Spirits

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
"Pacifan Fields!" Stemmen sydede af vrede. "Ups," mumlede jeg smilende. "Jeg tror Rick fandt ud af, at hans kontorstol knirker lidt mere end den plejer." Screek grinede. For en gangs skyld var det lykkedes mig at tage fusen på ham. Han ville aldrig mistænke sin kontorstol. Næste mål: Bøgerne.

8Likes
221Kommentarer
1520Visninger
AA

19. Kapitel 16 (Juliet)

Jeg kunne se lysningen længere fremme. Mit syn var blevet tydeligere og, og verdenen lignede ikke længere en stor grøn og brun masse, som når Pas blandede farver. I hvertfald ikke hele tiden.

"Juliet! Hvad er der sket?" Jeg skar ansigt, da Pas trådte ud af skoven og solens lys fik en smerte til at eksplodere i mit hoved. Jeg klynkede og drejede hovedet væk fra solen, hvilket gjorde, at jeg nu lå med hovedet mod Pas' brystkasse.

"Hun gled og ramte et træ," Pas' stemme lød underligt rungende. Enten var det på grund af det træ, eller også var det fordi mit øre var trykket ind mod ham.

"Hent Rick!" råbte Sarah, hvilket fik mit hoved til at eksplodere i smerte for anden gang. Jeg klynkede igen. Hold op hvor gjorde det ondt! Det føltes som om jeg skulle dø! Pas lagde trøstende en hånd på mit hår.

"Vi ringer efter en ambulance!" udbrød Louise.

"Og hvordan, helt præcist, forestiller du dig, at den skulle komme herud?" spurgte Pas roligt. Han så ud til at være den eneste, der ikke var ved at gå i panik.

"Juliet!" Pludselig hørte jeg den stemme jeg helst ville høre: Rick.

"Juliet, er du okay? Hvad skete der?" Jeg kunne høre frygten i hans stemme. "Giv hende til mig, Pas!"

"Rick, jeg tror ikke det er en god ide..." Rick lod ham ikke tale ud. Jeg ville gerne over til Rick, men jeg var bange for, at smerten ville blive værre.

"Jeg er ligeglad med, hvad du tror!" hvæsede Rick ad ham.

"Rick..." Jeg blev først klar over, at ordet rent faktisk havde undsluppet mine læber, da både Rick og Pas holdt inde.

"Juliet? Hvordan har du det?" Jeg forsøgte at dreje hovedet for at kigge på ham, men sollyset fik smerten til at melde sig igen, så jeg vendte ansigtet tilbage mod Pas' skjorte.

"Det gør så ondt!" Jeg kunne selv høre gråden i min stemme, men bare tanken om at græde gjorde ondt.

"Giv hende nu til mig!" sagde Rick igen.

"Nej Rick. Hun skal ikke flyttes rundt på. Vi skal have hende på hospitalet," sagde Pas. Lige meget hvor meget jeg gerne ville over til Rick, kunne jeg ikke være mere enig. Mit hoved gjorde hamrende ondt!

"Hvad mener du nej? Hun er min kæreste!" hvæsede Rick.

"Jeg orker ikke at diskutere med dig, Rick. Enten holder du mund, eller også blive du her. Det er en ordre!" Vi var alle blevet enige om, at Pas skulle være leder. Han var uselvisk, retfærdighedselskende  og intelligent, og så holdt han af os alle sammen. Hver og en. Men han havde aldrig før gjort brug af sin status. Aldrig havde han givet så meget som én eneste ordrer. Han havde fundet sig i at blive skældt ud og råbt ad, men havde aldrig så meget som nævnt sin status. Ikke en gang for sjov. Måske var det det, der fik Rick til at tie stille. Hvis Pas bare havde slynget om sig med ordre, ville en sådan ikke have hjulpet det mindste i en sådan situation.

"Jeg tager med," mumlede Rick.

"Okay. Kan jeg få nogen til at forklare Screek, hvad der er sket?" spurgte Pas. Jeg hørte lyden af løbende skidt, og gættede på, at Screek ville på sin forklaring. Så mærkede jeg Pas dreje rundt og begynde at gå.

"Pas?" Reyas stemme stoppede ham. Mit hoved gjorde mere og mere ondt for hvert sekund, der gik.

"Jeg tager med." Hendes stemme var fast og besluttet.

"Så gør det," svarede Pas. Jeg gik ikke ud fra, at han ikke orkede at diskuterer med hende.

Den tid det tog for Pas at bære mig hen til vejen, flød sammen til et, uendeligt smertehelvede. Min hovedpine blev værre og værre. Mellem Pas, der gav Reya lov til at komme med, og til at jeg hørte sirenerne, var det eneste jeg kunne huske min hovedpine. Og så en forfærdelig kvalme. Jeg kunne høre stemmer, men jeg anede ikke hvad der blev sagt, selvom de var lige ved siden af mig.

Pludselig var der lys over det hele. Masser af hvidt lys, der skinnede mig ned i øjnene, men det gjorde ikke ondt mere. Det føltes som om min krop var flydende, men det gjorde ikke ondt nogle steder. Jeg havde stadig kvalme, men det var så også det. Pas stod og kiggede ud ad et vindue. Reya sad i en stol. Rick knugede min hånd i sin. Jeg kunne se hans læber bevæge sig. Jeg kunne se Pas og Reya reagere, men jeg kunne intet høre. Ingenting. Jeg kunne sagtens se og lugte, men min hørelse lod vendte på mig. Jeg mærkede mine egne læber forme sig rundt om de ord, jeg ikke kunne høre. Jeg mærkede tårene og panikken trænge sig på. Jeg kunne ikke høre noget. Ingen ting. Nada. Jeg var døv! Det kunne ikke passe! Det kunne det bare ikke!

Pludselig var der en lyd, der trængte igennem min døve barrierre.

"...iet." Stemmen var svag, men blev gradvist mere og mere tydelig.

"Rolig, Juliet. Lægerne siger det går over," sagde Rick, før han gentog den samme sætning. Aldrig før havde jeg været så glad for at høre hans stemme.

"Jeg kan godt høre nu," hviskede jeg. Rick smilede lettet. Det lyse hår sad hulter til bulter, og jeg vidste, at han, under andre omstændigheder, ville værre pinligt berørt over det. Han så fuldstændigt hærget ud.

"Hvor længe har jeg været her?" spurte jeg forsigtigt.

"Tre timer. De sagde, at hvis du ikke vågnede op om tyve minutter, ville de være nødsaget til at opererer dig," svarede Rick og gav min hånd et klem.

------------------------------------------o0o------------------------------------------

Hvem skal være fortæller i kapitel 18? Jeg har en stemme for Bally ;-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...