Alligevel uden hensigt

Til venstre.

2Likes
0Kommentarer
185Visninger
AA

1. Alligevel uden hensigt

 

Det er egentlig rimelig varmt, det faktum at det er februar taget i betragtning. Det får hende dog ikke til at smide sin kæmpestore militærjakke. Hendes hud er bleg, hendes hår er blond, og hendes højre hånd piller konstant ved den venstre i et forsøg på at skrabe den sorte neglelak af. Hun synes, neglelak er irriterende men pænt, men hun er ikke pæn, så det er mest bare irriterende.
Cyklen er gammel og glider langt fra ubesværet hen ad stien. Hun nynner med på musikken, ikke musik fra nogle høretelefoner eller højtalere et sted langt væk, men musik fra hendes tæer og næse og fra trætoppene. En så sælsom melodi, at hun frygter, at nogle hører hende.
Hvis hun havde haft venner, ville det være dem, hun var på vej hen til. Så ville hun ikke cykle alene rundt i næsby og søhus, så ville det være med en hensigt. Sådan en har hun ikke.

Foran hende står et skilt. Adgang forbudt. Vejen er spærret. Drej venligst til venstre for at fortsætte. Hun drejer til højre op ad en trappe. Afspærring. Hvad betyder det overhovedet. Noget med at falde langt, langt ned, hvis man er ligeglad. Afspærring. Venstre, tak. Nej. Okay. Højre. Fald. For enden af bakken drejer hun igen til højre, og hun puster og pruster, for det er lidt hårdt at cykle.

Der ligger nogle rækkehuse og nogle hvide barakker. Hun undrer sig over, hvorfor der ligger barakker på sådan et fint sted. Hun parkerer cyklen på en græsplæne, der vist nok tilhører nogle gamle damer, som står i et vindue og diskuterer, og så går hun over og spørger et postbud om, hvad det dog er for nogle barakker, der står og ser grimme og hvide men alligevel grå ud med mos på tagene, og han griner. Han er højere end hende. Ikke i centimeter, men i hierarkiet. Han har sådan en der af de der hensigter med at være til stede. Han giver folk post. Hun ødelægger blot deres græsplæner og giver dem lidt ekstra havearbejde. Det er måske heller ikke så skidt endda, hvis de lige trænger til at bevæge sig.
Postbuddet siger, at barakkerne er nogle meget eftertragtede rækkehuse, som næsten er ubeboede på grund af den høje pris. Han siger, at hun kan flytte ind for et højt beløb, hvis hun vil. Hun takker nej.

På vejen tilbage mod trappen tænker hun over, om mos på taget er kunst.

Pludselig kører hun nedad. Hun har ikke tænkt over, at bakker ikke kun går op. Musikken bliver højere, og trompeter og basuner og tværfløjter synger i luften. Hun falder og cyklen falder med. Løfter armene. Griner højt. Violin. Bas. Vejen er ujævn, det samme er hun. Et sving. Hun falder og cyklen falder ikke længere. Hendes arme bliver skrabet, blod løber ned fra mange lige rifter over hinanden. Hun lander i en mudderpøl. De sidste spor af neglelak er væk. Flygtet. Faldet?

Hun lukker øjnene. Blodet stopper. Længe sidder hun der og tænker. Hun tænker på kunst og liv og på sår og rifter. På om smerte kan være behageligt. Hun bider i sin underlæbe og betragter mørket falde på gang på gang, hun betragter rifterne på sine arme blive til ar, og hun indser, at de aldrig vil gå væk. Og hun ved, at hun nu kan bruge neglelakken til at tage opmærksomhed, så hun kan se pæn men upraktisk ud. Så hun cykler hjem.

Af en eller anden grund er hendes arme fri for ar, da hun kommer hjem. Tid er gået. Det er marts. Koldere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...