Unbreakable {Justin Bieber}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2014
  • Opdateret: 31 maj 2014
  • Status: Igang
Da den pæne forstadspige, Elinor, møder en mystisk fyr i en tøjbutik i New York, som hun falder pladask for, har hun ingen ide om at det i virkeligheden er det styrtende rige og ultra berømte teenageidol Justin Bieber. De bliver forelskede, men kan Elinor klare presset fra journalister og paparazzier? Og hvad med Selena, Justins eks? Og ikke mindst, kan Justin og Elinor holde deres løfte til hinanden, om at deres kærlighed skal vare for evigt og være "unbreakable"?

47Likes
69Kommentarer
3214Visninger
AA

17. Remember me

Næste morgen vågnede jeg med en mærkelig følelse i kroppen. Fandt min mobil frem, lå med den til jeg fik ondt i hovedet. Søgte nærmest helt automatisk "Justin Bieber" på Instagram. Da jeg så hans nyeste billede, kunne nogen lige så godt have givet mig en kæmpe mavepuster. Det var helt klart taget fra et hospital. Det var Justin, uden et smil på læberne. En mørkhåret pige lænede sig ansigt over mod hans, hun smilede overdrevet og blottede de helt sandsynligt blegede tænder. "So confused right now. Can't remeber anything. Happy to have my baby @selenagomez #loveuall#lovemyfans"   Yasmin lå på gulvet. Den korte Go New Haven University!-t-shirt hun havde på afslørede de tynde, brune lår. Min bedste veninde. Hende jeg kunne fortælle alt. Eller plejede at kunne. For jeg ville aldrig, aldrig, aldrig kunne beskrive følelserne inde i mig der. Mit hjerte var brutalt blevet revet i småstykker, hele min krop brændte. Brændte af længsel efter hans kærlighed. Han elskede hende. Hvad hvis han blev ved med at gøre det? Bare jeg ikke havde set det billede. Så havde jeg måske glemt det hele for en stund. Nu skulle dagene bare gå. Når ugen var slut, ville det hele være helt normalt. Alt ville være ved det gamle. Et kort øjeblik fik jeg næsten overbevist mig selv. Men nej, intet ville jo være normalt. Mine forældre ville sikkert ikke lade mig forlade huset, på trods af deres tavse holdning. Og vi kunne jo ligesom ikke bare stikke af igen. Tårerne begyndte at komme, men jeg pressede modvilligt øjnene i. Jeg var nødt til at holde ud.

6 DAGE SENERE

Jeg havde gået rastløs rundt omkring telefonen hele dagen. Ventede på den skulle ringe. Ventede på at høre en rolig stemme fortælle mig, at min kæreste var tilbage. At han huskede det hele. Men ingen ringede. Til sidst sneg jeg mig ubemærket ud i New Havens tunge sommervarme. Jeg havde lagt en seddel til min mor om, at jeg var taget i hjem til min bedstemor, der boede nogle kilometer væk. Det kunne hun ikke protestere mod. Mine forældre havde ikke talt til mig hele ugen. De havde bare kørt på arbejde. Stillede en tallerken op til mig ved aftensmaden. De sagde bare stille, at jeg ikke måtte tage hjem til Yasmin eller lave nogen som helst 'ufornuftige' ting. De ventede helt sikkert på, at jeg skulle komme med en undskyldning. Men det havde jeg i hvert fald ikke tænkt mig. Man kan ikke undskylde for at elske nogen så højt, at man er nødt til at være sammen med dem. Så måtte de lade være med at tale til mig resten af mit liv, hvis de ville det. 
Sandheden var også, at jeg overhovedet ikke skulle besøge Bedstemor Jane. Jeg havde tænkt mig at køre til den by, hvor vi var blevet indlagt efter uheldet. Vi skulle nemlig hen til det nærmeste hospital, fordi det var så akut. 
Så da jeg tre kvarter senere stod foran den hvide bygning, havde jeg en behagelig følelse i kroppen. Endelig. Jeg svingede med min brune lædertaske. De korte, cremefarverede blondeshorts blottede mine efterhånden lettere brune ben. Jeg havde en simpel, hvid top på med ordene Love You Like A Love Song printet på og en Hollister hættetrøje over skuldrene. Og så brune ballerinaer, der matchede tasken. Perfekt tøj til det varme vejr. Masser unge piger stod ude foran med bannere. Der var måske omkring hundrede. Sindssygt. Jeg travede ind af  svingdørene og gik bestemt op til skranken. Herinde var der til gengæld fuldstændig mennesketomt. Det hang måske sammen med den vagt, det stod og spejdede ud af vinduerne.  
"Jeg skal besøge den indlagte på stue 32.", sagde jeg overbevisende. Den ældre sekretær kiggede mistænksomt ud over brillerne, der hvilede på næsetippen. Håret var brunt med grå stænk, og brysterne hvilede næsten på lårene. 
"Det kan du ikke uden tilladelse. Hvor mange tror du ikke der har været her og spurgt om det samme?", sagde hun træt. 
"Ring til indlagte. Sig at det er Elinor Hawkins.", svarede jeg straks og smilte ubekymret. Med et surt blik tog hun fat i telefonen. Så drejede hun rundt, så jeg slet ikke opfattede noget af samtalen. Til sidst vendte hun sig mod mig igen.
"Du kender vist vejen.", var hendes ord, og jeg dansede nærmest op af trapperne. Da jeg endelig nåede op til stuen, stod jeg længe og tøvede udenfor den blå dør med nummeret '32' skrevet på med store, hvide tal. Til sidst bankede jeg svagt. 
"Kom i-------nd.", sagde en alt for genkendelig stemme og det susede i min mave. Døren svang op, og der sad han. Han så ikke syg ud, og lå heller ikke i sengen. Sad ved et lille bord med to stole ved vinduet. Jeg tog plads på den ene. Lang tid sad vi bare og kiggede hinanden i øjnene, indtil han brød den mur af tavshed, der havde bygget sig op i mellem os. 
"Jeg kan ikke huske dig.", sagde han og det var som om der gik strøm gennem hele min krop. Et øjeblik havde jeg troet... Så bukkede han sammen og begravede ansigtet i hænderne. Hulkede højt. Jeg havde aldrig set ham græde før. 
"Jeg kan ikke huske noget. Det sidste, jeg husker er at jeg var på den her ferie med Selena. Jeg kan huske, at vi ikke rigtig havde det godt. At jeg havde en ubehagelig følelse i kroppen. Og så, lige pludselig, var jeg her. Lægerne fortalte mig, at jeg havde fået et hukommelsestab. At jeg havde mistet cirka et halvt år, men at det ville komme tilbage. Det er derfor jeg ikke er kommet ud endnu, selvom jeg er okay. Fordi de håber, at jeg vil få hukommelsen tilbage. Jeg skal have ro, og de prøver at få mig til at huske. Siger alle mulige ting. Om at jeg er kærester med en pige kaldet Elinor, og at vi havde holdt det hemmeligt. At vi var blevet opdaget og stukket af, og så kørte galt. Og jeg tror på det, men jeg kan ikke huske noget. Jeg kan heller ikke huske dit ansigt. Jeg ved ikke hvem du er. Og så kom Selena, og hende elsker jeg jo. Det hele er så forvirrende. Men jeg fejler jo ikke noget fysisk. De har jo prøvet nok. Jeg vil hjem nu. Leve lidt videre. Jeg er så ked af det. Men man kan ikke elske nogen, man ikke kan huske. Jeg er så uendeligt ked af det.", sagde han stille. Jeg lagde slet ikke mærke til tårerne, der strømmede ned af mine kinder, før han rakte en hånd frem og tørrede dem væk. Hans øjne var mørke af smerte. Hvorfor kunne Selena ikke bare lade ham være? Den værste del af det var at se ham elske en anden. Det måtte jo betyde, at Selena havde elsket ham al den tid de ikke var sammen, og nu bare var glad for at få ham tilbage. Jeg skubbede stolen tilbage og rejste mig op. Stod et par sekunder og skiftede vægten fra fod til fod. 
"Så er det vel farvel for nu.", hviskede jeg grødet. Han rejste sig op og slog armene ud. 
"Et kram?", sagde han stille, og jeg begravede ansigtet i hans favn. Måske for sidste gang. Indsnusede duften af ham, mærkede de stærke arme omkring mig. Så hev han sig pludselig væk fra mig i et ryk. 
"Den duft...", hviskede han, nærmest for sig selv. Jeg lagde hovedet på skrå. Så klarede hans øjne op, de var som jeg kendte dem. 
"Elinor!", udbrød han. Gentog mit navn igen. 
"Åh gud." 
Han lænede sit ansigt frem. Læberne mødte mine, han tog fat i mit hoved. Kyssede mig, til vi væltede tilbage i hospitalsengen. 
"Jeg kan huske det hele..", sagde han hæst og kyssede mig igen. Jeg smed hættetrøjen på gulvet. Kunne ikke fatte det. Han var tilbage. Han hev min top over hovedet. Knappede min bh op, og kyssede min hals. Forsatte de små, blide kys ned mod brystet. 
"Åh, jeg elsker dig.", mumlede han.  Jeg elskede ham højere end alt. Jeg kunne mærke hans hånd ved kanten af mine shorts, og så svang døren op. Vi kiggede begge op, og så ind i et par mørkebrune øjne. 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Det var så det 17. kapitel! Wow, er nået ret langt! Det hele er jo et langt flashback, der starter hvor hun ringer ham op om natten, og så spoler tiden så to år tilbage. Tror jeg stopper når jeg når tyve kapitler, og fortsætter nok i en toer! Men vil gerne have den her op på hundrede likes, før jeg gør det, så jeg ved at folk læser den. Så i må meget gerne like! Tusind tak for alle jer der liker og skriver søde kommentarer, det betyder helt vildt meget. Det er så sødt af jer! Jeg bliver uendeligt glad for hvert like, kommentar eller favorisering. 

Mange kram, Rosa

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...