Unbreakable {Justin Bieber}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2014
  • Opdateret: 31 maj 2014
  • Status: Igang
Da den pæne forstadspige, Elinor, møder en mystisk fyr i en tøjbutik i New York, som hun falder pladask for, har hun ingen ide om at det i virkeligheden er det styrtende rige og ultra berømte teenageidol Justin Bieber. De bliver forelskede, men kan Elinor klare presset fra journalister og paparazzier? Og hvad med Selena, Justins eks? Og ikke mindst, kan Justin og Elinor holde deres løfte til hinanden, om at deres kærlighed skal vare for evigt og være "unbreakable"?

47Likes
69Kommentarer
3151Visninger
AA

16. Smerte

Jeg stirrede koldt på min kærestes eks. Selena Gomez. Ikke hendes kæreste. Min
"Jeg vil se ham.", sagde jeg bare. For det ville jeg. Måske, hvis han så mig, ville minderne vælte op i ham. Måske ville han få det hele tilbage igen. 
"Undskyld, men der er ingen adgang til stue 32 lige nu...", prøvede sygeplejersken. Jeg løftede et øjenbryn. Tak for den oplysning, tænkte jeg og rejste mig op. Et jag af smerte skar sig op gennem hele mit ben, da jeg støttede på min ankel. Jeg skar en grimasse, og humpede videre. 
"Elinor, jeg tror det er bedst hvis...", prøvede Nancy igen, men jeg var allerede ude af stuen. Kunne svagt høre Selena fnyse derinde. 
"Bare lad hende.", kunne jeg høre hende sige. Jeg satte kurs mod Stue 32, selvom smerten blev ved med at skylle ind over mig. Slog døren op. Og der lå han. Nøjagtig som Nancy havde sagt var der ingen fysiske skader. Han var klædt i hvidt og stirrede på et fjernsyn. Så ikke rigtig ud til at følge med. Da han opfangede at jeg kom ind slukkede han og kiggede direkte på mig. Med det samme kunne jeg se at det var galt. Han kiggede slet ikke på mig på den der helt specielle måde. Der var ikke det specielle smil, øjnene gnistrede ikke. Han strakte heller ikke armene ud for at omfavne mig. 
"Justin...", hviskede jeg. Han kiggede bare uforstående på mig. Jeg havde håbet, at han vil synet af mig ville huske alt igen. Der tog jeg grueligt fejl. 
"Undskyld mig, men jeg har åbenbart været ude for en bilulykke. Jeg elsker jer så højt, jeg kunne ikke have nået her til uden jer. Men lige nu er jeg altså fuldstændig ude af stand til at skrive autos.", sagde han i et venligt tonefald. Et specielt tonefald, som han brugte over for fremmede. Folk, der aldrig ville komme tæt på ham, tæt på hans inderste. En hånd fløj op foran min mund. Jeg mærkede ikke smerten i mit kraveben eller anklen. Kun den isnende, altomfavnende smerte der blev tyret ind i mit hjerte som en syl. 
"J-jeg...", forsøgte jeg. Men der kom ikke mere ud. Jeg vidste, at det ikke ville nytte. Jeg bakkede langsomt tilbage. En sten i hjertet pressede sig op og blokerede næsten for luften. Jeg kunne mærke tårer i min øjne mase sig frem. Jeg vaklede ud med en hånd på panden. Det var rigtigt nok. Han kunne ikke huske noget. End ikke vores løfte, tænkte jeg, og det hele kom tilbage. 
"Lover du mig det, Justin?" 
"Det lover jeg. Vores kærlighed forbliver ubrydelig.
Jeg vidste godt, at jeg var tåbelig. Det var kun en uge. Men bag følelsen, den måde han kiggede på mig på. At... at han lige nu faktisk ikke elskede mig. Tanken ramte mig som et knaldhårdt slag lige i ansigtet. Han elskede mig ikke. Ikke nu. Han vidste ikke længere hvem jeg var. Jeg lukkede øjnene. 
"Er du okay?", hørte jeg en stemme sige. Kiggede op med sløret blik og mødte hendes gnistrende øjne. Selenas gnistrende øjne. Tonefaldet var alt andet end venligt. Det var nærmere nedladende. Jeg lagde hovedet på skrå, rystede det skuffet og gik med bestemte skridt væk. 

--

Fem timer senere sad jeg hjemme på mit værelse. Yasmin sad i fodenden og proppede mig med skumfiduser og Oreo is. Mit ansigt var rødt og helt vådt at tårer. 
"Jeg kan stadig ikke fatte det.", sagde Yasmin stille, hun tænkte sikkert bare højt. Jeg havde forklaret hende det hele. Hun havde jo vidst det et stykke tid, efter at vi var blevet afsløret. Men hele historien, alle detaljerne. Hun havde tilgivet mig. 
Hvorfor skulle alt være så svært lige for os? Hvorfor skulle vi køre galt? Igen begyndte jeg at græde, og mærkede Yas' arme omkring mig. Indsnusede duften af hende Marc Jacobs Daisy parfume, der mindede mig om Justin som altid duftede så godt. I øjeblikke som dette var jeg lige ved at ønske, at det der skete i den dyre butik i New York var blevet der. Eller at jeg havde stoppet det hele på vores første date. At jeg havde slået op, da han blev anholdt eller at jeg havde lyttet til mine forældre og ikke være stukket af. Men den kærlighed til ham jeg havde i mig, kunne ikke bare forsvinde. Og det var svaret på hvorfor jeg ikke havde gjort nogle af de ting. Jeg elskede ham for højt, og det var alle problemerne værd. Elskede den måde han løftede mig op på, den måde han kiggede på mig på med hele galakser af drømme i øjnene. Elskede når han begravede hovedet i mit hår, og når vi lige pludselig begyndte at lave vandkamp i hans køkken, når vi vaskede op. 
Mine forældre var selvfølgelig rasende. De kom hen på hospitalet kort efter at jeg havde set Justin. Men det værste var, at de ikke skældte ud. De sagde ikke noget. Råbte ikke af mig. De kiggede bare på mig med skuffelsen malet i ansigtet. Sådan var det forsat. Ikke et ord. Heller ikke fra mig, jeg kunne ikke finde de rigtige. De protesterede ikke, da Yasmin stod ude foran vores hoveddør og vadede ind efter jeg var kommet hjem. Jeg behøvede ikke at ligge på hospitalet, bare jeg forholdt mig i ro. Og det gjorde jeg også. Udenpå. Men indeni var der alt andet end ro.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...