Spirits

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
"Pacifan Fields!" Stemmen sydede af vrede. "Ups," mumlede jeg smilende. "Jeg tror Rick fandt ud af, at hans kontorstol knirker lidt mere end den plejer." Screek grinede. For en gangs skyld var det lykkedes mig at tage fusen på ham. Han ville aldrig mistænke sin kontorstol. Næste mål: Bøgerne.

8Likes
221Kommentarer
1524Visninger
AA

3. Prolog

"Nej! Jeg gider ikke, og jeg gør det ikke!" Jeg vågnede forskrækket og kiggede mig omkring. Det var på en eller anden måde lykkedes mig at falde i søvn, uden at falde ned fra træet. Jeg satte mig ordentligt på grenen igen og kiggede ind ad vinduet på den hvidkalkede villa.

"Hvorfor holdt du mig ikke vågen?" spurgte jeg irriteret ud i luften.

"Du sov som en lille baby. Jeg kunne ikke nænne det," svarede Screek over mig.

"Meget morsomt. Hvad foregår der?" spurgte jeg og vendte mig om for at kunne se ham. Han lade hovedet på skrå, så solen glinsede i de sorte fjer.

"Hendes søster sagde hun skulle feje terassen. Hun nægtede," svarede han.

"Jo tak, den sidste del fik jeg fat i. Hvad tror du?" spurgte jeg.

"Tja, den ene er venlig, men nægter at gøre hvad andre beordre hende til. Den anden lave lektier. Og det er lørdag..." svarede han.

"Så... en ulv og en ugle? Er det det du siger?" spurgte jeg.

"Jeg siger ikke noget," sagde han bare, før han stoppede hovedet ind under vingen. Jeg sukkede. Jeg følte mig som en høg, sådan at udspionere folk. Det var noget Daryl og Uriah plejede at gøre. De sad oppe i træer og andre steder, hvor man ikke kunne se dem, og pludselig råber de: "Pas sidder og snakker med Screek!" Det var dødirriterende. Og så når man sniger sig ind på dem, for at give dem igen, så advarrer Rick dem, fordi han synes det er sjovt, at pege mine "dårlige" forklædninger ud. Han elsker at pege fingre, og det værste er, at han aldrig selv gør noget forkert, som han ikke kan begrunde bagefter. Og så var han så opmærksom -mest fordi han fik hjælp af sin ugle- så det var umuligt at lave sjov med ham. Dødirriterende, ingen humor og alt for nærtagende.

"Reya! Der er mad! Kommer du?" en ny stemme bølgede ud fra det åbne vindue. Reya, som pigen åbenbart hed, havde smidt sig vredt på sengen og havde siddet med armene overkors. Nu lyste hendes ansigt op.

"Kommer nu mor!" råbte hun glad, før hun forsvandt ud af synsvidde. Jeg så på Screek, der lagde hovedet på skrå til først den ene side og så den anden.

"Woooo, jeg hypnotisere dig! Du skal finde et andet sted at finde for at kunne følge med, så du kan være helt sikker, wooooo," sagde han. Jeg rullede med øjnene.

"Ha ha, sjovt," mumlede jeg og hoppede ned fra træet. Screek lettede også fra sin gren og landede på min skulder. Jeg kiggede irriteret på ham.

"Sig mig, kan du ikke flyve selv?" spurgte jeg. 

"Det gider jeg ikke," svarede han. Jeg smilede og gik om på den anden side af huset, så jeg kunne kigge ind i køkkenet. Pigen Reya, sad og spiste sin mad, mens hun glad fortalte en eller anden historie. Den anden pige rettede hurtigt på hende, når hun kom til at lave en fejl i historien. Åndsvage grammatiske regler. Regler var generelt åndsvage.

"Okay, jeg er ret sikker på uglen," sagde jeg. 

"Yep. Og siden de er søskende, så er den anden sikkert også et eller andet. Jeg synes bare du skal tage dem med," sagde Screek.

"Ja, men ikke endnu. Jeg tror jeg lader dem være i fred indtil næste uge," svarede  jeg og rejste mig fra min sammenkrøbene stilling.

"Hvorfor dog det?" spurgte Screek en anelse forvirret. Meningen var de skulle med i morgen.

"Jeg vil gerne se Ricks ansigt, når hans kalender ikke passer og hans planer ikke forløber som planlagt," svarede jeg mens jeg smilelede.

"Han finder sikkert ud af det," svarede Screek. Han var overbevist om, at det sikkert var den bedste ide, at smide Rick ud. Ricks ugle, Jason, syntes det var sjovt, at irritere Screek med at følge efter ham overalt og rable om fakta.

"Måske, men det er forsøget værd," sagde jeg. 

Da vi kom hen til busstoppestedet, var bussen allerede på vej, så vi var ikke et sekund for tidligt. Jeg havde bestemt mig for at tage Screek med ind i bussen. Det var meget sjovt, og folk gloede altid som om jeg var vanvittig. Hvem har også en tam krage?

"Jeg vil gerne have en enkelt billet til Rijsen," sagde jeg til chaufføren. Chaufføren, en del overvægtig dame, stirrede forvirret på mig. Hvorfor var der aldrig nogen, der vidste hvad det var? Sikkert fordi det var hemmeligt, men det var nu sjovt at se folks reaktion alligevel.

"Det bliver du lige nødt til at gentage," sagde hun. Jeg sukkede som om hun var åndsvag samtidig med, at jeg rullede med øjnene.

"Rijsen! R-i-j-s-e-n," sagde Screek. Chaufføren fik et chok og hoppede i sædet, så sædet hoppede med og kroppen blævrede.

"Den... den kan tale!" udbrød hun forskrækket.

"Den er en han og ja, han kan tale. Bliver til noget med den billet, eller hvad?" spurgte jeg. Hun glippede med øjenlågende et par gange.

"Hvor ligger det?" spurgte hun. Jeg sukkede igen.

"Den. Hvor ligger den. Det er en skov. En meget stor skov. Tilfældigvis den største i landet. Du køre forbi den hver dag," sagde jeg, for at skære det ud i pap for hende.

"Åh, den skov. Jeg har aldrig hørt, at den skulle hedde Rejsen før," sagde hun.

"Nu hedder den også Rijsen," sagde Screek. Chaufføren sendte ham et stjålent blik.

"Fem kroner," sagde hun og rakte mig en billet. Screek fløj ned og tog den ud af hænderne på hende, mens jeg rakte hende pengene. Så vandrede jeg op igennem bussen og satte mig på bagsædet. 

Jeg smilede veltilfreds, mens jeg tænkte på det ravage, det ville lave, når Ricks kalender ikke passede.

----------------------------------------------------------o0o----------------------------------------------------------

Okay, det var så starten. Hvordan synes i det gik?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...