Underdog (Ekstra Materiale)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2014
  • Opdateret: 25 jun. 2015
  • Status: Igang
Denne movella vil bestå af deleted scenes, episoder set fra en anden karakters synsvinkel og meget andet. Kort sagt er det alt sammen ekstra materiale til Underdog-serien.

95Likes
33Kommentarer
7525Visninger
AA

5. The Escape / Harry

Dette kapitel fortæller om, hvordan Harry flygtede og kom tilbage til Clifftown natten inden han møder de andre i kapitel 1.

♛∆♛∆♛∆♛∆♛∆♛

Mørket havde sænket sig omkring mig og tvang min troskab på prøve, da den gamle bils lygter var de eneste, jeg kunne stole på. Gik bilen ud kunne alt det, jeg havde arbejdet for, være fortabt. Hvis de fandt mig, ville alt være ovre. Tanken om at der var gået hele to år siden Louis sendte mig hertil, var ikke til at få ud af hovedet. I to år havde parykken kradset mit hovedbund, i to år havde jeg kæmpet med de latterlige kontaktlinser. At jeg nu endelig var fri, var ganske enkelt ubeskriveligt. Jeg havde fuldført min mission, fået de eftertragtede oplysninger, desværre havde ingen af os havde vidst tænkt flugtplanen igennem. Det var ikke det letteste at flygte fra politiet, og sige op var ikke en løsning.

Mit hjerte bankede stadig hurtigere end normalt, da det blot var få minutter siden, jeg dræbte mig selv.

”Hank, herovre!” Min kollegas stemme hviskede til mig fra den anden side af vejen. Det var kun lige akkurat nok til, at jeg bemærkede det. Med livet på spil kiggede jeg forsigtigt på begge sider af den truck, jeg gemte mig bag ved. Mit hjerte bankede hurtigt fra min spurt sekunderne før, da skud var blevet affyret for os. Lige nu handlede det om sikkerhed, før vi kunne fortsætte og fange den forbryder, vi var her for.

Efter at have tjekket at kysten var klar, ladede jeg min pistol og tog en dyb indånding. Vi havde jaget denne forbryder i en uge, og jeg var godt klar over, at han var farlig. Samtidig havde jeg dog også tænkt en anden tanke om ham. Han var min billet væk. I flere måneder havde jeg prøvet at få en plan planlagt, men først nu så det ud til, at jeg havde den rigtige modstander. Det var farligt – jeg ville nok aldrig komme så tæt på døden igen – men det var det værd. At være fanget som politibetjent var ikke noget, jeg ønskede længere. Nu var spørgsmålet bare, hvordan jeg slap væk.

Stilheden havde for længst bredt sig om os på den lange, brede vej, og da jeg gik ud fra mit skjul, vidste jeg godt, hvad jeg havde gang i. Jeg rejste mig op, lod pistolen sigte til forskellige retninger og håbede, at denne forbryder var klog, men også dårlig til det med pistoler. Min kollega kiggede nervøst på mig som jeg gik over gaden.

Pludselig hørte jeg skuddet.

Skræmt kiggede jeg tilbage og så forbryderen sigte sin pistol mod mig. Med hjertet, der bankede hurtigere end sekunder kunne tælle, prøvede jeg at tage mig sammen, da han igen skød mod mig. Han ramte, præcis hvor han skulle, og jeg lod min krop falde til jorden. Nu var min skæbne i de andres hænder, og jeg håbede de ville fejle. Jeg vidste udmærket godt, at jeg var blevet skudt ved stålpladen ved mit hjerte.

”Hank!” Min kollega råbte mit navn, hvorefter jeg hørte flere skud. Det var først, da min kollega var ved min side, at jeg vidste, hvem der var død. ”Hank, kan du høre mig?!” Stærkt overbevist om at spille døende, blinkede jeg langsomt med øjnene og nød, at jeg var den erfarne blandt os. Han ville gøre, hvad jeg bedte ham om. ”Hank!”

”Gus … Løb tilbage til politistationen og skaf hjælp.”

”Nej, nej! Jeg kan ringe efter en ambulan-”

”-Gør som jeg siger,” bad jeg, og kiggede direkte ind i den nye rekruts øjne. Han vidste absolut ikke, hvad han skulle stille op, da han aldrig havde været i sådan en her situation før. Og det var præcis derfor, at han løb.

Jeg lå stille de næste tyve sekunder, indtil jeg forsigtigt kiggede ned ad den vej, han var løbet ned af. Politistationen var fem minutter væk, det var nu jeg skulle væk. Jeg var ligeglad med om nogle skulle have set mig, eller om der var blevet taget billeder, for da ingen var kommet mig til undsætning klokken to om aftenen, rejste jeg mig. Jeg stillede mig op og løb ind i parken, væk fra det hele, væk fra livet som Hank Bottom.

Efter at have besluttet, jeg var langt nok væk fra politistationen, kørte jeg bilen ind på en øde tankstation. Jo længere væk fra Londons midtby man kom, jo mere øde blev det i forhold til Londons tætte trafik. Denne tankstation var en konstatering til den påstand.

Få dråber fra himlen begyndte at falde over mig, hvilket fik mig til at løbe mod toilettet - grunden til jeg var kommet. Efter fireogtyve måneder fanget som en anden, havde jeg ventet længe på dette øjeblik. Et tungt suk forlod mine læber, da jeg trådte ind på det ækle, gamle toilet. Langsomt tog jeg nogle få skridt og stoppede foran spejlet, jeg var kommet efter. Jeg så forfærdelig ud. Sveden havde lagt et tyndt lag væske på min pande, mens regnen havde nået at gøre mit tøj en lille smule vådt. Irriteret gjorde jeg, hvad jeg var kommet efter, og fjernede parykken. Mine brune krøller viste sig og faldt naturligt lige ovre mine skuldre. Jeg havde ikke set dem ordentlig i lang tid, da jeg ikke måtte blive afsløret i at have paryk på. Kun få gange havde jeg haft parykken af, for eksempel de få gange jeg havde kørt flere kilometer for at finde en frisør, hvor jeg kunne få mit hår klippet. Nu kunne jeg endelig komme af med dem, og det var lang tid siden, jeg havde prøvet noget så behageligt som at få luft og fugt til håret.

Det næste, der skete, var, at jeg fjernede de blå kontaktlinser. Dem smed jeg direkte i skraldespanden, det var ikke noget spor, nogen ville finde. Jeg blinkede ivrigt og kiggede på mig selv i spejlet. Jeg kunne ikke huske, hvordan jeg sidst havde set mig selv ordentlig i spejlet uden hverken blond hår og blå øjne. Jeg følte mig endelig som mig selv igen. Bortset fra tøjet. Politidragten havde jeg afskyet lige siden jeg startede på det her job. Den var langt fra behagelig at have på, og tanken om, hvorfor jeg bar den, gjorde altid det hele værre. Heldigvis havde jeg noget skiftetøj i den taske, der havde været gemt i min bil de sidste timer.

Regnen havde taget ekstra til, da jeg åbnede døren. Lygtepælene lyste stedet op og viste de store dråber komme efter hinanden. Irriteret, men ikke opgivende, tog jeg fat om tasken med uniformen i og gik igennem dråberne, der på kort tid gjorde mit nye tøj gennemblødt. Fedt, så måtte jeg skifte igen, når jeg kom frem. Frem til Clifftown.

Tanken om at skulle se mit hjem igen om mindre end en halv time, fik mig til at køre lidt hurtigere, end man måtte. Godt nok var der ikke decideret noget, jeg savnede, men at kunne se mine venner som Zayn og Louis igen var ikke så skidt en tanke. Louis var en magtglad, idérig person, men samtidig havde han hjulpet mig med mange ting siden jeg først kom til Clifftown. Vi havde været venner lige siden, hvilket også var grunden til, at jeg var den eneste, han stolede på, kunne klare to år hos politiet for at finde informationer om Clifftown i deres databaser.

Jeg kørte ned ad den genkendelige vej, der snart ville have høje buske og træer på den ene side, hvor der bagi ville være gemt en masse boligblokke. Jeg havde aldrig forstået, hvordan det var muligt, at politiet havde erklæret det ubeboeligt, men os, der nu boede her, kunne ikke andet, end at nyde den fejl fra deres side.

Jeg parkerede bilen lidt derfra, da alle godt vidste, at det var bedst for sikkerhedens skyld. Hurtigt gik jeg op af vejen med tasken i hånden. Det regnede stadig, og jeg mærkede hvordan min skjorte klistrede sig fast til huden inden under. Ikke den rareste følelse i verden, men tanken om jeg var få meter fra at være hjemme, gjorde det hele bedre.

Efter at have gået på stien, så jeg de store lejligheden vokse sig store foran mig. At se alt var, som da jeg havde forladt det, fik et smil frem på mine læber. Jeg genkendte legehuset, bålstedet og ikke mindst lejlighedsbygning 1. Mit hjem. Endelig. Der var bare med at komme derop, så jeg skyndte mig hen til døren. Lykkelig over endelig at være fremme pustede jeg ud og smed tasken, så den ramte gulvet med et lille bump. Trappen foran mig ville forene mig med mit eget værelse, og gik jeg endnu en etage op, ville jeg møde Louis. Jeg vidste dog godt, at det var det forkerte tidspunkt, da han sikkert som altid havde gang i den ene pige efter den anden. Derfor bankede jeg på døren på den etage, jeg nu var på.

Det overraskede mig ikke, at han var vågen, da jeg hørte skridt inde i stuen. Zayn sov sjældent og når han sov, så var det først efter klokken tre. Jeg havde aldrig forstået, hvordan han kunne klare det. For da han åbnede døren, lignede det, at han ikke kunne være friskere.

”Harry?” Hans stemme lød til at være overrasket ligesom resten af ham, da han spærrede øjnene op og studerede på mig.

Jeg trak på skuldrene og smilede forsigtigt, ”jeg gætter på, at jeg er tilbage,” svarede jeg og grinede kort. At se min vens ansigt igen efter to år med falske venskaber var fantastisk.

Zayn smilede stort, og åbnede døren, så jeg kunne komme ind. ”Har du lyst til at komme ind og skifte? Dit værelse er vidst ikke varmet op eller noget, så vidt jeg ved,” forklarede han, da jeg gik igennem dørkarmen. Jeg nikkede til hans svar og smed min baskettaske fra high school på gulvet. ”Oh, og du må gerne være lidt stille, jeg har en pige boende.” Zayn hviskede de sidste ord, hvilket gav mig et indblik i, at han vidst brudte reglerne. At han derfor valgte at fortælle mig om det, viste blot, at jeg virkelig kunne stole på ham. Vi vidste hvor vi havde hinanden, og at hemmeligheder delt mellem os, aldrig ville nå Louis.

”Hvordan kan det være?” spurgte jeg, da jeg helt naturligt tog min skjorte af for at skifte til en T-shirt, jeg havde liggende i tasken.

Zayn tændte for vandhanen for at række mig et glas vand. ”Kan du huske Silvia King?”

Jeg prøvede at dykke tilbage i hukommelsen og så efter få sekunder en pige for mig. ”Var det hende, der var Geden? På grund af Louis var misundelig på hendes efternavn eller noget, ikke?”

Zayn nikkede, ”han skød hende for et halvt år siden.”

Jeg spærrede øjnene op. ”Gjorde han? Fuck, hvorfor?” spurgte jeg Zayn og fik kuldegysninger over, hvor usikker det egentlig var at bo her i Clifftown. Jeg havde nærmest glemt det med årene.

”Hun overtrådte en af reglerne, men jeg fandt hende og tog hende med herind, så hun bor i skjul hos mig.” Han kiggede hen mod sit soveværelse, og jeg var stolt over, at han turde gå imod Louis på den måde. ”Du ved ikke hvor længe, jeg har ventet på, at du kom tilbage, Harry. Jeg har manglet en at dele mine hemmeligheder med, som ikke er Louis. At dele noget med ham vil være idiotisk.”

Jeg smilede forsigtigt og drak noget af det vand, jeg havde fået. ”Man skal passe på. Er han stadig den samme Louis?”

Zayn trak på skuldrene. ”Han er blot blevet mere magtsyg, dog er han gået fra forskellige piger til én pige. Hun kom hertil to uger efter du var taget af sted, og han har hende på sit kontor nærmest hver aften.”

”Én pige?” spurgte jeg forbløffet og løftede mit øjenbryn. ”Den havde jeg ikke lige set komme. Hvem er hun?”

Zayn lukkede døren til sit eget soveværelse for at holde vores stemmer ude. ”Hun hedder Kitty, eller rigtigt er det Cora, brunette,” forklarede han.

”Jeg troede, at Louis var til blondiner? Jeg er godt nok gået glip af meget,” sagde jeg og tog derefter mit læderjakke på fra tasken. ”Men Zayn, jeg tænkte på, om jeg kunne sove på din sofa til i morgen? Hvis du siger at hende Cora er på Louis’ kontor hver nat, tror jeg, at jeg venter med at forstyrre ham til i morgen.”

Zayn virkede forstående, ”det lyder nok som den bedste idé. Jeg har før prøvet at afbryde dem, og han bliver rasende,” sagde mens, hans han rystede på hovedet. ”Men du tager bare sofaen, jeg ved ikke hvor behagelig den er, men du er sikkert træt.”

Jeg havde ikke bemærket hvor søvnig, jeg egentlig var, før Zayn nævnte det. Det havde været en lang aften med en flugt, jeg ikke anede, hvordan ville ende. Det kunne gå helt galt, og jeg var i den grad ikke i sikkerhed. Men det havde været min eneste mulighed. Nu skulle jeg så bare finde en løgn at fortælle Louis, for min flugtplan ville han nok ikke være fan af.

”Vi ses i morgen så,” hilste jeg af til Zayn, der havde åbnet døren til sit soveværelse, nok for at forberede at skulle sove. Døren lukkede efter ham og jeg havde nu stuekøkkenet til mig selv. Udmattet satte jeg mig i sofaen og overvejede endnu engang det faktum, at jeg rent faktisk var tilbage i Clifftown. Efter to år var jeg endelig hjemme, noget jeg havde drømt om så længe. Derfor gik der ikke mere end nogle minutter før jeg lagde mig ned på sofaen og mærkede mine øjenlåg blive tunge. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...