My Baby For Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2016
  • Status: Igang
Endnu et år lakker mod enden, eftersom vi nærmer os julen 2014. Mange ting og oplevelser er sket og i denne del kommer vi til at opleve en masse flashbacks fra Michelles og Justins liv sammen. Der er en masse personlige og følelsesladede problemer der opstår og det skal lige siges, at det ikke er lutter småting de gennemgår. Vil de få en vellykket jul sammen med deres lille førstefødte? Følg med i tredje del af julemovellaerne: "A Boyfriend For Christmas" og "My Boyfriend For Christmas"

54Likes
48Kommentarer
8342Visninger
AA

2. Et lille mirakel i den dunkle tåge.

Justins synsvinkel:

Privathospitalet, Los Angeles, Onsdag d. 27/8-2014, 8.23 pm.

"DET ER DIN SKYLD! JEG HADER DIG!"

"FUCK DET GØR ONDT!"

"SÅ GØR DIG DOG NYTTIG JUSTIN?!"

Skældsordene fløj om ørerne på mig. Ja, det var virkelig ikke nemt at agere ægtemand lige nu, men jeg gjorde virkelig mit bedste. Michelle svedte voldsomt og hendes førtidige lettere buttede æblekinder synede ikke meget. Hun kæmpede virkelig. Kæmpede mod veerne, og smerterne der overmandede hendes trætte krop. Hendes kamp for at føde vores ønskebarn, mens hendes svage krop kæmpede mod sygdommen. En sygdom hun ikke ville tale om, ingen kendte til den ud over Michelle, jeg og den Onkologiske ambulatorium. Afdelingen hvor kræftsyge patienter kæmpede mod det godartede og det ondartede.

Michelle havde taget sit valg. Hun ville gennemføre graviditeten før sin sygdom og det havde taget hårdt på hende, at hun ikke kunne gennemføre behandlinger, ud over alle de kontrol og blodprøver hun har måttet gennemgå. End ikke synet af CT scanninger eller behandlinger, havde hun været i nærheden af. Alt dette gjorde hun kun for vores ufødte barn, så barnet ikke skulle lide nød, til vandskabelse eller døden. Hun kæmpede for sit liv for at gennemføre hendes graviditet uden skadelige stoffer. Nu var den første del af kampen tæt på sin ende, da vores lille dreng var tæt på at komme til verden.

Michelle græd af smerter og jeg tøvede ikke med at blive ved hendes side. Jeg kyssede hende ustandseligt på hendes feberramte pande. Det gjorde virkelig ondt i mit hjerte, at opleve min højt elskede hustru med så mange kvaler. Var det dog kun veerne der gav hende kvaler og intet andet, så jeg kunne opleve min lille familie være raske, men sådan var det ikke. Michelles fremtidige liv var stadig uvist. Vi var ikke klar over hvor slemt det var med hendes sygdom. Vi vidste kun at hun havde brystkræft. Hendes odds var som det så ud til på nuværende tidspunkt 50/50.

"Aaaaaarrgh!", skreg hun og jeg så nu endelig mod jordemoderen og sygeplejerskerne, der var på vej til at tage imod vores lille mirakel.

Michelle strammede grebet om min hånd, så jeg måtte bide smerten i min hånd, eftersom hun strammede så hårdt til.

"Det gør oooooondt!", hulkede hun af smerter.

Jeg kunne ikke holde gråden tilbage selv.

"Det skal nok gå min elskede, du klarer det så flot!", svarede jeg standhaftigt, selv om jeg var ved at bryde sammen indvendig.

"Nu presser du alt hvad du kan Michelle, for barnet lider af svært iltmangel nu, er det forstået?", kom det fra jordemoderen af.

Jeg græd. Jeg ønskede virkelig ikke, at al Michelles kæmpen for vores kommende baby, skulle ende i mere sorg. Michelle hulkede voldsomt.

Hun så op på mig.

"Hjælp mig Justin...", klynkede hun.

Jeg nikkede blot med tårerne rendende ned ad mine brændende kinder. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre ellers. Jeg ville bare have at Michelle skulle føle sig elsket og passet på.

"Aaaaaaaaarhhhhhh!", skreg hun højt og jeg betragtede hende presse alt hvad hun kunne.

En lille klynken endte i store vræl, fra en lille baby indsmurt i hvid fosterfedt og blod. Han skreg op i hyl, men hvad jeg allerede kunne se af, så så han velskabt ud. Både jeg og Michelle græd, men det var slået over i en lykkegråd for os begge.

Den ene sygeplejerske lagde straks vores lille dreng på Michelles barm med et opvarmet hvidt tæppe svøbt om ham. Jeg kyssede ham på den fedtede pande og derefter fangede jeg Michelles mund i et flygtigt kys. Jeg slap hende lidt efter. Hun grinte lykkeligt med tårerne rendende ned ad hendes lettere magre kinder. Hun så virkelig træt ud, men havde et lykkeligt blik.

"Jeg gjorde det Jus....", hendes ord forsvandt i hulk.

Jeg nikkede og lagde mine arme om hende og kyssede hende på panden.

"Du gjorde det babe. Jeg ved at du vil komme igennem det andet også...", svarede jeg stille.

"hvordan?", hviskede hun på en hæs og træt måde.

Jeg fangede hendes smukke brune øjne, som jeg elskede så højt.

"Fordi jeg har indgået en pagt med Gud, men det skal du ikke tænke på nu - du og vores lille mirakel behøver hvile...", svarede jeg stille og gav hende et blidt kys på hendes tørre læber.

Jeg var bange for fremtiden for Michelles vedkommende, ikke for at sige rædselslagen - men hun var i mine bønner hver evig eneste dag......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...