Forladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2014
  • Opdateret: 16 apr. 2014
  • Status: Færdig
En mor og en datter går langs stranden. Der finder de noget mystisk, som vækker gamle minder frem.

0Likes
0Kommentarer
86Visninger

1. Forladt

 

Jeg lytter til de brusende bølger. Vinden er iskold, og mit lange brune hår blæser forvildet omkring mit ansigt. Jeg tager hånden op og prøver at få det skubbet om bag ørerne. Ud af øjenkrogen kan jeg se hende. Hun løber af sted langs vandet og hopper, når bølgerne skyller ind. De små blonde rottehaler hopper op og ned, og smilet på hendes læber siger alt. Ingen bekymringer. Ingen sorg. Fuld af eventyrlyst og glæde. Jeg sætter mig ned på en sten med øjnene på hende. Tænk, at jeg har været så heldig at få sådan en datter. Det eneste der bekymrer mig er, at hun aldrig er bange for noget. Mod. Hvor hun har det fra, aner jeg ikke. En ting jeg er sikker på er, at det i hvert fald ikke er fra mig. Jeg ved godt selv, at jeg er meget overbeskyttende, men det virker som om, at Amalie forstår det. Hun med de store blå øjne. Klare som iskrystaller. Når man ser ind i dem, er det som om, de rummer alverdens viden, men i virkeligheden ved hun ingenting. Hun bliver aldrig sur, når jeg siger, der er noget, hun ikke må, nej, Amalie sender mig altid bare det samme forstående blik og løber videre med sine små barnefødder. Selvfølgelig mere påpasselig end før. Nu kommer hun løbende hen til mig. "Mor, Mor kom!" råber hun glad og hiver i min hånd. Jeg rejser mig op og følger efter. "Mor jeg har fundet noget. Du skal se det." Jeg ler lidt og sender hende et nysgerrigt blik. Vi går videre ned langs vandet, indtil hun pludselig stopper op og peger. Jeg følger hendes finger med øjnene. Da de rammer punktet isner jeg. Der ligger en dukke.

Jeg blinker med øjnene. Hvad er der sket? Hvor er jeg? Da jeg ser op, møder jeg et skarpt lys mig, og jeg skynder mig at lukke dem igen. Jeg kan intet høre. Kun en intens bibtone, der bliver ved og ved. Jeg tæller til tre og åbner øjnene. Der går lidt tid, før de vænner sig til lyset. Jeg ser mig omkring. Verden vender på hovedet.. Altså lige indtil det går op for mig, at det ikke er verden, men mig, der vender på hovedet. Jeg mærker en kraftig smerte i baghovedet. Den første ting jeg ligger mærke til, er dukken. Min dukke. Dens to små øjne med de pålimede øjenvipper. Et par snefnug lander i dem. Den stirrer på mig. Jeg stirrer tilbage, ikke i stand til at kunne bevæge mig. Dukkens arme og ben ligger hulter til bulter i den hvide sne. Jeg lægger mærke til noget andet. Rundt omkring i sneen ligger små skinnende genstande. Der går lidt tid, før det går op for  mig, at det er glas. Hvad laver det her? Mine øjne fanger noget andet. Noget, der bestemt ikke hører til her i sneen ude i skoven. Blod. Små røde pletter af blod ligger spredt ud i sneen. Det går op for mig, at jeg er i vores bil. Forskrækket slipper et lille skrig ud mellem mine læber. Jeg prøver at vende hovedet for at kigge ind i bilen, men det er umuligt. Jeg sidde fastklemt. Det eneste sted jeg kan se hen, er ud. Ud af den smadrede rude. Ud på dukken.

Minderne vælter frem i mig som en flodbølge. Jeg er ikke i stand til at sige noget. Først efter lidt tid går det op for mig, at jeg har klemt Amalies hånd, og jeg skynder mig at give slip. Hun sender mig et undrende blik over min pludselige reaktion. "Mor hvorfor græder du?" Først forstår jeg hende ikke. Græder? Jeg græder da ikke? Men da jeg fører hånden op til min kolde kind, kan jeg mærke noget vådt. Jeg skynder mig at tørre det væk. "Det er bare kulden min skat," siger jeg til hende. Amalie har heldigvis hurtigt glemt det og skynder sig over til dukken. Hun klatrer klodset op på stenen, hvor dukken ligger, og samler den op. Hun holder den ind til sig som et lille barn og vugger den frem og tilbage. "Hvorfor ligger du her helt alene? Hvor er din mor henne?" siger hun til den. "Amalie der er nok nogen, der ejer den. De kommer sikkert og henter den lige om lidt. Lad os nu bare gå hjem," prøver jeg at overtale hende. Der kommer en uro i min mave over den dukke. Den burde ikke være her. Forladt ved havet midt om vinteren.

Jeg begynder at fryse. Det er i slutningen af januar, og vinteren har endnu ikke sluppet sit greb. Jeg prøver at huske, hvem der ellers er i bilen, men lige meget hvor hårdt jeg prøver, kommer der ingenting frem. Det irriterer mig. Kan det være min far? Min mor? Og hvis det er en af dem, er de så døde? "Mor..?" hvisker jeg. Min stemme overrasker mig. Den lyder helt skinger og bange. Der kommer ingen reaktion. Mit blik falder igen tilbage til dukken. Dens smil virker blæret. Jeg mærker misundelsen komme frem i mig. Her sidder jeg. Fastklemt og ikke i stand til at bevæge mig, mens den ligger derude i det fri. Jeg giver et fornærmet grynt fra mig. Det er bare en facade. En måde at få tankerne væk. Det er jo noget værre pjat, og jeg ved det godt. Tårerne samler sig i øjenkrogene og løber ned af mine kinder. Den dukke som jeg har haft med mig over alt i al den tid, jeg har haft den. Den er ikke længere min.

Nogen må da finde os snart. Hvor lang tid har jeg ligget her? Hvis jeg bare kunne vende mig om. Jeg gør et til forsøg. Det er svært. Hele bilen vender på hovedet. Min krop er mast ned over mig. Der er ikke så meget at gøre. Pludselig kan jeg høre en anden lyd end den uendelige bibtone. Den her lyd brummer. Det må være en anden bil. Jeg kan høre den sætte farten ned og til sidst stoppe op. Vi er reddet! Jeg sender dukken et hævngerrigt smil, som om det er dens skyld det hele. Jeg får et stift blik som svar.

Amalie lægger forsigtigt dukken ned igen. Hun kravler ned fra den store sten og lander med et bump ned i sandet. Jeg tager hendes hånd og holder godt fast om den. Vi går tilbage ned langs stranden. Amalie stopper op. "Mor hvorfor har jeg ikke nogen mormor ligesom de andre børn i børnehaven?" Jeg kigger på hende. Ved ikke, hvad jeg skal svare. Skal jeg fortælle hende det? "Fordi mormor er der oppe," siger jeg i stedet og peger op mod himmelen. Amalie nikker. Det virker som om, hun tager imod forklaringen. Hun sendte mig det samme forstående blik som altid. Jeg vender hovedet og kigger over mod stenen. Dukken ligger der stadig. En vind tager fat i den og drejer hovedet med et ryk. To sorte øjne stirrer tilbage på mig.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...