My Baby For Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2016
  • Status: Igang
Endnu et år lakker mod enden, eftersom vi nærmer os julen 2014. Mange ting og oplevelser er sket og i denne del kommer vi til at opleve en masse flashbacks fra Michelles og Justins liv sammen. Der er en masse personlige og følelsesladede problemer der opstår og det skal lige siges, at det ikke er lutter småting de gennemgår. Vil de få en vellykket jul sammen med deres lille førstefødte? Følg med i tredje del af julemovellaerne: "A Boyfriend For Christmas" og "My Boyfriend For Christmas"

54Likes
48Kommentarer
8286Visninger
AA

3. Et sted man ikke vil være...

Michelles synsvinkel:

Flashback

Atlanta sygehus, Onkologisk afdeling. Mandag d. 6/1-2014, 9.45 am.

Jeg hadede lugten - lugten af sygehuse og særligt hadede jeg allerede lugten fra denne afdeling. Jeg kunne stadigt ikke forstå hvorfor jeg skulle sidde her men det var af fri vilje, eller rettere af venlig henvisning fra min egen læge. Noget var galt med mig, jeg vidste det bare. Justin sad ved min side med ansigtet begravet i sine hænder. Hans mørkeblå cap stak lettere i vejret med den flade skygge omvendt på hovedet. Han sagde ikke noget. Jeg sad selv og stirrede ind i den hvide kolde væg på den anden side af skrivebordet. Lægen jeg skulle snakke med, var ikke kommet endnu, men var på vej. Jeg greb ud i ren refleks på mit bryst og sad og grammede den og blev atter mindet om den knude der sad. Jeg fik åbenbart Justins opmærksomhed. Han greb fat om min hånd og fjernede den fra mit bryst.

"Babe... Hold nu op - selvfølgelig er der ikke noget galt med dig. Det er helt sikkert bare en lille kirtel der ikke betyder noget særligt? Du hørte jo selv hvad din læge sagde. Det er nok slet ikke alvorligt overhovedet?", kom det med et hårdt suk fra Justin.

Jeg sank en klump og kunne føle en tåre gemme sig i min tårekanal. Den ville så gerne dukke op, men jeg tillod det ikke, for jeg ville så gerne tro på Justins positive ord.

"Nu sørger vi bare for at få foretaget denne rutinetjek og så vupti, er det ude af verden og så kan vi komme væk fra denne grumme afdeling - En aftale babe?", tilføjede Justin med et ret falsk påklistret smil og rakte hånden mod mig. Ja, jeg var udmærket klar over, at han selv gruede det værste inden i. Jeg smilte svagt.

"Hvis det var så vel?", sukkede jeg hårdt og så ned i skødet på mig selv. Hørte et hårdt suk fra Justin.

Lyden af døren der åbnede bag os, fik mig til at se op og en mand i halvtresserne, ville jeg tro, satte sig i stolen på den anden side af bordet. En kvindelig sygeplejerske kom også med ind. Lægen rakte hånden mod Justin og jeg på skift.

"Goddag, jeg dr. Martins og jeg har tilladt mig at tage Michelle med, hun er sygeplejestuderende. Håber det er okay?", forklarede dr. Martins.

Jeg lod mærke til Justin fremkom med et smørret smil. Jeg puffede til ham og fik straks hans opmærksomhed, så han grinte kort.

"Hvad?", grinte han smørret.

Ja ja, jeg var klar over at det udelukkende var hendes navn, der havde fået ham til at sidde og smile smørret. Lægen sad og kiggede i nogle papirer foran ham.

"Nå men, du hedder Michelle Brennan?", spurgte dr. Martins.

Jeg nikkede med et svagt smil til ham og lod mærke til den sygeplejestuderende. Hun smilte ret stort.

"Pænt navn du har...", sagde hun lavt, så både jeg og Justin sad og trak på vores smil. Dr. Martins smilte svagt.

"Well, Michelle, kan du sige hvad din cpr nr er?", fortsatte han. Jeg nikkede med et lille smil.

"17/3-1994-2146.", svarede jeg med et svagt smil.

Dr. Martins nikkede og foldede sine hænder på bordet foran sig. Han så lettere alvorligt på mig og jeg mærkede straks en hånd lukke sig om min. Hans hånd havde altid føltes beroligende.

"Michelle, for at gøre en lang historie kort, så er du og din kæreste....", begyndte dr. Martins, men jeg afbrød ham.

"Min forlovede...", smilte jeg og så på Justin.

"Vi skal nemlig giftes sidst på året...", forklarede jeg mens jeg så med et kærligt blik på Justin, der gengældte det kærlige smil og lænede sig mod mig og fangede mig i et lille flygtigt kys på mine læber. Jeg sukkede lykkeligt.

"Aaahreem!", lød det afbrydende fra dr. Martins mund, så han fik både Justins og min opmærksomhed.

Jeg nikkede lettere forlegent over situationen. Jeg havde bare et kæmpe problem og det var, at jeg var så pokkers forelsket i Justin, så jeg helst ikke ville lade ham være, men sådan var det vidst også fra Justins side af.

"Som jeg prøvede at forklare Michelle, så har dine blodprøver du havde fået taget hos din egen læge i sidste uge givet os et praj om hvad der er galt. Vi kunne endvidere se, at dine hcg tal er umådelige høje.  Sig mig, er du gravid Michelle?", spurgte han ligeud.

Både jeg og Justin sad og grinte lykkelige og vi nikkede begge to kraftigt. Dr. Martins nikkede svagt med en streg om læberne. Han jublede ikke ligefrem.

"Javel, tillykke siger man vel?", skød han ud fra hoften, som om han ikke var synderlig begejstret for Justins og mit svar.

"Tak...", mumlede jeg bare.

Følte mig mere ked af det end glad pga den reaktion en skide læge havde på situationen.

"Michelle... Du må ikke blive ked af min knap så jublende humør, men ud fra de blodprøver du fik taget, så var der stort udslag, at alt ikke er som det skal være i din krop...", forklarede han. Jeg sank en klump.

"Altså, hvad mener du med det dr. Martins?", spurgte Justin lettere forfærdet.

Dr. Martins så på skift mellem Justin og jeg og jeg følte pludseligt en trang til at klemme til i Justins hånd. Han gjorde utvivlsomt det samme. Dr. Martins sukkede svagt.

"Det skal sige, at vi meget gerne vil fortage nogle biopsiprøver på den knude du har i venstre bryst Michelle, for vi kan være sikre på hvad vi har med at gøre.", forklarede han. Jeg følte en knude i maven over det han forklarede.

"En biopsiprøve? Hvad er det og hvorfor?", kom det med undren fra Justin. Han slap ikke min hånd et sekund.

"En biopsiprøve er noget vi foretager normalt ved lokalbedøvelse hvor ved vi tager et udtræk af problemet, men eftersom vi har tale om en fast knude, så vil vi foretage indgrebet med en kikkertundersøgelse, som foregår ved fuld narkose hvor vi så undersøger den og du vil senest få svar en uge efter Michelle. Indgrebet er ganske harmløs.", forklarede dr. Martins. Jeg nikkede nervøst.

"Jamen hvis I får hele knuden ud, er hun så ikke rask bagefter?", kom det undrende fra Justin.

Jeg betragtede ham. Hans ansigtskulør havde nærmest skiftet farve til ligbleg.

"Vi kan sikkert få hele knuden med, men hvis der er tale om kræft, så kan der være chance for at kræftceller skulle være spredt til brystet og andre organer i Michelles krop, men nu hvor Michelle kun stadigt er 19 år gammel, så er risikoen ekstrem lille for at det er ondartet.", forklarede dr. Martins.

"Så du sidder altså og siger, at Michelle har kræft?", kom det forfærdet fra Justin, der lige pludseligt sad og lignede et stift bræt med sin holdning.

"Jeg siger ikke at hun har, men ud fra hvad blodprøverne viste, så er der en risiko. Derfor siger jeg det her nu - Michelle, alt det med din graviditet kommer noget ubelejligt. Hvis du nu står i det tilfælde, at du er syg og har øjeblikkelig brug for kemoterapi, så kan jeg med garanti bekræfte, at jeres kommende barn vil blive vanskabt eller dø undervejs, så det er nu her om kort tid, når vi får svar på dine biopsiprøver at, ......", jeg afbrød ham ved at rejse mig.

"Så vil jeg ikke behandles. Jeg agter at gennemføre graviditeten! Farvel!", hulkede jeg og tog min taske og vendte mig mod døren. En hånd greb fat i min og stoppede mig. Jeg mærkede han stilte sig bag mig og lagde sine arme omkring mig. Jeg lukkede øjnene og hulkede som besat.

"Jeg vil ikke miste vores barn...", hulkede jeg.

Justin tvang mig rundt og jeg puttede mig straks ind i hans trøje. Han aede i blide strøg på min ryg og i nakken.

"Må vi godt have lov til at vende tilbage på et andet tidspunkt? Vi har brug for at tale det her igennem...", kunne jeg høre Justin foreslog.

"Selvfølgelig, men lad der ikke gå for lang tid. Jeg vil gerne høre fra jer senest i morgen inden 4.00 pm, eftersom jeg går hjem lidt over...", kunne jeg høre dr. Martins røst svare.

Jeg hulkede og skælvede i kroppen. Jeg var rædselslagen....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...