Follow you down | Larry Stylinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2014
  • Opdateret: 26 apr. 2014
  • Status: Igang
Hvad sker der, hvis kærligheden blomstrer, hvor den ikke må blomstre? Hvis kærligheden kommer på tværs af, hvordan naturen er skabt, hvordan hierarkiet står til og hvis kærligheden krydser alle regler? Louis Tomlinson og Harry Styles er to modsætninger, den ene populær, den anden det modsatte. Louis Tomlinson er sjov, men han opdager ikke, hvad der er lige foran ham. Kærlighed fra en klog, ung, brunhåret fyr ved navn Harry Styles. Bedre kendt som skolens enspænder.

26Likes
7Kommentarer
1078Visninger

2. 1


   Jeg foldede mine hænder nede i jakkelommen, da kulden igen tog over. Det var forår, men man skulle tro, at det var vinter. ,,Det bliver skønt vejr i dag, Harry", havde min mor sagt, men som jeg havde bevæget mig udenfor, var det blevet bekræftet, at hun havde taget fejl. Vejret var lort, fuldstændig ligesom mit humør.

   Det var ikke nemt at komme til igennem menneskerne, eftersom de alle stoppede op for at kramme. Jeg havde aldrig været den type der blev stoppet på gangen for at blive krammet. Jeg var mere den type, som folk ikke rigtig opdagede. Enten fik jeg den dårlige opmærksomhed eller også fik jeg ingen. 

   Skulle jeg selv vælge, gad jeg godt, at jeg slet ingen opmærksomhed fik, aldrig nogensinde. Men livet var tydeligvis ikke anlagt, som jeg ønskede det. Det var der efterhånden mange beviser på, for eksempel det faktum, at jeg aldrig havde haft en kæreste. Ingen havde nogensinde været forelsket i mig.

  Men jeg var ikke skuffet over det. Hvis det var mig, som skulle finde en kæreste, ville jeg hellere ikke havde valgt en som mig. Jeg var upassende og sagde altid de forkerte ting. Hvorfor skulle nogen vælge mig frivilligt? Der va mange andre fisk i havet, som man jo siger.

  Jeg trak min gamle nokia mobil op af min lomme i vinterjakken og tjekkede de beskeder der var tigget ind. En fra min mor som skrev, at vejret var dårligt. Jeg fnøs en enkel gang. Det siger du ikke. Jeg var ikke led overfor min mor, selvom det godt kunne lyde sådan. Mere ironisk.

  Med en let bevægelse åbnede jeg mit skab og trak en bog ud. Bogen var blå med nogle grimme stjerner på. Faktisk var bogen grå, men fordi min mor mente, at jeg skulle have bogbind på bøgerne, var bogen blå med stjerner. Selvom alle de andre elever ikke pakkede deres bøger ind i bogbind, så skulle jeg selvfølgelig gøre det.

  Jeg opførte mig ordenligt, gjorde de rigtige ting og gjorde ingen fortræd. Men det betød ikke, at jeg ønskede at være sådan. Hvis jeg selv kunne vælge, gad jeg godt at være god til gymnastik, kunne spille guitar og være god til fodbold. Men som jeg skrev tidligere, så gik alt ikke efter min vilje. 

   Efter lidt tid, hvor jeg havde kigget, med blikket låst fast, ind i mit skab, gik jeg videre med sløve skridt. Jeg gad ikke at gå hurtigt. Jeg havde intet at nå, der var ikke nogen der ventede på mig. Og selvom det lød som om, at jeg var en person med dårligt selvværd, ingen humor, intet godt humør eller nogen sans for glæde, passede det ikke. Jeg var et positivt menneske, i hvert fald nogle dage.

  Jeg slog døren til klasseværelset op og satte mig sløvt ned på 2. forreste række. Hvis jeg sad forrest var jeg nørd, hvis jeg sad bagerst var jeg ligeglad med alt, men 2. række, det var en god række at sidde på. Især fordi jeg ikke blev stemplet som direkte nørd, når jeg sad på 2. række.

   Bag ved mig satte en dreng sig, Louis Tomlinson. Selvfølgelig hørte han til på den ligeglade række. Hvis ikke han sad der, ville han miste hele sit "fantastiske" ry. Skolens bedste fodboldspiller og pigernes første valg.

  På den ene side forstod jeg dem godt. Han var sej, ikke grim og en af de populære typer. Hvis jeg var pige, ville jeg da også vælge en som ham. Han var nærmest min modsætning. Ligemeget hvad han gjorde, hvor han gik eller hvem han hang ud med, var han sej. Han kunne hænge ud med mig, også ville han stadig være perfekt.

  Det der undrede mig var bare, at selvom han kunne sætte sig ned ved siden af mig, så gjorde han det ikke. Selvom han egentlig stadig ville være elsket og værdsat, så blev han siddende på bagerste række. 

  ,,Fokus herop, tak", lød Louises stemme, vores historielærer. Jeg kneb øjnene sammen og slog op i bogen. Louise lavede en ting med øjnene, gjorde dem store og forvirret, hvilket betød at hun følte, at vi larmede, da vi slog op på siden i vores bog.

  ,,Kan nogen kort fortælle om, hvad Frederik gjorde godt i den tid?" Spurgte hun og løftede øjenbrynene for at kigge rundt. Jeg rakte hånden op sammen med nogle andre, blandt andet Louis. Hun pegede lidt tvivlsomt imod ham.

  Jeg forstod godt hendes forvirring. Louis deltog aldrig i timerne, og hvis han gjorde, deltog han ikke med det rigtige. 

  ,,Han gav dem deres mad og alt det der stuff", svarede han ligeglade, imens nogle piger fniste i baggrunden. Jeg åndede tungt ud og ind, så han var opmærksom på, at han ikke var sej eller sjov.

  ,,Hvis du ikke tager den her undervisning seriøst, Louis, skulle du måske smutte ned forbi kontoret?" Louise havde en skrap tone i stemmen. Hun var for det meste en sød lærer. Hun var meget skrap og alt skulle gå efter hendes planer, men det var fedt nok, hvis man, ligesom mig, godt gad at lære noget.

  ,,Så jeg tager den ikke seriøst, når jeg for en gangs skyld deltager i undervisningen? Undskyld mig, Louise, men var det ikke netop det, som du sagde, at jeg skulle gøre?" Svarede han flabet tilbage. 

   Jeg hadede at sige det, men han fik lukket munden på Louise. Hun blev hurtig tav og begyndte at skrive op på tavlen. Frederik gav de fattige nogle bedre forhold, skrev hun op og drejede igen hurtigt om på hælen. 

  Hendes blonde, misfarvet hår røg kraftigt frem og tilbage, som hun bevægede sig rundt og skrev op, hvad vi sagde. Som den eneste i klassen sad jeg og skrev alt hvad hun skrev ned. Det var vigtigt, og selvom jeg alligevel havde skrevet en masse noter, kunne det være, at jeg havde glemt noget.

   ,,I skal nu trække et navn. Det navn som I har trukket, er den person som I skal arbejde sammen med de næste 2 uger. Hvis grupperne ikke fungerer, forholder jeg mig retten til at flytte rundt på personerne", forklarede hun og gik rundt med noget a la en fiskekugle til guldfisk. 

  I det lille akvarium lå der en masse sedler, som der stod en masse navne på. Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg gerne arbejde sammen med en som Niall eller Sofie. De gik op i, hvad de lavede, men de var ikke direkte nørder.

  Da Louise stod foran mig, stak jeg usikkert min rystende hånd ned i bovlen. Jeg rodede lidt rundt med hånden, inden jeg trak en lille seddel op. ,,Please", mimede jeg og åbnede den. Zayn Malik, stod der fint skrevet med en skråskrift. 

  Jeg havde aldrig snakket med ham, men han virkede fin nok. I hvert fald var han ikke som Louis, Ashton og Calum. 

  Da Louise igen kom op til tavlen, skrev hun halvdelen af klassens navne op. Inklusiv mit navn. Igen begyndte en hel runde, hvor man skulle fortælle, hvem man havde fået som makker. 

   Hun kiggede nysgerrig på mig. ,,Der står", mumlede jeg og kiggede ned på sedlen. ,,Zayn Malik", sagde jeg tydeligt. Jeg kunne sagens huske hvad der stod, men jeg virkede bare lidt mere cool, hvis jeg sagde det sådan. 

  ,,Super, I skal nu finde sammen også forklarer jeg nærmere bagefter", sagde hun og viftede med armene for at fortælle, at vi skulle skynde os lidt. Jeg søgte rundt efter Zayn i lokalet, men han var ingen steder at se. Jeg lænede mig lidt tilbage i stolen, eftersom at han nok ikke pludselig dukkede op.

  ,,Det gælder også dig, Harry", sagde hun i en strid tone og pegede på mig.

  ,,Jeg kan ikke se min makker", svarede jeg og løftede hurtig det ene øjenbryn. Hun åndede tungt ud, inden hun forsvandt op til sit bord, hvor hun trak en seddel ud fra skuffen. 

  ,,Han er i skole i dag", mumlede hun mistænksom og pressede læberne sammen. Jeg var ligeglad, om han var i skole eller ej, jeg skulle nok få 12 alligevel. Faktisk ville jeg helst have, at han ikke kom. Det ville være nemmere, hurtigere og endda hyggeligere. 

  ,,Der kommer han jo!" Råbte Louise og farrede hen til Zayn, som netop havde trådt ind af døren. Zayn smilede hurtigt, hvorefter Louise begyndte at forklare, at han var sammen med mig, og hvad vi skulle igang med.

 Han satte sig ned på pladsen ved siden af mig, som havde været tom siden timen startede. ,,Du er Harry, ikke?" Spurgte han og løftede øjenbrynene, så han så lidt mere nysgerrig ud. Jeg nikkede hurtigt og sendte ham et kort, falsk smil.

  ,,Så har jeg da fat i den rigtige", grinede han nervøst. 

   Jeg nikkede et par gange. Måske var Zayn ikke irriterende, men han var hellere ikke ligefrem klog. Louise begyndte igen at snakke, men mine tanker lå et helt andet sted. De var fanget i sin egen lille verden, og det var tæt på umuligt at få dem ud af den verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...