Spirits

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
"Pacifan Fields!" Stemmen sydede af vrede. "Ups," mumlede jeg smilende. "Jeg tror Rick fandt ud af, at hans kontorstol knirker lidt mere end den plejer." Screek grinede. For en gangs skyld var det lykkedes mig at tage fusen på ham. Han ville aldrig mistænke sin kontorstol. Næste mål: Bøgerne.

8Likes
221Kommentarer
1538Visninger
AA

9. Kapitel 6 (Reya)

Maden smagte utroligt godt, og Sarah var rigtig sød at snakke med. Det var hyggeligt at sidde rundt om bålet, mens ilden knitrede. Jeg vendte mig om for at kigge på Pas, men han var der ikke. Hvor var han gået hen?

"Hvor er Pas?" spurgte jeg. Sarah smilede.

"Han gik. Det gør han altid. Han bryder sig ikke om store forsamlinger," svarede hun.

"Okay. Det smager rigtigt godt!" sagde jeg for tiende gang.

"Tusind tak," svarede Sarah for tiende gang.

"Hvad skal vi lave i morgen?" spurgte jeg. 

"Jeg regner med, at vi går en tur i skoven. Jeg tror jeg vil se, om jeg an lokke Pas med, så han ikke kan skabe problemer så længe vi er væk," svarede hun smilende.

"Okay. Laver han tit numre?" Jeg tænkte på hvor vred Rick havde været.

"Ikke med Rick. Han gjorde det to gange i går, men ellers er det ikke lykkedes ham. Rick plejer at gennemskue Pas' narestreger, før det går galt. Sidste gang han lavede ballade med Rick, var sidste år. Men ellers kan man godt regne med, at en eller anden bliver uheldig et par gange om ugen. I mellemtiden tror jeg faktisk, at han enten maler, eller prøver at finde på nye narestreger," fortalte Sarah.

"Maler han?" spurgte jeg overrasket. Det havde jeg ikke regnet med.

"Ja, og han er rigtig dygtig til det. Jeg tror ikke der er en eneste hytte, ud over din og din søsters, hvor der ikke hænger et billede, han har malet," svarede Sarah. Så sukkede hun. "Jeg ville ønske han bare kunne male hele tiden, istedet for alle de problemer."

"Han er meget dygtig. Måske skulle du hænge et billede op i din hytte? Den virker ret kedelig, hvis du spørger mig," sagde Lupa.

"Ja. Det kan godt være," svarede jeg.

Da måltidet var ovre, gik jeg i seng med det samme. Alle de nye informationer havde gjort mig ret så træt, hvilket var underligt, når man tænker på, at jeg plejede at være frisk hele natten. Lupa kravlede op i sengen til mig, og jeg orkede ikke at skubbe hende ned. Hun kunne vel ligeså godt ligge i fodenden.

Jeg sov overraskende godt, når man tænker på, at jeg aldrig havde sovet i en skov. Jeg plejede ikke rigtigt at kunne sove, så det var en smule underligt. Jeg kiggede på det ur, Ari havde sikret sig, at jeg havde fået. Klokken var fem minutter over seks! Jeg plejede aldrig at vågne før klokken otte! Med mindre jeg skulle i skole, selvfølgelig. Jeg kravlede ud af min seng og tog noget af det tøj frem, som vi havde købt i går. Det var en lyseblå skjorte, som jeg stak ned i de tætsiddende sorte bukser. Jeg satte et bælte i bukserne. Det var sort læder og der var en ulv på spændet. Jeg kiggede på Lupa, der lå i fodenden af min seng og kiggede på mig.

"Kom, lad os gå uden for," sagde jeg. Hun sprang ned ad sengen, og jeg holdt døren, mens hun løb igennem. 

Da jeg også var kommet ud af hytten, kunne jeg høre en masse latter og plasken nede fra søen. Jeg kiggede derned. Drengene svømmede rundt i søen, mens nogle af pigerne, der i bland Sarah og hende, som hed Juliet, stod og kiggede på. Jeg begyndte at løb ned til dem.

"Godmorgen Reya, har du sovet godt?" spurgte Sarah. Jeg nikkede. Jeg ville have sagt noget mere, en fik så øje på Pas. Han smilede som altid. Pludselig var der en eller anden, der sprøjtede en kæmpe bølge på ham. Han løftede hænderne for at få vandet ud af øjnene, hvorefter han forsvandt under vand overfladen. Ham, som havde sprøjtet på pas, holdt øjeblikkeligt op med at grine og stirrede ned i vandet. Pludselig væltede han, som om nogen havde slået fødderne væk under ham. Pas dukkede op af vandet en meter fra hvor han havde stået, mens han grinede. Et øjeblik efter dukkede den anden også op. Han dykkede ned og satte af fra bunden, så han skød op af vandet som en torpedo og hamrede ned oven på Pas. De forsvandt begge ned under vandet. Sådan fortsatte det i en halv time. De så ud til at have det sjovt. Sarah smilede også. Hun var utroligt køn, når hun smilede. Det fik hendes brune øjne til at lyse op. Hendes brune hår skinnede og hun havde en smuk krop. Jeg sukkede. Så smuk ville jeg aldrig blive.

Da den halve time var gået, gik Pas op ad vandet. Jeg mærkede mit hjerte begynde at slå lidt hurtigere, da jeg fik øje på ham. Han var muskuløs, ingen tvivl om det, men det var slet ikke så det blev for meget. Nogle af de andre havde større muskler end ham, men det var ikke kønt. I Hvert fald ikke i mine øjne. Pas havde en lædersnor med en ring, der lignede en vielsesring om halsen. Jeg lod blikket glide ned over hans mave, og mit hjerte begyndte at slå endnu hurtigere. Han var køn, det var han. 

Jeg kiggede op på hans ansigt igen og blev uventet mødt af hans blik. Jeg mærkede, at jeg rødmede og slog blikket ned.

"Pas!" råbte Sarah ved siden af mig. Skønt. Nu kom han her hen.

"Hvad er der?" spurgte han, da han var kommet her hen.

"Jeg skal bruge nogle vilde gulerødder til maden, men vi er løbet tør," svarede Sarah. Jeg kiggede forsigtigt på ham. Han stod og stirrede ned i jorden, ligesom han havde gjort de andre gange, Sarah havde talt til ham. Det var underligt. Sådan havde han ikke opført sig over for nogen anden, jeg havde set ham snakke med.

"Okay, så går jeg ud for at se om jeg kan finde nogle," sagde han, stadig uden at møde hendes blik. Så kiggede han mig pludselig i øjnene.

"Vil du med?" spurgte han. Jeg skulle lige til at sige ja, da Sarah brød ind.

"Tag Lil med," sagde hun. Pas rettede overrasket blikket mod hende, men ikke mere end et halvt sekund, før han sænkede det igen. Jeg kiggede skuffet ned i jorden.

"Lil!" sagde Pas, med høj stemme.

"Ja?" En en lille spinkel pige, med hår helt ned til anklerne, bare tæer og lys hud kom over imod os. Hun bevægede sig utroligt yndefuldt og hendes udseende mindede mig om en alf. Hendes øjne havde samme farve som havet, dog lidt grønligt i det. Også hun var utroligt smuk. Jeg havde det som om jeg var havnet midt i et eller andet modeblad. Jeg havde ikke set en eneste grim pige, ud over, da jeg kiggede i spejlet.

"Vil du med ud og plukke gulerødder?" spurte Pas. Jeg så Lils øjne løbe ned over hans overkrop, som mine også havde gjort for at øjeblik siden.

"Ja, det vil jeg gerne," svarede hun forsigtigt.

"Fint," sagde Pas. Han sendte mig et hurtigt blik, før han vendte om og gik ind mod skoven, med Lil. Lil blev hurtigt flankeret af en smuk hvid hind.

"Vil du med hen og gøre maden klar?" spurgte Sarah. Jeg nikkede.

"Kan du godt lide Pas?" spurgte Sarah, da vi kom hen til bålpladsen. Hun stod med ryggen til mig og rodede rundt i en pose.

"Ja," mumlede jeg, lige højt nok til, at hun kunne høre det.

"Det er okay, men du bliver nød til at holde dig fra ham," sagde Sarah. Jeg mærkede en vrede flamme op. Det skulle hun da ikke bestemme!

"Og hvorfor så det?" spurgte jeg. En anelse vredere end jeg havde villet.

"Fordi Lil også godt kan lide ham," svarede Sarah roligt. Jeg mærkede vreden forsvinde.

"Åh, undskyld. Det vidste jeg ikke," mumlede jeg. Sarah vendte sig smilende om mod mig.

"Det gør ikke noget. Bare lad være med at snakke for meget med ham. Du gør Lil ked af det. Hun er meget følsom," sagde Sarah fast. Havde hun lige givet mig en ordre? Hun bestemte altså ikke over mig! Men jeg ville heller ikke gøre Lil ked af det. Jeg vendte om og gik tilbage til min hytte, hvor jeg satte mig ned på min seng og trak benene op, så jeg kunne holde om mine knæ. Hvor var det uretfærdigt! Han var en person, ikke en genstand med først til mølle princippet! Jeg mærkede en enkelt tåre løbe ned over min ene kind. Hvordan skulle jeg også kunne hamle op med Lil? Hun var så smuk! Og jeg ville helst ikke gøre hende ked af det.

Lupa hoppede op i sengen og lagde hovedet på mine knæ. Hun kiggede mig ind i øjnene med sine egne brune og logrede trøstende. Jeg kløede hende bag øret. Hvis det var Lil jeg var oppe i mod, kunne jeg ligeså godt give op.

"Det er lige meget," mumlede jeg. "Han ville alligevel aldrig vælge mig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...