Bird's view

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 16 apr. 2014
  • Status: Igang
Om denne movellas er oprettet til jeres fornøjelse eller min udfoldelsen ved jeg ikke. Men tag og kig på den hvis du har lyst. Det er verdens fra mit perspektiv, både på godt og ondt, også må jeg jo se hvor det tager mig... Brid

0Likes
2Kommentarer
181Visninger
AA

2. 16-04-2014 - Tillidsbruddet

Vi laver alle vores fejl, det har vi ligesom være inde på. Men hvordan kan det være, at en fejl man har begået for langtid siden, altid skal komme over én og vælte ens verden igen. Var første gang ikke nok?

Og ja, der hører i historie til;

 

 

Sidste år, i april, faldt jeg for en fyr, som var en del ældre end jeg. Seks år for at værre nøjagtigt. I starten var det hele røderoser og sommernætter, men han forandret sig. Og ikke på den positive måde.

Han begyndte at blive voldsommer over for mig, når vi var sammen.

I starten var det ikke så slemt, han gav mig et klask bagi, når vi stod og lavet mad i hans lejlighed. Det var ikke noget jeg hæftede mig ved. Men et slag blev til flere og jeg begyndte at finde små blå mærker på min krop. Jeg tænkte, at han nok ikke var bevidst om hvor hårdt han slog. I ved drenge kender ikke altid deres egen styrke.

Så jeg fortalte ham lige ud, at jeg gerne ville være fri for det, fordi jeg ikke brød mig om det. Men straks fik jeg beskeden; ”Du kan jo godt lide det, skat.”

VEL KUNNE JEG EJ!!!

Men dum og forelsket som jeg var, gjord jeg ikke mere ud af det, før slaget ramte min kind. Jeg husker ikke rart meget af det i dag.

Jeg husker den svigende smerte og vreden, som brød ud i mig som en steppebrand. Jeg husker mine egen stemme, da jeg råber af ham, men jeg kan ikke huske hvad jeg sagde. Jeg husker hans ansigt, da jeg bryder i flammer foran ham og lader alle mine følgeser strømme ud over ham. Chok. Han blev chokket over mig. Han havde, end ikke i sine vildeste drømme, troet hans lille barnekæreste kunne råbe sådan om.

MEN det kunne hun og det gjord hun.

Jeg husker, hvordan han lagde sine arme om mig og bad mig tilgive ham, men jeg kunne ikke have han rørte ved mig. Det var bare forkert. Det var ulækkert. Han skulle aldrig røger ved mig igen, det lovet jeg mig selv.

 

Men jeg holdte ikke det løfte. Jeg blev hos ham i næsten otte uger, før jeg endelig brød vores forhold. Jeg ville gerne sige jeg ikke vidste hvorfor jeg blev, men jeg ved det godt. Jeg var forelsket i ham. Han var ældre og det var charmende, at en der var så voksen og moden så noget i lille mig.

Men bare fordi man er yngre skal man ikke finde sig i det. Det ved jeg i dag. Så alder gør en klogere.

 

Det er næsten ni måner siden jeg gjord det forbi med ham, og jeg har ikke set ham siden.

                                                                                                                                                                         

Men faktisk er grunden til mit opslag ikke min modbydelige eks, det er faktisk på grund af min far.

Kort info: Jeg er skilsmissebarn. Bord kun hos min mor og hendes mand. Som jeg normalt bare kalder far. Fordi min halvlillebror gør og fordi jeg ikke ser min far mere end max. fem gange om året.

Men i vært fald. Min mors mand har ret stort temperament, og derfor fortalt jeg ingen af dem det. Fordi fortalte jeg min mor det, ville hun jo nok snakke med min papfar om det på et tidpunkt og det ville jeg ikke ud i. Så jeg holde mund. Dumt af mig.

Men så, så jeg min rigtig far her for en lille uge siden og jeg fortalte ham det. Jeg har aldrig sagt det til nogen andre, så det var et kæmpe stort skridt for mig. Men han tog det faktisk cool nok og vi snakket længe om det.

Men jeg fortalte ham mange gange at han under ingen omstændigheder måtte fortælle min mor det. Hun var aldrig ment til at skulle få det at vide.

Man hvad finder jeg så ud af i dag! Mens vi er ude og gå med hunden, så snakker vi lidt om at jeg igen har set min far og om jeg ikke syntes det er underligt, at jeg ikke så ham noget mere.

 

Og der ud af det blå, fortæller hun mig at hun ved at min ekskæreste slog mig. Jeg behøvet ingen gang spørger hvor hun ved det fra, for i det samme siger hun, ”Din far ringet da du kom hjem fra ham i sidste uge.”

 

Så her er mit spørgsmål; Hvordan kan han gøre det! Jeg åbner op til min dybeste hemmelighed og så ringer han som det første, og fortæller den ene person i hele verden, som jeg bed ham om ikke at sige det til.

Er det okay?

 

 

Så enkelt nok er jeg/var jeg temmelig vred. Og jeg havde brug for at komme ud med det, tros det faktisk slet ikke var det jeg havde regnet med mit næsten oplæg skulle handle om, men der kan man jo bare se. 

Det er det der sker når man skriver om sit eget liv. Det står aldrig stille...

skrives, Bird 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...