Spirits

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
"Pacifan Fields!" Stemmen sydede af vrede. "Ups," mumlede jeg smilende. "Jeg tror Rick fandt ud af, at hans kontorstol knirker lidt mere end den plejer." Screek grinede. For en gangs skyld var det lykkedes mig at tage fusen på ham. Han ville aldrig mistænke sin kontorstol. Næste mål: Bøgerne.

8Likes
221Kommentarer
1544Visninger
AA

21. Kapitel 18 (Bael)

Jeg skævede forsigtigt til Pas, der sad med ryggen op ad et træ og tegnede et eller andet. Mens blyanten for hen over papiret, var hans tanker så langt væk, at han ikke engang opdagede det, da Amare forsøgte at løbe mellem to træer. Afstanden mellem træerne havde været for lille, så hans gevir stoppede hans fremfærd. Lige nu legede han med Screek, der havde sat sig på hans gevir. Det gik ud på, at smide Screek af, men selvom Screek kra-kra'ede i vilden sky, reagerede Pas ikke. Jeg gik hen til ham, for at kigge ham over skulderen. Han var ved at tegne en skaldet pige. Tre forskellige slanger var sat ind i hendes arm, hver og en ledte op til et drop. Pigen smilede og hendes øjne sprudlede af livslyst og glæde. I hendes favn lå en panda. Det gik pludselig op for mig, hvem det var.

"Ingen kunne smile som hende," sagde jeg forsigtigt for ikke at forstyrre ham.

"Nej. Og ingen havde så meget livsglæde. Det er uretfærdigt!" Pas' stemme rystede let. Jeg kiggede tilbage til Kathys smilende ansigt. Hun virkede fuldstændig malplaceret  midt i en hospitals seng med slanger over det hele.

"Hvad var det hun kaldte droppene?" spurgte jeg. Jeg kunne huske, at hun av hver eneste ting navn. Som foreksempel kræften. Hun havde forestillet sig, at der rundt i kroppen levede små stammer, der gjorde alt for at gøre deres arbejde så godt som muligt. Når de så ikke kunne klare det mere, begik de kollektivt selvmord. Men en af stammerne, hvad var de hun havde kaldt dem? Ratshierne, havde nægtet at begå kollektivt selvmord og var gået igang med at hærge og rasere gennem hendes krop. Dog havde en af Ratshierne,Siggie, husket, hvor vigtigt det var, at holde Kathy i live. Han forsøgte derfor at overtale resten af sin stamme, til at gøre, hvad de var født til at gøre. Hun havde set så frisk ud, helt til den time hun døde i, hvor hun pludselig havde hostet og så havde givet sig til at græde. Vi havde spurgte hende, hvad der var galt, og hun havde svaret: "Siggie er død. De dræbte ham". Derefter var alt meget hurtigt gået ned ad bakke og efter tyve minutter var hun død.

"Skvat," svarede Pas. "Smertestillende, kemo og væske. S-K-V, hvilket hun så fik til "Skvat"."

"Typisk hende," sagde jeg og satte mig vedsiden af Pas. Han smilede halvhjertet.

"Ja. Ligesom Ratshierne," sagde han.

"Jep. Og Siggie," svarede jeg.

"Ja. Siggie holdt hende i live." Jeg nikkede. Hun havde været fuldt overbevist om, at det var sådan det fungerede. Det var det jo egentligt også, på en måde. Det var bare ikke stammer, men celler, der nægtede at lade sig dø, og så gik helt amok. Virkeligheden var bare den, at der aldrig havde været nogen Siggie til at redde hende, men hun havde troet på det, og det havde holdt hende gående.

"Ja. På sin egen underlige måde, så gjorde han," svarede jeg stille. Det var kun Pas, Sarah, Kathys mor og mig, der havde set hende, så længe hun var på hospitalet. Pas forældre havde ikke fået lov at nærme sig hende, men Kathys mor havde altid været glad for Pas. Nå jeg tænkte over det, var det kun Rick, der ikke brød sig om ham, og det var så kun, når det lykkedes Pas at lave sjov med ham.

"Hvad fik dig til at tænke på hende?" spurgte jeg.

"Vi kom forbi afdelingen for kræftramte børn." Pas' stemme var lav og sørgmodig.

"Hvorfor børn? Hvad kan de overhovedet have gjort, for at fortjene dette? Hvis der virkelig er en Gud, og jeg er begyndt at tvivle, hvorfor er han dog så uretfærdig? Mordere går frit, uden større bekymringer end en forkølelse nu og da, mens børn, der ikke engang har lært at nul gange syvhundredotteogtreds giver noget så simpelt som nul, langsomt bliver berøvet deres kræfter og ender med at leve på smertestillende, indtil de simpelt hen dør. "Gud er retfærdig" er det ikke det der står i den åndsvage bibel? Jeg tror ikke han eksistere, men hvis han gør, kan man ikke tage mere fejl," sagde han. Jeg blev overrasket over at se en tåre løbe ned over hans kind. Jeg havde lyst til at stryge den væk, men jeg var bange for, hvordan han ville reagerer. Ville han overhovedet være i nærheden af mig, hvis han vidste, at jeg følte mig tiltrukket af drenge. Af ham. Pludselig så han op fra sin tegneblok og mødte mit blik.

"Hvordan kan man sige, at Gud er retfærdig, når gode mennesker får forfærdelige sygdomme? Hvordan kan man påstå, at alle er lige, når folk med en anden tro, hudfarve, eller seksuel tiltrækning bliver forfulgt, banket og ligefrem myrdet?" Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare. Nogle gange havde jeg mistanke om, at han kunne læse tanker.

"Det ved jeg ikke, Pas. Men hvem ved også hvad retfærdighed er? Det kan være, at dette er retfærdigt for Gud. Måske har han en anden mening om ting og sager," sagde jeg.

"Retfærdig hed er, når alle får hvad de har brug for, hvis de selv sørger for det," citerede Pas. "Jeg tror det er det klogeste, Rick nogensinde har sagt." Jeg nikkede.

"Ja. Det tror jeg også," svarede jeg.

"Jeg. Sidder. Fast... IGEN!" Jeg kiggede over på Amare, der endnu engang havde forsøgt at rende i mellem to træer. Det værste var, at det var de samme to træer.

"Prøv bakgear," svarede jeg. Han fnøs og bakkede så nogle skridt.

"Ha! Det virkede!" udbrød han.

"Ja. Tænk en gang, det gjorde det sørme også," mumlede jeg sarkastisk. Pas smilede.

"Sker det der tit?" spurgte han.

"Det er anden gang i dag," svarede jeg. Han grinede. Jeg var glad for at se, at han var gladere nu.  Kathys død havde taget hårdere på ham, end på os andre. Han rejste sig op og børstede nogle blade af bukserne.

"Vil du med tilbage?" spurgte han. Screek udstødte en lyd, lettede fra Amares gevir, og landede på Pas skulder. 

"Ja," svarede jeg. Så fløjtede jeg efter Amare, der hurtigt fulgte efter os.

På vejen tilbage til lysningen, stødte jeg pludselig foden mod en gren, som jeg ikke havde set. Jeg så jorden komme farende imod mig med hæsblæsende fart, da jeg pludselig mærkede et fast greb i min overarm.

"Hovsa, vent lige til du komme hjem til din seng, ikke?" Pas hjalp mig smilende tilbage på ret køl, før han slap taget i min arm.

"Tak," sagde jeg smilende, selvom jeg var irriteret over tabet af kontakt.

"Det var så lidt," svarede Pas. Vi nåede lige netop ind i lysningen, da vi hørte Sarah ringe med madklokken.

"Jeg gætter på suppe," sagde Pas.

"Hey! Det er snyd!" udbrød jeg. Sarah kendte over hundrede forskellige supper og elskede at lave dem, så der var halvfems procent chance for, at det netop var det, vi skulle have.

"Det er da en ret!" forsvarede Pas sig.

"Nej, det er hundrede forskellige retter!" svarede jeg smilende.

"Okay så... Jeg gætter på grønsags suppe," sagde han så.

"Flot. Du snævrede det ned til halvtreds retter," udbrød jeg sarkastisk. Pas smilede.

"Pas! Hvad blev der af de gulerødder?" udbrød Sarah, da vi kom hen til bålpladsen. Jeg kiggede uforstående på Pas, der, som altid, havde sænket blikket til hendes fødder.

"Hvilke gulerødder? Der er ikke nogen, der fortalte mig, at du manglede," sagde Pas, en anelse irriteret. Sarah, der havde åbnet munden for at sige noget mere, lukkede den igen.

"Okay så," sagde hun og rakte Pas en skål. Han gik hen og satte sig på sin sædvagenlige plads mellem Reya og Lil. Jeg selv satte mig vedsiden af Louise. Hun var utrolig flink, men sagde ikke så meget. Hun kunne også godt lide at tegne, men gemte altid sin tegninger væk, så snart Pas var i nærheden.

Det var suppe. Det var også grønsags suppe. Bare uden gulerødder. Jeg holdt øje med Pas, der som sædvagenligt bare slugte sin mad, så han kunne komme lidt væk. Jeg så til, mens han gik hen og takkede Sarah for maden, før han forsvandt. Jeg sukkede. Alle de hemmeligheder. Jeg var ikke engang sikker på, at han selv kendte til dem alle, men det med Kathy, burde han ikke bære rundt på alene. Ingen vidste hvem hendes far var, foruden hendes mor og Pas. Og det gjorde tydeligvis ondt på ham. Jeg kendte ham godt nok til at vide, at han ikke ville græde over hendes død længere. Han var ked af det, ja, men han ville ikke græde over det længere. Tårene havde han fået styr på. Det var det med Kathys far, der gjorde ondt.

----------------------------------------o0o----------------------------------------

Hvad synes i så om kapitel?  Til kapitel 20 har jeg en stemme for Louise og en anden for Minna! (Help me out here guys!)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...