Unbreakable {Justin Bieber}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2014
  • Opdateret: 31 maj 2014
  • Status: Igang
Da den pæne forstadspige, Elinor, møder en mystisk fyr i en tøjbutik i New York, som hun falder pladask for, har hun ingen ide om at det i virkeligheden er det styrtende rige og ultra berømte teenageidol Justin Bieber. De bliver forelskede, men kan Elinor klare presset fra journalister og paparazzier? Og hvad med Selena, Justins eks? Og ikke mindst, kan Justin og Elinor holde deres løfte til hinanden, om at deres kærlighed skal vare for evigt og være "unbreakable"?

47Likes
69Kommentarer
3155Visninger
AA

3. Justin Bieber?

Klokken ringede ind, og alle eleverne stimlede sammen om dørene til klasseværelserne. Jeg gik arm i arm med min bedsteveninde, Yasmin.

"Han havde virkelig de smukkeste øjne, Yas. Det var som om jeg havde set ham før...". Jeg prøvede at forklare hende om Jason, men det var svært. Svært at beskrive de følelser, der lige pludselig hvirvlede op i mig. Da jeg kom hjem fra New York i går, var der hurtigt tikket en besked ind på min iPhone. På den ene side havde jeg det vildt dårligt over at skrive med en fremmed fyr. Mine forældre ville dræbe mig hvis de vidste det, og desuden plejede jeg aldrig at gøre den slags. Jeg havde da været kærester med et par drenge fra skolen, men aldrig rigtig noget virkelig seriøst. Jason virkede bare så speciel.

Mig og Yasmin fandt vores pladser lige ved siden af hinanden, og læreren marcherede ind lige efter. Vi havde fransk og skulle sidde og læse en uendelig lang tekst. Minutterne sneglede sig af sted og føltes som timer. Jeg plejede ellers at elske skolen. Plejede at blive irriteret, når Yas eller en af de andre piger snakkede til mig, når jeg koncentrerede mig. Plejede at elske at lave lektier og lære mere og mere. I dag var det bare anderledes. Jeg kunne næsten ikke sidde stille, fordi jeg havde lyst til at tjekke min mobil for beskeder. Jeg sukkede og rystede på hovedet af mig selv. Jason var helt fremmed... jeg vidste ikke engang hvor gammel han var. Han var bare så fantastisk. Hans stemme, hans duft, og øjnene. De brune, skinnende øjne. Selvom hans tøj var mærkeligt, var det ligesom om der gemte sig noget andet indenunder. Noget større end en almindelig dreng i hættetrøje. Det skulle jeg senere finde ud af, at der så sandelig var.

Yasmin skubbede et lille stykke papir over til mig.

 

Har du hørt Justins nye single?, var der hurtigt skrevet med en lyserød farveblyant. Yasmin elskede pasteller. Det kunne man godt se på hende, med de lyserøde striber ned gennem det mørke hår, de cupcake formede øreringe og den halvlilla læbestift. Jeg elskede hende overalt på jorden, anyways. Nok fordi hun var så forskellig fra mig. Både indeni og udenpå. Jeg var ret høj og slank. Mit brune hår var vildt, men med en masse balsam og et glattejern kunne det for det meste lykkes mig at få det til at sidde nogenlunde pænt. Jeg havde grønne øjne, og behøvede ikke specielt meget mascara for at få mine øjenvipper til at svinge sig i smukke, lange buer. Min stil var enkel, meget normal. Et par sorte jeans, en hvid top og nogle guldsmykker havde jeg for det meste på. Folk sagde altid at jeg var heldig med mit udseende. Jeg havde altid styr på mine ting, og mine forældre havde opdraget mig til at være høflig og venlig. "Elinor Hawkins...", plejede Yas altid at sige. "Den perfekte pige."

Yasmin var som sagt helt modsat med sine lyserøde striber og t-shirts fra forskellige koncerter. Hun bekymrede sig ikke rigtig om skolen, men bare om at leve sit liv. Vi havde altid været veninder, lige siden vuggestuen.

Jeg vendte tilbage til sedlen. Selvfølgelig havde jeg ikke hørt Justin Biebers nye sang. Yasmin var ret optaget af ham her for tiden. Jeg var ligeglad. Altså, hans musik var da okay. Men ærlig talt syntes jeg at han var et dårligt forbillede for alle de der fans. Rygter om hash, æggekastning og så var han endda blevet arresteret. Slet ikke noget for mig. Jeg fangede Yas' blik og rystede på hovedet. Hun gav mig bare en tommelfinger ned af.

"Den er fantastisk, Eli!", mimede hun. Langt om længe ringede klokken ud. Jeg havde været lige ved at tage mobilen frem hele timen, men havde alligevel ikke kunnet få mig selv til det. Hvad ville lærerne ikke sige? Elinor Hawkins med sin mobil i timen? No way.

 

Der var kommet et par beskeder, men ingen fra Jason. Jeg kunne næsten mærke mit hjerte synke helt sammen.

"Hvad så, mus?", sagde Yasmin og tog mig under armen.

"Han har bare ikke skrevet. Jason, altså.", svarede jeg.

"Så inviter ham ud! Spørg om i ikke kan mødes!", udbrød hun mens vi gik ned af gangen mod vores skabe.

"Ej, Yas. Jeg kender ham jo ikke...", sagde jeg tøvende.

"Det kommer du vel til!", grinte hun. "Kom nu, Elinor. Hvad kan der ske? Du sagde jo selv at han virkede helt vildt cute."

Jeg overvejede det i et par sekunder. Men ja, hvad kunne der ske? Jeg tog næsten aldrig chancer. Måske var det på tide at prøve noget skørt. Noget overilet. Noget vidunderligt...

 

Jeg dansede næsten hele vejen hjem den dag. Jeg havde ringet ham op i pausen. Vi havde aftalt at mødes om omkring en uge. Han havde ikke rigtig tid før, havde han forklaret. Det var næsten for godt til at være sandt. Jeg var bare nød til at finde en måde at komme fra New Haven til New York og hjem igen, uden min mor eller far ville opdage det.

Vi havde aftalt en cafe, som han havde givet mig adressen på da vi snakkede. Hans stemme var virkelig vidunderlig. Hvor var det sindssygt det her. Jeg skulle på cafe med en fremmed fyr, som jeg ikke havde snakket med i mere end et kvarter.

 

UGEN EFTER

 

Jeg havde stadig min brune lædertaske svunget over skulderen. Jeg kiggede mig hele tiden rundt omkring efter Jason. Han var ikke dukket op endnu. Jeg havde allerede siddet ved bordet i fem minutter. Det var en meget lille cafe uden vinduer ud til gaden. Der sad ikke andet end en gammel mand ovre i hjørnet. Mærkeligt valg, men her var også ret hyggeligt.

Jeg havde taget toget hertil. Havde givet min mor den forklaring at jeg skulle læse lektier hos Yasmin, og aftalt med Yasmin at hun skulle sige at jeg var der, hvis min mor ringede. Mine hænder snurrede. Jeg havde ikke snakket om andet end det her hele ugen. Mig og Jason havde også skrevet. Jeg havde spurgt ham om både Snapchat og Instagram. Insta havde han ikke, havde han ikke svaret. Men vi havde skrevet lidt på Snapchat. Han sendte billeder af sig selv, men ikke så man tydeligt kunne se hans ansigt.

I det samme gik døren op. Jeg mærkede et dybt syg i maven, da det gik op for mig at det var Jason. Han kom lidt foroverbøjet ind, og stadig med de store solbriller. Hans tøj var pænere den her gang. Normalt, men pænt. Man kunne ikke se noget hud. Det var mærkeligt, men lige nu kunne jeg ikke tænke på andet end min generthed. Han fandt mig hurtigt. Mærkeligt nok beholdt han solbrillerne på, og trak heller ikke sin hætte ned. Men jeg var ligeglad.

Mens vi spiste snakkede vi om alt mellem himmel og jord. Skole, livretter, pinlige oplevelser, venner, musik. Jeg havde aldrig snakket med en dreng som ham før. Han forstod mig virkelig.

Da vi næsten var færdige med vores burgers, tog han hurtigt sine solbriller af. Han holdt stadig blikket nedad. Hvad var det han prøvede at skjule?

I det samme kom to piger ind af døren. De så ud til at være et par år yngre end mig, måske femten eller fjorten. De havde begge langt, lyst hår og iPhones klistret til deres hænder. Jason kiggede op. Han havde ikke fået taget solbrillerne på. Tøserne kiggede over mod vores bord, og pludselig så de begge helt chokerede ud.

"JUUUUUSTIIIN BIIIEBER!", skreg den ene. Jeg kiggede på Jason. Så gik det op for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...