Spirits

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
"Pacifan Fields!" Stemmen sydede af vrede. "Ups," mumlede jeg smilende. "Jeg tror Rick fandt ud af, at hans kontorstol knirker lidt mere end den plejer." Screek grinede. For en gangs skyld var det lykkedes mig at tage fusen på ham. Han ville aldrig mistænke sin kontorstol. Næste mål: Bøgerne.

8Likes
221Kommentarer
1520Visninger
AA

22. Kapitel 19

Sarah sukkede, da hun gik ind i sin hytte. Hun lød træt. Jewels lagde hovedet på skrå og udstødte en pibende lyd, for at informere Sarah om, at de ikke var alene.

"Hej Pas? Hvad laver du her?" spurgte hun. Jeg kiggede hende direkte ind i øjnene, hvilket fik min vejrtrækning til at blive hurtigere, mit hjerte til at hamre afsted og min hjerne til at skælde mig ud, men jeg ignorerede det. Jeg havde brug for at snakke med hende.

"Jeg... Sæt dig ned," sagde jeg og klappede på hendes seng vedsiden af mig. Hun skyndte sig at gøre det. Jeg tog en dyb indånding.

"Kan du huske min far?" spurgte jeg, usikker på hvor jeg skulle starte.

"Ja," svarede hun. "Jeg kan godt huske ham." Jeg nikkede stille.

"Hvordan husker du ham?" spurgte jeg.

"Han var altid glad og rolig. Var altid parat med en hjælpende hånd, og elskede dig og din mor over alt på jorden," sagde hun. Jeg mærkede nogle tåre løbe ned over mine kinder.

"Pas? Hvad er der galt?" spurgte hun.

"Du tager fejl," sagde jeg. "Han var glad og klar til at hjælpe, men han elskede ikke min mor. Ikke højt nok, i hvertfald."

"Hvad mener du dog? Selvfølgelig gjorde han da det!" udbrød hun.

"Nej. Kathy var kun ét år yngre end mig."

"Jo, han gjorde, og hold nu op med at skifte emne!" udbrød hun.

"Men jeg skifter jo netop ikke emne, Sarah! Kathy var min søster!" udbrød jeg og mærkede flere tåre rive sig fri af mine øjne. Sarah stivnede.

"Hva... hvad?" spurgte hun.

"Han fik et barn med en anden kvinde, efter han vidste mor var gravid. Efter de var blevet gift. Og da Kathy døde, gik han bare sin vej."

"Han døde ikke," konstaterede hun.

"Nej. Han gik."

"Men... hvorfor? Hvorfor sagde din mor så, at han var død?" spurgte hun.

"Kan du huske de to dage, han var inde for at "handle"?" spurgte jeg. Hun nikkede.

"Han havde sagt, at han blev nødt til at komme lidt væk fra det hele. Lysningen var et kaos, indtil han kom tilbage. De troede, han ikke gad dem mere," sagde hun. Jeg nikkede.

"Prøv så at forestille dig hvad, der ville ske, hvis de fik at vide, at han bare var gået fra dem." Lysningen havde ikke bare været et kaos. Alle havde skudt skylden på hinanden og ingen havde kunnet enes, Ikke engang ulvene var enige med hinanden.

"Ja. Det kan jeg godt se," sagde Sarah, efter at have tænkt over det.

"Ved du hvad det sidste han sagde, før han forsvandt var?" spurgte jeg stille.

"Nej."

"Jeg kan ikke leve under samme træer, som sådan et udueligt barn. Han er alt hvad jeg hader. Alt, hvad jeg ville ønske, min søn ikke var. Og du. Du støtter ham! Fortæller mig, at han bare er en dreng. At han ikke kan gøre for det, men jeg skal fortælle dig én ting: Ham der ville gøre mere gavn død." citerede jeg. Selvom det var otte år siden, kunne jeg tydeligt huske hvert eneste ord, som jeg havde forsøgt så ihærdigt at glemme.

"Pas, jeg... Jeg er så ked af det," hviskede Sarah. Jeg smilede forsigtigt.

"Det ved jeg," svarede jeg. Jeg kunne høre det i hendes stemme. "Men ikke så ked af det, som jeg er."

"Pas... Må jeg godt give dig et kram?" spurgte hun forsigtigt. Jeg følte et pludseligt behov for at blive holdt om, mens tårene for alvor begyndte at løbe. Jeg nikkede. Hun lagde armene om mig.

"Det kan godt være, at det lyder ondt, men jeg ville ønske, at han virkelig døde den gang," sagde hun stille. "Han ville i hvertfald have gjort mere gavn død, en du ville."

"Måske," mumlede jeg. "Eller også ville han gøre alle regnormene kede af det," sagde jeg smilende.

"Og så tager du masken på igen," sagde hun. Jeg nikkede. Mødte kort hendes blik og så så ned.

"Er du blevet gode venner med Reya?" spurgte jeg. Hun sukkede over mit emneskift, men svarede så: "Ja. Hun er sød. Hvorfor?" spurte hun.

"Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvor jeg har hende," sagde jeg.

"Hvad mener du?" spurgte Sarah mistænktsom.

"Det ved jeg ikke. Den ene dag, virker hun som om hun ikke gider mig, og den næste bliver hun ked af det, hvis jeg ikke også tilbyder hende en hånd, når jeg tager Lils," sagde jeg.

"Det skal du ikke bekymre dig om," sagde hun. Jeg tog en dyb indånding.

"Sikkert ikke," svarede jeg. "Jeg tror jeg går i seng." Sarah nikkede.

"Godnat," sagde hun. Jeg smilede.

"Godnat."

Screek virkede ret irriteret over at være blevet efterlad alene oppe i træet. Han sagde ingen ting, men fløj over i den anden ende af hytten, da jeg trådte ind. Mit blik faldt på de to malerier til Reya. Jeg måtte se at få dem afleveret.

"Hej," sagde jeg. Screek rystede på hovedet, før han fløj over og landede på min skulder.

"Hvorfor måtte jeg ikke komme med?" spurgte han.

"Jeg havde brug for at snakke med Sarah," svarede jeg og satte ham over på staffeliet, så jeg kunne trække min trøje over hovedet.

"Okay så," sagde han, men lød ikke helt tilfreds. Jeg tog bukserne af og hoppede i mine natbukser, før jeg kravlede ind under dynen. Screek fløj hen og puttede sig ind til mig.

"Fik I snakket?" spurgte han. Jeg nikkede.

"Hjalp det?" spurgte han. Jeg nikkede. Det havde hjulpet at fortælle det til hende.

-----------------------------------------------o0o-----------------------------------------------

Okay, blev lidt kort (igen, sorry bout that) men hvad synes i?

Jeg har stadig en stemme på Louise og en anden på Minna ;-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...