Spirits

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
"Pacifan Fields!" Stemmen sydede af vrede. "Ups," mumlede jeg smilende. "Jeg tror Rick fandt ud af, at hans kontorstol knirker lidt mere end den plejer." Screek grinede. For en gangs skyld var det lykkedes mig at tage fusen på ham. Han ville aldrig mistænke sin kontorstol. Næste mål: Bøgerne.

8Likes
221Kommentarer
1519Visninger
AA

26. Kapitel 21

Sarah havde puttet en halv bøtte chili i Ricks skål, så han selv kunne prøve hvordan det var.

Da jeg havde spist min suppe, smuttede jeg hen og sagde tak til Sarah, hvorefter jeg gik hen til Rick.

"Hvordan går det med Juliet?" spurgte jeg.

"Hun har det meget bedre. Lægerne siger hun må komme hjem i morgen, men hun må ikke lave så meget. Og så har de givet hende nogle solbriller. Lyset genere hende stadig," fortalte Rick. "Men Pas? De bad mig sige, at Kathrine blev fundet død i morges med sin panda i armene." Det var som at få et slag i maven med en forhammer og jeg bed mig i læben. Lige nu hadede jeg verdenen.

"Tak," sagde jeg. Så gik jeg hen til Reya. Jeg følte hun havde ret til at vide det. Hun havde jo været med.

"Reya?" spurgte jeg forsigtigt. Hun så op på mig og smilede.

"Ja?"

"Kathrine døde i nat," sagde jeg. Hendes smil forsvandt.

"Åh..." sagde hun mat, før hun satte sin mad fra sig. "Det er jeg virkelig ked af." Jeg nikkede.

"Det er jeg også," svarede jeg. Så vendte jeg rundt for at gå tilbage til min hytte.

Screek var stadig sur og havde nægtet at følge med ned, da klokken ringede. Det var egentligt lidt utroligt. Han var jo bare blevet lidt våd.

Jeg overvejede lidt at tage over til hospitalet, men jeg kunne ike vandre ind til de andre på stuen i et forsøg på at muntre dem op, hvis jeg ikke engang kunne få mig selv til at smile.

I stedet for fandt jeg et lærred frem, blandede noget maling og gav mid til at føre penslen hen over den hvide, ru overflade i tilfældige strøg med tilfældige farver, mens jeg gjorde hvad jeg kunne for ikke at tænke.

Hvorfor var verdenen så uretfærdig? Hvor var den gud, min mor havde talt om? Den gud, hun havde fået hele familien til at be til, før maden og før vi gik i seng? Han som var så bamhjertig og retfærdig? Enten var han ikke den, han gav sig ud for at være, eller også fandtes han ganske enkelt ikke.

Mine penselsstrøg blev mere og mere hidssige, indtil en stemme standsede mig.

"Pas dog! Hvad er det dog du gør? Du ødelægger det jo!" En hånd greb fat om mit håndled, mens en anden fjernede penslen. Først dér gik det op for mig, hvad jeg havde været ved at male. Kathy. Hun lå på ryggen på græsset, grinende, mens hun holdt sin panda op oversig. Men hendes ansigt var lidt fr langt i det, og øjnene så døde ud. Det var hendes ansigt jeg var kommet til, da jeg blev for hidssig. Den våde maling flød en smule ind i hinande, for de maleriets lag ikke havde fået lov at tøre.

Sarah havde ret, det var ødelagt.

------------------o0o------------------

Hej, jeg undskylder meget for den lange venteti og det korte kapitel!

Dertilbliver jeg nødt til at informere jer om, at movellas har drillet mig en del, så der er uheldigvis en chance for, at der kommer til at gå lidt ti før jeg kan komme til at skrive igen :-(

Og så endnu en ting: Hvem skal fortælle i næste kapitel? Luise eller Daryl?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...