Unbreakable {Justin Bieber}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2014
  • Opdateret: 31 maj 2014
  • Status: Igang
Da den pæne forstadspige, Elinor, møder en mystisk fyr i en tøjbutik i New York, som hun falder pladask for, har hun ingen ide om at det i virkeligheden er det styrtende rige og ultra berømte teenageidol Justin Bieber. De bliver forelskede, men kan Elinor klare presset fra journalister og paparazzier? Og hvad med Selena, Justins eks? Og ikke mindst, kan Justin og Elinor holde deres løfte til hinanden, om at deres kærlighed skal vare for evigt og være "unbreakable"?

47Likes
69Kommentarer
3216Visninger
AA

15. Selena Gomez

Jeg var omgivet at blødt stof, men ubehagelige sus i maven væltede hele tiden ind over mig. Jeg turde ikke åbne øjnene. Kunne ikke huske, hvor jeg var eller hvorfor. Jeg vidste bare, at noget var helt galt. 
"Elinor?", sagde en blid stemme, og jeg kunne mærke mig selv rynke panden. Ville bevæge mig, men var ikke i stand til det. Jeg prøvede at finde ordene frem og samle dem sammen. 
"Hvor er jeg?", sagde jeg så højt jeg kunne. De tre ord kom kun ud som en svag hvisken. Den trygge stemme rømmede sig. 
"Du er på hospitalet. Dig og din...", stemmen tøvede et kort sekund, "...kæreste kom ud for en bilulykke på Route 9. Du er okay. Din krop er stadig lidt i chok efter ulykken, men du klarer den. Kravebenet og anklen er brækket." Ordene flød sammen, mit hoved dunkede. Jeg prøvede at få tingene til at hænge sammen, men det var umuligt. Bilulykke? Så slog det ned i mig som et lyn. Jeg så billederne skræmmende klart, som var jeg der igen. Kunne huske at jeg sang,  kunne huske bilen der kørte forbi, et kamera der blitzede. Og så ikke mere. Der var bare noget der manglede, og jeg kunne ikke finde ud af hvad det var. Prøvede at stykke stemmens forklaring sammen. "Dig og din... kæreste." Justin! Hvor var han? Hvorfor var han ikke ved mig?
"Hvor er Justin?", hviskede jeg og denne gang skælvede min stemme ikke. Der kom intet svar, kun en knusende tavshed. 
"Hvor er han?", nærmest råbte jeg med stadig lukkede øjne. Var ikke i stand til at åbne dem. 
"Rolig nu, Elinor. Tag det roligt. Han er okay. Sov nu. Bare slap af.", sagde en stemme. Jeg mærkede et lille prik på min arm, og så strømmede trætheden ind over mig. Mine hjerteslag faldt, og inden længe sov jeg. 

Jeg åbnede øjnene, og satte mig straks op i sengen. Var med et fuldstændig vågen. Stuen jeg lå på var halvmørk, gardinerne var trukket for. Min seng var det eneste møbel med undtagelse af et lille træbord. En plakat på væggen formanede om, at man altid skal huske at vaske sine hænder. Der var overfyldt med blomster og små kort overalt på det lille sengebord. Jeg orkede ikke at læse dem. Stuen var lille og trang. Jeg havde ingen plasticslanger på min krop, heldigvis. Det eneste jeg ville nu var at se Justin. I det samme kom en sygeplejerske ind af døren. Lyset væltede ind, det måtte være midt på dagen. Hun stillede sig stumt ved min sengekant. Rakte en blød hånd med perfekt lakerede negle hen mod mig. Jeg tog den forsigtigt. 
"Nancy Smith. Sygeplejerske.", sagde hun myndigt. 
"Elinor Hawkins.", hviskede jeg. Var helt tør i munden, kunne slet ikke tale højt. 
"Hvordan har du det Elinor?", spurgte hun med et tandpastasmil klistret til læberne. 
"Fint.", svarede jeg simpelt, og hun stillede en lang række spørgsmål. Gjorde det mon ondt i mit kraveben? Følte jeg mig svimmel? Havde jeg mistet hukommelse? Hun lyste mig i øjnene og alt muligt andet. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik. Måske et kvarter, måske en hel time. Jeg svarede høfligt på alt, men mit hjerte bankede hurtigt i brystet, og min vejrtrækning var ukontrolleret. Jeg var nød til at se Justin. Nu. 
"Hvor er han? Justin, min kæreste?", sagde jeg og lagde mærke til, at det var den første gang jeg havde omtalt ham som 'min kæreste' foran en fremmed. Der kom en stram mine i Nancys ansigt. 
"Hvad?", gispede jeg forskrækket. "Der var en der sagde, at han var okay." 
"Det er han også.", svarede hun, og mit hjerte slappede af. Lettelsen skyllede ind over mig. "...udenpå.", tilføjede hun så, og jeg tog hånden op for munden. Kunne ikke få et ord frem. 
"Han har ingen fysiske skader, intet andet end et par skrammer. Han var i koma i ti timer. Nu er han kommet til sig selv, og er ved forstand igen. Han har dog fået et hukommelsestab. Lige nu er han cirka otte måneder tilbage i hukommelsen.", forklarede hun og alt gik i sort for mig. Otte måneder. Tre måneder før vi havde mødt hinanden. Men det var ikke det værste. For otte måneder siden var han stadig væk kærester med hans ekskæreste. Og hans ekskæreste var ikke hvilken som helst pige. Det var Selena Gomez.
 Lige i det øjeblik navnet dukkede op i min bevidsthed, lød der et lille bank på stuedøren, og den svingede op. Og der stod hun. Ikke helt lige så umenneskelig perfekt som på billeder, men stadig ubeskrivelig smuk. De store, mørkebrune krøller svang sig ned over skuldrene. Øjnene matchede det, tøjet havde lagt sig perfekt om den slanke skikkelse med den ranke holdning. Det var løst og boheme-agtigt. Makeuppen var let, hun så fantastisk ud. Det eneste, der gav et lille tegn på at hun var en anelse anspændt var hendes evigt flakkende blik. Så kiggede hun direkte på mig, og af en eller anden grund var jeg slet ikke nervøs. Jeg stirrede bare lige så koldt på hende, som hun på mig. Der var den kolde, usynlige mur af is som der altid er mellem kæreste og ekskæreste. 
"Du har hørt det.", sagde hun afmålt og prøvede at kigge ned af mig. Jeg fastholdt hendes blik. 
"Ja.", sagde jeg bare. 
"Jeg er ked af det. Jeg har ikke... Jeg har ikke længere følelser for Justin. Han vil jo være ved sit gamle jeg om en uges tid igen, siger de. Lige tid nok til at du kan blive rask.". Tonefaldet var faktisk venligt, men jeg kunne stadig ane et snert af nedladenhed i det. Jeg nikkede kort. Bare hun holdte sig fra ham.   
"Og indtil da?", sagde jeg. Et kort øjeblik bredte der sig et smil på hendes læber. 
"Indtil da er jeg jo hans kæreste.", grinte hun, og mit hjerte frøs til is. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...