Unbreakable {Justin Bieber}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2014
  • Opdateret: 31 maj 2014
  • Status: Igang
Da den pæne forstadspige, Elinor, møder en mystisk fyr i en tøjbutik i New York, som hun falder pladask for, har hun ingen ide om at det i virkeligheden er det styrtende rige og ultra berømte teenageidol Justin Bieber. De bliver forelskede, men kan Elinor klare presset fra journalister og paparazzier? Og hvad med Selena, Justins eks? Og ikke mindst, kan Justin og Elinor holde deres løfte til hinanden, om at deres kærlighed skal vare for evigt og være "unbreakable"?

47Likes
69Kommentarer
3221Visninger
AA

13. Flugten

Vi kom til at ligge der i min have lang tid den nat. Og lige pludselig sagde Justin noget, jeg aldrig havde så meget som overvejet før. 
"Vil du høre noget skørt, Nor?", sagde han. Jeg nikkede stille. 
"Jeg ville ønske vi bare kunne stikke af. Flygte fra alt det her lort. Bare i en måned eller to. Du har jo også sommerferie... Så kunne vi tage konsekvenserne bagefter." Ordene fik det samtidig til at trække sig sammen i min mave, og mit hjerte til at banke hurtigt. Men samtidig lød det mere tiltrækkende. Bare ligge med Justin under stjernerne som nu, hver nat.
"Jamen, jeg kan jo ikke bare forlade alt det her... Min mor og far! De ville jo dø af bekymring. Og Yasmin. Og Rebecka.", udbrød jeg. For det passede. Det var umuligt. Skørt, det havde han jo også selv sagt. 
"Det er jo ikke for altid, Elinor. Kun et lille stykke tid. Bare dig og mig.", sagde han. Hans stemme var begyndt at blive bedende. Som det altid var med Justin, sagde mit hoved nej og mit hjerte ja. Denne gang valgte jeg at lytte til hjertet. 
"Hent mig efter aftensmad i morgen." 

--

Jeg skrabede gaflen rundt i min salat. Sorterede agurkerne og pistacienødderne fra. Blandede det hele sammen igen. 
"Hvorfor må jeg ikke se ham?", spurgte jeg for titusinde gang. Tonefaldet i min stemme afslørede, at jeg allerede havde givet op. Jeg ville bare finde en mulighed for ikke at stikke af. For lige nu havde jeg aldrig haft det værre. Mine forældre ville dø af bekymring. 
"Elinor, du har fået svar. Glem den dreng. Han er verdenskendt, du er en normal forstadspige. Han er rig, du er gennemsnitlig. Han er tyve, du er lige fyldt seksten. Dit liv har allerede ændret sig en del. Og det vil ændre sig endnu mere, hvis du bliver ved med at se ham.", sagde min far bestemt. Jeg kiggede ned i tallerknen. Havde lyst til at ringe til Justin, snakke det hele i gennem med ham. Om vores flugt. Om det hele. Men jeg havde selvfølgelig stadig ikke min mobil, og for den sags skyld heller ikke min computer. Mine forældre havde jo taget det hele. Faktisk anede jeg slet ikke hvad der skete. Jeg var jo bare blevet holdt indendøre. Vidste ikke, hvor udbredt nyheden var. Vidste ikke, hvad mor og far sagde til journalisterne, når de blev stoppet på gaden. Vidste ikke hvad Justins manager havde udtalt til pressen i dag. Vidste kun, at jeg havde lyst til at være sammen med ham mere end noget andet. Mine forældre var også tåbelige, tænkte jeg vredt. Kunne de ikke fatte at jeg elskede drengen? Hvis de ikke kunne forstå det, måtte de også tage konsekvenserne af det.
Han ville hente mig om en time. Jeg havde allerede pakket tasken. Der kunne jo ikke ske noget. Jeg ville jo komme hjem igen. 

 Min mor kom gående ind på mit værelse, i samme øjeblik som jeg hørte lyden af en brummende motor udenfor. Hun gik hen til mig, krammede mig uden et ord. Mit hjerte smeltede. 
"Jeg elsker dig, mor.", hviskede jeg. Min stemme brækkede over. 
"Lille skat. Jeg elsker også dig.", sagde hun. Så gik hun, og lige der havde jeg allermest lyst til bare at blive hjemme. Så trak jeg vejret ind, greb min taske, stak fødderne ned i et par pink Adidas og åbnede mit vindue. Kiggede mig et kort sekund tilbage. Jeg burde være for meget good girl til at gøre det her. Det stak i min mave. Jeg havde aldrig haft så dårlig samvittighed før, måske fordi jeg aldrig havde gjort noget rigtig slemt før. Måske var det netop derfor, at det var på tide. 
Jeg kravlede forsigtigt ud af vinduet, og spurtede over mod den mørke Ferrari, der holdte med to af hjulene oppe på fortovet. Hoppede ind og smed min sportstaske på bagsædet. 
"Hey baby.", sagde Justin. Han duftede af Abercrombie parfume. Jeg smilte. Radioen spillede et gammelt jazznummer. Mærkeligt. Ikke ligefrem hans smag. Men det fik mig til at føle mig som om jeg var med i en film eller noget. 
"Vi kører bare derudaf. Vi kører bare. Til lufthavnen, måske. Vi kan flyve ud på en af øerne.", sagde Justin. Hans stemme var fyldt med glæde. Jeg trak knæene op under mig. Var både glad for at være af sted og skræmt af at tage væk. 
"Er du okay, Nor?", hviskede Justin og skruede ned for radioen. 
"Jeg kan ikke lide at forlade dem, Jus.", sagde jeg og kunne ikke skjule gråden i min stemme. Han satte farten ned. 
"Skal vi vend...", begyndte han, men så kom en bil op på siden af os. Jeg kiggede til siden, og en blitz blændede mig. Paparazzier!
"Justin, kør! Nu!", råbte jeg. Bilen satte i gang med et ryk, og jeg lænede mig tilbage. Vi slap hurtigt for bilen, og Justin fandt min hånd. Jeg mærkede trygheden skylle ind mod mig, og vidste at jeg gjorde det rette. 

----------–---------------------------------------------------------------------------------------------------

Det var så kapitel 13! Håber i kunne lide det! Vildt med alle de likes og favoriseringer! 

Undskyld at der er gået så lang tid, det næste kapitel kommer MEGET hurtigere, promise!

 

Kram

Rosa

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...