Spirits

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
"Pacifan Fields!" Stemmen sydede af vrede. "Ups," mumlede jeg smilende. "Jeg tror Rick fandt ud af, at hans kontorstol knirker lidt mere end den plejer." Screek grinede. For en gangs skyld var det lykkedes mig at tage fusen på ham. Han ville aldrig mistænke sin kontorstol. Næste mål: Bøgerne.

8Likes
221Kommentarer
1538Visninger
AA

7. Kapitel 4 (Juliet)

Jeg sad og kiggede på ham mens han læste. De blå øjne bevægede sig hen over siderne med en rasende fart, og det var mig ubegribeligt, at han kunne nå at læse og forstå hvert eneste ord. Han gjorde hurtigt et notat go vendte derefter tilbage til bogen. Han så så fredfyldt ud når han læste, men han så også på en måde koncentreret ud. Det var en underlig blanding, men det ar altså sådan han så ud. Sne sad på hans arm og så ud som om hun læste med. På trods af det, bevægede han armen, som om der ikke sad en firehundredeoghalvtreds gram ugle på den.

De andre ulve var taget i skoven med deres vejledere, ja lige på nær hende den nye, hvad var det nu? Reya! Hun var i byen med Pas, hvilket heller ikke generede mig. Pas kunne være urtrolig flink og alt muligt, men for det meste var han utroligt irriterende og lavede en hel masse han ikke skulle. Og så generede han Rick. Jeg forstod ham ærligt talt ikke. Rick gjorde aldrig en flue fortræd, med mindre fluen selv havde bedt om det. Hvis Pas havde været en flue, ville jeg ikke have haft noget i mod at rende efter ham med en fluesmækker. Han var faktisk lidt ligesom en flue: flink nok, når han holdt sig på afstand, men død hamrende irriterende, når han kom for tæt på. Og stakkels Rick, der havde fået sådan et chok tidligere på dagen.

Rick lagde bogen fra sig og tog den næste i bunken. Jeg kiggede ned på Max, for at se, hvad han havde gang i. Pludselig hørte jeg et rasende brøl ovre fra Ricks stol.

"Når jeg får fat i det falske fugleskræmsel!" råbet han. Jeg så forskrækket på ham. Han var lyser rød i hele hovedet og den bog han havde hevet frem havde samme farve.

"Hvad er der sket?" spurte jeg forskrækket.

"Pacifan, er hvad der er sket!" råbte Rick. "Jeg bliver vanvittig!" Jeg opdagede en lille blå seddel, der på mirakuløst vis ikke var blevet pink og samlede den op.

""Jeg ved du havde regnet ud, at jeg ville putte maling i et maleri, så det havnede altså i bogen. Bare rolig, jeg har et ekstra eksemplar af bogen til dig, så du kommer ikke til at mangle den."," læste jeg.

"Stultus Superbia!" bandede Rick. Det var latinsk. Hvilket betød, at jeg ikke fattede et ord. Jeg kunne bare regne ud på den måde han udtalte ordende på, at det var bandeord.

"Åh gud! Hvad er der sket, Rick?" spurgte Sarah, der var kommet tilbage med de andre. Hendes ulv, Jewel, lagde en pote over snude og skjulte på den måde øjnene.

"Pacifan, er hvad der skete!" udbrød Rick rasende. "Det er anden gang i dag!" Sarah sukkede.

"Jeg snakker med ham," sagde hun opgivende.

"Ja så må du stille dig i kø!" Rick var stadig godt ophidset. Det var synd for ham. Han havde jo bare prøvet på at læse!

Sne kom pludselig flyvende med en klud, som hun gav til Rick, der begyndte at tørre lyserødt maling af ansigtet. Sarah var gået. Og hun skulle forestille at holde styr på Pas!

"Er du okay?" spurgte jeg. Han kiggede på mig og sukkede.

"Jeg kan bare ikke forstå det! Både Uri og Daryl havde hørt ham snakke om "malingseksploderende malerier" og så putter han det i min bog! Hvordan pokker kunne han skjule det? Og så var det en helt ny bog!" Han lød næsten helt fortvivlet.

"Jeg ved det virkeligt ikke! Han er snedig," sagde jeg. "Måske skulle man lade ham smage sin egen medecin!"

"Ja, men kan du bygge fælder?" spurgte Rick. Jeg rystede på hovedet.

"Nej, vel? God ide, men kan ikke bruges," sagde han. Jeg rystede irriteret på hovedet af mig selv. Selvfølgelig kunne jeg ikke bare give ham igen, jeg vidste jo ikke engang hvoran han gjorde! Jeg kiggede på Rick, der stadig havde lyserød maling i øjenkrogene.

"Måske skulle du vaske det der af i søen?" foreslog jeg. Rick kiggede på mig og lagde begge hænder på mine skuldre.

"Du er ikke mindre end et geni, Juliet, vidste du det?" spurgte han. Jeg smilede glad til ham. Så greb han min hånd og førte mig ned til søen. 

Vi nåede ikke langt, for pludselig fik vi øje på to piger, en ulv og en ugle, tæt forfulgt af to skadedyr.

"Pacifan Fields!" synet af ham havde fået Ricks raseri til at buldre frem igen.

"Hvad har jeg nu gjort?" spurgte Pas forvirret. Hvis ikke jeg havde vidst bedre, ville jeg næsten have troet, at han var uskyldig.

"Hvad tror du, du har gjort?!" spurgte Rick.

"Åh, fandt du bogen?" spurgte Pas og tillod sig den frækhed at smile! Hvor var han uforskammet.

"Ja!" råbte Rick. Pas så næsten helt såret ud. Jeg opdagede at Sarah sendte ham et advarende blik.

"Det må du meget undskylde, Rick, det må du virkelig. Syntes bare du manglede noget farve, så jeg tænkte jeg ville hjælpe dig. Undskyld, men jeg vidste altså ikke, at du ikke kunne lide pink," sagde Pas. Jeg så Sarah sukke og ryste opgivende på hovedet.

"Hvad hentyder du til?" spurgte Rick vredt.

"Pas!" sagde Sarah advarende.

"Jo, altså, da jeg skulle finde dig en fødselsdags gave, kiggede jeg i dit skab, og det ser ud til, at du kun har gråt, sort, hvidt og jakkesæt, så jeg tænkte jeg ville gøre dig mindre kedelig," svarede Pas. Nu smilede han igen! Uforskammet, det var han! Rick hvæsede vredt og satte så afsted i løb efter Pas, der smed de poser han havde i hånden, vendte rundt på hælen og gav sig til at løbe ned ad bakken mod søen. Os, der stod et stykke væk, kunne se, at Pas sænkede farten så meget, at Rick aldrig var mere end to meter bag ham. Alle vidste, at Pas var langt hurtigere end Rick. Hvis han ville, kunne han sagtens løbe fra ham, men det gjorde han ikke. Han pynsede på et eller andet...

"Pas! Det gør du ikke!" råbte Sarah vredt efter ham, sekundet før Pas smed sig på knæene foran søens bred, så Rick, der spurtede afsted for fuld drøn ned ad bakken, ikke kunne nå at stoppe og faldt på hovedet ned i søen.

"Rick!" råbte jeg forskrækket.

"Pacifan!" råbte Sarah vredt. Hele gruppen af tilskuere satte i løb ned mod søen, mens Sne og Screek var ved at flå fjerene af hinanden.

Pas sad grinende på kanten og rakte så hånden ned for at hjælpe Rick op. Rick greb fat i Pas hånd og hev til, så Pas også røg på hovedet i vandet. Ha! Det havde han godt af! Pas dukkede op i vandet og svømmede hurtigt ind til kanten, hvor Rick rakte ham hånden og hjalp ham op. Pas halvlange hår sad helt nede i panden på ham, og han kørte hånden igennem håret for at få det væk. Hans skjorte klæbede til kroppen, så man kunne se, at han var muskuløs. Alt det fik jeg fat i i den tid det tog mig at skule ondt til ham, før jeg vendte blikket mod Rick. Han skjorte klæbede også ind til kroppen, men malingen var væk fra hans ansigt. Han smilede ikke, men han så heller ikke sur ud. Pas var endnu en gang sluppet alt for let.

-----------------------------------------o0o------------------------------------

Okay, så fik vi også Pas fra en anden synsvinkel. Jeg håber i kunne lide det XD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...