Spirits

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
"Pacifan Fields!" Stemmen sydede af vrede. "Ups," mumlede jeg smilende. "Jeg tror Rick fandt ud af, at hans kontorstol knirker lidt mere end den plejer." Screek grinede. For en gangs skyld var det lykkedes mig at tage fusen på ham. Han ville aldrig mistænke sin kontorstol. Næste mål: Bøgerne.

8Likes
221Kommentarer
1529Visninger
AA

8. Kapitel 5

Jeg krympede mig for Sarahs blik, da jeg kom op af vandet. Hendes øjne lynede. Jeg havde aldrig set hende så vred før.

"Pacifan!" udbrød hun vredt. Det, at hun sagde hele mit navn, var et dårligt tegn. Jeg slog hurtigt blikket ned.

"Hvorfor?!" udbrød hun. Jeg mærkede Screek lande på min skulder.

"Hvorfor hvad?" spurgte jeg, uden at møde hendes blik.

"Hvorfor kan du ikke bare lade ham være? Hvor skal du altid gøre slemt værre og værre værst? Hvorfor kan du ikke opføre dig som en nittenårig istedet for et barn? Det var sjovt, da du var elleve, men nu er det ikke spor sjovt mere! Du bliver nødt til at holde op!" skældte hun.

"Jeg har det helt fint med at være mig, om det så er et nittenårigt barn, men hver er du så? Min mor?" spurte jeg vredt, men uden at møde hendes blik.

"Pas, du er ikke noget barn! Så vågn dog op! Du er voksen, menneske! Opfør dig som en!" udbrød Sarah. Jeg svarede ikke. Jeg gik bare forbi hende, greb den pose, der indeholdt de ting jeg havde købt hos boghandleren og gik hen til den store bøg, hvor jeg klatrede op ad rebstigen. Så trak jeg min våde skjorte over hovedet, smed den på en gren og gik ind i hytten. Screek fløj hen og satte sig på staffeliet, hvor han holdt øje med mig, mens jeg trak af alt det våde tøj og fandt noget nyt frem. Jeg trak den grønne trøje overhovedet og smøgede ærmerne op og satte dem fast med den rem, der var beregnet til det. Så tog jeg et andet par sorte bukser på, før jeg klatrede ned ad rebstigen igen. Reya stod dernede og ventede på mig.

"Hvad laver du her?" spurgte jeg.

"Sarah bad mig om at hjælpe dig med at samle brænde," sagde hun stille. Jeg rullede med øjnene.

"Hvad vil hun have dig til at sige?" spurgte jeg.

"At du skulle tage dig sammen," mumlede hun.

"Okay, sig til hende, at jeg har styr på det. Limen skal nok holde et par år endnu," sagde jeg. Så vendte jeg mig om og begyndte at gå ind mellem træerne.

Screek landede på min skulder.

"Hun følge efteeer," sang han. Jeg nikkede. 

"Det kan jeg høre," sagde jeg og krympede mig, da hun trådte på endnu en gren.

"Ja, hun er ikke ligefrem lydløs... Fik du set noget til Jakop?" Jakop var en fisk, som Screek engang havde prøvet på at fange, men det var ikke lykkedes ham. Jakop var smuttet fra ham, og Screek påstod derfor, at Jakop var en uddødelig fisk, og at han hed Jakop, fordi "det var et mega godt navn til en uddødelig fisk"... Eller noget i den retning.

"Næh, han gemte sig nok," svarede jeg. 

"Ja, han er en snedig skiderik!" Jeg krympede mig endnu engang, da Reya for hundredeogsyttende gang trådte på en gren, der knækkede højlydt. Jeg vendte mig hurtig om mod hende.

"Hvis nu du gik uden om grenene, kunne det være du undgik at knække dem," sagde jeg og smilede. Hun smilede forsigtigt.

"Undskyld," mumlede hun.

"Det gør ikke noget, jeg er bare vant til at være alene... Ja med ham her, altså," sagde jeg og pegede på Screek med en tommelfinger.

"Åh... okay," svarede hun. Hun rakte hånden op og skubbede en tot lysebrunt hår, der var faldet ned i hendes ansigt, på plads bag øret, før hun forsigtigt kiggede på mig igen. Jeg smilede til hende og forsøgte at fange hendes blik.

"Stor fed pingvin," sagde jeg smilende. Reya stirrede forvirret på mig.

"Hvad?" spurgte hun forvirret.

"Jeg ville bare bryde isen," svarede jeg. Hun smilede og forsøgte at slappe lidt af, men den gik vist ikke helt. Jeg bøjede mig ned for at samle den gren op, jeg havde fået høre på.

"Så du og Ari er søskende?" spurgte jeg, mens jeg prøvede at finde endnu en brugbar gren.

"Øhm, ja. Vi er tvillinger," svarede hun.

"Virkelig? I Ligner overhovedet ikke hinanden!" udbrød jeg overrasket.

"Næh..." sagde hun bare, som om det aldrig rigtigt var noget hun havde tænkt over.

"Hvor gamle er i så?" spurgte jeg, alt imens jeg fik øje på en ny gren.

"Sytten," svarede hun og rakte ned efter en gren. 

"Sytten? Det var jeg også, for to år siden," sagde jeg og kiggede på hende. Hun smilede nu. Det var vel et godt tegn.

"Har du sovet i en skov før?" spurgte jeg. Reya rystede på hovedet.

"Nej," sagde hun en smule mere muntert.

"Tja, uglerne tuder halvdelen af natten, ulvene hyler når der er fuldmåne, spørg mig ikke hvorfor, og hjortene spiser alt det grønt de kan komme i nærheden af... Og så er der jo insekterne og edderkopperne, men der er også det. Resten er faktisk meget hyggeligt... Se på det, som en forlænget camping ferie," sagde jeg. Hun smilede igen. Jeg stod nu med favnen fuld af grene, mens Reya havde samlet en og Lupa havde en anden i munden. Screek havde tre små kviste i munden.

"Jeg tror vi har nok nu," sagde jeg. Reya nikkede og sammen gik vi tilbage til lysningen. På vejen ville Lupa løbe mellem to træer, men hendes pind var for lang, så hun slog en kolbøtte om på den anden side af de to træer. Det fik både Reya og mig til at grine.

"Hvad griner i to af?" spurgte Sarah, da vi kom ned til den ring af sten med aske i midten, der udgjorde bålpladsen.

"Det var bare en pind," svarede jeg alvorligt. Det fik Reya til at grine endnu mere. jeg smilede.

"I er tossede begge to," sagde Sarah. Hun flyttede sig, så vi kunne komme til at sætte bålet op. Reya gik hen og satte sig på en sten vedsiden af Sarah, mens jeg forsøgte at få grenene til at stå som de skulle.

"Laver Pas maden?" spurgte Reya pludselig.

"Nej, er du da helt vanvittig? Han ville putte alt muligt underligt i, der ikke havde noget med hverken mad og godt helbred at gøre!" udbrød hun.

"Hey! Jeg sidder altså lige her!" udbrød jeg med et indgineret tonefald.

"Hvem laver så maden?" spurgte Reya. Sig mig, ignorerede de mig?

"Det gør jeg," svarede Sarah. "Hey, Jewels! Du skal behandle hende ordentligt! Hun er jo en dame!" råbte hun så, da hun så  sin ulv lege lige lidt for voldsomt med Lupa, der ikke virkede videre begejstret. Jewels stoppede op og kiggede på hende, mens Lupa løb hen til Reya med halen mellem benene.

"Sådan. Så er dit køkken klar," sagde jeg til Sarah.

"Det var godt. Gider du sætte ild til det?" spurgte hun og smed en tændstik æske over til mig. Jeg greb den med venstre hånd og strøg en tændstik. Jeg skyndte mig ud af sten cirkelen og gik hen og satte mig på en sten vedsiden af Reya. 

Sarah stegte nogle bøffer, der fik ulvenes tænder til at løbe i vand, og hjortene til at flygte over  den anden ende af lysningen.

Det smagte utroligt godt og mens de andre snakkede lystigt, sneg jeg hen til Sarah, hviskede et tak for mad og forsvandt op i hytten, hvor jeg greb en pensel og begyndte at male videre på portrættet af Screek.

--------------------------------o0o-----------------------------------

Jeg håber i kan lide kapitlet :-) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...