Unbreakable {Justin Bieber}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2014
  • Opdateret: 31 maj 2014
  • Status: Igang
Da den pæne forstadspige, Elinor, møder en mystisk fyr i en tøjbutik i New York, som hun falder pladask for, har hun ingen ide om at det i virkeligheden er det styrtende rige og ultra berømte teenageidol Justin Bieber. De bliver forelskede, men kan Elinor klare presset fra journalister og paparazzier? Og hvad med Selena, Justins eks? Og ikke mindst, kan Justin og Elinor holde deres løfte til hinanden, om at deres kærlighed skal vare for evigt og være "unbreakable"?

47Likes
69Kommentarer
3261Visninger
AA

9. Diskussion

Samme eftermiddag som sidste kapitel

Vi var i poolen lang tid den eftermiddag... Lige nu var jeg uendeligt glad for at jeg havde tilgivet ham. Det var som om hans kys stadig sad på mine læber. 

--

Da jeg tog hjem var klokken allerede halv ni. Min mor ville sikkert flippe ud på mig. Det virkede lidt mærkeligt, men jeg havde jo ikke skrevet hvor jeg var. Det var hun mere end vant til. 
Mit hoved snurrede nærmest, og som altid kunne jeg ikke stoppe med at smile. Det havde alligevel været den perfekte dag, og så måtte jeg jo bare tage konsekvenserne. 

Jeg listede ind i køkkenet, og prøvede virkelig at undgå at lave nogle lyde.  Fjernsynet kørte derude. 
"Justin Bieber er heldigvis for ham kun sluppet med en bøde i forbindelse med hans anholdelse i foregårs... Justins manager vil ikke kommentere på sagen. Justin udtaler selv til pressen, at det aldrig kommer til at ske igen, og han er meget skuffet over sig selv.", sagde manden i fjernsynet. Jeg slukkede det. Orkede ikke at høre mere om det, orkede heller  ikke en diskussion med min forældre. Jeg havde også lektier til i morgen, kom jeg i tanke om.  Det var meget sjældent, at jeg overhovedet skændtes med mine forældre i det hele taget. Nok fordi jeg havde lært aldrig at gøre noget galt. Elinor, ret ryggen, pas dine ting, vær venlig, smil, ikke gå i for korte kjoler, ikke sig dine forældre i mod. Det var de ord, jeg altid hviskede til mig selv igen og igen. Når jeg endelig gjorde noget galt; fik et syv-tal (det var kun sket to gange i min skoletid), glemte at skrive at jeg var hos Yas, kom et kvarter for sent op eller noget i den stil, blev mine forældre også virkelig sure. Det var nok det, der havde formet mig til at være så... vedholdende
Jeg listede gennem køkkenet og stødte ikke på nogen. Listede forsigtigt gennem stuen. Jeg ville først have diskussionen i morgen, det var jeg fast besluttet på.
Min mave knurrede dybt, og jeg kom i tanke om at jeg slet ikke havde fået andet aftensmad end en bakke popcorn, Justin havde lavet. Pis, jeg havde ikke rigtig tid nu. Jeg var nødt til at få lavet de lektier. 
Jeg skyndte mig op af trappen, og brasede ind på mit værelse. Fri! 
Og så alligevel ikke. Begge mine forældre stod på mit værelse. Min fars arme var foldet over brystet, og min mors ansigtsudtryk var ikke til at tage fejl af. 
"Elinor Hawkins.", begyndte min far. Det var klassikeren; når min far sagde mit fulde navn, var der altid noget galt. Og "noget galt", var to ord der sjældent blev sagt i min familie. Jeg svarede ikke, satte mig bare på min seng og krydsede benene. 
"Hvad havde du tænkt dig? Klokken er lige præcis 21:35!", udbrød min mor oprørt. Jeg mærkede et sug af dårlig samvittighed. Desuden var det også komplet dumt af tro, at de ikke ville blive sure nu, men bare lade mig slippe til i morgen.
Jeg kiggede på mit ur. Busturen havde jo taget en time. Jeg stirrede tomt på mit ur. 
"Den er faktisk 21:34.", fløj det ud af mig. Okay, det var dumt sagt. Rigtig dumt sagt. Min mor rystede på hovedet af mig. Jeg kunne næsten ane et smil på hendes læber. Eller var det bare en grimasse? Never mind. 
"Hvad havde du tænkt dig?", sagde min far. Jeg sukkede, og baksede hurtigt en løgn sammen i mit hoved. 
"Jeg var hos Yasmin for at læse lektier. Tiden løb fra os, lige pludselig var klokken bare så mange. Vi har arbejdet hele dagen. Jeg tror virkelig også, at vi for credit for det! Det er om renæssancetiden, i ved...", plaprede jeg løs.
"Elinor, stop!", afbrød min far. "Du har altså virket så fraværende her på det sidste. Hele tiden aftaler hos Yasmin og så videre...", sagde han. Bare han vidste, at jeg rent faktisk ikke havde været hos Yasmin alle de gange. Jeg havde det rigtig skidt med at lyve. 
"Heldigvis er det ikke noget der kan ses på dine karakterer og elevudtalelser!", tilføjede han så med et snert af stolthed i stemmen. 
"Undskyld. Der har bare været så meget med lektier og projekter her det sidste stykke tid. Det begynder virkelig at presse på.", sagde jeg. Min mor og far smilte forstående, og jeg åndede lettet op. De så ud til at have tilgivet mig. 
"Det forstår vi godt, Eli. Bare husk at skriv en anden gang, ikke?", sagde min mor, og jeg nikkede. Så gik de, og jeg væltede lettet tilbage i sengen. Sparkede mine sko af, og rejste mig så op. Igang med lektierne. Jeg havde hele tiden ting i baghovedet, mens jeg langsomt fik styr på mine ting. Yasmin og nu også mine forældre havde lagt mærke til at jeg var fraværende. Det var sikkert kun et spørgsmål om tid, før mine forældre ringede og spurgte Yas, om jeg var der, når jeg havde sagt at jeg var, kun for at tage hen til Justin. Så var der Justins anholdelse. Thank god, at han kun fik en bøde. Jeg kunne ikke klare alt det i medierne om det hele tiden. Og jeg elskede ham virkelig, og så måtte jeg leve med de her problemer. For som han sagde, vores kærlighed var begyndt at blive helt ubrydelig. Lige meget hvad der skete, en anholdelse og alt muligt. Vi kunne helt sikkert klare det hele, bare vi holdte sammen. Kunne vi ikke? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...