Spirits

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
"Pacifan Fields!" Stemmen sydede af vrede. "Ups," mumlede jeg smilende. "Jeg tror Rick fandt ud af, at hans kontorstol knirker lidt mere end den plejer." Screek grinede. For en gangs skyld var det lykkedes mig at tage fusen på ham. Han ville aldrig mistænke sin kontorstol. Næste mål: Bøgerne.

8Likes
221Kommentarer
1540Visninger
AA

14. Kapitel 11

Jeg var lige ved at tabe penslen, da jeg hørte Sarahs vredes udbrud. Hun lød som om en eller anden havde kørt Jewel over. Og det var mit navn hun råbte.

"Åh åh... Du må nok hellere skynde dig derhen," sagde Screek.

"Hvad har jeg nu gjort?" spurgte jeg ud i luften. Så skyndte jeg mig at ligge penslen fra mig.

Bålpladsen var et stort kaos. Folk vimsede rundt og råbet "Brænder!" eller "Vand!". Midt i det hele sad Rick, ganske upåvirket og smilede.

Med et rasende skrig løb Sarah mig i møde. Faktisk løb hun ind i mig, så vi begge væltede bagover og hun landede oven på mig.

"Okay, Sarah, flashback! Gider du ikke godt flytte dig?" spurgte jeg, da minderne skyllede ind over mig, tæt efterfulgt af en følelse af... panik?

"Hvad har du gjort ved min mad?!" råbte hun med mord i blikket. Jeg kunne ikke løsrive mig fra hendes blik, hvor meget jeg så end ønskede det. Jeg placerede panisk begge hænder på hendes skuldre og skubbede hende væk. Jeg kravlede bagud så langt væk som muligt.

"Jeg har ikke rørt den!" udbrød jeg forskrækket. Hun kom på benene og endnu en gang kunne jeg ikke flytte blikket fra hendes øjne. Langsomt faldt hun til ro. Så vendte hun blikket mod  de andre. Jeg lukkede lettet øjnene. og lagde nakken tilbage, mens min vejrtrækning langsomt blev roligere, før den vendte tilbage til det normale. Jeg fik stablet mig på benene, og gik direkte hen til Rick. Han smilede til mig. Så snuppede jeg hans skål og smagte på indholdet.

"Det var ellers en god suppe, Sarah," sagde jeg. "Forskellen mellem dig og mig, Rick, er, at jeg ved hvor langt jeg kan gå."

"Alarick!" hvæsede Sarah. "Har du puttet chili i min suppe?" Rick nikkede.

"Undskyld," mumlede han.

"Jeg siger det som det er, Rick. Hvis du gør det en gang til, får jeg Jewels til at flå hovedet af dig," sagde Sarah roligt, smilede og gik tilbage til suppen, som hun hældte ud.

"Pas, er du okay?" Jeg vendte mig om. Det var Reya.

"Ja, hvorfor skulle jeg ikke være det?" spurgte jeg mistænkeligt.

"Jo, altså... Du ved..." mumlede Lil. Jeg rynkede forvirret panden.

"Sarah fortalte os hvorfor du ikke ville se hende i øjnene." Ordene kom så hurtigt ud af Reyas mund, at jeg først havde svært ved at forstå dem.

"Det... Hvorfor?" spurgte jeg. Det var da ikke noget, hun bare kunne bruse ud med!

"Jeg spurgte hende," sagde Reya undskyldende.

"Men... Det kan hun da ikke bare fortælle til alle folk, der spørger!" udbrød jeg.

"Det var mig der spurgte, så hvis du skal være vred på nogen, så vær vred på mig," sukkede Reya.

"Hvad? Nej, jeg ikke vred, jeg er... Skuffet," sagde jeg. Og det var rigtigt. Jeg var skuffet over, at Reya havde spurgte Sarah og ikke mig. Hvis nogen ville vide noget om mig, skulle de komme til mig. Jeg var også skuffet over, at Sarah havde fortalt dem det, uden at spørge, om det var okay med mig.

"Okay. Men du bliver nødt til at vide, at jeg ikke fortryder at jeg spurgte," sagde Reya. Hendes isblå øjne var alvorlige.

"Det gør ikke noget. Bare lad være med at fortælle det til alle og enhver, der spørger," sagde jeg. De nikkede begge to.

"Nå, Lil," sagde jeg i et lidt muntert tonefald. Hun smilede lettet til mig. "Hvornår vil du have din gave?" spurgte jeg.

"Ha-har du en gave til mig?" spurte hun.

"Selvfølgelig har jeg det, kom, så skal du se," sagde jeg og greb hendes hånd. Jeg håbede hun ville blive glad for træ-Summer, men der ar kun en måde at finde ud af det på.

"Vil du ikke med, Reya?" råbte Lil over skulderen. Jeg kiggede bagud og så Reya stå og skrabe i jorden med fødderne.

"Kom nu, Reya," råbte jeg og holdt min anden hånd frem mod hende. En handling, jeg ikke helt var klar over, jeg havde foretaget. Det var bare den måde hu stod på, der fik mig til at tænke på Minna, når jeg tog en eller anden i hånden, gav hun sig altid til at stå og surmule, hvis ikke jeg rakte den anden ud mod hende. Det fik også Reya til at lyse op. Hun gik hen og tog den og smilede glad til mig.

"Nå, hvem vil med op?" spurte jeg, da vi kom hen til træet. Der var mange, der ikke turde klatre de ti meter op til min hytte ad en rebstige, der han frit i luften og ligeså godt kunne gøre det ud for en gynge.

"Nej tak, jeg tror jeg springer over," sagde Lil med et smil.

"Maler du deroppe?" spurgte Reya. Jeg nikkede. "Så vil jeg gerne med." Jeg smilede og slog armen ud mod rebstigen. Reya begyndte tøvende at klatre, men blev efterhånden mere sikker, og pludselig stod hun og vinkede ned til os.

"Hun er i hvertfald ikke højde skræk," sagde jeg til Lil.

"Nej, det er hun på ingen måde," sagde Lil. Jeg smilede og slap hendes hånd, hvorefter jeg klatrede op til Reya. Halvvejs oppe kunne jeg høre Screek råbe op.

"Intouder alert! Introuder alert!" råbte han.

"Slap af, jeg er lige her!" udbrød jeg, da jeg kom op på terrassen. Han fløj hen og landede på min skulder.

"Hvad laver hun her?" spurgte han.

"Hun skal bare se maleriet," sagde jeg og gav tegn til Reya, at hun bare skulle gå ind. Det var nok meget heldigt, at jeg havde fået ryddet op. Jeg kunne stadig huske Sarahs stemme.

"Hvad leder du efter?!" havde hun råbt mit i alle tårene.

"Min bedste pensel!" havde jeg råbt tilbage. Så havde jeg hørt hende grine.

"Den sidder bag dit øre, dit fjols." Havde hun så sagt. Det værste var, at hun havde haft ret.

"Wow, det er virkeligt flot!" udbrød hun, da hun fik øje på lærredet. Jeg rynkede undrende panden. End til videre, var det bare en baggrund, og en utydelig gråsort klat, der skulle ende med at gøre det ud for Lupa.

"Det er ikke færdigt," sagde jeg.

"Nej, det kan jeg se," svarede hun. Jeg så mig om efter træ-Summer og tog den, da jeg så, at den stod på mit skrivebord.

"Vil du med ned igen?" spurgte jeg. Hun nikkede og gik ud af døren. Jeg ventede mens hun klatrede ned, og fulgte så efter.

"Værsegod og tillykke med fødselsdagen," sagde jeg og rakte Lil hjorten. Hun slog hånden for munden før tårene begyndte at løbe ud af hendes øjne.

"Tusind tak! Den er så smuk!" udbrød hun. Hun slog armene om mig.

"Hov udbrød jeg overrasket, men grinede så. "Det er godt du kan lide den!"

"Lide den?! Jeg elsker den!" udbrød hun og bakkede lidt væk fra mig, så hun kunne se mig. "Tusind tak!" udbrød hun igen. Så ringede madklokken for anden gang til morgenmad.

"Lad os håbe Rick ikke har pillet ved den igen," sagde Reya. Lil nikkede og tørrede sine øjne.

"Det tror jeg ikke han tør," sagde hun. "Vil du med, Pas?"

"Nej, jeg tror jeg maler videre," sagde jeg. Lil nikkede, før hun, sammen med Reya, løb hen mod bålpladsen. Jeg kiggede lidt efter dem, før jeg klatrede op ad rebstigen igen.

"Den blev hun vist meget glad for," sagde Screek, da jeg var komet op.

"Ja, det gjorde hun," sagde jeg og blandede den maling til det fik den rette farve.

Da jeg fik malet det færdigt, skrev jeg noget nederst i hjørnet, som jeg udmærket vidste, ingen ville fatte et ord af: "Terydu" Go Nedehnøks. I det øverste højre hjørne skrev jeg bare to bogstaver, som jeg skrev på alt jeg malede: PF. 

"Terydo Go Nedehnøks?!" udbrød Screek og brast i latter. "Hvad pokker betyder det?"

"Latin, nital," svarede jeg bare. Han fattede stadig ingen ting. Jeg  kiggede lidt på det færdige resultat, før jeg greb den "gave" jeg havde gjort klar. Jeg tog også min tegneblok med, så jeg havde noget at fordrive ventetiden med. Så vendte jeg mig om for at gå ud af hytten. Jeg havde stadig en gave jeg skulle have afleveret.

Jeg noterede mig, at Ari, Reya og Lil sad på en træstamme og snakkede, hvilket passede mig perfekt. Jeg smuttede forbi dem og hen til Reyas hytte, der heldigvis ikke var låst. Jeg satte gaven på hendes skrivebord, før jeg skyndte mig ud igen. Jeg gik hen til mit træ, som jeg så satte mig med ryggen op ad.

"Det skal nok blive sjovt," sagde Screek.

"Shh!" tyssede jeg, men kunne ikke lade være med at smile. Screek fløj ned og landede foran mig, fordi han havde set nogle brødkrummer. Jeg gav mig til at tegne ham i mangel på bedre motiv.

"Se, er du ikke smuk?" spurgte jeg, og viste ham tegningen. Han havde en masse krummer i fjerene, hvilket fik det il at se ud som om han havde pletter.

"Jo," sagde han. Jeg vendte tegneblokken for at begynde på en ny tegning, da jeg hørte et forskrækket skrig.

"Pas!" råbte Reya så. Jeg kunne ikke lade være med at smile.

"Ja?" råbte jeg tilbage.

"Den syvende juni, men gider du ikke godt bare spørge næste gang?" råbte hun. 

"Okay, tak!" "Gaven" var i virkeligheden bare den æsketrold jeg havde købt i boghandleren. Jeg havde pillet lidt ved den, så den grinede ondskabsfuldt, når den sprang ud af æsken. Jeg havde også sat en seddel fast på dens hånd. Hvornår har i fødselsdag? stod der på den.

"Mission acomplished," sagde Screek. Jeg smilede.

"Så mangler vi bare Ari," sagde jeg.

-------------------------------------o0o--------------------------------------

Okay, det var så det kapitel. Hvad synes i?

Nogle ideer til næste kapitel? Kapitel 12 bliver Mike. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...