Spirits

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
"Pacifan Fields!" Stemmen sydede af vrede. "Ups," mumlede jeg smilende. "Jeg tror Rick fandt ud af, at hans kontorstol knirker lidt mere end den plejer." Screek grinede. For en gangs skyld var det lykkedes mig at tage fusen på ham. Han ville aldrig mistænke sin kontorstol. Næste mål: Bøgerne.

8Likes
221Kommentarer
1520Visninger
AA

15. Kapitel 12 (Mike)

Jeg havde lige taget bussen tilbage til Rijsen, da jeg hørte en stemme, som jeg havde lært at kende som Reyas, råbe en dato til Pas, der sad med sin tegneblok for foden af kragetræet. Jeg smilede. Det var noget vi alle sammen var blevet enige om. Pas' træ hed "kragetræet" og hytten hed "kragereden". Vi havde ikke fortalt ham noget af det, men det med kragereden havde han fundet ud af. Det med træet havde han endnu ikke opdaget.

"Hey, Pas. Hvad tegner du?" spurgte jeg, da jeg km hen til ham.

"Dig," svarede han.

"Okay," sagde jeg og satte mig foran ham. Han havde en sjov vane med at stikke tungespidsen ud mellem læberne, når han koncentrerede sig.

"MIKE!! Hvorfor kommer du først nu?! Hvor har du været?! Had har du lavet?! Jeg troede du havde glemt mig! Jeg havde helt glemt hvor fjollet du ser ud når du griner! Hvad laver Pas?!" Jeg blev overfladet Vibbe, som jeg havde efterladt i de tredive minutter det havde taget mig at købe nogle flere pile i byen.

"Rolig nu! Et spørgsmål ad gangen!" udbrød jeg. Pas begyndte bare at grine, så rev han siden ud og startede forfra på en ny tegning.

"Bare svar på dem!" råbte Vibbe, der nu lå oven på mig.

"Okay, okay! Jeg har kun været væk i en halv time! Jeg var inde i byen for at hente nogle flere pile, efter Pas stak ild til de andre. Jeg ville aldrig glemme dig, og jeg ser ikke fjollet ud når jeg griner! Pas tegner," sagde jeg og håbede jeg havde fået styr på alle spørgsmålene.

"Okay, vil du med ud at lege nu?" spurgte han ivrigt, og rejste sig op. Når Vibbe siger "lege" så mener han, at jeg skyder nogle pile afsted, som han så kommer tilbage med, som var han en anden hund.

"Kan jeg gå nu?" spurgte jeg Pas. Han svarede uden at kigge op fra papiret.

"Ja, det gør du bare," sagde han. Jeg samlede de papir op, som han havde revet af blokken og kiggede på det. Han havde fået tegnet mit omrids, men selvom det kun var det, var der ingen tvivl om, at det var mig. Han var utroligt dygtig. Jeg foldede papiret sammen og stak det i lommen. Han beholdt det han skulle bruge. Det han rev ud fra tegneblokken og lod ligge, ville ende i en skraldespand, hvis ikke man samlede det op. Så hankede jeg op i posen med pile og fulgte med Vibbe hjem til hytten, hvor jeg hentede min bue. Så gik vi over til skydepladsen. Da vi kom i nærheden af bålpladsen, hørte jeg pludselig mit navn.

"... Mike er også sød, men jeg kan altså bedst lide Pas, altså ikke for at fornærme dig, Reya." Det var Lils stemme. Jeg kiggede hurtigt på Vibbe, der også så nysgerrig ud, men han var altid nysgerrig, so det gjorde ikke rigtigt nogen forskel.

"Det gør ikke noget. Jeg kan bedre lide Mike end Pas, så sådan er vi jo så forskellige." Reyas stemme. Jeg kigede igen på Vibbe.

"Flygt!" hviskede han. Jeg nikkede og gik en stor bue udenom bålpladsen hen til skydebanen.

"Ooookayyy, det var mærkeligt!" udbrød jeg, da vi kom derhen. Pas havde malet en kæmpestor rød streg i græsset, hvor grænsen til skydebanen gik. Derefter havde han sat et skilt op med teksten: Advarsel! Fare for luft og hjortebårende pile. Overskridelse af grænse på eget ansvar! (Grænsen er den pæne røde streg i græsset, hvis du skulle være i tvivl, og nej, Vibbe. Den kan ikke spises.) Vi var allesammen flade af grin da vi så det. Vibbes mest brugte spørgsmål var lige netop "kan det spises?".

"Sys! Skyd!" råbte han, mens han sprang rundt foran mig. Jeg tog en pil og spændte buen. Den første målskive var ti meter væk. Den næste tredive og den sidste halvtreds. Og så var der over en million træer, som også kunne bruges.

"Og Mike er tilbage på skydebanen, kan han slå sin seneste rekord?" Jeg kiggede op på Uriah, der, foruden at sidde i et træ og at have´brudt min koncentration, havde bestemt sig for at være kommentator. Jeg mærkede de tyve kilos trækvægt begynde at gøre sig gældende, og sænkede buen. Man kunne ikke skyde med en røstende hånd. Så tog jeg en dyb indånding, spændte buen, og sendte tre pile afsted på under fem sekunder.

"Bullseye, bullseye og bullseye! Lad os klappe af Mike, der gjorde det samme som sidstegang han var på banen!" råbte Uriah.

"Og gangen før det, og gangen før det, og gangen før det," tilføjede Daryl. De sad begge to i et træ for enden af . Jeg ventede tålmodigt, mens Vibbe glad sprang af sted efter pilene, snublede over en tot høj græs, og så kom tilbage med pilene.

"Tak skal du have," sagde jeg og tog imod de tre pile. Så stak jeg den ene ned i pilekoggeret og lagde de to andre på buen på en gang. Jeg spændte buen, sigtede og slap. I det sekund pilene forlod buen, vidste jeg at skuddet var godt. Begge pile susede frem og ramte deres mål: ti centimeter vedsiden af høgenes hoveder. Uriah og Daryl blev så forskrækkede, at de begge faldt ned fra træet.

"Ah, høgejagt," sagde jeg tilfreds. Vibbe grinede.

"Det har de godt af!" udbrød han.

"Ja, men jeg tror ikke det er en god ide at hente pilene, før de to er væk," sagde jeg. Begge høgene havde et temperament, der ville gøre en kamptrænet pitbull misundelig. Pludselig hørte vi et vredt brøl, sikkert fra Daryl, og to vrede høge kom løbende mod os.

"Måske ville det være en god ide at flygte," sagde Vibbe. Jeg nikkede.

"Enig!" udbrød jeg, vendte om på hælen og løb tilbage mor kragetræet.

"Hjælp! Pas, jeg vil ikke dø!" råbte jeg for at få gang i ham. Han kiggede op fra sin tegning, og det tog ham ikke lang tid, før han regnede ud hvad der foregik.

"Høge klokken to!" råbte han. Screek satte af fra jorden og fløj op for at hive i en snor. En kæmpe stor balje vand væltede ned over Daryl, der løb forrest. Uriah kiggede lidt på ham, før han brast i latter. Det fik Daryl til rasende at vende sig om mod ham og springe på ham, og pludselig var der en slåskamp i gang. Screek fløj ned og landede på Pas' skulder igen. Pas selv vendte tilbage til sin skitse og pressede endnu engang tungespissen ud mellem læberne i højre side.

Jeg sendte en taknemmelig tanke til Pas' dumdristighed, som havde fået ham til at klatre helt ud i enderne af grenen på kragetræet og sætte "forsvars værker" op.

"Det gik da meget godt," sagde Vibbe. Jeg nikkede.

"Skal vi ikke se hvad han tegner?" spurgte han efter vi havde kigget på Uriah og Daryls slagsmål i lidt tid. 

"Jo," svarede jeg. Pas var stortset færdig med en tegning af Vibbe og jeg. Jeg var ved at blive væltet af Vibbe, der rakte tungen ud for at slikke mig i hovedet, mens jeg var ved at dø af grin.

"A," sagde jeg.

"B" svarede han. Jeg havde så mange gange set ham tegne, og min reaktion var altid "wow, hvor er den flot". Pas' reaktion var altid "tusind tak". Derfor var "wow, hvor er den flot" kogt ned til "A", mens "Tusind tak" var blevet til "B". Det sjove var, at ingen andre havde nogen ide om hvad vi snakkede om.

"Hvordan er det egentligt at blive overfaldet af hundredehalvtreds kilo kysseglad hjort?" spurgte han.

"Sjovt," svarede jeg og kløede Vibbe bag geviret. Han lukkede øjnene i nydelse og stampede i jorden med sit ene bagben.

"Har du fået svar fra den skole?" spurgte Pas. Jeg nikkede.

"De havde ikke plads til en kronhjort," svarede jeg. Jeg ville gerne gå i skole igen, men jeg kunne ikke finde en, der ville tage en kronhjort. Heste og hunde var intet problem, men kronhjorte! Det går fuldstændigt galt! Efterskoler...

"Verdenen er et mærkeligt sted. Kronhjorte på gerne være i svømme halen, men på en efterskole, hvor man kan have hest med, er det da en fuldstændigt vanvittig tanke!" sagde Pas sarkastisk. Jeg smilede.

"Hvad skal vi lave nu?" spurgte Vibbe.

"Det ved jeg ikke. Jeg tror jeg vil spørge Rick om han har tid til at undervise," sagde jeg.

"Rick har altid tid til at undevise!" udbrød Pas.

Pas endte med at have ret. Rick ville gerne hjælpe mig med ikke at komme for langt bagud. Vibbe gik hen for at lege med de andre. Han var ikke meget for matematik. 

Mens jeg regnede, dukkede Lil og Reyas samtale op i mit hoved igen.

-----------------------------------------o0o-----------------------------------------

Hvad synes i om kapitlet? (Jeg er meget ked af det, hvis jeg lavede om på Mike, men han bor jo i skoven ligesom de andre)

Til det næste kapitel har jeg en stemme for Juliet og en stemme for Uriah. Hvem skal være fortæller???

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...