My Baby For Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2016
  • Status: Igang
Endnu et år lakker mod enden, eftersom vi nærmer os julen 2014. Mange ting og oplevelser er sket og i denne del kommer vi til at opleve en masse flashbacks fra Michelles og Justins liv sammen. Der er en masse personlige og følelsesladede problemer der opstår og det skal lige siges, at det ikke er lutter småting de gennemgår. Vil de få en vellykket jul sammen med deres lille førstefødte? Følg med i tredje del af julemovellaerne: "A Boyfriend For Christmas" og "My Boyfriend For Christmas"

54Likes
48Kommentarer
8336Visninger
AA

6. You still love me?

Michelles synsvinkel:

Atlanta Sygehus, onkologisk sengeafsnit, Fredag d. 29/8-2014, 11.27 am.

Jeg nød virkelig at sidde med vores lille mirakel. Han var stadig meget lille, men jeg havde ikke fortrudt mit valg et eneste sekund med at gennemføre graviditeten. Jeg bødede nu det hele ved at være indlagt på det skide hospital. Droppet i min arm, gjorde mig sløv og lettere dårlig. Kun anden dag jeg fik kemoterapi og jeg hadede det allerede mere end pesten.

Alt hvad jeg så frem til, var at være sammen med Justin og vores lille søn, som jeg desværre kun kunne få meget lidt af, så længe jeg fik mine behandlinger. Det var usigeligt hårdt, at jeg først kunne få noget ordenligt samvær med Justin og vores baby, når det blev weekend og hvor jeg kunne gå en hel uge i fred, inden jeg skulle indlægges igen til den næste behandling. Beslutningen var taget.

Jeg skulle ind til videre have 6 gange 5 dages behandlinger fordelt ved hver anden uge hjemme. Det ville blive hårdt og jeg ville med garanti miste alt mit hår. Jeg glædede mig ikke, men det kunne ikke være anderledes end det, hvis jeg skulle på nogen måde blive rask igen.

Jeg sad og så ned på vores lille dreng, mens jeg gav ham en opvarmet flaske med modermælkserstatning. Jeg ville så gerne amme ham, for jeg havde virkelig gang i min mælkeproduktion, men den slags gik ikke, så længe jeg fik kemoen. Det var virkelig hårdt, at jeg skulle pumpe alt det brystmælk ud i vasken hele tiden. Justin sad i benenden på min sygeseng og betragtede vores baby og mig på skift. Jeg fangede hans bedrøvede blik. Jeg smilte kærligt og gav mit lille mirakel et kys på hans lille pande.

"Det har vi virkelig gjort godt skat...", sagde jeg stille med et forelsket smil til Justin.

Justin trak svagt på smilebåndet i et lille grin, der virkede noget insinueret. Det var tydeligt, at Justin havde sine tanker andet steds. Jeg sukkede hårdt.

"Please skat - kan du ikke bare vise glæde, mens du og vores baby er her? I er her kun i meget kort tid ad gangen. Jeg kan næsten ikke bære det...", forklarede jeg stille til min stemme knækkede over i gråd. Jeg følte ikke at jeg kunne standse tårerne.

"Årh babe, undskyld... Det er bare så svært at holde humøret oppe, når min elskede ligger indlagt sådan et grufuldt sted. Du aner ikke hvor meget jeg har tænkt på at smugle dig væk herfra, men på den anden side, så ville det være det dummeste jeg kunne gøre, for jeg ønsker kun at du bliver rask så hurtigt som muligt, så du kan komme hjem...", forklarede Justin lettere grådkvalt og han satte sig op ved siden af og lod mit hoved putte på hans skulder.

"Seks lange behandlinger Justin... Overlever jeg nogensinde det?", græd jeg stille.

En hånd puttede sig rundt om min, mens jeg gav vores søn flaske.

"Du skal...", hans stemme knækkede over.

"Du skal overleve det... Ellers ville jeg ikke kunne tilgive mig selv... Jeg ville dø langsomt uden dig i mit liv - du skal klare den, det har Gud lovet mig...", snøftede Justin ved min side.

"Hvad hvis Gud tager fejl?", græd jeg stille. Justin rettede sig op og jeg fandt hans grædende blik.

"Det må du aldrig sige - ALDRIG!", kom det frustreret fra ham.

"undskyld...", angrede jeg og puttede mig ind i brystet på ham.

"Du skal ikke undskylde babe - du skal aldrig undskylde... Det er aldrig din fejl min elskede...", svarede han bedrøvet og jeg følte at han trak mig ned at ligge. Han trykkede på fjernbetjeningen til sengen, så vi kom ned at ligge alle tre. Vi puttede os sammen.

"Luk øjnene min smukke prinsesse...", sagde han stille og jeg lukkede øjnene og mærkede hans varme og bløde læber mod mine tørre læber et kort øjeblik.

"Jeg elsker dig...", hørte jeg en svag hvisken og jeg faldt til ro....

~

Justins synsvinkel:

"Justin?"

"Justin vågn op!"

Jeg glippede træt mine øjne op og så lige ind i nogle blå øjne.

"Mor?", hviskede jeg og rettede mig op og så nu også Karen stående bag min mor med en æske chokolade og en stor buket lyserøde roser i sin favn. Bag Karen, stod Michelles personlige sygeplejerske.

"Justin, jeg må bede dig og jeres søn om at forlade Michelle nu, da hun skal have den hårde kemokur.", forklarede Michelles sygeplejerske. Jeg begyndte at græde.

"Du kan da ikke bare bede mig om at forlade min kone på den måde?", hulkede jeg.

Min mor lagde straks armene om mig.

"Baby, hvis du gerne vil have det, så kan jeg godt passe jeres lille engel i nogle timer og så kan jeg komme igen senere, skal vi gøre det?", spurgte min mor.

Jeg tørrede mine øjne og nikkede.

"Må du godt mor... Tak...", svarede jeg og jeg langede ud efter vores lille engel, der lå og puttede sødt på Michelles brystkasse. Han klynkede svagt.

"Jeg tager hjem med ham og så kommer jeg med ham igen i aften ved en sekstiden, der skulle Michelle gerne være færdig med kemoen, har Nina her forklaret...", forklarede min mor stille, mens hun hintede med hovedet mod sygeplejersken.

Jeg nikkede og rejste mig fra sengen og gav min mor et kys på kinden.

"Tak mor, vi ses senere. Han skal have flaske om en lille times tid vil jeg tro?", forklarede jeg behersket med et svævende spørgsmål.

Min mor nikkede med et lille smil.

"Skal jeg huske baby..", svarede hun og hun lagde vores lille engel ned i autostolen med stofbleen over.

"Moshe følger mig.", forklarede min mor yderligere.

Jeg nikkede anerkendende og betragtede hende, Moshe og min og Michelles lille engel forlade Michelles stue. Jeg gik hen og omfavnede Karen.

"Tak for at du ville komme Karen...", sagde jeg stille i vores knus.

Vi slap ud af hinandens knus.

"Det var det mindste jeg kunne gøre Justin...", svarede hun lettere bedrøvet.

Hun var nok ikke kommet helt over chokket, da jeg endelig fik fortalt hende, Craig, min mor og resten af familien, at alt ikke var som det skulle være med Michelle. Jeg betragtede hende gå over på den anden side til Michelle, der var ved at vågne eftersom Nina stod og skiftede drop til den hårde kur. Den kur jeg allerede havde oplevet at se i går, hvor hårdt det tog på stakkels Michelle, der havde kastet op undervejs. Michelle så Karen og jeg kæmpede med tårerne, da jeg så Karen give hendes datter et hjertevarmt knus.

"mor...", kom det med en hviskende hæs stemme fra Michelle.

Jeg kunne se Karen kæmpede med at holde tårerne tilbage, men det lykkedes ikke rigtigt. Nina fik sat droppet til og forlod stuen. Michelle så lettere forvirret rundt, til hun så mig. Hendes strålende smil sagde alt.

"Justin, du er her stadig?", kom det hæst fra hende.

Jeg nikkede med et kærligt smil og gik hen til hende og kyssede hende på panden. 

"Hvordan har du det elskede?", spurgte jeg stille. Hun smilte svagt.

"Jeg har det som en vandballon der er ved at sprænges..", svarede hun med et smørret smil og jeg kunne ikke lade være med at grine svagt et kort øjeblik.

Som hun dog kunne udtrykke sig. Jeg kunne sagtens se, at hun havde en masse vand i kroppen, for hendes kinder var rundere, ja næsten som de normale runde æblekinder hun tidligere havde haft, før sin sygdom.

"Jeg skal tisse...", sagde hun stille.

Jeg nikkede og hjalp hende op fra sygesengen og gav hende hendes sutsko på. Hun rejste sig og vaklede træt med drop-stativet ud på badeværelset og lukkede døren efter sig. Det var usigeligt hårdt, at se sin elskede være så syg. Jeg lod mit blik vandre over mod sengebordet og opdagede Michelles vielsesring på bordet. Jeg sank en hård klump over synet. Hun ville vel ikke give op og så forlade mig? Det gjorde ondt i maven på mig, særligt da jeg betragtede hendes ring på bordet igen og flyttede blikket ned på min egen hånd, hvor min vielsesring sad.

"Justin - er du okay?", afbrød Karen mine tanker. Jeg sukkede svagt og rystede på hovedet.

Michelle kom ind i stuen igen med et lille smil.

"Nøj, hvor det lettede!", grinte hun svagt, så bare det at se hende grine varmede i mit hjerte.

Hun kom hen til mig og slap drop-stativet et øjeblik for at lægge sin frie arm om min nakke. Hun trak mig lettere ned til et kys. Jeg sukkede forelsket og lagde mine arme om hendes hofter. Tankerne om hvorfor Michelles vielsesring lå på sengebordet, var det rene luft nu.

Jeg vidste at min Michelle stadigt elskede mig mere end noget andet, da smagen af hendes dejlige mund overvældede min. Hun slap mig ikke med det samme, men det gjorde mig heller ikke noget. Jeg var mere end lykkelig for, at hun ikke var for dårlig til at kysse lige nu. Jeg sugede hende så meget til mig, at jeg dårligt havde lyst til at slippe hende......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...