Spirits

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
"Pacifan Fields!" Stemmen sydede af vrede. "Ups," mumlede jeg smilende. "Jeg tror Rick fandt ud af, at hans kontorstol knirker lidt mere end den plejer." Screek grinede. For en gangs skyld var det lykkedes mig at tage fusen på ham. Han ville aldrig mistænke sin kontorstol. Næste mål: Bøgerne.

8Likes
221Kommentarer
1524Visninger
AA

12. Kapitel 9

Jeg fandt hurtigt min tegneblok frem. Så hev jeg  satte jeg den op, så jeg heletiden kunne se de blyantstreger, der udgjorde Summer. Så tog jeg træet og kniven frem, satte mig på en stol og gav mig til at snitte figuren ud.

"Oop, missed a spot!" udbrød Screek sarkastisk, da jeg havde brugt tre timer på at finpudse hjorten. Jeg kiggede irriteret op på ham.

"Jeg synes der mangler noget," mumlede jeg og kiggede tilbage på træfiguren.

"Ja, gavepapir. Hvis du fortsætter med at pudse den, forsvinder den jo!" udbrød han. Jeg kiggede endnu en gang på hjorten. Da jeg havde vendt og drejet den i et halvt minut, fastslog jeg, at han havde ret.

"Okay, så siger vi den er færdig." Lige i det jeg havde udtalt det sidste ord, hørte jeg madklokken ringe.

"Maaaaadddd!" udbrød Screek. Jeg smilede og fulgte efter ham ud af døren, som jeg tit lod stå åben.

Reya, Lil og Sarah var der allerede. At Sarah var der, var ikke så underligt. Hun lavede jo maden.

"Hej Pas," sagde Lil. "Blev du færdig med dine "hemmeligheder"?" Jeg smilede hurtigt til Reya, der også havde sagt hej.

"Ja, lige netop," svarede jeg og tog imod den skål suppe, Sarah rakte mig.

"Tak," mumlede jeg, uden at møde hendes blik, og satte mig så på stenen vedsiden af Reya. Lil sad på samme sten som Reya, så de var sikkert blevet gode venner. Rea rejste sig for selv at hente en tallerken, men i stedet for at vende direkte tilbage til stenen, gik hun hen til mig.

"Hvilke "hemmeligheder" har du lavet?" spurgte hun lavt. Jeg smilede, da jeg så Lils hoved svinge i vores retning ved hendes ord. Jeg gjorde tegn til Reya om at sætte øret tættere på, så jeg kunne viske til hende.

"Lil har fødselsdag i morgen. Jeg har skåret en hjort ud af noget træ," hviskede jeg. Reya trak hovedet til sig igen.

"Hvad ønsker hun sig?" spurgte hun lavt.

"Aner det ikke, spørg hende," svarede jeg. Reya gik over og satte sig vedsiden af Lil igen.

"Hvad ønsker du dig i fødselsdagsgave?" spurgte hun. Lil sendte mig et hurtigt blik, som jeg ærligtalt ikke kunne finde ud af hvad betød.

"Det ved jeg ikke rigtigt. Det betyder ikke noget," svarede Lil.

"Jo, selvfølgelig gør det da det!" udbrød Reya.

"Okay, hvad jeg virkeligt ønsker mig, er en overraskelse. Jeg elsker overraskelser," fortalte Lil. Reya smilede. 

"Et styk overraskelse på vej," sagde hun.

"Reya, den anemonebuket vil jeg gerne have skitseret. Kan vi gøre det efter maden?" spurgte jeg. Både Lil og Reya smilede glad.

"Selvfølgelig," sagde Reya. "På én betingelse: Vi kigger på." 

"Hvis i virkeligt gider det, så fint med mig," svarede jeg. Jeg kunne faktisk ikke se hvorfor det vækkede sådan et påstyr hver gang. Det var jo bare nogle blyantstreger.

Da jeg havde spist suppen og fortalt Sarah, at den smagte godt, gik jeg hen til hytten, for at finde min tegneblok.

"Den anemonebuket vil jeg gerne have skitseret," vrængede Screek. "Du kan da sagtens tegne en buket anemoner!"

"Kan jeg?" spurgte jeg, mens jeg kiggede under dynen efter blokken.

"Ja, og du har gjort det mange gange. Du satten den på skrivebordet, da du snittede hjorten," sagde han.

"Ja, ja, men det skulle jo ikke være en buket, det skulle være buketten, " sagde jeg og bladrede tegneblokken om på en blank side.

"Hvad er der med dig? Du opføre dig underligt," sagde Screek.

"Ja, okay, jeg er bare glad for, at det endelig lykkedes med Rick," sagde jeg og mærkede et smil krybe frem.

"Ja, og så hele to gange på en dag!" udbrød han.

"Ja, men jeg tror han har fået høgene til at udspionerer for ham." Jeg holdt døren, mens Screek fløj ud.

"De kan bare komme an, kan de!" udbrød Screek. Han bestemte sig for at sidde på min skulder, mens jeg klatrede ned ad rebstigen.

Både Reya og Lil var blevet færdige med deres mad, så vi fulgtes ad hen til Reyas hus.

Reya havde fået sat anemonerne i vand, hvilket havde fået dem til at springe  helt ud, så de nu var på deres smukkeste.

"Ah, timing," mumlede jeg og trak en stol ud, så jeg kunne se anemonerne. Så begyndte jeg at tegne. Reya og Lil var, gudskelov, et stille publikum. Først da jeg var færdig, og havde fået hvert enkelt blomsterblad med, sagde de noget.

"Du er virkelig dygtig, Pas!" udbrød Lil,

"Det ligner jo på en prik!" bidrog Reya.

"Tusind tak," sagde jeg. Screek sad stadig på min skulder. Han havde ikke rørt sig ud af flækken. Jeg rejste mig op, og satte stolen på plads.

"Skulle i egentligt ikke være ude at svømme?" spurgte jeg så.

"Jo, men vi ville lige se dig tegne," sagde Lil smilende. Jeg rystede på hovedet. Jeg begreb ikke hvad der var så interessant ved det.

"Okay, jeg smutter nu," sagde jeg og gik ud af døren, så de kunne kommer ud at bade.

"Skal du ikke med ned og se dem bade?" spurgte Screek.

"Hvad i al verdenen ville jeg gøre det for?" spurgte jeg.

"Åh, jeg tænkte bare siden du var så opsat på at være i nærheden af dem. Hvad var det nu Ari sagde? Bikini?"

"Hvad er det præcist du hentyder til?" spurgte jeg indgineret.

"Du er ved at bliver forelsket," sagde Screek. Jeg standsede.

"Nej, jeg er ikke! Og hvem skulle det lige være i?" spurgte jeg, en anelse vredere, end jeg havde behøvet.

"Reya," svarede Screek. Jeg skubbede ham vredt ned fra min skulder.

"Nej! Aldrig! Jeg tror hun vil være en god ven, det er det! Og jeg skal ikke ned og se nogen som helst bade!" råbte jeg. Hvad gik der dog af ham?

"Nå, undskyld! Er det måske Lil, der har fanget din opmærksomhed?" spurgte Screek.

"Nej!" udbrød jeg.

"Hvem er det så? Er det Sarah? Gemmer du dig for hende?" Jeg frøs og stirrede lamslået på ham.

"Nej. På ingen måde, er du da vanvittig?!" spurgte jeg, i et mere kontrolleret toneleje, da jeg havde fået taget mig sammen til at svare. Var han da gået helt fra forstanden?

"Hvorfor siger du overhovedet sådan noget?" spurgte jeg så.

"Fordi jeg overhørte nogle samtaler, ikke andet," svarede Screek og ladede på min skulder igen.

"Er der nogen, der påstår..? I Sarah?" spurgte jeg, usikker på hvad jeg skulle føle. Lige nu var det følelsen af chok, der kæmpede mod vrede.

"Nej, nej. Glem hvad jeg sagde," sagde han bare. Jeg vidste, at han ikke havde tænkt sig at fortælledet, så jeg prøvede at gøre hvad han sagde. Jeg klatrede op ad rebstigen med ham på skulderen.

"Er du til drenge?" spurgte han pludselig.

"Hvad? Nej! Gider du lige?" Jeg var efterhånden blevet ret træt af ham. Hvad pokker skulle alt det gøre godt for? Jeg gik ind og tog det nu tørre protræt af Screek ned fra staffeliet og satte det nye lærred på. Så vendte jeg siderne i tegneblokken, så tegningen af Reya og Lupa var synlig. Så satte jeg den på skrivebordet og ledte efter de rette farver og pensler at bruge.

"Pas?" Jeg hamrede hovedet op i låget af den kiste, jeg var ved at gennemrode, da jeg hørte Sarahs stemme.

"Av for pokker! Ja?" Jeg lukkede kisten og kiggede på hende. Eller rettere: hendes sko.

"Jeg ville bare se hvordan det gik med hjorten," sagde hun. Jeg nikkede hen mod den og gav mig så til at lede i skufferne i mit skrivebord, efter den bortløbne pensel.

"Den er utroligt flot, Pas. Den bliver hun glad for," sagde Sarah. Jeg bandede lydløst, da jeg heller ikke kunne finde penslen i skrivebordskufferne.

"Vi bliver nød til at tale sammen," sukkede Sarah. Jeg stivnede. Hvorfor? Det kunne umuligt være godt.

"Gør vi det?" spurgte jeg forsigtigt.

"Ja," sagde hun. Sæt dig her." Jeg vendte mig for at kunne se hvor hun ville have mig til at sidde. Hun sad og klappede på sengen vedsiden af sig.

"Sarah, det har jeg altså ikke lyst til," sagde jeg stille. Hun sukkede.

"Pas, du behøver altså ikke være bange for mig," sagde hun. Bange for hende? Var det det hun troede? Jeg var ikke videre tryg ved hende, men jeg var ikke bange for hende.

"Jeg er ikke bange for dig," mumlede jeg.

"Jamen hvad er det så?" spurgte hun ulykkeligt.

"Jeg..." forsøgte jeg, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.

"Hader dig? Kan ikke lide dig?" spurgte hun. "Du ser mig aldrig i øjnene! Du ser mig slet ikke! Jeg tvivler på du ville opdage det, hvis jeg klippede mig skaldet!" udbrød hun vredt. Jeg løftede blikket længe nok til at se en tåre løbe fra hendes øjenkrog.

"Vi gik fra at grine sammen, til ikke at kunne have nogen form for kontakt. Hvis jeg røre ved dig, bider du tænderne sammen! Hvis jeg snakker til dig, stivner du, og hvis jeg kigger på dig, kigger du væk, og jeg forstår bare ikke hvorfor! Jeg ved jeg forskrækkede dig, men det er to år siden!" Jeg kunne høre gråden i hendes stemme nu.

"Sarah, du forskrækkede mig ikke, du overfaldt mig! Hvad vil du have jeg skal gøre? Lade som ingenting?" spurte jeg frustreret.

"Nej, nej, men vil du ikke nok bare fortælle mig hvad du tænker om mig? Hader du mig?" spurgte hun. Jeg bed mig i læben,  mens jeg prøvede at finde ud af hvad jeg skulle sig.

"Nej, jeg hader dig ikke. Jeg... føler mig ikke tryg ved dig," sagde jeg stille. Hun hulkede.

"Så du er bange for mig," konstaterede hun.

"Det..." Jeg havde ingen ide om hvad jeg skulle sige. Jeg var ikke engang sikker på, hun ikke havde ret. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg stod bare og stirrede på hendes sko, mens jeg så tåre efter tåre dryppe ned på dem.

------------------------------------o0o-------------------------------------

Okay, det var noget af en slutning... Næste kapitel bliver Rick, så det skal nok blive interessant ;-)

Hvem skal være fortæller i det næste? (Tager kun imod én person, Alanna.lion! Jeg kan ikke skrive et kapitel med fire forskellige fortællere!)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...