Spirits

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
"Pacifan Fields!" Stemmen sydede af vrede. "Ups," mumlede jeg smilende. "Jeg tror Rick fandt ud af, at hans kontorstol knirker lidt mere end den plejer." Screek grinede. For en gangs skyld var det lykkedes mig at tage fusen på ham. Han ville aldrig mistænke sin kontorstol. Næste mål: Bøgerne.

8Likes
221Kommentarer
1544Visninger
AA

20. Kapitel 17

Det havde ikke været nemt at berolige Rick, der var fuldstændigt opsat på, at det var min skyld. Okay, som regel når der gik noget galt, var det min skyld, men jeg havde jo slet ingen ting med det her at gøre! Ud over at være med på turen, havde jeg intet med det at gøre.

"Hvad?! Tre timer?!" udbrød Juliet. "Det kan ikke passe!"

"Jo, det kan det desværre." Ricks stemme var lav og trøstende.

"Men hvad med Max?! Hvor er han?!" Tåre begyndte at løbe ned over Juliets kinder.

"Han er i Rijsen," fortalte  Rick.

"Men er han okay?!"

"Han savner dig, men har det ellers fint," sagde jeg. Screek var faldet ned fra terrassen og havde opdaget, at han rent faktisk kunne flyve igen. Han var så kommet susende ind ad vinduet og havde fortalt, at alle var bekymrede og sad og stirrede ned i græsset, eller andre ubrugelig foretagender.

"Godt." Juliets øjne gled i, før hun gentog: "Hvordan går det med Max?" Hun nåede ikke at få noget svar, før hun faldt i søvn.

"Jeg håber snart det går over," sagde Rick. Dette var fjerde gang hun var vågnet op, uden at ane hvor hun var og hvorfor. Hun havde stillet de samme spørgsmål hver gang, og havde fået de samme svar. Hun måtte have fået noget af et slag. Den første gang hun vågnet, havde hun hverken kunnet se eller høre. Det var først anden gang hun kunne se, og hørelsen langsomt vendte tilbage. Tre timer og stadig de samme spørgsmål. 

"Pas." Det var Reya. Hun lød træt og ulykkelig. "Jeg vil gerne tilbage til Lupa." Jeg nikkede. Rick havde fået lov til at tage Sne med ind, men vi andre var efterladt med et stort tomt hul, der dukkede op, hver gang vi var væk fra vores vejledere.

"Det forstår jeg godt," sagde jeg, før jeg vendte mig mod Rick. "Er det okay med dig?"

"Ja, det passer mig fint," svarede han. Jeg greb Reyas hånd, som hun havde rakt ud mod mig og fulgte efter hende ud ad døren. På vej ned mod indgangen kom vi forbi en dør, med et sort skilt, hvor der stod "Børneafdeling: Kræft. 5 IL". Jeg stoppede. IL stod for indlagte. Et billede af Kathy dukkede op i mit hoved. Et billede, hvor hun sad i en hospitals seng, skaldet og med slanger over det hele, mens hun smilede et smil, der nåede helt op til hendes øjne. Hun krammede sin panda, en bamse en læge havde givet hende. Hun havde været så glad for den.

"Pas?" spurgte Reya, og fulgte mit blik. "Åh..."

"Jeg kan ikke tage hjem nu. Kom." Jeg greb hendes hånd og trak hende med ned til indgangen, hvor der var en butik. Inde i butikken havde de et kæmpe stativ, med en masse bamser.

"Nårh, du vil købe bamser til dem," sagde Reya. Jeg nikkede og tog en panda ned fra stativet. De sorte pletter rundt om øjnene var formet som hjerter. Reya valgte de andre fire.

Reya gik først ind, jeg selv var lige bag hende.

"Hej," sagde Reya. De fem børn svarede med det samme ord. De to til højre var begge skaldede, mens de to til venstre stadigvæk havde, ganske vidst tyndt, hår på hovedet. For enden af værelset var der en pige, der stadig så ud til at have alt sit hår.

"Jeg hedder Reya, og det her er Pas," fortsatte Reya. Den ene af børnene til højre fortalte, at hun hed Kathrine. Jeg stivnede. Navnet var så tæt på Kathys. Jeg anslog Kathrine til at være omkring elleve. Samme alder som Kathy havde været. Jeg gik hen til hende og trak en stol ud.

"Ved du egentligt, hvorfor pandaen ser ud som den gør?" spurgte jeg og rakte hende bamsen.

"Tusind tak! Nej, det ved jeg ikke," sagde hun. Hun virkede ret nysgerrig.

"Jo ser du. I Kina var der engang to flokke af bjørne. Den ene var hvide bjørne, og den anden sorte. Det var sådan set den eneste forskel på dem, men det var forskel nok! For ser du, lige som den hvide mand ikke brød sig om den sorte, kunne de to bjørneflokke heller ikke lide hinanden. Og det var lidt af et problem, da der løb én flod igennem deres territorium. Derfor blev de enige om, at de hvide bjørne drak om dagen, og de sorte om natten. Men en dag, var der en sort bjørn, der var blevet tørstig, og han gik derfor ned til floden, hvor han mødte en hvid bjørn, der også var blevet tørstig. Hun var det smukkeste han nogensinde havde set, og følelsen var gengældt hos den hvide børn. Men, da de andre flokke opdagede, at de var blevet forelsket, blev de smidt ud. Det var de da ligeglade med, så længe de havde hinanden, og det endte da også med, at de fik en lille, sort og hvid bjørne unge, som de gav navnet Panda. Dette fik de to andre flokke til at indse, at det godt kunne lade sig gøre at være venner, og at de ikke behøvedes at være fjender. Og så fik de sorte bjørne pludselig unger med de hvide bjørne, og de blev alle sammen opkaldt efter Panda," fortalte jeg. Kathrine havde taget pandaen med ned under dynen, mens jeg fortalte.

"Tak for historien," sagde hun og smilede for første gang, siden vi kom her ind. Jeg smilede tilbage.

"Det var så lidt," sagde jeg. Reya havde i mellemtiden fået delt de andre bamser ud og så ud til at være klar til at gå, og selvom jeg vidste, at Screek var lige uden for hoved indgangen, kunne jeg godt mærke tomrummet. Jeg rejste mig op og sagde farvel til børnene, hvorefter jeg fulgte hende uden for. Screek landede på min skulder ved busstoppe stedet. Joan stillede ingen spørgsmål og gåturen fra vejen til lysningen foregik i tavshed. Det var først, da vi kom til lysningen, der skete noget.

"Pas! Hvordan har hun det? Er hun okay?" Det var selvfølgelig Sarah.

"Hun har det nogenlunde, taget i betragtning. Hjernerystelse og en mindre blødning, der ikke betyder noget særligt," sagde jeg.

"Men?" spurgte Sarah. Hun havde opfanget den tøven, jeg havde forsøgt at skjule.

"Hn vågner op hver tiende minut, uden at kunne huske hvad der skete sidst hun var vågen. Vi har forklaret hende, at Max er okay hundrede og tyve gange. Hver gang hun vågner er det det samme spørgsmål. Præcist samme tonefald og samme ord. Det er nærmest som om hun er en DVD, der er gået i hak. Sagde jeg.

"Det hele er min skyld!" Jeg kunne høre selvbebrejdelsen i hendes stemme. Jeg kiggede op for at se, at hendes øjne var lukkede. Jeg tog en dyb indånding.

"Sarah. Se på mig," sagde jeg fast. Hun åbnede sine tårefyldte øjnene og kiggede ind i mine.

"Det er ikke din skyld. Hun gled," sagde jeg. Hun trådte frem og slog armene om mig. Min hjerne beordrede øjeblikkeligt bakgear, men mit hjerte bød mig lægge armene om hende og trøste hende, mens det selvmodsigende hamrede afsted. Jeg holdt vejret og frøs fuldstændig. Jeg slappede først af, da hun slap mig. Hendes brune øjne søgte mine, men jeg slog øjeblikkeligt blikket ned til hendes sko.

"Kom, Sarah," sagde Reya. Jeg så hende tage Sarah i hånden og trække hende ned mod bålpladsen. Da jeg så dem gå, blev jeg fyldt af skyldfølelse. Hun havde tydeligvis haft brug for et kram, og jeg havde bare stået stille med armene ud til siden, og sikkert lignet en stivfrossen pingvin. Jeg var en vel nok køn ven!

"Pas?" Det var Ballys stemme, der fik mig til at kigge op. "Er du okay?" spurgte han. Jeg gjorde et halvhjertet forsøg på at smile.

"Nej. Ikke rigtigt," tilstod jeg.

"Det er jeg ked af," svarede han oprigtigt. "Vil du ikke med mig og Amare i en tur i skoven? Jeg lovede ham en tur." Jeg kiggede på den store kronhjort. Amare var klart den største, hvilket også betød et enormt gevir. Det var et under, at han overhovedet kunne løfte hovedet.

"Jo," svarede jeg. "Kan jeg nå at hente min tegneblok?"

"Jada, selvfølgelig," svarede Bally. 

----------------------------------------o0o----------------------------------------

Okay, hvad synes i så? Kapitel 18 bliver Bally ;-) Hvem skal være fortæller i kapitel 20? (Vi mangler Minna, Daryl og Louise)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...