Hvad vil du

Mit bud til 24 timer konkurrencen :)

0Likes
0Kommentarer
170Visninger

1. Hvad vil du

    "Hvad er det du vil med dit liv”, er sikkert et spørgsmål du har fået mange gange. Det har jeg i hvert fald. Og det er nok det mest irriterende spørgsmål i verdenshistorien af irriterende spørgsmål. For hvordan i alverden, skulle man som 18-årig, vide hvad man vil med sit liv? Alle mine venner ved det vist godt. Dyrelæger, psykologer, advokater, alt hvad man kan forestille sig. Store huse, lykkelige familier, berømmelse. Jeg har til gængæld ingen anelse om, hvad jeg vil. Indtil nu har jeg klaret mig til et 10-tal i folkeskolen og en halvkvalt studenter eksamen. Og nu, ved jeg stadig ikke, hvad jeg vil, eller, for at være ærlig, ved jeg det godt, jeg må bare ikke.
Jeg er jo 18, så jeg må vel egentlig godt, jeg ved bare ikke om jeg tør. I øjeblikket er jeg på vej til at blive pædagog, ja, I hørte rigtigt, PÆDAGOG. I mine forældres privat ejede børnehave til overklassebørn. Og jeg, som deres eneste barn, er selvskrævet til at arve hele molevitten, når de går på pension.
    ”Men er du nu sikker på at det er det du vil”, ”hvad hvis det går galt”, ”men hvad nu hvis du ender som din bror”?
Vent, kom jeg til at sige at jeg var enebarn før… nå, men det er vist ikke helt sandt. Min storebror, Tobias, stak af til Australien. Han ville være operasanger. Og siden han fik afslag i vores operahus, tog han changen i Australien. Hvorfor han ikke bare prøvede i fx Sverige, Norge, England, eller noget lidt tættere på end den anden side af jorden ved jeg virkelig ikke, men det lykkedes, sådan da. Det blev ikke til Sydney operahus, som han havde håbet, mere alla operalærer, og medlem af Australien amateur opera folks. En lille amatør gruppe i Melbourne. Vi havde ikke haft kontakt med hinanden i over 7 år, hvilket måske var det der fik mig til at sige at jeg var enebarn. Vi havde sådan lidt slettet ham fra familien, indtil jeg begyndte at Skype med ham for ca. et halvt år siden, hvilket var grunden til at jeg i dette øjeblik var i gang med at smide tøj ned i min en smule aflagte kuffert. Min flybillet lå på skrivebordet. Min 18-års fødselsdagsgave: at få lov til at komme til Australien på et guitarkursus. Min guitar lå på sengen sammen med sangteksterne der var spredt ud over det hele. Jeg var efterhånden blevet ret god, men sangtekster havde aldrig været min stærke side. De var alle halvfærdige, uden mening eller rytme. Den gamle guitar havde jeg fundet på et loppemarked. Den havde ikke en lang indviklet historie, eller noget form for betydning, den havde bare været der, lå et lurvet loppemarked i Budapest. Den eneste grund til at den lå på hendes i øjeblikket var at damen ved boden, havde foræret mig den gratis. ”Guess a number between one and a million”, havde hun sagt. Og hvad var chancen lige for at jeg gættede det (en til en million, det ved jeg godt)?
Så sådan skete det at den blev min.
Jeg kunne knap lukke min kuffert, siden jeg var noget så opsat på at få alt mit tøj med. Mine forældre havde givet mig billetten derover i gave, men jeg måtte selv sørge for at komme tilbage. Og hvornår det bliver, ved jeg ikke. Det er heller ikke noget, jeg har tænkt mig at bekymre mig om i den nærmeste fremtid. Jeg har hele livet foran mig.
Jeg greb guitaren, men lod sangteksterne blive, det her skulle blive en ny start, en masse halvfærdige tekster om hjertesorger ville ikke hjælpe på det.
Min mor sad på kontoret og ordnede regninger. Far var ude og spille golf. Fælles var at ingen af dem så meget som overvejede at sige farvel, det virkede i hvert fald ikke sådan.
Jeg smækkede døren hårdt i, bare så mor vidste at jeg var gået. Og så gik jeg, gik væk fra det store hvide hus, fra mit gamle liv som jeg aldrig ville vende tilbage til. Billet lå trygt i min lomme. Jeg greb mig selv, flere gange, i at stikke min hånd ned i lommen, for at sikre mig at den var der. Australien kaldte. Det eksotiske paradis. Jeg vidste ingenting om hvordan det ville gå. Jeg kunne ende som hvad som helst. Lige nu, ja lige nu havde min bror fået mig et deltidsjob som delfintræner, under oplæring selvfølgelig, og guitarkurset. Det var alt jeg havde at gå efter.
Jeg kunne mærke den varme sommersol mod min hud, fuglene kvidrede. Der var ikke en eneste bil på vejen, kun mig. Lufthavnen lå langt væk, men jeg havde trods alt et par dage til flyet ville lette. Et par dage, og ville jeg aldrig komme tilbage til lille, udetydelige, golde Danmark igen. En anden ting jeg vist også glemte at sige…
… jeg har ingen intentioner om at komme tilbage. Og blive pædagog! Hvis bare de alle vidste, hvor ligeglad jeg var, men succes, med penge, med alt, alt bortset fra lykken. For det i bund og grund ikke det vi alle vil have?
Jeg satte mig ned på en træstub, og prøvede at ignorer de mange splinter der nu, siden jeg været så idiotisk at sætte mig på en træstub, gravede et vist sted, og satte mit lille hjemmelavede skilt op, der så smukt sagde: Ride please?
En bil susede forbi, uden så meget som at se på mig, sjovt nok, siden fartgrænsen var omkring 40 kilometer i timen. Hvis bare de vidste, hvor meget man holdt øje med trafikreglerne her på egnen.
Det kildede i mine fingre da de strøg over strengene. En skøn kilden, der fortalte mig, at jeg havde taget det rigtige valg. Og så begyndte jeg at spille, en lille melodi, den første jeg nogensinde havde lært. Et par biler stoppede på vejen og tilbød at køre mig, indtil de fandt ud af at vi ikke helt skulle i samme retning. Men jeg bliver ved med at spille, den samme melodi, jeg skal jo til Australien på en eller anden måde…
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...