Spirits

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
"Pacifan Fields!" Stemmen sydede af vrede. "Ups," mumlede jeg smilende. "Jeg tror Rick fandt ud af, at hans kontorstol knirker lidt mere end den plejer." Screek grinede. For en gangs skyld var det lykkedes mig at tage fusen på ham. Han ville aldrig mistænke sin kontorstol. Næste mål: Bøgerne.

8Likes
221Kommentarer
1541Visninger
AA

11. Kapitel 8 (Lilly)

Reya, Sarah og jeg blev siddende ved bålet et stykke tid efter, at de andre var gået. Den tegning Pas havde lavet, var helt klart den pæneste tegning, jeg nogensinde havde set. Selvom den var i sort hvid, havde han ikke misset så meget som en eneste detalje.

"Hvad foregår der mellem dig og Pas?" spurgte Reya. Jeg løftede overrasket hovedet og kiggede på Sarah, der så lige så overrasket ud.

"Øh... Det er en lang historie," sagde hun.

"Jeg har hele dagen," svarede Reya. Jeg kiggede forventningsfuld på Sarah. Det var noget jeg selv havde tænkt over mange gange. Pas virkede nærmest... bange for hende.

"Det har rødder tilbage til den gang vi var yngre. Pas var lige blevet sytten. Jeg selv var seksten. Der er et halvt år i mellem os. Jeg havde længe været helt fortabt i ham, og det besluttede jeg mig så for at fortælle ham. Han sagde, at han holdt af mig, men i stedet for at lade ham tale ud, overfladt jeg ham. Jeg havde fået hans tøj af, før han formåede at stoppe mig og færdiggøre sin sætning," fortalte Sarah. "Jeg holder af dig, Sarah, men jeg ser dig mere som min yngre søster. Jeg elsker dig, men jeg er ikke forelsket i dig," citerede Sarah. Hun smilede et lille, sørgmodigt smil. Lige siden har han nægtet at møde mit blik. Hun sukkede. Jeg kunne ikke lade være med at have ondt af hende. Tænk at få at vide, at den man elsker ser en som sin søster. Og så oven i købet lillesøster. Det var rigtig synd for hende.

"Det er jeg ked af," sagde Reya.

"Ja. Det er jeg også." Hendes blik løftede sig og mødte mit. "Derfor må du love mig, at du passer på ham. Han er meget følsom. Der skal ikke meget til." Jeg nikkede. Selvfølgelig ville jeg passe på ham. Jeg ville ikke se ham såret for noget i verdenen.

"Hvad med dig, Reya? Har du set dig god på nogen endnu?" spurgte jeg for at lede opmærksomheden over på nogle andre. Hun tøvede og sendte Sarah et hurtigt blik, før hun begyndte.

"Jeg ved det ikke helt... Måske Mike?" Jeg smilede. Mike var sød og rar at være sammen med.

"Hvad med dig, Sarah?" spurgte jeg forsigtigt. Hun smilede prøvende.

"Jeg tror ikke helt jeg er klar til det endnu," svarede hun. Jeg smilede til hende.

"Det er da også ligemeget. Du kan sagtens klare dig selv," sagde jeg.

"Pas har reddet mig ud af et par problemer igennem årene," sagde Sarah.

"Han er god med ord," sagde jeg. Hun nikkede.

"De ord, de ord. Han bruger dem til at komme i knibe og tager dem så i brug igen, når han skal ud af den. Er jeg den eneste, der synes at han slipper for let hver gang?" spurgte hun. Jeg tænkte lidt over det.

"Nej. Han slipper ret nemt fra det," svarede jeg.

"Og hvad har i tænkt jer at gøre for at slippe godt fra det der?" spurgte Pas bag os. Det gav et sæt i os alle tre, og vi vendte os rundt for at se på ham.

"Hvad laver du her?" spurgte jeg forskrækket. Han havde en skovl og et lille trækors i den venstre hånd og en lille buket anemoner i den anden.

"Skulle vi ikke begrave det stakkels dyr?" spurgte han. Jeg mærkede en smil krybe frem på mit ansigt.

"Jo, det skal vi!" sagde jeg.

"Hvad for dyr? Hvad for dyr?" spurte Minna, der kom løbende. "Pas, Pas, hvad for et dyr?"

"Der er en lille ræv, der er død ude i skoven," sagde Pas. Minnas strålende ansigt blev helt mørkt.

"Stakkels lille ræv!" sagde hun, mens en tåre løb fra hendes ene øjenkrog. Pas satte sig på hug foran hende.

"Den er et sted hvor den hellere vil være nu," fortalte han. "Den er der sammen med sin rævemor og sin rævefar og alle sine små rævesøskende. Den bruger hver evig eneste dag på at lege og grave huller, og når den bliver sulten, så får den maden serveret. Den har ikke ond mere og er rigtig glad. Og ved du hvad?" Minna rystede på hovedet.

"Den får læst godnathistorier hver dag," sagde Pas. Minna smilede glad.

"Den om bjørnen?" spurgte hun.

"Ja, netop," svarede Pas.

"Pas, du skal altså ikke fylde hendes hoved med sådan nogle barnligheder!" sagde Rick, der kom gående. Det var hans tur til at holde øje med Minna, så det burde jeg have regnet ud.

"Hvad mener du?" spurgte Minna.

"Ser du, i virkeligheden føler ræveungen slet ingen ting. Den er sikkert død, enten af sult, tørst eller sygdom, men nu kan den slet ingenting mærke. Den kan hverken se eller høre, men dens familie lever videre uden den. Og ganske langsomt bliver ræven til jord, som der så er et stor træ, der vokser op af," fortalte Rick. Det her ville gå galt. Minna så allerede ked ud af det.

"Bliver ræven til et træ?" spurgte Minna.

"Nej," sagde Rick.

"Men hvad blev der så af ræven? Hvor er den?" spurgte hun med bævende stemme.

"Rick..." forsøgte Pas, men Rick ignorerede ham.

"Den er slet ikke mere. Den er død, væk," fortalte Rick. Nu græd Minna igen, og jeg kunne mærke mine egne tåre var på vej.

"Men hvad med dens ræve familie? Svaner de den slet ikke?" spurgte Minna.

"Jo, selvfølgelig gør de det," sagde Pas, for at trøste hende lidt.

"Nej de gør da ej. Ræve er slet ikke intelligente nok til at savne nogen," afbrød Rick. Minna begyndte at græde endnu mere.

"Godt klaret," sagde Sarah vredt. Pas smed skovlen og korset fra sig og gav Minna et kram.

"Rolig nu Minna. Han laver bare sjov. Det passer slet ikke. Ræveungen er der, hvor jeg fortalte dig, den var, og ved du hvad den hedder?" spurgte Pas i et forsøg på at trøste hende.

"Nej," mumlede hun mellem tårene.

"Mikkel. Lille Mikkel Ræv, hedder han, men han har brug for vores hjælp. Ser du, han har glemt sin husnøgle i sin pels, så vi bliver nød til at teleporte den til ham. Vil du være med til det?" spurgte Pas. Jeg smilede. Han var god med børn. Minna tørrede sine øjne og nikkede. Så smilede hun.

"Kom Sierra, vi skal hjælpe Lille Mikkel Ræv!" råbte hun og løb, mens hun lavede teleporterings lyde med munden.

"Sig mig, har du da ingen medlidenhed? Har du ikke det mindste forstand på børn?" spurgte Pas vredt. Rick vendte sig mod ham.

"Tror du ikke hun bliver mere ked af det, når hn finder ud af, at du har løjet for hende?" spurgte Rick.

"Til den tid vil hun være gammel nok til at forstå det, uden at bryde sammen," svarede jeg. "Hvis ikke, finder jeg på noget." Rick fnøs og begyndte at gå.

"Nu er hun dit problem!" råbte han over skulderen. Pas sprang op.

"Hun er ikke noget problem!" hvæsede Pas efter ham. Jeg rejste mig op og greb fat i hans arm.

"Rolig nu," sagde jeg stille. Han kiggede på mig.

"Ja. Selvfølgelig. Hvorfor er han sådan? Har han da slet ingen respekt for hende?" spurgte Pas. Jeg rystede på hovedet.

"Det ved jeg ikke. Hun er vel ikke intelligent nok." Pas fnøs.

"Lad os se at få den ræv begravet," sagde han. Vi gik alle sammen hen til det sted, jeg havde fundet ræveungen. Pas gravede et hul vedsiden af den, og lagde den derned. Så dækkede han den til. Før han satte korset i, trak han en kniv op ad lommen og skar "Lille Mikkel Ræv" ind i tværstykket på det hvidmalede trækors. Så vendte han sig mod Minnna, der så ganske alvorlig ud.

"Vil du sende hans pels hjem?" spurgte Pas. Minna nikkede.

"Så læg blomsterne på graven," sagde han. Minna nikkede igen og lagde det lille bundt anemoner på graven. Jeg mærkede igen tårene trænge sig på. Jeg håbede virkelig Pas havde ret. Mikkel havde fortjent at være i rævehimmelen. Jeg kiggede over på Pas. Han smilede sørgmodigt, da Minna gjorde honnør og så løb hen og slog armene om ham.

 

Vi havde stået lidt for at kigge på graven, før vi var gået tilbage for at tage os til, hvad end det nu var, vi skulle lave. Sarah forsøgte at lokke Pas med hende og de andre ulve i skoven, men Pas påstod, at han skulle lave "hemmeligheder", og at det var strengt forbudt at spørge ind til. Så nu sad jeg sammen med Bally og Mike og spillede "tak, gevir og hjort". Det var egentligt meget enkelt, man tegnede tre felter op, med en cirkel i midten. Det gjalt om at stå på feltet "hjort", nå spillet sluttede. Man skulle skyde en bold ned cirklen i midten, og så håbe, at den man sigtede efter, ikke greb den, men bolden skulle blive inde for feltet. Hvis den man skød efter greb den, var det hans eller huns tur til at skyde. Hvis han eller hun ikke gjorde, skulle man rykke et felt op, så den, der før stod på "tak" kom op på feltet "gevir", den der stod på feltet "gevir" kom op på feltet "hjort" og den, der stod på feltet "hjort" ned på feltet tak, hvis det altså var den man skød efter. Skød man efter den person på "gevir", skulle han eller hun gå ned på "tak" og den på "tak" rykke op på "gevir", mens den på "hjort bare blev stående... Okay, måske var det alligevel ikke så enkelt...

Det endte med, at Bael endte på "hjort". Jeg selv endte på "gevir", og så kan man vel regne ud, hvor Mike endte. Spillet sluttede kun, fordi bolden trillede ned i søen.

------------------------------------o0o------------------------------------

Der var svaret på det med Sarah ;-) Overrasket???

Hvis i har nogle ideer til hvem, der skal være fortæller i næste kapitel, må i meget gerne skrive det i kommentarene XD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...