Winter In Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2014
  • Opdateret: 16 apr. 2014
  • Status: Igang
Tracy Winter flytter sammen med sin kæreste i et lille hus midt inde i en skov. Alt virker som en ny start for hende, efter at have levet med sin mystiske og fraværende mor. Men så træder stemmer og syner frem for både hende og kæresten og noget tegner på, at der er mere liv i huset end forventet. Winter In Love er en kærlighedshistorie baseret på en fantasy.

16Likes
18Kommentarer
548Visninger
AA

3. Chapter 1 - It Began A Day In The Winter

Snefnugge daler langsomt ned fra himlen. De svæver fortryllende igennem den klare vinterluft som glitrende krystaller, lige før de lander lydløst på den iskolde jord. Et par stykker sætter sig i mit mørkebrune, glatte hår, men langt de fleste har allerede taget plads på min hvide lune vinterjakke. 

   Varmen spreder sig i mig, da jeg ser mit og Darrens nye hjem. Den er ikke særlig stor, ligner lidt noget a la en hytte, har en skorsten, hvilket påpeger at der rent faktisk er den pejs vi så i brochuren og så er den af træ og har en sort farve malet med en skær af mørkeblå i. Altså, jah, så er det en hytte.

  "Jeg parkerer lige bilen i garagen," smiler Darren og sætter sig ind i den mørkeblå Nissan. Han drejer nøglerne, og da bilen står foran garageporten glider den langsomt op af sig selv. Perfekt. Det er nu jeg rent faktisk er glad for at min far døde da jeg var lille, og at mor har gemt pengene til mig nu og her. Men efter 16 år hvor jeg ikke har fået andet end lige nok til overlevelse, ingen opmærksomhed og ingen mor til at hjælpe mig, har jeg også fortjent dette øjeblik.

  Som i en fortryllelse af huset går jeg forsigtigt hen til den mørkebrune trædør, venter til da Darren kommer tilbage og sætter så nøglen til huset ind i nøglehullet. Med en let bevægelse drejer jeg den, der lyder et klik og så drejer døren op.

  "Wow," udbryder vi begge på samme tid. Gangen er bred, der er masser af plads og et smukt blødt gulvtæppe er det første man får øje på. Den er placeret lige foran indgangen som en gulvmåtte og er firkantet og sort. Fliserne har en dæmpet hvid nuance og passer fint til den hvide væg. Til venstre side er der en skostativ og ved siden af den en vaskemaskine og tørretumbler. Begge to ser ret nye ud. Til sidst er der selvfølgelig en knage til at hænge jakker på. Og det er selvfølgelig det første jeg gør.

  Efter at have sat vores sko på skostativet, går vi ind i stuen. Der er rumligt, højt til loft, hvidt trægulv og ud foran mig er seks små vinduer ud til den smukke have ved siden af hinanden, så vinduerne i virkeligheden godt bare kunne have været én. Bag vinduerne er der et snehvidt bord på en kulsort blød tæppe og med seks hvide stole med sort sæde. Over bordet hænger en flot krystallysekrone og ved siden af døren til et af de to værelser står kakkelovnen. Måden det hele matcher på kan jeg godt lide. Og den roserøde farve der bliver lagt over af malerierne på væggene, passer perfekt ind som en tredje.

  ”To sekunder, skat. Jeg henter vores ting.” Darren kysser mig på kinden og forsvinder ud i gangen, og snart hører jeg lyden af døren der går op.

  Den tidligere ejer døde uden nogen arvinger. Derfor blev pengene doneret til en fond og tingene blev her til de næste ejere, hvilket jo bare er en point for os. Her er smukt, hyggeligt, det her er den bedste dag i mit liv.

 

Den kolde piskende vind udenfor høres klart fra soveværelset. Jeg ligger udmattet på himmelsengen med dynen over min halvnøgne krop efter at have pakket ud. Uret på væggen ved siden af døren tikker lavt, men jeg kan ikke få dens rytme ud af hovedet.

  Darren ligger sig over til mig. Han er enogtyve år og dermed voksen og kun ét år ældre end mig. Alligevel føler jeg at han er en skoledreng og jeg er en skolepige og vi er det mest perfekte par i klassen. Men vi er voksne, selvom det ikke føles sådan. Et gammelt hjerte med et ungt sind, det er vidst det de gamle plejer at fortolke mine ord.

  ”Dare?” kalder jeg. Dare er det jeg plejer at kalde Darren. I længden kan alle de in-love-kaldenavn blive irriterende, og et kælenævn eller øgenavn vil passe bedre.

  ”Jah?” Han tager min hånd. Hans er varm og stor. Jeg ligger mig ind imod hans let-behårede brystkasse og lukker øjnene. Jeg kan hører hans hjerte banke.

  Udenfor har mørket taget over og stjernerne og månen glider over nattehimlen.  Der er ro i mit sind for en kort stund, så bliver den afbrudt af et knirk udefra stuen.

  Det giver et sæt i os begge. Darren tænder lampen på bordet i hans side af sengen, så lister han ud med hævede knytnæver og et blik der anstrenger sig for at se igennem mørket i stuen. Så tænder han for stuens stikkontakt og lysekronen tændes straks.

  ”Her er ingen,” siger Dare og går ind i det andet værelse og gangen for at bekræfte det. Det var også dumt at tro. Selvfølgelig er her ikke andre, vi er jo midt ude i en skov in the middle of nowhere. Det var sikkert bare et af brædderne der løsnede sig.

  ”Nej, kun os.. Os.. Os..” Han fniser over min gentagelse, der skulle forstille et ekko. ”Øh, det jeg egentligt ville spørge om, var om det er i morgen dine forældre kommer?”

  ”Jep, men de kommer først i morgen eftermiddag.” Jeg nikker og kører mine fingre igennem hans blonde sandfarvede hår, da han har lagt sig tilbage i sengen. Han smiler og tager dynen om sig så min del ryger af.

  ”Ej, hey, gi’ mig den!” Jeg griner, og han ligger halvdelen over til mig. Lyset bliver slukket og stilheden trænger på. Ikke stilheden som hjemme hos mor. Den stilhed der var sindsdrivende. Nej, denne her er behagelig. Som et tyndt men varmt silketørklæde der snor sig om ens krop. Den gør mig træt. Døsig. Og så falder jeg i søvn.

 

”Trace! Trace, vågn op! Du har sovet over dig!” Apropos kæle-kalde-øgenavne. Trace er så mit kælenavn.

  Jeg spjætter op af sengen og kommer ved et uheld til at dunke mit hoved ind i Darrens. Han udbryder et av og går så beklagende væk fra himmelsengen. Åh altså, næste gang må han bare lyde mindre panikslagen.

  ”Undskyld, eh, hvor langtid over?” Jeg sender et undskyldende blik, der mest af alt ligner en tørret fersken.

  ”To timer! Klokken er tolv! Jeg har nået at handle ind, og du..!” Han må holde sig for næsen, da det begynder at bløde. For pokker.. to timer.. Hvordan kan jeg sove så længe? Turen hertil i går var lang, jah, og det var hårdt at pakke ud, og vi kom sent i seng. Men alligevel!

  ”Åh.. Jamen hvad kan jeg så gøre nu?” Han ser ikke ud til at tænke, men har imod brug for en pause.

  ”Alt er klar.. Undtagen dig, så det er hvad du kan gøre.” Han lyder ikke ligeså gal som før, mere irriteret hvilket er forståeligt. Jeg nikker, og skynder mig at finde mit tøj og går så ud på badeværelset. Der er bad, bruser, skabe og alt andet nødvendigt på et badeværelse. Gulvet er hvide fliser og væggene terner med forskellige blå nuancer.

  Inden jeg tager mit tøj af og stiger ind i bruserens behagelige vandstråler, åbner jeg på kvart. Der kommer en dejlig kølig vind ind, men det er ikke derfor jeg åbnede den. Det er så dampet fra det varme vand ikke hænger her. Det skal jo ud på én eller anden måde.

  Derefter stiller jeg mig ind under vandet og lader det mørkeblå forhæng skjule synet af min krop for verden udenfor. Jeg nyder strålerne er som massage imod min vinterblege hud. Normalt har jeg let ved at blive solbrun, men om vinteren tager den af til en passende farve til årstiden.

  Da jeg griber ud efter shampooen, som jeg har stillet i vindueskarmen, mærker jeg noget varmt mod min hånd. Som en varm ånde der klæber sig fast. Jeg gisper og med forhænget til at dække mit brystparti, kigger jeg ud for at se om der står nogen. Men badeværelset er helt tomt bortset fra mig. Der er ingen at få øje på overhovedet.

  Tøvende tager jeg et håndklæde om mig, mens bruseren stadig er i gang, da jeg kommer i tanke om, at jeg glemte at låse døren. I dét at jeg sætter hånden på låsen, åbner døren.

  Min mund former sig til et skrig, men der kommer ingen, da det bare er Darren. Han smiler frækt og tager fat om mine hofter, der er dækket af håndklædet. Så læner han sig indover mig og kysser mig varmt på munden. Mit forskrækkede udtryk forsvinder, og han træder tilbage.

  ”Du glemte bukserne..” Han rækker mig mine mørkegrå jeans og går ud igen. Jeg låser døren og ligger bukserne ovenpå den mørkegrønne bluse på bordet ved vandhanen. Derefter går jeg endnu engang ind i bruseren med en mærkelig følelse af kærlighed og uvidenhed i maven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...