My Baby For Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2016
  • Status: Igang
Endnu et år lakker mod enden, eftersom vi nærmer os julen 2014. Mange ting og oplevelser er sket og i denne del kommer vi til at opleve en masse flashbacks fra Michelles og Justins liv sammen. Der er en masse personlige og følelsesladede problemer der opstår og det skal lige siges, at det ikke er lutter småting de gennemgår. Vil de få en vellykket jul sammen med deres lille førstefødte? Følg med i tredje del af julemovellaerne: "A Boyfriend For Christmas" og "My Boyfriend For Christmas"

54Likes
48Kommentarer
8336Visninger
AA

7. Ubrydeligt bånd.

Michelles synsvinkel:

Flashback

Calabasas, Atlanta, Mandag d. 17/3-2014.

"babe - er du vågen?"

"elskede?"

Vågnede stille ved en dejlig hvisken.

"Mmhf...", mumlede jeg i søvne og bevægede mig om på ryggen.

Følte pludseligt nogle varme og bløde læber oven på mine.

"Mmh... dejligt...", mumlede jeg og lagde min ene arm rundt om hans nakke, mens jeg stadigt havde lukkede øjne.

Vi slap hinandens tungekys og jeg glippede mine øjne op og så lige ind i hans dejlige brune øjne.

"Godmorgen min elskede - tillykke med fødselsdagen.", sagde han med et kærligt smil.

"Er det virkelig min fødselsdag?", fniste jeg og jeg nussede hans ret markerede kindben. Justin nikkede med et kærligt smil og fugtede sine læber.

"Yup, og du skal absolut ikke snydes. Hvad har du lyst til at lave på din dag?", spurgte han med et lille smil. Jeg grinte kort.

"Jeg skal da ikke fejres. Jeg klarer mig fint uden det helt store dikkedarer...", sukkede jeg med et meget svagt smil og vendte mig væk fra ham.

"Altså Michelle? Hvad fanden mener du med det? Selvfølgelig skal du da fejres. Det er din dag babe. Det er der vel ikke noget i vejen for?", protesterede han bag min ryg. Jeg begyndte at snøfte og følte en tåre rende ned ad min næserod.

"Ej elskede, du skal da ikke græde på din fødselsdag. Det er meningen at du skal være glad og lykkelig...", sagde han trøstende og han trak mig ind til ham, så vi lå i ske.

"Jeg fik...", jeg prøvede at forklare, men min stemme knækkede over. Jeg følte nogle små blide kys på min kind og han nussede min arm jeg havde liggende på madrassen ved siden af min hovedpude.

"Hvad elskede?", spurgte han stille.

"Jeg fik... svar på mine seneste blodprøver i fredags...", snøftede jeg og græd stille.

Justin var stille et øjeblik...

"Hvorfor har du ikke sagt noget før nu?", spurgte han stille. Han fjernede sig slet ikke fra mig. Jeg hulkede stille.

"Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det? Du har været så glad her i weekenden og jeg ville bare ikke ødelægge dagene på den måde...", snøftede jeg stille.

Justin tvang mig om på ryggen og jeg fangede hans bekymrende blik. Han nussede blidt på min kind.

"Sådan noget skal du sige til mig elskede - jeg er langtfra tankelæser. Jeg troede ligesom at dine blodprøver var fine, siden du intet sagde til mig om dem? - Så fortæl mig venligst om resultatet?", spurgte han stille.

Han så ret bekymret ud. Jeg nikkede meget svagt med små snøft efter mig.

"Prøverne er blevet værre skat. Det ser ikke godt ud for mig. Mine odds er blevet forværret til yderligere med 25%...", græd jeg.

Justin sank en klump kunne jeg se. Han smilte slet ikke og jeg kunne ane hans tårer trængte sig på, eftersom hans øjne var blevet blanke i løbet af et ganske øjeblik. Han rystede på hovedet og fjernede sig og satte sig op på sengekanten ved hans side. Jeg kravlede hen til ham og lagde mit hoved op ad hans ryg og lagde mine arme om livet på ham.

"Sk... skal det sige, at...", begyndte han stille og hans stemme knækkede kunne jeg høre. Jeg knugede mig tættere på ham.

"Hvad?", spurgte jeg stille, mens tårerne rendte stille ned ad mine kinder.

"Skal det sige, at du måske ikke overlever?", spurgte han stille.

Jeg kunne høre, at han sad og hulkede nu. Det var hårdt. Jeg slap ham og rykkede mig hen ved siden af ham. Han så grådkvalt på mig. Jeg græd selv, men det var som om at når Justin begyndte at græde, så stoppede min gråd mere eller mindre, fordi jeg slet ikke kunne lide at se ham være ked af det. Jeg sank en klump og tørrede hans kinder og rystede på hovedet.

"Jeg ved ikke om jeg vil overleve kampen, men lægerne bekymrer dem meget om mig og min tilstand. De har tilbudt at foretage kejsersnit på mig og så se om de kan kæmpe for vores barn i kuvøse, men jeg takkede nej, også selv om de sagde at det kunne komme på tale, når jeg vil være 30 uger henne, men jeg takkede alligevel nej. Hvis nogen fortjener livet, så er det vores kommende barn...", forklarede jeg stille og kunne alligevel ikke holde gråden tilbage, for realiteten slog mig.

Mine odds for overlevelse blev forværret hele tiden. Justin trak mig ind i et knugende knus.

"Du må ikke dø... Jeg vil ikke kunne bære et liv uden dig ved min side - kan du da ikke forstå, at jeg ønsker livet med dig? Du må ikke.... Jeg vil ikke kunne tilgive mig selv.... Min elskede....", hulkede han grådkvalt.

Vi lagde os ned i sengen og knugede os ind til hinanden. Vi fandt hinandens munde og vores gråd forstummede, da vi kyssede intenst med hinanden. Jeg ønskede ikke at slippe ham igen. Jeg ønskede ikke at glemme ham. Efter noget tid hvor vi havde kysset ustandseligt og kælet med hinanden, slap vi hinandens munde. Han så på mig med tårerne rendende ned ad hans kinder.

"Jeg vil giftes med dig nu... Jeg kan ikke vente til sidst på året - det skal være nu...", snøftede han. Jeg glippede mine fugtige øjne.

"Justin - hvad nytter det? Hvis jeg alligevel er døende? Hvad nytter et ægteskab mellem os? Jeg ønsker kun at du skal være lykkelig og hvis du pludseligt ikke magter min sygdom mere og ønsker at se til en anden, så....", forklarede jeg, men han afbrød mig.

"Den slags må du ikke sige min elskede - jeg vil kun dig og ingen anden, forstår du?", protesterede han. Jeg begyndte at hulke grådkvalt.

"FORSTÅR DU MICHELLE? Jeg vil kun dig! Så indse det dog, du mister mig ikke bare fordi du er syg. Du er mit livs kærlighed og jeg vil giftes med dig så hurtigst som muligt. Jeg agter ikke at vente mere...", græd han stille.

Jeg græd og nikkede svagt og fremtvang et svagt smil imellem mine tårer.

"Jeg elsker dig Justin, så højt...", snøftede jeg og vi trak hinanden ind i et knus.

"Jeg elsker dig Michelle, kampen er langtfra slut... Jeg vil kæmpe for dig og aldrig vige mig fra din side..."

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...