dine tanker strømme. Jeg kan sagtens følge med.

    Sådan gik det til, at jeg lukkede fuldstændigt op. Jeg lod mit sind åbne sig, og ud kom alle bekymringer, tanker, følelser. Alt der havde hobet sig op og ødelagt mig indefra. Vreden og hævnbegæret som jeg aldrig havde følt før. Det meste af tiden, havde jeg ikke engang givet mig selv lov til at tænke tingene igennem, og når de kom strømmende på den måde, virkede det så overvældende, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage.

    Jeg kan mærke en voldsom vrede i dig min ven.

    Vatokan, svarede jeg. Jeg kan ikke forklare det Sansan. Jeg føler at mit syn er ændret. Jeg kan kun se mig selv finde ham og slå ham ihjel, og det skræmmer mig. Jeg bærer som regel ikke nag og tager som regel heller ikke hævn, men… Vatokan har taget en person fra mig, som aldrig lærte at forstå mig. Jeg nåede ikke engang at vise far, hvem jeg er.

    Måske stammer din vrede mest af alt fra dig selv. Måske nærer du dårlig samvittighed overfor den afdøde konge. Du mangler nogen at skyde skylden på og den første i rækken er Vatokan, men han er ikke til stede og derfor lader du din vrede hæfte sig ved den person der er tættest på.

    Noget i den stil… Jeg sukkede. Men folk forventer at jeg bliver dronning en dag. Hvordan skulle jeg kunne det? Hvordan skal jeg rede Gia Livaria?

    Jeg ved at det er svært, men det her er ikke kun din kamp. Det her er en krig, som du er nødt til at kæmpe sammen med hele Gia Livarias befolkning. De har brug for dig og Rakian. I skal finde barnet af jorden, før det er for sent. Luna, som i kalder hende, er ikke et normalt barn. Kun en af hendes slags findes, og det er hende selv, og når hun engang ikke er med os mere, så bliver der født en ny. Luna lever for at passe på vores jord. Hendes skæbne er enten at skabe fred eller fremgang mellem mennesker. Luna alene har kontrollen over vind og vejr, blomsterne der springer op ad jordbunden og tyndekraften helt ind til jordens kerne. Det er for alt i verden vigtigt, at vi finder Luna, så hun kan fuldføre sit arbejde. Hvis kongen torturere hende uden at slå hende ihjel, bliver hun ødelagt og ved ikke, hvad hun laver. Det kan få frygtelige konsekvenser for vores land. Jeg ved, hvor meget du ønsker at finde din mor og Alia-folket, men vi er nødt til at fokusere på at finde Luna. Hvem ved... måske finder du din mor på din vej.

    Så det vil sige, at hele verden afhænger af Luna. Et lille barn?

    Mon ikke vi begge to ved, at hun ikke bliver ved med at være et lille barn meget længere. Den brummende lyd af latter rumlede helt nede i hans bryst og fik mig til at smile. Må jeg komme med et råd?

    Selvfølgelig.

    Tag dig et lille kig i Rakians tanker, og se hvad du syntes. Jeres skæbner er forbundet, så jeg vil foreslå, at du gjorde dit for at holde dig gode venner med ham. Måske får du et andet syn på tingene efter det.

    Hvad skal jeg kigge efter? Vil han ikke kunne mærke mig?

    Jeg tror vidst begge to, vi ved, hvad du skal kigge efter. Vi fik øjenkontakt, og han blinkede opmuntrende til mig. Rakian er et normalt menneske. Han kan ikke mærke den slags. For resten skal du lade være med at skyde skylden på dig selv hele tiden. Det er ikke din skyld, og du skal lade være med at skamme dig over, den fantastiske gave du er blevet udstyret med. Jeg kan se på dig, hvor glad du er for ilden, og din far lever ikke mere.

    Jeg kan ikke gøre for det. Jeg stirrede ud i luften. Hvorfor har du egentlig fulgt efter mig?

    Jeg ville sørge for, at du havde det godt. Jeg har holdt øje med dig hele dit liv. Jeg håber, at det er i orden. Du kan læse mine tanker, hvis du ikke stoler på mig. Erindringer om en ulv jeg en gang havde mødt, begyndte at spille inde i mit hoved, og jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til ligheden mellem den og Sansan.

    Det behøver jeg ikke. Jeg stoler på dig. Jeg smilede til ham.

    Hvis du ikke har noget imod det Sarina, ville jeg høre, om det ville være i orden, at jeg fulgte med dig. Jeg vil ikke forstyrre. Jeg kan lunte rundt inde i skoven, hvis du gerne vil være alene, men jeg vil bare gerne med. Jeg har brug for at vide, at du er i sikkerhed.

    Du behøver ikke rende rundt inde i skoven. Jeg kunne godt bruge lidt selskab, og desuden kunne du være god at have, hvis vi bliver overfaldet. Det er jo ikke fordi, det ikke er sket før.

    Jeg står til deres tjeneste deres majestæt.

    Lad være med at kalde mig det. Jeg grinede over, hvor latterligt det lød, når han kaldte mig det. Jeg var jo ikke prinsesse mere, og da slet ikke dronning. 

    Jo du er, sagde han.

    Du siger, at du ikke roder i mine tanker, men du ved alligevel, hvad jeg tænker, når tankerne ikke er rettet mod dig.

    Glem ikke at dit sind stadig er åbent.

    ”Ubs,” mumlede jeg og skyndte mig at lukke det igen. Det var ikke så let, for jeg havde stort set altid haft et mentalt forsvar som jeg lige før lod krakelere.

    Efter en udmattende kamp lykkedes det endelig, og jeg blev igen omsluttet af mit trygge forsvar. Så blev der stille, sagde han og lagde en pote på mit ben. Hvordan har du lært at lave så stærkt et forsvar? Spurgte han.  

    Det ved jeg ikke. Det har jeg altid haft. Jeg kom til at tænke på den gang, jeg snakkede med Rosa i tankerne. Hun havde ikke noget skjold over de tanker, der ikke var rettet mod mig, så der have jeg haft svært ved at lade være med at læse hendes tanker. Jeg havde åbenbart en form for skjold, jeg aldrig havde tænkt over, jeg besad, og Sansan måtte have det samme.

    Mærkværdigt… Han hviskede det næsten i tankerne. Tænkte det så lavt, at jeg knap kunne høre det. Hvis du ikke har noget imod det, vil jeg gå igen.

    ”Nej hvorfor. Bliv hos mig,” sagde jeg højt.

    Jeg kommer tilbage. Jeg er bare sulten, så jeg tænkte, at jeg ville jage lidt.

    Jeg kommer med dig. Vi har heller ikke fået noget mad i dag.

    Det ville være mig en ære.

    Jeg siger det lige til Rakian. Jeg rejste mig og bevægede mig hen mod dem. ”Rakian!” råbte jeg på vejen derover. ”Jeg tager ud at jager.” Han nikkede, og Rosa smilede til mig, inden jeg vendte mig om og greb min bue og kogger, som jeg slyngede over skulderen. Jeg spændte bæltet med sværdet om maven og gik hen mod Sansan, der stod og ventede på mig. Vi bevægede os langsomt ind i skoven og lyttede til lydene. Det var sjovt at se ham så koncentreret og rolig.

    Så hvordan kan det være, at du er ligeså intelligent som et menneske? Spurgte jeg ham.

    Lad mig sige det kort. Vi ulve er ikke helt som andre dyr, men nu må du ikke forstyrre mig. Jeg har et bytte. Han gik væk fra mig, lagde sig næsten helt ned på maven, og krøb igennem krattet. Jeg stod helt stille og ventede på, at han ville springe frem mod den kanin, han havde udset sig.

    Han spurtede mod dyret, men kaninen forsvandt ned i et hul, så Sansan ikke kunne nå at fange den. Jeg klukkede for mig selv.

    Øv. Udbrød han.

    Vi finder noget andet. Jeg gik videre med Sansan i hælene og så en då, der stod i en lille lysning. Jeg havde aldrig prøvet at fange en då. Jeg bed tænderne sammen for at være helt stille og satte mig på hug bag et træ. Jeg har fundet noget. Sansan lagde sig på vagt ved siden af mig.

    Dejligt. Så kan vi måske dele?

    Ja, hvorfor ikke? Jeg spændte buen med en pil, og fokuserede alt hvad jeg kunne. Det var ikke det letteste i verden, da den stod langt væk, men jeg pustede langsomt ud og trak pilen tilbage i snoren. Jeg ramte plet. Lige i øjet. ”Wow!” udbrød jeg. Jeg havde aldrig skudt en då før, og så endda lige i øjet. Sansan så anerkendende på mig.

    Flot, sagde han og luntede hen til byttet. Jeg trak pilen ud og kiggede på dyret. Det søde og nuttede over en dås store øjne, havde jeg ødelagt med en pil, og nu skulle jeg spise den. Den tanke fik mig til at føle mig mindre end en tommelfinger.

    Vi tog dyret med tilbage, og så Rosa og Rakian sidde ved bålet for en gangs skyld. ”Se hvem der er tilb…” længere nåede Rakian ikke, da han så Sansan, der luntede ved siden af mig. ”Øh… Sarina,” mumlede han og pegede på Sansan.

    ”Det er bare Sansan.” Han rynkede panden og kiggede på Rosa, der havde øjenkontakt med Sansan. Sansan var sikkert ved at forklare hende det hele. ”Sansan er min ven,” sagde jeg så og smed dåen på jorden. ”Rakian vil du ikke gøre den her klar til tilberedning. Du er den eneste der ved hvordan.” Han nikkede og fandt sin kniv frem. Han trak den med over i skoven, så det ikke ville svine ud over det hele. Det var egentlig rigtigt nok, at han var den eneste der kunne. Jeg havde kun gjort det med kaniner, men jeg brød mig ikke om at gøre det, så det kunne han ligeså godt.

    ”Godt ramt,” råbte han derovre fra skoven, og jeg smilede et stolt smil.

    Jeg lagde mig på tæppet og kiggede ind i ilden, og det samme gjorde Sansan. Så… jeg er din ven? Spurgte han.

    Ja da. Havde du ikke regnet med det? Han lagde hovedet på skrå og rystede så kort på hovedet. Nå men det blev du allerede, da du begyndte at snakke med mig.

    Tak Sarina. Det betyder meget. Jeg smilede til ham og så ud af min øjenkrog, at Rakian kom tilbage med nogle lunser kød i hænderne.

    ”Læg nogle lunser på jorden til Sansan. Han spiser det råt,” sagde jeg, da han skulle til at tilberede det.

    ”Ikke for noget, men er det ikke lidt underligt, at vi lige pludselig har en ulv med?” spurgte han og rynkede panden. Jeg vendte blikket mod Sansan, der allerede var i gang med at forklare ham det. Det var ret specielt, at han var så intelligent. Nat var et meget intelligent dyr, men ikke engang den kunne tænke rigtige tanker. Det eneste der kørte igennem dens sind var følelser, og jo den vidste ting, og den havde lært ting og erfaringer, men direkte tanker kunne den ikke tænke, ligesom den ikke kunne tale.

    Rakian så undrende på mig. ”Hvis du føler dig ensom, skal du sige til,” sagde han. Jeg skulede til Sansan, fordi han garanteret havde talt over sig. ”Det er bare fordi, du altid er så muggen. Så tror vi, at du helst vil sidde alene,” forklare han sig, men jeg ignorerede ham.

    ”Glem det Rakian,” sagde jeg hårdt og rettede på mit tøj.

    ”Du er selv ude om det,” mumlede han, og det var sikkert ment, som om jeg ikke skulle høre det. Fint nok. Jeg gad heller ikke kommentere det. Sansan mærkede den kolde luft mellem os.

    Tag lige og kig en gang i hans tanker. Jeg tror du finder noget interessant.

    Han kan bare smutte, kan han.

    Du skal passe på med at være for hård ved ham.

    Jeg ved det. Undskyld.

    Jeg overvejede det, men besluttede mig så til at gøre det alligevel. Jeg forsøgte ikke at stirre for meget på Rakian, mens jeg gjorde det, for han skulle nødigt få mistanke. Langsomt og tøvende gled jeg ind i hans sind og mærkede hans følelser, der kom til mig hurtigt som et vindpust. Følelser af afmagt, sorg, skyld, men også en hvis form for kærlighed og vrede på samme tid. Han havde mange forskellige blandede tanker, som var svære at opfange. Dem jeg nåede at få fat i var tanker som: Det driver mig til vanvid. Jeg kender hende ikke mere. Jeg kunne se at han diskredt kiggede hen på mig, men da vi fik øjenkontakt ændrede hans øjne sig. Måske er det bedst for os begge to, hvis jeg bare smutter. Nu har hun Sansan. Han kan passe på hende.

    Jeg fik store øjne. Han må ikke forlade mig. Aldrig! Det slog mig pludselig, hvad jeg selv lige havde tænkt. Jeg ville rent faktisk ikke have, at han forlod mig. Jeg gemte ansigtet i hænderne. Hvad havde jeg dog rodet mig ud i? Selvfølgelig kunne han ikke kende mig mere. Jeg kunne ikke engang kende mig selv. Jeg var et stort rod.

    Rosa satte sig forsigtigt ved siden af mig. ”Sarina, hvad sker der?” spurgte hun forsigtigt. Jeg kiggede op på hende.

    ”Ikke noget. Jeg tror gerne lige, jeg vil snakke med Rakian,” sagde jeg og rejste mig. ”Rakian?” spurgte jeg.

    Han løftede øjenbrynet og så ind i mine øjne. ”Hvad er der,” sagde han stift.

    ”Jeg vil gerne snakke med dig…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...