Unbreakable {Justin Bieber}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2014
  • Opdateret: 31 maj 2014
  • Status: Igang
Da den pæne forstadspige, Elinor, møder en mystisk fyr i en tøjbutik i New York, som hun falder pladask for, har hun ingen ide om at det i virkeligheden er det styrtende rige og ultra berømte teenageidol Justin Bieber. De bliver forelskede, men kan Elinor klare presset fra journalister og paparazzier? Og hvad med Selena, Justins eks? Og ikke mindst, kan Justin og Elinor holde deres løfte til hinanden, om at deres kærlighed skal vare for evigt og være "unbreakable"?

47Likes
69Kommentarer
3219Visninger
AA

2. Sunglasses

Hun ringede ham op ved midnat. Hun lyttede til de lange bip, indtil han endelig svarede.

"Nor?", hviskede han hæst. Han kaldte hende altid Nor. Han var den eneste som kaldte hende det. Nor. Hun hadede også Elinor.

"Jeg kan ikke klare det længere, Justin. Det kan jeg ikke.", sagde hun bestemt. Mærkede allerede lige efter tårerne, vandkrystallerne, pible ned af hendes blege kinder. Hun havde sagt det nu. Hun kunne ikke trække det tilbage.

"Hvad mener du, Nor?", svarede han. Hun kunne høre ham sætte sig op i sengen. Blive bange.

"Jeg elsker dig. Men vi kan ikke være sammen længere.", var det eneste hun kunne få ud.

"Vent, Elinor. Forklar mig lige det her. Du kan ikke forlade mig... du kan ikke...". Hans stemme skælvede.

"Jeg blev forelsket i dig den første dag vi mødtes. Da du gik forbi mig på den der overlegne måde. Dine solbriller sad på næsetippen, håret var sat. Jeg kan huske det hele, Justin..."

 

To år tidligere

 

Jeg gik arm i arm med min mor. Havde en Starbucks i hånden, solbriller i håret og kunne ikke stoppe med at smile. Alt var perfekt. Vi var taget til New York City for at shoppe og gå ud og spise bagefter. Kvalitetstid, som min mor plejede at sige.

"Bare sig til, hvis der er et sted du vil ind og kigge.", sludrede min mor. Vi gik lidt videre, indtil jeg fik øje på en halvdyr butik. Jeg hev min mor med derind, selvom jeg ikke havde tænkt mig at spørge om jeg måtte få noget. Hun gik ned i den ene ende af butikken, mens jeg fortsatte i den anden retning. Sådan var det altid med mig og min mor. Vi ville næsten altid i hver sin retning. Jeg stod og betragtede deres tasker, da jeg pludselig kunne mærke nogen passere tæt forbi mig. En duft af en maskulin parfume hang i luften, og jeg snurrede rundt. Drengen der stod foran mig havde store solbriller på. Han havde en stor, mørk hættetrøje på, men man kunne alligevel se lidt af hans hår. Det var ikke sat tilfældigt. Hans bukser var et par posede, grå joggings og skoene et par almindelig Adidas sneakers. Han så ikke engang ud til at kigge på mig, selvom det var umuligt at gennemskue med de solbriller. Alligevel var der noget anderledes ved ham. Noget specielt, noget mystisk.

"Har du opdaget mig, eller hvad? Siden du stirrer sådan?", sagde han pludselig. Stemmen var blød, sådan en man bare kunne blive ved med at lytte til. Jeg blev overrasket over at han talte til mig.

"Opdaget dig?", sagde jeg selvsikkert. Sådan var jeg bare, folk vidste det aldrig hvis jeg følte mig pinlig over noget, eller hvis jeg inderst inde var genert. Desuden anede jeg ikke hvad drengen snakkede om.

"Oh. Du... Du ved ikke, hvem jeg er vel?", svarede han usikkert. Han lød også lettet.

"Nej da."

Så tog han solbrillerne af. Det var der jeg mærkede det for første gang. Suset i min mave. Sommerfuglene, der baskede rundt. Mit hjerte der bankede hurtigere og hurtigere, følelsen af at lette fra jorden. Han havde de smukkeste øjne. De var brune, funklende. Smilende. Det var som om jeg havde set dem før. Det var øjnene jeg faldt for. Det var i det øjeblik, at jeg blev forelsket.

Han tog et par solbriller op, der lå på et bord og tog dem på.

"Klær de mig?", grinte han og blottede sine funklende, hvide tænder.  Brillerne var kuglerunde. Fjollede.

Jeg lo. Jeg fangede mig selv i at gøre det på den der søde, uskyldige måde, som mine veninder sagde jeg gjorde når det var fyre i nærheden.

"Hvad med dem her?", fnes jeg og tog nogle endnu grimmere på. Drengen grinede, og tog dem af mig. Jeg gispede, da han kom så tæt på, og håbede at han ikke hørte det. Så tog han nogle andre op. De var smukke, virkelig flotte. Et par klassiske, gyldne pilotbriller. Han puttede dem forsigtigt på mig. Drengen lagde hovedet på skrå, og rakte så ud for at stryge mit hår væk fra ansigtet. Mit hjerte galoperede så meget, at det føltes som om det kunne springe ud af mit bryst til hver en tid. Der var virkelig noget unikt ved den her dreng.

Jeg smilte forsigtigt. Han smilte tilbage. Sådan stod vi bare i flere sekunder uden at sige noget.

"Elinor!", lød min mors stemme pludselig nede fra den anden ende af butikken. Jeg rødmede. Pis.

"Øhm, jeg må nok hellere af sted.", mumlede jeg til drengen. Hvor irriterende, at hun også skulle bryde ind midt i det hele.

"Vent!", udbrød drengen da jeg gik forbi ham. Han tog forsigtigt fat i min arm.

"Så det er Elinor, du hedder. Jeg har ikke engang dit nummer." , hviskede han. Han havde skubbet solbrillerne på plads igen. Hans ansigt virkede velkendt... jeg vidste bare ikke hvor jeg havde set det før.

"Oh. Jamen så kom med din telefon. Skriv en besked.", svarede jeg fortumlet. Det her var næsten for godt til at være sandt.

Da jeg var på vej hen til min mor igen, kom jeg i tanke om at jeg slet ikke havde fået hans navn at vide. Jeg drejede rundt, og drengen løftede hovedet.

"Hvad var dit navn, igen?", spurgte jeg højt nok til at han kunne høre det.

Han tøvede i et par lange sekunder.

"Det er Jason.", stammede han så til sidst. Jeg smilte, og gik ud af butikken.

 

"Hvem var det nu, Eli?", grinte min mor da vi slentrede videre. "En fra skolen, eller hvad?" Jeg himlede med øjnene.

"Nej, mor. Jeg havde aldrig set ham før.", vrissede jeg. Hun skulle altid blande sig. Mit mor stoppede pludselig op, og hev i min arm.

"Elinor, du kan ikke bare begynde og snakke med en eller anden fremmed mand! Du burde være klogere end det! Lov mig, at det ikke sker igen!", sagde hun i et lavt, bestemt tonefald. Sådan et man ikke skulle tage fejl af.

"Det lover jeg.", mumlede jeg, selvom jeg godt vidste at det var et løfte, jeg nok ikke ville komme til at holde.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...