Spirits

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
"Pacifan Fields!" Stemmen sydede af vrede. "Ups," mumlede jeg smilende. "Jeg tror Rick fandt ud af, at hans kontorstol knirker lidt mere end den plejer." Screek grinede. For en gangs skyld var det lykkedes mig at tage fusen på ham. Han ville aldrig mistænke sin kontorstol. Næste mål: Bøgerne.

8Likes
221Kommentarer
1523Visninger
AA

18. Kapitel 15

Jeg smilede, da vi alle sammen så Ari læne sig frem og kysse Uri. Det var lige sådan noget, der skulle til for at gøre en god dag.

"Nå, da, da. Den havde jeg ikke set komme," sagde Screek.

"Nej, vel? Det var fuldstændig ud af det blå, og så har de oven i købet Daryl at takke for det," svarede jeg.

"Tror du de vil hav et maleri af det der?" spurgte Screek.

"Nej!" udbrød jeg forskrækket. "Det tror jeg bestemt ikke!"

"Hey, Pas?" Jeg vendte mig mod Lils stemme. "Smil!" Hun stod med et kamera. Jeg smilede ikke. Istedet prøvede jeg at regne ud hvad der skete. Det fik jeg dog hurtigt svar på, da Sarah og Juliet hældte en iskold balje vand ud over Screek og mig.

"Arg!" udbrød jeg, og hørte Lil tage et billede. "Hvor fik i overhovedet det vand fra?!" De stod lidt og stirrede på min skulder, før de brast i en ukontrolleret latter og pegede på min skulder. Jeg drejede hovedet så jeg kunne se Screek... og synet fik også mig til at grine højt. De sorte fjer strittede ud til alle sider, så han lignede et sort pindsvin! Et meget vådt, sort pindsvin med næb og vinger. Han spredte sidstnævnte for at anse skaderne.

"Nu kan jeg jo ikke flyve! Jeg er handicappet!" skreg han. Hans stemme måtte lyde meget panisk, også for de andre, for de grinede bare endnu mere.

"Screek, du kan flyve igen når du bliver tør," sagde jeg roligt.

"Men jeg fryyyser!" råbte han. Hans ord gjorde mig opmærksom på, at jeg også selv stod og rystede.

"I ser bare smukke ud!" grinede Reya.

"Ha, ha, meget morsom! Hvordan tror du selv du ville se ud?" spurgte Screek, kravlede tættere på mit hovede, lukkede kløerne om en to hår og kravlede op  mit hoved.

"Hvordan ville du have det, hvis vi hældte vand ud over dig?!" råbte han. Jeg rakte op og tog ham ned fra mit hoved.

"Hvor fik i overhovedet det vand fra?" spurgte jeg igen

"Det var Reyas ide. Hun foreslog, at vi holdt noget isvand klar, til næste gang du lavede ballade," forklarede Lil.

"Og  for hver gang du laver ballade, har vi en ny balje kold vand klar til dig og fuglen," tilføjede Sarah. Jeg smilede uskyldigt.

"Ballade? Mig? Det må da være din spøg!" sagde jeg. Jeg sod allerede med et nyt mål: Vandbaljerne. Og derefter: Reya.

"Ja, for du har aldrig lavet så meget som en lille narestreg hele dit liv," sagde Sarah.

"Du er værre end Emil! han gør det i det mindste ikke med vilje," sagde Reya.

"Hvem?" spurgte jeg forvirret. Jeg kunne ikke komme på, at jeg kendte nogen ved navn Emil.

"Emil fra Lønneberg... Du ved vel hvem Emil er?" spurgte hun.

"Nårh jo! Det er ham med hesten, bøssen og kasketten, ikke?" sagde jeg. Jeg så det give et sæt i Bally.

"Altså, jagtbøssen," skyndte jeg mig at sige. Han så ud til at slappe lidt mere af.

"Jo, det er det," sagde Reya.

"Jamen, så ved jeg jo godt hvem det er," sagde jeg og smilede. Screek hostede.

"Nu har i også gjort mig syg!" udbrød han. Jeg skynde mig at lægge hånden om hans næb, for de næste fire ord, der slap igennem hørte ikke lige frem til dem, man ville sige til dronningen.

"Hvad sagde fuglen?" spurgte Sarah mistænksomt.

"Det vil du ikke vide," svarede jeg. Så vendte jeg rundt og begyndte at gå tilbage til hytten.

"Pas!" råbet Sarah efter mig.

"Ja?" spurgte jeg forsigtigt. Dette kunne umuligt ende godt.

"Vi tager i skoven når vi har skiftet. Du går med." Hendes stemme var fast og lagde ikke op til videre diskussion.

"Okay," svarede jeg.

"Oppe i hytten satte jeg Screek på sengen, før jeg tog det våde tøj af. Tøjet smed jeg ud på terrassen, så det kunne tørre.

"Hvad gjorde du af min trøje?" spurgte jeg Screek, der strittede med vingerne, som om han var bange for dem.

"Den hang jeg ud på en af..." Han standsede pludseligt.

"Hvad?" spurgte jeg.

"Grenene," svarede han.

"Og du kan ikke flyve," konstaterede jeg.

"Nej," svarede han. 

"Og vi er ti meter oppe i et træ."

"Ja," svarede han.

"Så tager jeg en anden på," sagde jeg. Jeg gik ud på badeværelset og åbnede skabet. Hold op hvor havde det været besværligt at flytte helt her op!

"Hvad pokker!" udbrød jeg. Skabet var tomt, ud over et par sorte cowboybukser. Jeg hev ud i skuffen med undertøj, og sukkede lettet. Så fik jeg øje på en seddel.

Du skulle vist ikke være hoppet i vandet, hva'?

Det var Sarahs håndskrift.

"Hvad sker der derinde?" spurgte  Screek.

"Nogen har stjålet mit tøj!" svarede jeg og gik ind til ham. Jeg rakte ham sedlen.

"De pokkers høge!" udbrød Screek. "Det er en sammensværgelse!"

"Ja, og nu hænger min eneste trøje på en gren, ti meter oppe i et træ," sagde jeg.

"Kommer du, Pas!" Det var Sarahs stemme.

"Sammensværgelse!" skreg Screek. Jeg gik ud på terrassen og satte mig på hug, så jeg kunne kigge ud over kanten.

"Meget morsomt, men jeg bliver lige nød til at hente min trøje!" råbte jeg og pegede ud på trøjen, der hang fem meter ude af en mimelig vandret gren, der sikkert var tyk nok, til at man kunne gå på den. Jeg rejste mig op og gik direkte ud på den, som om det bare havde været en anden del af terrassen.

"Pas, hold op med det! Kom nu ned!" råbte Sarah forskrækket. Jeg bøjede mig ned efter trøjen, snorede rundt, og gik tilbage, uden så meget som at tøve.

"Pas! Du er vanvittig!" råbte hun.

"Yep, og jeg er stolt af det!" råbte jeg tilbage. "Vil du med i skoven Screek?"

"Nej! Rågerne får ikke lov at se mig sådan her!" udbrød han. Jeg smilede.

"Okay så. Jeg smutter." Han viftede lidt med vingen, men sagde ellers ingenting.

"Prøv på ikke at falde ned, mens jeg er væk," sagde jeg, før jeg skyndte mig ned ad rebstigen. Sarah havde taget gummistøvler på, af en eller anden grund.

"Du får dig selv slået ihjel!" udbrød hun, da jeg lod migselv falde gennem luften, de sidste tre meter.

Alle ulvene skulle med. De gik ind på række to og to efter Sarah, som en anden børnehaveklasse, mens ulvene vimsede rundt i skoven. Jeg endte bagerst ved siden af Reya.

"Nå, var du ikke en af dem, der vinterbadede om vinteren?" spurgte hun.

"Jo."

"Hvorfor begyndte du så at ryste?" spurgte hun, med en drillende tone.

"Bare rolig, du skal nok få det betalt," truede jeg. Hun grinede let.

"Hvad med det kolde, kolde vand?" spurte hun.

"Bare rolig, det har jeg styr på," fortalte jeg.

Vi begyndte at gå op ad en bakke. Den var meget stejl til den ene side, så jeg holdt godt øje med, hvor jeg satte mine fødder.

"Juliet!" skriget var fyldt med frygt. Jeg kiggede hurtigt fremad og så Juliet tumle ned ad bakke kanten i stadig større fart, indtil hun ramte et træ og blev liggende.

"Juliet!" råbte jeg og løb uden om folk, hen til det sted hun var gledet. Max stod med snuden halvt nede ad bakken, mens han pev hjerteskærende. Sarah holdt godt fast i ham og forhindrede ham i at følge efter Juliet. Jeg tog en dyb indånding, før jeg  gik ud i de løse blade. Det var umuligt at stå fast, så jeg satte mig på enden og rutsjede ned til Juliet.

"Pas! Pas nu på!" råbte Reya efter mig. Jeg tjekkede hurtigt at hun ikke blødte nogle steder.

"Jeg tror hun har fået et ordenligt slag i hovedet!" råbte jeg op til de andre, efter at have undersøgt om hun havde brækket noget. Der var ingen chance for, at jeg fik hende op til stien igen. Jeg kiggede ned. Der var stadig tyve meter tilbage af bakken, og den så ud til at blive stejlere længere nede.

"Hvad er der dernede?" spurgte jeg.

"En anden sti! Den føre også tilbage!" råbte Sarah.

"Okay, jeg får hende ned den vej!" råbte jeg. Så trak jeg Juliet op på skødet og flyttede mig lidt vær fra træet, hvorefter jeg begyndte at rutsje nedad. 

Det lykkedes at komme ned uden at kollidere med flere træer, og da vi kom ned, begyndte Juliet at røre på sig.

"Pas?" spurgte hun vagt.

"Hej. Kan du gå?" Hun rystede på hovedet, men skar så ansigt, da hun opdagede det var en dårlig ide. Så lagde jeg en arm under hendes knæ og en under armene på hende, før jeg løftede hende op og begyndte at gå tilbage af stien. Vi blev nødt til at få hende til hospitalet, det var helt sikkert.

---------------------------------------o0o---------------------------------------

Kapitel 16 bliver med Juliet ;-)

Hvem skal være fortæller i kapitel 18?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...